Vølvens Spådom

(af Den Ældre Edda)

1. Hør på mig alle hellige slægter, Heimdals frænder høje og lave; du vil, Valfader, at vel jeg røber oldsagn om de levende dem jeg længst mindes.


2. Jeg husker jætter urtidsfødte, de som fordum fostrede mig; ni verdener husker jeg, ni jættekvinder, og det vidtkendte skæbnetræ, skjult under jorden.


3. Urtiders morgen, (Urtidens kaos) hvor Ymir byggede, hverken sand eller hav eller svale bølger, ingen jord fandtes, ikke den høje himmel; der var ginnungers gab, men græs ingen steder.


4. Før Burs sønner løftede fastlandene, de som skabte vældig verden i midten; sol faldt sydfra på stenmarkerne, og grønne urter voksede på jorden.


5. Solen greb sydfra - søster til månen - med højre hånd om himmelranden; solen vidste ikke, hvor hendes sale var, stjernerne vidste ikke, hvor deres steder var, månen vidste ikke, hvorfra dens magt kom.


6. Da gik til herskersædet hellige guder, de stærke magter at styre og rådslå: nat og nattens børn gav de navne, morgen kaldte de det og mid-dag, aften og gry, årene talte de.


7. Aserne mødtes på Idasletten, tømrede højt hov og templer; byggede smedjer, smeltede malm, slog tænger og skabte værktøj.


8. Spillede tavl i græsset, glade var de, savnede ingenting smedet af guld, indtil de tre kom troldske møer overmægtige fra jætteverden.


9. Da gik til herskersædet hellige guder, de stærke magter, at styre og rådslå: hvem skulle skabe skarer af dværge af Brimes blod og Blå's knogler?


10. Der var Modsuger mesterdværgen og Durin mest agtet efter ham; de gjorde kroppe, mange, i menneskeform dværgene, af jord, som Durin sagde.


11. Ny og næ, Nordre og Søndre, Østre og Vestre, Altyv og Dvale, Biver og Baver, Bumber, Nore, Ån og Åner, Ælde, Mjødulv.


12. Veig og Troldalf, Vindalf, Trå, Tør og Tække, Triv, Vis og Lød, Død og Nyråd - nu har jeg talt - Regin og Rådsnild - dværgene ret.


13. Filer, Kiler, Funden, Nåler, Hæfter, Slider, Hånder, Svider, Rask, Hornborer, Ry og Loni, Ørvang, Jari, Egeskjolder.


14. Tid at tælle tilbage til Lofar dværgeslægter i Dvalins følge, de som søgte fra stensalene til grusbankehjem på Jaris sletter.


15. Der var Drypper og Dolkraser, Høj, Højpusling, Havvang, Gløder, Skirver, Virver, Skævfinn, Bedste.


16. Alf og Yngve, Egeskjolder, Fjaler og Froste, Finn og Lokker; forfaderrækken regnet fra Lofar skal altid mindes mens mennesker lever.


17. Indtil tre kom fra asernes flok, kraftfulde, kærlige til huset, fandt på land lidet kunnende Ask og Embla uden Skæbne.


18. Ånde havde de ikke, ejede ikke sjæl, hverken blod eller lader eller lød og farve; ånde gav Odin af Høner fik de sjæl, blod gav Lodur og lød og farve.


19. Jeg ved om en ask, hedder Yggdrasil, over høj stamme øses vidt dynd; derfra kommer duggen, der falder i dale; står evigt grøn over Urds kilde.


20. Derfra kommer møer, de meget vidende, tre er de, fra søen, under træet; Urd kaldes den ene, den anden Verdande - skar i kviste - Skuld hedder den tredje; de målte skæbnen for menneskelivet, afgjorde menneskers alder og lod.


21. Hun husker den første fejde i verden, da guderne støttede Guldveig på spyd og brændte hende i Den Højes hal, tre gange brændt tre gange genfødt, ofte, usjældent, og endnu lever hun.


22. Heid blev hun kaldt, hvor hun kom til huse, vølve god til at spå, vakte trolddom, sejdede hvor hun kunne, sejdede tryllende, altid i yndest hos onde kvinder.


23. Da gik til herskersædet hellige guder, de stærke magter at styre og rådslå, om aserne skulle undgælde for det, eller alle guder få udlignet tabet.


24. Odin slyngede spyddet over hæren, stadig den første strid i verden; volden blev brudt om asernes borg, krigskloge vaner kæmpede over sletten.


25. Da gik til herskersædet hellige guder, de stærke magter at styre og rådslå: Hvem havde forhekset himmel og luft og givet Ods kvinde til jætters slægt?


26. Da slog Thor afsindig af vrede - når han hører sligt blir han sjældent siddende; eder blev brudt, ord og besværgelser, alle hellige aftaler imellem dem. Ods kvinde: Freja.


27. Hun ved, at Heimdals horn er bortgemt under det himmelvante hellige træ; hun ser en flod fosse mudret over Valfaders øje. - Vil I mer - eller hvad?


28. Ude sad hun, manersken, da den ældgamle kom, skrækguden, og stirrede hende i øjet: »Hvad vil du mig? Hvorfor prøver du mig? Alt ved jeg, Odin, du afstod dit øje til Mimers navnkundige kilde for indsigt!« Nu drikker Mimer mjød hver morgen af Valfaders pant. - Vil I mer - eller hvad?


29. Valfader gav hende guld og smykker, rigdom for visdom og varsler af troldkraft; vidt så hun, vidt over alle verdener.


30. Hun så valkyrier, vidt fra kom de, klar til at ride til krigsfolket; Skuld holdt et skjold, og Skøgull et andet, Gunn, Hild, Gøndull og Geirskøgull; nu er talte Odins terner, valkyrier, rede til ridt over landet.


31. Jeg så Balder, den blodige gud, Odins barn, offer for skæbnen; højt over marken hang spinkel og meget fager misteltenen.


32. Af den vækst blev så veg den syntes - en skadefuld sorgpil. Høder skød den; brat blev Balders broder født, én nat gammel dræbte han Odins søn.


33. Håret ikke redt, hånden aldrig vasket, før han bar Balders fjende på bålet; men i Sivsalene sørgede Frigg over Valhals ulykke. - Vil I mer - eller hvad?


34. Hun så ligge lænket i svovllunden en lumsk skikkelse, lignede Loke; dér sidder Sigyn, slet ikke glad, og våger over sin mand. - Vil I mer - eller hvad?


35. En elv falder østfra gennem edderdale med knive og sværd: Slid hedder den.


36. I nord stod der på Nidsletterne en sal af guld, Sindres slægts; en anden stod på Ukolnir, en jættes ølhal, den ejer Brimer. Brimer: En jætte.


37. En sal så hun stå, solfattig, på de dødes strand, døren vender mod nord; edderdråber faldt ind gennem lyren, den sal er spundet af slangers rygge.


38. Der så hun stride mod tunge strømme meneds-mænd og mordhunde og den som en andens elskede lokker; der åd Nidhug de afdødes lig, ulven flænsede levende. - Vil I mer - eller hvad?


39. I øst sad den gamle i Jærnskoven og fødte dér Fenrirs afkom; én bliver af alle dem solens øder i uhyreham.


40. Drikker liv af døde mænd, gylper rødt blod over guders borge; sort bliver solskinnet somrene efter, alt vejr ulykke. - Vil I mer - eller hvad?


41. En mand sad på højen, den muntre Egdir, troldkvindens hyrde, sin harpe slog han; over ham galede i galgetræet den fagerrøde hane, Fjalar hedder den.


42. Galede over aser, Gyldenkam, den vækker hærfolk til Hærfader; en anden galer under jorden, en sodrød hane i Hels sale.


43. Garm gør højt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe; stor visdom ved hun, vidt ser jeg frem mod stærke sejrsguders sidste kamp.


44. Broder skal blive broders drabsmand, børn af søstre bryde slægtsbånd; hårdt i verden, voldsom hordom, øksetid, sværdtid, skjolde blir kløvet, vindtid, ulvetid, før verden styrter; ingen skåner en anden mand.


45. Mimersønnerne danser, og døden varsles ved det gjaldende Gjalderhorn; højt blæser Heimdal, hornet er løftet, Odin mæler til Mimers hoved.


46. Nu skælver Yggdrasils ask stående, det gamle træ jamrer og jætten blir løs. (harm slår alle på Hels veje, til en af Surts slægt den øder.)


47. Hvad nu med aser? Hvad nu med alfer? Jætteverdenen runger. Aserne er på tinge; dværge stønner foran stendøre, klippe-indvånerne. - Vil I mer - eller hvad?


48. Garm gør højt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe; stor visdom ved hun, vidt ser jeg frem mod stærke sejrsguders sidste kamp.


49. Hrym drager østfra, med hævet skjold, den voldsomme troldstav vælter sig rasende, ormen rejser bølgerne, og ørnen vejrer bytte, den næbblege flænser lig; dødsskibet river sig løs.


50. Et skib sejler østfra, Muspels skarer rejser over havet, ved roret er Loke; jætteslænget kommer med ulven og har Bylests broder i følget.


51. Surt kommer sydfra med grenens skade, gudernes sol skinner fra sværdet; stenbjerge skurrer og trolden styrter, hærfolk tramper dødsvej, og himlen revner.


52. Da søger den anden sorg Frigg, når Odin møder ulven i kamp, og Freyr, strålende, strides med Surt; da skal Friggs fryd falde.


(Garm gør højt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe; stor visdom ved hun, vidt ser jeg frem mod stærke sejrsguders sidste kamp.)


53. Da kommer Sejrfaders stærke søn, Vidar, og angriber (Odin hævnes) Sejrfader: Odin. ådselsdyret; gennem kæften til hjertet i Kvedrungs afkom hugger han sværdet og hævner sin far.


54. Da kommer den stærke søn af Hlødyn, Odins arving, og slås med ormen, voldsomt dræber verdens beskytter; nu lægges øde alt menneskeliv; døende går ni skridt fra dragen den kraftfulde Thor, tryg ved sit rygte.


55. Solen sortner, jord synker i hav, de lyse stjerner slukkes på himlen; ildbrande raser mod arnens bål, høj hede spiller mod himlen selv.


56. Nu gør Garm højt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe; stor visdom ved hun, vidt ser jeg frem mod stærke sejrsguders sidste kamp.


57. Hun ser anden gang, jorden komme op af havet, evigtgrøn; fosser falder, ørnen flyver derover og fanger fisk i fjeldet.


58. Aserne mødes på Idasletten, drøfter den hæslige havomslynger, og mindes dér magtfulde sagn og Fimbul-Tyrs gamle runer.


59. Der skal de atter underfulde, gyldne brætspil i græsset finde, dem de ejede i urtidsdage.


60. Der skal usåede agre vokse, alt ondt skal bødes, Balder skal komme; Balder og Høder bor i gudetomterne, valguders templer. - Vil I mer - eller hvad?


61. Da skal Høner vælge skæbnetræet og sønner af begge brødre skal bo i det vide vindhjem. - Vil I mer - eller hvad?


62. En sal ser hun stå smukkere end solen tækket med guld, på Gimle: der skal svigløse slægter bygge og leve i lykke alle dage.


63. vindhjem: Måske Himlen. Da kommer den mægtige til magternes ting, kraftfuld ovenfra han som alting råder.


64. Dér kommer den dystre drage flyvende, glinsende, nedefra Nidfjeldene; med lig i fjerene flyver Nidhug over sletterne. - Nu skal hun synke!