Sokrates´forsvarstale

(På dansk ved professor Carsten Høeg)

Kriton

(På dansk ved Adjunkt Per Krarup)

Faidon

(På dansk ved Professor William Norvin)

Sokrates' forsvarstale

Athenæere!


Hvordan det gik jer, medens I hørte paa mine Anklageres Taler, det ved jeg ikke; men jeg for mit Vedkommende maa sige, at jeg var lige ved at glemme, hvordan jeg virkelig er: det lød saa overbevisende rigtigt, hvad de sagde. Men s a n dt var næsten ikke eet Ord af det altsammen. Der var navnlig een af deres mange løgnagtige Paastande, jeg undrede mig stærkt over; de sagde, at I maa være klar over, at jeg er en fremragende Taler, og passe godt paa ikke at lade jer overliste af mig. Det var virkelig det allerfrækkeste, synes jeg, at de ikke generede sig for at sige saadan noget, der jo øjeblikkelig vil bliye gendrevet af mig paa den mest haandgribelige Maade, naar I nu faar at høre, at jeg ikke paa nogen Maade er en fremragende Taler; - for de skulde da vel ikke mene, at den, der taler Sandheden, er en fremragende Taler? Hvis det er det, de mener, indrømmer jeg gærne, at jeg er en Taler og i et ganske andet Format end de selv.
I deres Tale var der nu altsaa, paastaar jeg, saa at sige ikke eet sandt Ord, men af mig vil I faa hele Sandheden at høre, - det vil sige, I kan være forvissede om, at min Tale ikke bliver et retorisk velformet Indlæg, saaledes som mine Anklageres, smykket med fine Ord og Vendinger; nej, det bliver lige ud ad Landevejen med de Ord, der falder mig paa Tungen - jeg tror nemlig, at det, jeg har at sige jer, er rigtigt og retfærdigt' - og andet maa I altsaa ikke vente jer. Og en Mand i min Alder kan da heller ikke være bekendt at træde op for jer - ligesom en ganske ung Mand - og finde paa Historier for at undskylde sig.
Men der er een Ting, jeg meget indtrængende vil lægge jer paa Sinde: naar jeg nu i mit Forsvar taler til jer paa ganske samme Maner, som jeg plejer, naar jeg gaar og snakker med Folk nede ved Vekselerer boderne paa Torvet - hvor mange af jer har hørt mig - eller andre Steder, saa maa I ikke undre jer derover eller afbryde mig med Tilraab. Jeg skal nemlig sige jer: det er idag første Gang, jeg træder frem for en Domstol, skønt jeg dog nu er over de halvfjerds. Jeg staar derfor ganske fremmed overfor den her brugelige Form. Hvis jeg nu ikke var fra Attika, vilde I sikkert ikke tage mig det ilde op, hvis jeg talte i min egen Dialekt og paa den Maade, jeg var vant til; det er ganske det samme, jeg vil bede jer om nu, skønt jeg er jeres Landsmand, - og med Rette, forekommer det mig - at I ikke tager Hensyn til den Maade, hvorpaa jeg taler - maaske er den ringere, maaske bedre end den sædvanlige - men samler al jeres Opmærksomhed om det ene Punkt, om jeg taler sandt eller ej. Derpaa. skal man nemlig kende den gode Dommer; den gode Taler paa, om han taler sandt eller ej.

Jeg er nu i min gode Ret til først at forsvare mig imod de løgnagtige Beskyldninger, der først er blevet rettet mod mig, og imod de Mennesker, der først. har anklaget mig, og saa bagefter mod de senere Beskyldninger og Anklagere.
Der er nemlig mange, der har anklaget mig overfor jer med ganske usande Beskyldninger, og det gaar langt tilbage i Tiden; og dem er jeg mere bange for end for Anytos og hans Hjælpere, der dog i og for sig kan være farlige nok. Det er de Folk, til hvis Ord I har lyttet, fra I var smaa Drenge, der er de farligste; de har Aar ud og Aar ind listet deres usandfærdige Beskyldninger ind i jer med deres Talen om denne Sokrates, der skulde være en slem Filosof, der studerer og udforsker Naturens Undere paa Himlen og i Jorden og forstaar at disputere, saa der bliver vendt op og ned paa alting. Det er dem, der ved ondsindet Sladder har udbredt dette Rygte, der er mine farligste Anklagere; for de, der hører denne Tale, tror straks, at Folk, der studerer den Slags Ting, ikke anerkender Guder.
Hertil kommer, at disse Anklagere har været meget talrige, og - ikke mindst - at de har haft jeres Øre i den Periode af Livet, da man er mest tilbøjelig til kritikløst at tro paa alt, hvad man hører; adskillige af jer har jo hørt denne Snak, allerede da I var Børn eller ganske unge Mennesker; - og den anden Part blev aldrig hørt!
Det mest urimelige ved det hele er dog, at man ikke kan vide eller nævne Navnene paa disse Mennesker, - naar det ikke netop er en Komediedigter. Alle de, der gennem Aarene har søgt at faa jer til at tro paa disse Paastande, hvad enten det nu var, fordi de havde noget imod mig og vilde lægge mig for Had, eller fordi de havde troet paa andres Tale og blot bragte Sladderen videre, de er de værste Modstandere, man kan have' at gøre med. Man kan ikke faa dem frem for Retten og derved faa Lejlighed til at modbevise deres Paastande, men det er bogstavelig talt som at kæmpe mod Skygger, og man maa forsvare sig og modbevise Paastande uden at høre et Ord fra Modparten.

Derfor maa I stille jer paa samme Punkt som jeg og anerkende, at jeg har at kæmpe mod to Grupper af Anklagere: paa den ene Side Anklagerne i denne Proces, og paa den anden Side disse andre, der har anklaget mig i Aarevis, og I vil sikkert give mig Ret i, at jeg først maa forsvare mig mod de sidstnævnte. I har jo ogsaa hørt dem først, længe før I hørte de Anklagere, der lige nu har talt.
Nuvel, lad mig da tage fat og prøve paa, om jeg i den korte Tid, jeg kan tale til jer i, kan faa Bugt med den Fordom mod mig, som gennem lange Aar er blevet indpodet jer. Jeg vil naturligvis ønske, at det kan lykkes mig hvis det da virkelig er det bedste baade for jer og for mig, og at jeg kan udrette noget med min Forsvarstale. Jeg tror, det er en svær Opgave, og er ingenlunde blind for dens Vanskeligheder, men det faar saa gaa, som det er Guds Vilje; Loven maa jeg jo lyde. Lad os da tage Sagen op fra Grunden af og spørge, hvad den Anklage gik ud paa, der er Grundlaget for denne Fordom mod mig, og som vel netop ogsaa er det, der har givet Meletos Mod til at anklage mig. Altsaa, hvad sagde de om mig, disse Folk der vilde lægge mig for Had? Vi kan jo tænke os det formuleret og læst op som et rigtigt, beediget Anklageskrift:


"Sokrates paastaa´s skyldig i følgende Forhold : han er en unyttig Borger, der spilder sin Tid med at udforske Himlens og Jordens Undere, han benytter sig af sandhedsfordrejende Disputerekunst, han giver andre Undervisning deri."


Saadan omtrent maa det lyde. Det er jo netop ogsaa det, I selv har set i Aristofanes' Komedie, hvor en Person ved Navn Sokrates svæver om i Luften og paastaar, at han kan vandre omkring paa Skyerne, og en hel Masse andet Snak, som jeg ikke forstaar mig det mindste paa. Og dermed har jeg vel at mærke ikke udtrykt nogen Foragt for en saadan Videnskab og for de Folk, der eventuelt virkelig forstaar sig paa de Dele - det skal Meletos ikke kunne sige mig paa! - men: jeg har bare ikke det mindste dermed at gøre. Og jeg kan føre Størstedelen af jer selv, mine Tilhørere, til Vidne herpaa. Jeg beder alle dem af jer, der nogensinde har hørt paa mine Samtaler - og det gælder jo en Mængde af jer - tale med hinanden derom; fortæl det saa til hinanden, hvis I nogensinde har hørt mig blot berøre saadanne Emner! Heraf kan I allerede slutte, hvor vel begrundet ogsaa den anden Bysnak om mig er!

De andre Paastande om mig er nemlig ogsaa fuldstændig grebet ud af Luften, og hvis I har hørt sige, at jeg indlader mig paa at undervise og tager Penge derfor, saa er heller ikke det sandt! Forøvrigt vilde det efter min Mening være en stor og smuk Opgave, hvis man virkelig, kunde undervise og op drage sine Medmennesker saadan som Gorgias fra Leontinoi, prodikos fra Keos og Hippias fra Elis. Alle disse tre kan jo denne Kunst: i alle de Byer, de kommer til, faar de de unge Mænd til at opgive at omgaas og samtale med deres Medborgere - og det kunde de dog gøre frit og ganske gratis - , og i Stedet for slutte sig til dem og betale for det, og de unge Mænd er tilmed taknemmelige for at faa Lov dertil. Og der er jo forresten ogsaa andre; der er for Øjeblikket her i Byen, hører jeg, en Filosof fra Paros. Jeg traf nemlig forleden den Mand, der har givet flere Penge ud paa Filosoffer end alle de andre tilsammen, Kallias, Hipponikos' Søn. Jeg rettede følgende Spørgsmaal til ham (han har nemlig to Sønner): Hør Kallias, hvis du havde to Plage eller Kalve, skulde vi vel se at faa fat paa en Sagkyndig, der for Betaling kunde gøre dem til gode og nyttige Heste eller Køer. Nu har du to Sønner; hvilken Sagkyndig har du saa i Sinde at faa fat paa til dem? Hvem forstaar den Kunst at gøre Drenge til gode og nyttige Mennesker og Borgere? Jeg gaar naturligvis ud fra, at du har overvejet Sagen, siden du nu har de to Sønner. Er der mon nogen Sagkyndig? - "Jovist er der det," svarede han. - Hvem er saa det, og hvor er han fra, og hvad tager han for det? - Det skal jeg sige dig, Sokrates; det er Euenos fra Paros, og han tager 5 Miner for det.« - Og jeg sang Euenos' Pris, - hvis han virkelig forstaar denne Kunst og giver sin Undervisning for saa beskedent et Honorar. Jeg personlig vilde være overordentlig stolt, hvis det var mig, der havde denne Evne. - Men det er det nu altsaa ikke!
Maaske nu en af jer kunde have Lyst til at afbryde mig og spørge: "Jamen, Sokrates, hvad er det da, der er i vejen med dig? Hvordan er denne ildesindede Folkesnak om dig opstaaet? Det er dog indlysende, at du ikke er kommet i Folkemunde, uden du paa en eller anden Maade har foretaget dig noget udover det almindelige og har været anderledes, end Folk er flest, Sig os da, hvad det er for noget, for at vi kan faa noget fast at holde os til."

Et saadant Spørgsmaal vilde forekomme mig ganske berettiget, og jeg vil da forsøge at vise jer, hvad det egentlig er, der er Aarsag til, at jeg har faaet dette Ord paa mig, Maaske vil nogle af jer tro, at det er mit Spøg, hvad jeg nu vil sige, men jeg kan forsikre jer for, at det er den rene Sandhed.
Det er virkelig, det tør jeg roligt sige, paa Grund af en vis Slags Filosofi eller Visdom, om man vil, at jeg har faaet dette Ord paa mig. "Hvad er da det for en Filosofi eller Visdom ?" Den kan maaske rettelig betegnes som "menneskelig Visdom"," Ja, jeg kan ikke komme udenom, at jeg virkelig maa besidde en saadan Visdom og altsaa forsaavidt er Filosof. Men de Filosoffer, jeg nævnede før, de besidder maaske en Visdom, der gaar ud over det menneskelige; det skal jeg ikke kunne sige. Men den befatter jeg mig altsaa aldeles ikke med, og hvem der paastaar det, han lyver og bagtaler mig.
Og jeg heder jer igen; mine Tilhørere, om ikke at forstyrre mig med jeres Tilraab, selvom I synes jeg praler, Det, jeg nu vil sige, er nemlig ikke mine egne Ord, men jeg vil henvise til en Autoritet, der nok maa staa til Troende ogsaa for jer. Thi som Vidne paa min Visdom og dens Art - hvis jeg da tør kalde den Visdom.- vil jeg føre selve Guden i Delfi.

I ved nok, hvem Chairefon var. Han hørte fra ganske ung til min Kreds, og politisk set hørte han til jeres Parti; han var nemlig Demokrat og maatte forlade Athen, dengang jeres Parti blev fordrevet herfra, og kom tilbage hertil sammen med de andre. I ved saa, hvor ivrig, næsten fanatisk han var med alt, hvad han tog fat paa. Han havde da ogsaa engang i Delfi den Dristighed at stille Guden dette Spørgsmaal - ja, nu maa jeg igen bede jer om ikke at afbryde mig -, han spurgte, om der var nogen, der var visere end jeg. Og Pythia svarede, at ingen var visere. Det kan hans Broder bevidne, da han jo selv er død.
Og husk nu paa, hvorfor jeg fortæller jer dette: jeg skal forklare jer, hvorfor jeg har faaet dette Ord paa mig. . Da jeg havde hørt om Orakelsvaret, spurgte jeg mig selv: hvad kan Guden mene, hvad betyder hans dunkle Tale? - for det ved jeg dog, at jeg ikke i fjærneste Maade er vis. Hvad kan han da mene, naar han siger, at jeg er den viseste? Naturligvis er det ikke Løgn ; en Gud lyver ikke.

Og længe gik jeg og spekulerede paa, hvad Meningen dog kunde være. Omsider besluttede jeg mig til - med megen Betænkelighed - at undersøge Sagen paa følgende Maade: jeg opsøgte en af de Mænd, der har Ord for at være vis, og tænKte ved mig selv, at her - om nogetsteds - maatte jeg da have Mulighed for at kunne gendrive Oraklet, naar jeg kunde svare: den Mand her er visere end jeg, men du sagde, at jeg er den viseste!
Jeg prøvede nu gennem Samtaler at lære denne Mands Værd at kende - det var en Politiker, jeg gjorde dette Forsøg med; Navnet behøver jeg ikke at nævne -, og jeg opdagede da, at ganske vist troede de fleste andre Mennesker, og navnlig da han selv, at han var vis, men han var det ikke i Virkeligheden. Jeg prøvede saa at gøre ham det klart, at hans Visdom var Indbildning. Følgen var, at han selv og de fleste af de tilstedeværende blev vrede paa mig. Jeg selv blev klar over, da jeg paa Vejen hjem tænkte over Sagen, at i dette Tilfælde havde det virkelig vist sig, at jeg var den viseste. Det turde være sandsynligt, at ingen af os virkelig har nogen værdifuld Viden; men han tror, han har det, -jeg har det heller Ikke, men det er jeg klar over. Fremfor denne Mand har jeg vel da det lille Forspring i Visdom, at jeg ikke bilder mig ind at besidde en Visdom, som jeg i Virkeligheden ikke har.
Senere gik jeg saa til en anden af de Mænd, der maatte anses for at være visere end den lige omtalte Politiker, og med ham oplevede jeg ganske det samme. Saadan gik det til, at jeg lagde mig ud baade med denne Mand og med en Mængde andre.
Herefter fortsatte jeg saa med den ene efter den anden, skønt jeg med Sorg og Bekymring mærkede, at jeg skabte mig Fjender derved; men jeg følte mig forpligtet til at sætte Hensynet til Gudens Ord over alt andet. Altsaa maatte jeg gaa min gang tIl alle dem, der syntes at være vidende paa et eller andet Punkt, og se at komme til Klarhed over Orakelordet. Og, mine Tilhørere, det kan ikke nytte noget at snakke sig fra det, - I skal og maa høre Sandheden: det gik op for mig ved den Undersøgelse, Gudens Ord førte mig til, at de mest ansete Mænd næsten staar allerlængst tilbage. hvorimod andre beskednere Folk med langt mere Rimelighed kan siges at være fornuftige Mennesker. Jeg maa hellere helt fortælle jer om min omvandring og alle de Kvaler, jeg haardtprøvede Mand maatte gennemgaa for at bevise, - at jeg ikke kan modbevise Orakelordet.

Da jeg havde overstaaet Politikerne, gik jeg til Digterne, baade Tragediedigterne, Dithyrambedigterne og alle de andre. Der, mente jeg, maatte jeg da kunne konstatere, at jeg var mere uvidende end de, og faa Syn for Sagen.
Jeg holdt mig til de Digte, som forekom mig mest gennemarbejdede, og spurgte, naar Lejlighed gaves, Digterne selvom, hvad de mente dermed, i det Haab samtidig at lære noget af dem. Men- jeg skammer mig næsten ved at sige Sandheden, men siges skal det-: det gik næsten altid saadan, at alle de andre, der var tilstede, var bedre til at forklare Værkerne end Digteren, der selv havde skrevet dem.
Med Digterne blev jeg altsaa hurtig færdig: jeg indsaa,at, hvad de frembrInger, skyldes ikke Visdom, men en ubevidst Evne og en Slags Ekstase, ligesom det er Tilfældet med Spaapræster og Varselsangere; de kan jo ogsaa sige mange rigtige Ting, men forstaar ikke selv, hvad de siger. Saadan hænger det ogsaa sammen med Digterne, opdagede jeg; og samtidig konstaterede jeg, at de paa Grund af deres Digterevne tror, at de ogsaa i al Almindelighed er usædvanlig kloge og vise Mennesker - og det er de ikke. Derfor gik jeg fra Forsøget med Digterne med den Følelse" at jeg ogsaa fremfor dem havde det samme lille Fortrin som fremfor Politikerne.
Tilslut kom jeg saa til Haandværkerne; jeg vidste, at jeg selv egentlig ikke forstaar mig rigtig paa nogetsomhelst, og at jeg vilde finde dem i Besiddelse af megen nyttig Viden. Og heri havde jeg ikke taget fejl: de vidste Ting, som jeg ikke ved, og de er forsaavidt visere end jeg. Men jeg saa, at de kære Haandværkere havde den samme Fejl som Digterne: fordi de forstaar sig godt paa deres Fag, tror de allesammen, at de ogsaa er ualminelig indsigtsfulde og vise, naar det drejer sig om andre og vigtIgere Sager, navnlig politiske Spørgsmaal, og denne Skavank fordunkler deres faglige Viden.
For at være retfærdig overfor Orakelordet maatte jeg da spørge mig selv, om jeg vilde foretrække at være, som jeg er, og undvære baade deres Viden og deres Taabelighed, eller at være som Haandværkerne med deres Viden og deres Taabelighed. Jeg maatte give Oraklet Ret i, at det er et Gode for mig at være, som jeg er.

Følgen af denne min Undersøgelse er, at jeg har lagt mig ud med en Mængde Mennesker - og det har været meget pinagtigt og hæmmende for mig, - og det har atter medført al den ildesindede Bysnak om mig, og at man har kaldt mig "Filosoffen" eller "Sokrates den Vise". Hvergang gaar det nemlig saadan, at de, der er tilstede, tror, at jeg er i Besiddelse af Viden om de Emner, som jeg viser at min Modpart i Diskussionen Ikke forstaar Sig paa.
Nej, Sagen er nok den, mine Tilhørere, at det er Guden, der er vis og med sit Qrakelord vil udtrykke det, at menneskelig Visdom er meget nær ved at være lig Nul. Naar han bruger mit Navn, er det aabenbart blot som et EKsempel, og han siger i Virkeligheden dermed dette: I Mennesker maa vide, at den er den viseste blandt jer, der som Sokrates har indset, at hans Visdom, .naar man holder sig strængt til Sandheden, intet er værd.
Derfor bliver jeg ogsaa rastløs ved med min Søgen og Forsken, som Guden har anvist mig det, hver Gang jeg mener, at der er en af mine Landsmænd eller en af de Fremmede her i Byen, der er vis; og naar jeg har opdaget, at han ikke er det, viSer jeg ham det og støtter dermed Gudens Sag.
Det har Jeg haft saa travlt med, at jeg ikke har haft Tid til at beskæftige mig i nævneværdig Grad med Byens og med mine egne private Anliggender, og jeg er i den dybeste Fattigdom paa Grund af mit Arbejde i Gudens Tjeneste.
Hertil kommer endnu eet: der er en Række unge Mænd, der, uden nogen Foranledning fra min Side, har sluttet sig til mig, og det er navnlig Rigmandssønner- de har jo bedst Tid-; disse unge Mænd finder nu megen Glæde i at høre mig prøve mine Medmennesker paa den omtalte Maade, og hyppigt efterligner de mig og prøver selv at gøre det samme overfor andre Mennesker. Og saa kan det jo nok ske, at de finder rigelig mange Mennesker, der tror sig i Besiddelse af nogen Viden, skønt de - praktisk talt - er blottet derfor. De Folk, det gaar ud over, bliver vrede paa mig - i Stedet for paa de unge Mænd - og udbreder den Tale: at denne Sokrates er et rigtigt Skadedyr, der ødelægger de Unge. Naar man spørger dem, hvad det da er, han gør, og hvad han lærer de unge Mennesker, er de ganske ude af Stand til at give et ordentligt Svar, og for at skjule det, griber de til at udslynge disse Beskyldninger, man altid har paa rede Haand, naar det drejer sig om Filosoffer: han udforsker Naturens Undere, anerkender ikke Guderne, bruger en sandhedsfordrejende Disputerekunst o.s.v. Sandheden skal de nok vogte sig for at komme frem med: at det er blevet afsløret, at de foregiver at være i Besiddelse af Viden, som de aldeles ikke har.

Det har været, kan jeg tænke mig, ærekære Folk, og energiske og talrige har de været; med stor Endrægtighed og Troværdighed har de talt ondt om mig, og de har tudet jer Ørerne fulde med denne Snak igennem lange Tider.
Og dette har været Grundlaget for Meletos', Anytos' og Lykons´ Angreb paa mig; Meletos har antaget sig de krænkede Digteres Sag, Anytos haandværkernes og"Politikernes, Lykon Talernes. Derfor skulde det som sagt undre mig, om det skulde lykkes mig i Løbet af den korte Tid, jeg disponerer over, at rive jer ud af den gennem saa mange Aar udspredte Fordom mod mig.
Dette er Sandheden; jeg skjuler intet for jer og taler aldeles uforbeholdent. Og dog er jeg saa nogenlunde sikker paa, at det netop er det, der virker saa irriterende paa Folk, og det bliver saaledes i og for sig et Bevis for, at det er sandt, hvad jeg har sagt baade om Fordommen mod mig og om dens Aarsager. Det vil I kunne konstatere nu, og naarsomhelst I virkelig vil undersøge Sagen.
Med Hensyn til de beskyldninger, som mine første Anklagere har rettet mod mig, faar da dette være tilstrækkeligt som Forsvar overfor jer. Jeg skal derefter prøve paa at forsvare mig mod den brave og - naturligvis - saare fædrelandskærlige Meletos' Angreb, altsaa mod mine sidste Anklagere. Lad os da tage for os ogsaa disses Anklageskrift, idet vi husker paa, at vi jo nu har med et helt nyt Hold Anklagere at gøre.
Det lyder omtrent saaledes:


Sokrates paastaas skyldig i følgende Forhold:


"han ødelægger de Unge; han anerkender ikke de af Staten anerkendte Guder; men nye overnaturlige Aabenbaringer Og dæmoniske Stemmer."


Dette er Beskyldningerne. Vi skal nu se paa hvert enkelt Punkt.
Der siges altsaa, at jeg paadrager mig Skyld ved at ødelægge de Unge. Heroverfor opstiller jeg den Paastand, at Meletos paadrager sig Skyld ved at spøge med alvorlige Ting og ved tankeløst at stævne Folk for Retten, idet han give sig Udseende af at nære levende Bekymring for Forhold, som han overhovedet aldrig har interesseret sig for.

Jeg skal forsøge at bevise jer RigtIgheden af min Paastand.
Kom saa an, Meletos, og svar mig paa mit Spørgsmaal: Mener du, at det er en Sag af Vigtighed, at de Unge faar den bedst mulige Udvikling? - »Ja, naturligvis.« - Meddel da denne Forsamling her, hvem der forstaar sig paa den Kunst! Det maa du jo vide, da Sagen interesserer dig; Ungdomsfordærveren - altsaa mig- har du jo fundet frem og faaet stillet for Retten, saa maa du ogsaa kunne sige Dommerne, hvem der er Ungdoms forbedrer, og angive ham for dem. Hvad er det, Meletos, tier du stille og kan ikke svare? Synes du ikke, det er temmelig flovt for dig og et godt Bevis paa, at jeg har Ret i min Paastand, at Sagen ikke har interesseret dig Spor? Jeg beder dig atter, min kære Meletos, svar os dog paa Spørgsmaalet: hvem gør de Unge bedre? - "Lovene!". - Ja Tak, men det var ikke det, jeg spurgte om, min Ven. Hvilket Menneske gør de Unge bedre (at dette Menneske først og fremmest maa kende Lovene, er en Sag for sig)? - "Det gør Dommerne her, Sokrates." - Forstaar jeg dig ret, Meletos, disse Dommere her er i Stand til at opdrage de Unge og gøre dem bedre? - »Ja!« - Gælder det dem alles ammen eller kun en Del af dem? - »Dem alle !«- Det var dog glædeligt; tænk, at der virkelig er saa mange Mennesker, der forstaar at opdrage og gavne de Unge! Men jeg spørger' videre: gælder det ogsaa Tilhørerne her? - »Ja!« - Og Raadsmedlemmerne? - »Ja!« - Men hør nu, Meletos, mon det skulde være Folkeforsamlingsrnedlemmerne, der ødelægger de Unge? Eller gør de dem ogsaa bedre, allesammen? - »Ja !« - Altsaa samtlige Athenæere. forstaar at gøre de Unge til gode og dygtige Mænd, jeg alene undtaget! Jeg alene ødelægger dem. Er det det, du mener? - »Ja akkurat!« - Det er en haard Dom, du har fældet om mig, Meletos! Men svar mig nu paa dette Spørgsmaal: Hvis Talen er om Heste, stiller Sagen sig saa efter din Mening paa samme Maade, altsaa saaledes, at alle Mennesker forstaar at gøre dem til gode og dygtige Heste, og kun eet Menneske ødelægger dem? Eller er det her omvendt, saaledes at en enkelt Mand eller dog kun nogle faa Mænd, nemlig de Sagkyndige paa Hesteopdrætningens Omraade, har denne Evne, hvorimod Flertallet af Mennesker, hvis de faar med Heste at gøre, ødelægger dem? Forholder det sig ikke saaledes med Heste og alle andre levende Væsener? Jo, det kan jeg forsikre dig for, hvad enten saa du og Anytos siger ja eller nej. Det vilde jo ellers være en stor Lykke for de Unge, hvis kun een ødelægger dem, og alle andre gavner dem!

Ja, Meletos, dermed har du tilstrækkelig vist, at du aldrig har interesseret dig for Opdragelsen af de Unge, og du har afsløret, at du aldrig har skænket de Forhold en Tanke, som du anklager mig for.
Endnu eet Spørgsmaal vil du nok være saa rar at besvare overfor Forsamlingen her, Meletos! Er det bedst at bo mellem gode eller mellem slette Medborgere? - Jamen, svar mig dog, min gode Mand! Det er virkelig ikke noget vanskeligt Spørgsmaal. Har jeg ikke Ret i, at de slette Mennesker gør deres Næste Skade, de gode Gavn? - »Jovist!« - Er der noget Menneske, der foretrækker at skades af sin Næste fremfor at gavnes af ham? Svar mig nu, min kære! Loven kræver jo ogsaa, at du besvarer mine Spørgsmaal. Er der nogen, der ønsker at skades? - »Nej, naturligvis ikke.« - Naar du nu har stævnet mig for Retten med Beskyldning for at fordærve de Unge, er det saa din Opfattelse, at jeg gør det forsætligt eller uforsætligt? - »Forsætligt!« - Nej, ved du nu hvad, Meletos! Er du unge Mand saa meget visere end jeg gamle Mand, at d u har indset, at de onde skader deres Næste, de gode gavner ham, hvorimod jeg er nedsunken i en saadan Vankundighed, at jeg end ikke kan indse, at, hvis jeg fordærver min Næste og gør ham til et slettere Menneske, saa risikerer jeg selv at blive slet behandlet af ham. Du mener, det er forsætligt, jeg udsætter mig for denne alvorlige Fare? Det faar du mig ikke til at tro, Meletos, og sikkert heller ikke noget andet Menneske. Nej, enten ødelægger jeg ikke de Unge, eller ogsaa gør jeg det uforsætligt. Altsaa lyver du i begge Tilfælde.
Hvis jeg gør det uforsætligt, er det forresten ganske ulovligt at anklage for Retten for saadanne uforsætlige Forseelser. Man skal privat tage vedkommende for sig og tilrettevise ham. Det er da indlysende, at jeg vil holde op med min uforsætlige Forseelse, saasnart jeg bliver belært derom. Men du har ikke villet opsøge mig og belære mig og har intet foretaget dig i den Retning. I Stedet for har du stævnet mig for Domstolen, hvad man kun har Ret til at gøre med Folk, der trænger til Straf, ikke med Folk, der trænger til Belæring.

Vi har da faaet det ud heraf, mine Tilhørere, at det er blevet klart, hvad jeg sagde før, at Meletos ikke i fjærneste Maade I har interesseret sig for disse Spørgsmaal.
Men svar os alligevel paa endnu et Spørgsmaal, Meletos: hvorved mener du at jeg fordærver de Unge? At dømme efter Ordlyden af dit Anklageskrift maa det vel være ved at lære de Unge ikke at anerkende de af Staten anerkendte Guder, men nye overnaturlige Aabenbaringer og dæmoniske Stemmer. Er det ikke din Mening?- »Jo, fuldstændig rigtigt.« ~ Jeg besværger dig da, Meletos, ved selve de Guder, hvorom Talen er, - forklar dig endnu tydeligere overfor Forsamlingen her og overfor mig. Jeg kan nemlig ikke blive klar over,. om du mener, at jeg lærer de Unge at anerkende visse Guder - og følgelig selv anerkender Guder og ikke kan paastaas dømt som virkelig Atheist - blot ikke de af Staten anerkendte Guder, men andre. Gaar din Beskyldning ud paa, at det er andre Guder jeg anerkender, eller paastaar du, at jeg overhovedet ikke anerkender Guder og lærer andre det samme? - "Min Mening er, at du overhovedet ikke anerkender Guer." - Du forbavser mIg, Meletos; hvor vil du dog hen med det? Anerkender jeg ikke Solen og Maanen som Guder, saadan som alle andre Mennesker! - »Nej, ved Zeus, Dommere, det kan han ikke gøre, da han paastaar, at Solen er en Sten og Maanen Jord!« - Aah, du tror, det er Anaxagoras du anklager, hvad Meletos! Du fornærmer jO Dommerne, naar du tillader dig at gaa ud fra,- at de er saa udannede, at de ikke ved, at Klazomenieren Anaxagoras' Bøger er fulde af den Slags Paastande. Den Lærdom, jeg giver de Unge, er altsaa efter din Mening af den Art, at de bare kan gaa ned til Boghandlerne paa Torvet og der for een Drachme kan købe sig Lov til at le ad mig og gøre mig til Skamme, hvis jeg giver mig ud for at være Ophavsmand til disse, forøvrigt ganske urimelige Paastande.
Ved Zeus, er det din Mening om mig: Anerkender jeg overhovedet ikke Eksistensen af nogen Gud? - »Nej, du gør ikke, ikke paa nogen Maade !« - Hør, Meletos, det tror du vist ikke engang selv paa.

Nej, mine Tilhørere, jeg synes, Meletos er en fræk og uforskammet Person: hans Anklageskrift er skrevet i et ungdommeligt Letsind, der gaar ud over, hvad der er tilladeligt, og er ligefrem frækt. Det er jo fuldstændig, som om han vilde prøve vores Intelligens med en Gaade: mon Sokrates den Vise vil opdage, at jeg holder ham for Nar og siger mig selv imod, eller mon det kan lykkes mig at narre ham og Tilhørerne? Jeg synes nemlig, han siger sig selv imod i sit Anklageskrift; hans Paastand kan jo i Virkeligheden formuleres saaledes: Sokrates paastaas skyldig, fordi han ikke anerkender Guder, men anerkender Guder. Det kan da kun være ment som en grov Spøg.
Jeg vil bede ogsaa jer, mine Tilhørere, tænke efter med mig, om jeg ikke har Ret til denne Formulering. Du maa da svare os paa et Par Spørgsmaal, Meletos, og husk saa I andre paa det, jeg bad jer om til at begynde med, at I ikke maa afbryde mig, naar jeg nu fører Diskussionen, saadan som jeg er vant til. Er der noget Menneske, Meletos, der anerkender Eksistensen af Menneskestemmer, men iKKe af Mennesker? Nu maa I virkelig se at faa ham til at svare; det kan ikke nytte noget, han kommer med alle disse uvedkommende Tilraab. Er der nogen, der anerkender Eksistensen af Hestevrinsken, men ikke af Heste, eller af Fløjteklang, men ikke af Fløjter? Det er udelukket, højstærede Meletos. Hvis du ikke vil svare, saa skal jeg selv give dig og Tilhørerne Svar paa Spørgsmaalene. Svar nu blot paa dette ene: er der nogen, der anerkender Eksistensen af dæmoniskeStemmer,men ikke af Dæmoner? - "Nej!"- Aah, det var rart, at du omsider bekvemmede dig til at svare, haardt trængt af vore Tilhørere. Nu paastaar du jo, at jeg anerkender Eksistensen af dæmoniskeStemmer - hvad enten de nu er nye eller gamle, dæmoniske siger du dog at de er - og at jeg lærer andre det samme, og det har du sagt og bekræftet med Ed i dit Anklageskrift. Hvis jeg nu altsaa anerkender Eksistensen af dæmoniske Stemmer, er det uimodsigeligt, at jeg ogsaa anerkender Eksistensen af Dæmoner, ikke sandt? - Jo, naturligvis. (Jeg gaar ud fra, at du indrømmer det" siden du ikke selv vil svare).
Disse Dæmoner maa vi vel anse enten for Guder eller for Gudebørn? Mener du ikke det? - "Jovist!" - Hvis vi nu først sætter, at de er Guder, og husker paa, at jeg anerkender Eksistensen af Dæmoner, efter hvad du selv siger, saa har vi jo der direkte den spøgefulde Gaade, som jeg lige sagde du har stillet os: Sokrates anerkender ikke Guder, hvorimod han anerkender Guder. I det andet Tilfælde er Dæmonerne vel en Slags Halvguder eller uægte Gudebørn, fødte af Nymfer eller andre Væsner, saadan som nu de forskellige Myther fortæller. Men hvilket Menneske kan da paastaa, at der er Gudebørn til, men ikke Guder? Det vilde være lige saa latterligt, som hvis man troede, at der eksisterer Afkom af Heste - og af Æsler (altsaa Mulæsler, der jo ogsaa kaldes Halvheste) -, men ikke Heste og Æsler.
Vi kan da ikke komme udenom, at, da du skrev dette Anklageskrift, har du enten villet sætte vores Intelligens paa Prøve eller ogsaa været ude af Stand til at finde en Forseelse hos mig, som du med Rette kunde drage frem. Der er ikke den fjærneste Mulighed for, at du kan faa blot et nogenlunde normalt begavet Menneske til at tro paa, at eet og samme Menneske ikke kan tro paa dæmoniske og paa guddommelige Stemmer, og at dette samme Menneske ikke skulde tro paa Dæmoner, Guder og Halvguder.

Der behøves da ikke mange Ord for at vise, at jeg ikke er skyldig i de af Meletos anførte Forhold, og det allerede sagte kan vel betragtes som tilstrækkeligt Forsvar.
Men der er jo en dyb og udbredt Misstemning mod mig; det har jeg allerede talt om, og I ved, at det er sandt. Det er denne Fordom og Mistænksomhed mod mig, der vil være Skyld i min Domfældelse, hvis jeg bliver dømt, og ikke Anytos eller Meletos. Saadan er det ogsaa før gaaet med mange brave Mænd, og det vil sikkert ogsaa ske i fremtiden; der er ingen Fare for, at jeg bliver den sidste
Jeg kunde tænke mig, at en eller anden vilde stille mig dette Spørgsmaal: Føler du det dog iKke som en Skam, Sokrates, at du har hengivet dig, til en Virksomhed, der muligvis vil medføre, at du bliver dømt til Døden? Herpaa vilde jeg med Rette" kunne svare: det er ikke rigtigt af dig, .min gode Mand, hvis du virkelig mener, at en Mand, der er den mindste Smule ved; har Lov til at tage Chancerne for Liv og Død i Betragtning i Stedet for blot at tænke paa, i hvert enkelt Tilfælde, om han handler retfærdigt eller ej, om han opfører sig som en god Mand eller som en slet Mand. Hvis du havde Ret, kunde man jo f. Eks. ikke have nogen Respekt for de Heroer, der faldt ved Troja, navnlig da ikke for Thetis' Søn, der regnede Dødsfaren for intet i Sammenligning med Skammem ved at indlade sig paa noget vanærende; da han tænkte paa at dræbe Hektor, sagde hans Moder, der jo var Gudinde, omtrent saaledes til ham: Min Søn, hvis du vil tage Hævn for Patroklos' Drab og dræbe Hektor, vil du selv dø. Døden er rede, siger hun, at ramme dig straks efter Hektor. Da Achilleus havde hørt disse Ord, viste han, at Død og Fare ænsede han ikke; det, han var bange for, var at leve som en fejg Mand, der ikke hævnede sine Venner. Gid Jeg maa dø paa Stand, siger han, naar først jeg har faaet taget hævn over Misdæderen; jeg vil ikke sidde her ved de snablede Snekker, til Spot og Latter for de andre, en uselig Tyngsel for Jorden. Tror du, den Mand har taget Hensyn til Død og Fare?
Nej, dette er Sandheden: naar man eengang har indtaget sin Post i Krigen, der hvor man selv mener at kunne gøre mest Nytte, eller der hvor en overordnet har beordret en hen, saa maa man blive der - det er da min Overbevisning-, hvilke Farer der end truer; der har man kun at regne med een Ting: ikke med Døden eller med nogetsomhelst andet.

Jeg var i sin Tid med i Slagene ved Potidæa, Amfipolis og Delion, og fik der anvist min Post af de Officerer, som I, mine Medborgere, havde overdraget denne Myndighed. Jeg blev naturligvis paa min Post uden Hensyn til Dødsfaren og opfyldte - sammen med saa mange andre - min simple Soldaterpligt.Nu har ogsaa Gud anvist mig en Post - saadan har jeg da opfattet det selv -, idet han har paalagt mig at bruge mit Liv til at søge Sandheden og prøve mig selv og andre. Hvis jeg saa i denne Kamp, hvor det dog er Gud, der er min overordnede, viste mig fejg og løb fra min Post, angst for Døden eller anden Fare, vilde det da ikke være forargeligt? Jo, det vilde det i Sandhed væreL! I saa Fald kunne man med Rette anklage mig for Domstolen med Paastand om, at jeg ikke anerkender Guder, siden jeg er ulydig mod Orakelordet og frygter Døden og altsaa bilder mig ind at vide Besked, skønt jeg ikke ved Besked.
Dødsfrygt er jo nemlig i Virkeligheden en Form for indbildt Viden eller falsk Visdom. Intet Menneske aner nogetsomhelst om Døden - der meget vel kan være den største Lykke, der kan times et Menneske -, men Folk er bange for den, som om de vidste, at det er den frygteligste Ulykke. er det da ikke indlysende, at vi her igen staar overfor just denne forkastelige Form for Uvidenhed: dette at bilde sig ind at vide, hvad pllln ikke ved.
Ogsaa i denne Sammenhæng tør jeg vel sige, at jeg ikke er helt, som Folk er flest, men har det samme lille Fortrin i Visdom som i de andre Tilfælde: paa den ene Side ved jeg ikke ordentlig Besked om Hades og hans Verden. men jeg bilder mig heller ikke ind at vide noget derom; paa den anden Side ved jeg at det er uhæderligt og en UlYkke for et Menneske at handle mod Lovens Bud og at være ulydig mod den, der staar over en, det være sig Gud eller Menneske. Det kunde da ikke falde mig ind at løbe min Vej af Skræk for noget, som jeg ikke ved Besked om, og som muligvis er en Lykke, og søge min Tilflugt i noget, som jeg ved er ulykkeligt.

Anytos har nu ganske vist sagt, at I kan ikke komme uden om at dømme mig til Døden, nu da jeg engang er blevet stævnet for jer, ellers havde det været bedre, om jeg overhovedet ikke. var blevet anklaget, fordi, sagde han, hvis Sokrates bliver, frikendt, vil jeres Sønner allesammen gaa i Lære hos ham og blive helt ødelagte. Hvis I nu vil sætte jer ud over det og sige til mig: "Denne Gang, Sokrates, vil vi gaa imod Anytos og frikende dig, dog paa den Betingelse, at du ikke længere vil give dig af med din "Sandhedssøgen" og med de Undersøgelser, du lige har talt om; hvis du bliver grebet i det een Gang til, skal du dø" - hvis I sagde saadan til mig, maatte mit Svar komme til at lyde saaledes: Mine kære Medborgere, trods al mulig Agtelse og Respekt for jer, vil jeg dog rette mig efter Guds Bud mere end efter jeres, og saalænge jeg kan trække Vejret og er i Stand dertil, vil jeg ikke holde op med min Sandhedssøgen; jeg vil vedblive med at formane og tilrettevise jer, og naar jeg møder en af jer, vil jeg tale til ham paa min sædvanlige Maade, saadan omtrent: Hør, min kære Ven, du er jo fra Athen, den største By og den, der har Ry for at staa højest i Magt og Kultur, synes du ikke, det er flovt, at du kun interesserer dig for Penge og Anseelse og Ære og kun har Tanke for, hvordan din Formue kan blive saa stor som muligt, men ikke kerer dig en Smule om Retsindighed og Sandhed og aldrig tænker paa, hvordan din Sjæl kan blive saa god som muligt? - Hvis den Mand, jeg taler med, siger, at det gør han virkelig ogsaa, gaar jeg ikke min Vej med det samme og lader ham slippe saa let, nej, jeg stiller ham Spørgsmaal og gaar ham ordentlig paa Klingen; hvis jeg faar det Indtryk, at han ikke besidder de gode Egenskaber, han paastaar, skammer jeg ham ud og bebrejder; ham,- at han lægger mindst Vægt paa det virkelig væsdifulge og sætter det ligegyldige i Højsædet.
Dette vil jeg gøre overfor alle, jeg træffer paa, baade yngre og ældre, ,baade Indfødte og Fremmede, helst dog overfor Indfødte; I staar mig jo nærmere i Slægt. Og I maa vide, at jeg følger heri Guds Bud, og jeg tror, at dette mit Arbejde i Guds Tjeneste er den største Lykke for vor stad. Naar jeg færdes her rundt i Byens Gader og Stræder, gaar min hele Stræben jo ud paa at faa jer til at forstaa - baade yngre og ældre-, at I ikke må ofrer al jeres Tid og Kraft paa at udvikle og pleje Legemet eller paa at skrabe Penge sammen; det er jeres sjæl, I skal arbejde med: den skal I prøve at faa saa god som muligt,for, som jeg plejer at sige, en god Sjæl vindes ikke ved Penge, men først ved en god Sjæl vindes Fordel af Penge og alle andre Goder for Menneskene, baade for den enkelte og for Staten.

Hvis jeg fordærver de Unge med denne Lærdom, ja saa maa det jo være en skadelig Lærdom. Men hvis nogen pastaar, at jeg lærer andet end dette, lyver han.
Saadan er Sagens Sammenhæng, og derfor maatte jeg svare paa jeres Tilbud saaledes: I kan følge Anytos' Raad eller ej, I kan frikende mig eller lade være, jeg vil og kan ikke virke anderledes, end jeg hidtil har gjort, om jeg saa skal lide Døden hundrede Gange derfor.
Og jeg minder jer nu eengang til om at holde fast ved det, jeg før bad jer om: at høre efter, hvad jeg end siger, og ikke afbryde mig med jeres Tilraab. Det vil ogsaa være godt for jer selv, tror jeg, hvis I hører efter. Jeg vil nemlig nu sige jer et Par Ting, som maaske nemt kunde friste jer til at raabe op, - men jeg beder jer altsaa indtrængende om at lade være. Jeg vover at paastaa, at hvis I lader mig henrette, vil I, forudsat at min Opfattelse af mig selv er rigtig, gøre jer selv større Skade end mig. Der er nemlig ingen Fare for, at Meletos og Anytos skal tilføJe mig nogen Skade: det kan de ikke med deres bedste Vilje; for det er min Overbevisning, at der gælder den guddommelige Lov, at en ringere Mand ikke kann gøre en bedre Mand Skade; han kan ganske vist maaske faa mig skilt af med Livet eller jaget i Landflygtighed eller fradømt mine borgerlige Rettigheder, og det tror han og andre maaske er store Ulykker, men det tror jeg ikke, tværtimod: at bære sig ad, som min modstander nu gør det, nemlig at forsøge paa Trods aL Retfærdighed at faa en Mand dømt til Døden, det er en meget værre Ulykke.
Min Forsvarstale gælder derfor ikke paa nogen Maade mig selv, som man maaske kunde tro; den gælder jer. Min Stræben gaar ud paa at faa jer fra at forgribe jer paa det, Gud har skænket jer, ved at dømme mig fra Livet. For hvis I gør det, vil I ikke nemt kunne finde en anden af samme Slags som mig, en der -- hvis jeg maa bruge et Udtryk, der maaske klinger lidt pudsigt - er blevet sat af Gud paa jeres By ligesom en Bremse paa en stor ædel Hest, der paa Grund af sin store Krop er noget tung i det og ligefrem trænger til Hvepsestik, der kan holde den i Aande. Det tror jeg virkelig har været Guds Tanke med mig: jeg bruger jo hele min dag til at holde jer i Aande, til at drive jer frem, til at irritere hver enkelt af jer, ligesom en Bremse, der flyver fra det ene Sted af Kroppen til det andet.
Saadan en Bremse vil I ikke nemt faa igen, og derfor raader jeg jer til ikke at tage mit Liv. Men det kunde maaske nok ske, at I er saa ærgerlige over mig, at I, uden at tænke videre over det, følger Anytos' Raad og slaar mig ihjel, saadan som Folk gør med en Bremse, der vækker dem, hvergang de er ved at falde i Søvn; saa vil Følgen blot blive, at I vil fortsætte jeres søde Slummer hele Resten af Livet, med mindre Gud af Omsorg for jer sender en anden een af samme Slags.

At jeg virkelig er en saadan Gave fra Gud til jeres Stat, vil I kunne indse, hvis I gør jer klart, at mit Liv ikke synes at have været et almindeligt Menneskeliv: jeg har gennem alle de mange Aar ikke interesseret mig det mindste for mine egne Anliggender, og leg har roligt set paa, at mine personlige Interesser blev helt forsømte; i Stedet for har jeg altid tænkt paa jeres Vel: jeg har som en Fader eller ældre Broder indladt mig med hver enkelt af jer, ganske privat, og prøvet at faa ham til at arbejde paa at blive en god Mand. Og hvis jeg saa havde haft nogen fordel af det og havde taget mod penge til Tak for mine gode Raad, kunne det jo være meget forstaaeligt. Men I kan Jo selv konstateret at selv anklagerne, der saavist ellers ikke har været bange for at komme frem med frække og usande Beskyldninger mod mig, dog ikke har haft den dristighed at føre Vidner Paa, at jeg nogensinde har faaet eller krævet Penge for min Virksomhed. Jeg jeg har jo ogsaa et godt Bevis paa, at det er sandt, hvad jeg siger: min Fattigdom!
Man kunde maaske synes, at det er en sær Ide, at jeg privat har saa travlt med at gaa rundt og give andre Mennesker gode Raad, men aldrig indlader mig paa at træde offentligt frem og give gode Raad om Statens Styrelse. Grunden hertil er noget, som I ved mange forskellige Lejligheder har hørt mig tale om: det er denne guddommelige og dæmoniske Stemme, ja netop den, som Meletos jo ogsaa har vrænget ad i sit Anklageskrift. Det er noget, jeg har haft lige fra Barn af, og naar jeg mærker det, holder det mig altid tilbage fra et eller andet, jeg lige skulde til at gøre; det tilskynder mig aldrig. Det er denne Stemme, der ikke tillader mig at befatte mig med Statens Anliggender. Og det tror jeg den har saa fuldstændig Ret i. For I ved jo ligesaa godt som jeg, at hvis jeg havde indladt mig paa at tage Del i Statslivet, vilde det have været ude med mig for mange Aar siden, og jeg havde altsaa intet kunnet udrette, hverken for jer eller for mig selv. I maa ikke tage mig det fortrydeligt op, at jeg siger jer Sandheden rent ud: intet Menneske kan i Sandhed og Alvor sætte sig op imod jer - eller forøvrigt mod noget Demokrati overhovedet - og prøve paa at forhindre alle de uretfærdige og lovstridige Ting, der foregaar i Statslivet, uden at bøde for det med Livet. Den, der virkelig vil kæmpe for Retfærdighedens Sag, maa nødvendigvis - hvis han ønsker at bjærge Livet blot en kort Stund - virke som Privatmand og opgive Deltagelse i det offentlige Liv.
Jeg kan af egen Erfaring give jer. gode Beviser herpaa, - og det bliver ikke Ræsonnementer, men Kendsgerninger, hvad I jo sætter Pris paa. Naar I hører, hvad jeg har oplevet i den Retning, vil I indrømme, baade at jeg har vist, at jeg ikke af Angst for Døden vil bøje mig for nogensomhelst og handle uretfærdigt, og at dette vilde kunne føre mig i Døden. Det, jeg vil for!ælle, lyder ganske vist som en professionel Retstalers sædvanlige Pral, men det er sandt. Jeg har engang været Medlem af Raadet - det er den eneste offentlige Funktion, jeg nogensinde har haft - og Tilfældet vilde, at jeg, som tilhørende Fylen Antiochis, var Prytan netop dengang, da I vilde fælde Dom under eet over alle de 10 Feltherrer, der ikke havde sørget for, at Ligene blev fisket op efter Søslaget, og heri handlede I mod Lovens Bud, saaledes som I ogsaa senere har indset allesammen. Jeg var dengang den eneste Prytan, der modsatte mig denne retsstridige Fremgangsmaade og stemte derimod, skønt Folketalerne var parat til at bruge den hurtige Retsforfølgging imod mig, og I med tilraab opfordrede dem dertil. Jeg mente, at jeg hellere maatte staa paa Lovens og Retfærdighedens Side og risikere Livet end lade mig skræmme af Frygt for Fængsel eller Død til at følge jer i jeres lovstridige Beslutninger.
Denne Oplevelse er fra Demokratiets Tid.

Det andet, jeg vil fortælle jer, foregik, da der var Oligarchi her i Byen. De 30 Tyranner sendte engang Besked til mig og fire andre om at komme op paa Raadhuset (vi skulde møde i Rundbygningen), og der gav de os Ordre til at rejse over til Salamis og hente Salaminieren Leon, som de vilde henrette. Den Slags Ordrer fik ogsaa mange andre Mennesker i de Dage, og Hensigten var blot at faa impliceret saa mange som muligt i de lovstridige Handlinger. Ved den Lejlighed viste jeg ikke i Ord, men i Gerning -, at jeg overhovedet ikke tager Dødsfaren med i Betragtning; det eneste, der ligger mig paa Sinde, er at undgaa at handle mod Lov og Ret. Derfor fik Tyrannerne mig ikke ved deres Magtbud til at gøre noget uretfærdigt; men da vi fem forlod Raadhuset, gik jeg lige hjem, medens de fire andre tog over til Salamis. Jeg kunde nemt have mistet Livet som Straf herfor, hvis ikke det Regimente snart var blevet styrtet. Der er mange Mennesker, der kan bevidne, at denne Fremstilling er rigtig.
Tror I da, at jeg kunde have levet saa mange Aar, som jeg faktisk har, hvis jeg havde taget del i det offentlige Liv og altid, som en god Mand maa, havde stillet mig paa Retfærdighedens Side og havde ladet dette Hensyn være enebestemmende, saaledes som det bør være? Nej, umuligt! Intet Menneske vilde kunne gøre det. Men jeg har virkelig igennem mit hele liv, det vil I nemt kunne se, baade privat og i det offentlige Liv, forsaavidt jeg har deltaget i det, altid gennemført dette Princip; jeg har aldrig givet efter for noget Menneske, der vilde have mig til at gøre noget uretfærdigt, og det gælder ogsaa mit Forhold til de Mennesker, som de mig ildesindede Personer kalder mine Elever. Jeg har aldrig været nogens Lærer. Men alle og enhver der har haft Lyst til det, har jeg givet Lov til at høre paa mine Samtaler, - det der har været min Gerning her i Livet -, og det har aldrig været saadan, at jeg nok vilde samtale med Folk, der gav mig Penge for det, ellers ikke! - Jeg har aldrig gjort Forskel paa rig og fattig, og jeg har altid været parat for enhver, der havde Lyst til at stille mig Spørgsmaal eller eventuelt til at høre mig føre Samtalen og selv besvare mine Spørgsmaal. Om Folk bliver daarligere eller bedre heraf, kan jeg da fornuftigvis ikke drages til Ansvar for, efterdi jeg aldrig har lovet noget Menneske Undervisning og aldrig har givet det. Hvis nogen paastaar, at han privat har hørt eller lært noget af mig, som ikke alle de andre har hørt, saa maa I vide, at det er ikke sandt.

Man kunde maaske spørge: hvorfor finder Folk da Fornøjelse i at tilbringe saa lang Tid i mit Selskab? Ja, det har I allerede hørt: hele Sandheden er det, jeg sagde jer før, at det er dem en Fornøjelse at høre paa min Gennemprøvning af dem, der bilder sig ind at være vise, men ikke er det. Det er nu heller ikke kedeligt! Jeg for mit Vedkommende har jo faaet dette paalagt af Gud, baade gennem Orakelord, Drømme, og hvad der ellers er af Maader, hvorpaa Guddomsviljen kan paalægge et Menneske noget.
Alt dette er sandt, og det er det meget nemt at prøve efter. Hvis jeg nemlig virkelig nu eller tidligere har fordærvet de Unge, saa maatte man da vente, at de af dem, der nu er blevet ældre, selv kunde indse, at jeg havde haft en daarlig Indflydelse paa dem, da de var unge, og de maa da selv træde op her og anklage mig og søge Hævn for gamle Dage. Hvis de ikke selv vilde det, maatte man vente, at nogen af deres Slægtninge, en Fader eller Broder, eller hvem der nu kunde være, vilde søge Hævn ved at komme frem med det her, hvis virkelig deres Slægtninge havde lidt noget ondt fra min Side. Der er jo i hvert Fald en hel Del af dem tilstede her; der ser jeg f. Eks. Kriton, min Jævnaldrende og ,Demefælle, Fader til Kritobulos, der ogsaa er tilstede, dernæst Lysanias af SfettosDemen, tilligemed Sønnen Aischines; og videre Antifon af Kefisia-Demen, Fader til Epigenes. Og der staar nogle andre, hvis Brødre har sluttet sig til mig, Nikostratos, Theozotides' Søn, Broder til Theodotos (Theodotos selv er død, saa han kan altsaa ikke have bedt Broderen om at lade være!) og Paralos, Demodokos' Søn, Broder til Theages, og Adeimantos, Aristons Søn, Broder til Platon, der ogsaa er tilstede her, og Aiantodoros, hvis Broder Apollodoros ligeledes er her. Endnu mange andre kunde jeg nævne jer, og Meletos burde da under sit eget Indlæg have fremført i hvert Fald et Par Stykker af dem; hvis det var en Forglemmelse dengang, kan han nu indhente det forsømte, og jeg skal i saa Fald vige Pladsen saalænge.
Nej, I vil faa at se, at det forholder sig lige omvendt: de er allesammen rede til at yde mig deres Hjælp, mig der har fordærvet dem eller haft en ødelæggende Virkning paa deres Slægtninge, efter hvad Meletos og Anytos siger. Man kan maaske indvende, at de, der selv er blevet fordærvet af mig, godt kunde have nogen Grund til at komme mig til Hjæ!p; men saa de, der ikke selv er blevet fordærvede, Slægtningene, der selv er ude over den unge Alder? Kan de have anden Grund til at hjælpe mig end den gode og berettigede, at de ved, at Meletos lyver, og at jeg taler sandt?

Ja, mine Tilhørere, dette er vel saa omtrent, hvad jeg kan have at sige til mit Forsvar. Maaske nogle af jer er kommet til at tænke paa, at de selv, maaske endda i Sager, hvor der ikke stod saa meget paa Spil som i denne, grædende har tigget og bedt Dommerne om Barmhjærtighed og har ladet deres Børn, tilligemed andre Slægtninge og en hel Mængde Venner, troppe op for Retten for at gøre Dommerne bløde om Hjertet, og maaske de saa bliver ærgerlige ved at se, at jeg ikke foretager mig noget af den Slags Ting, skønt det dog nok ser ud til, at det drejer sig om mit Liv i denne Sag.
Det kunde vel tænkes, at en og anden af jer ved Tanken paa denne Modsætning kom til at se paa mig med strængere øjne og lod sin Stemmeafgivning paavirke af Vreden herover. Hvis det er Tilfældet - jeg for min Del tror det ikke, men hvis det nu alligevel skulde være saadan, saa kunde jeg vel med Rette tiltale denne tænkte Person saaledes: Min gode Mand, jeg har virkelig ogsaa Slægtninge; jeg er ikke runden af Eg eller Klippe - for at bruge Homers Udtryk - men af Mennesker og har derfor ogsaa Familie, først og fremmest tre Sønner, hvoraf den ene er en ung Mand, de to andre Børn.
Men jeg har ikke til Hensigt at lade dem møde op her og bede jer frikende mig af Hensyn til dem. Og spørger man: hvorfor ikke? - maa jeg svare: det er ikke, fordi jeg er glad for mig selv og, ser ned paa jer andre (Spørgsmaaiet, om jeg er modig overfor Døden eller ej, kommer slet ikke denne Sag ved), men det er med Tanken paa jeres og hele Byens og min egen Ære: det vilde ikke se smukt ud, om jeg indlod mig paa saadanne Ting, navnlig i Betragtning af min Alder og det Ry, jeg nu engang nyder, hvad enten det er med Rette eller ej; sikkert er det jo, at det er den almindelige Mening, at jeg ikke er et ganske almindeligt Menneske.
Det vil dog være en Skamplet paa Byens Ære, hvis de, der anses for at naa udover det almindelige i Visdom eller Tapperhed eller ligegyldig hvilken anden god Egenskab, bærer sig ad paa den Maade- og jeg maa jo indrømme, at jeg har mange Gange set saadanne Scener udspilles her for Retten, hvorved selv meget ansete Personer har baaret sig højst besynderligt ad, ganske som om de troede, at det ville være en ren Ulykke, om de døde; man skulde tro, de ventede at leve evigt, hvis de ikke blev dømt til Døden af jer.

Den Slags Mennesker kaster efter min Mening Skam over Byen, og deres Optræden kan nemt faa de Fremmede til at tænke ved sig selv, at de bedste af Athenæerne, dem som Borgerskabet selv udmærker ved at tildele Embeder og paa anden maade, aabenbart ikke er et Haar bedre end Kvindfolk. Derfor bør vi, der paa den ene eller anden Maade har vundet en Smule Anseelse, ikke bære os saadan ad, og I bør ikke tillade det, men tværtimod vise, at I snarere vil fælde Dom over dem, der opfører den Slags ynkelige Skuespil for Retten, end over dem, der optræder i al Stilfærdighed.
Og rent bortset fra Spørgsmaalet om Ære, synes jeg, det er i Strid med al Retfærdighed at henvende Bønner til en Dommer og eventuelt opnaa derved at blive frikendt; Dommeren skal man oplyse om Sagens Sammenhæng og prøve at overbevis om Rigtigheden af sine Paastande. Han beklæder jo ikke Dommersædet for at skænke Retten bort som Gunst og Gave. men for at dømme retfærdigt: og hans Dommered gaar ikke ud paa, at han skal skænke Retten bort, til hvem han finder for godt, men paa at han skal dømme i Overensstemmelse med Lovene.
Vi, der staar stævnet for Retten, bør da ikke søge at bevæge jer til at bryde jeres Dommered, og I bør ikke lade det blive fast Skik her, Begge Parter vilde derved handle i Strid med guddommelige Love, og I maa derfor ikke vente af mig, at jeg skal foretage mig den Slags Ting, som efter min Mening er vanærende og strider baade mod Ret og Fromhed; det kan I da billigvis ikke vente af mig, der skal forsvare mig mod Meletos' Anklage for Ugudelighed! Hvis jeg nemlig prøvede at lægge Tvang paa jer edsvorne Dommere ved mine Bønner, vilde det være ganske det samme som at paavirke jer til ikke at anerkende Guder, og jeg vilde ved mit Forsvar komme for Skade direkte at anklage mig selv for manglende Ærbødighed for Guderne.
Det mangler jeg nu ikke; tværtimod, min Gudsfrygt er sikker nok og anderledes bevendt end nogen af mine Anklageres, og jeg overlader da til jer og til Gud at dømme om mig,saaledes som det er bedst baade for jer og for mig.

EFTER DOMSAFSIGELSEN

Det, der nu er sket, er ikke paa nogen Maade kommet mig uventet, og derfor - ja, forresten ogsaa af mange andre Grunde - føler jeg ikke nogen Vrede eller Sorg derover. Jeg er tværtimod forbavset over, at der er faldet saa mange Stemmer paa begge Sider; jeg havde ventet, at Forskellen vilde blive meget stor og ikke saa ringe, som det faktisk er Tilfældet. Efter dette kan man jo sige, at hvis blot 30 Stemmer var faldet anderledes, vilde jeg være bleven frikendt; Meletos personlig har da, synes jeg, tabt sin Sag, og mer end det: hvis ikke Anytos og Lykon var optraadt som hans Medanklagere, vilde han have faaet en Bøde paa 1000 Drachmer, ifølge Reglen om, at der skal falde mindst en Femtedel af Stemmerne paa Anklagerens Side.
Naa, min Modpart foreslaar altsaa Henrettelse som passende Straf. Hvilket Modforslag kan jeg saa stille? Jeg maa foreslaa, hvad jeg synes jeg fortjener, ikke sandt? Hvilken Straf har jeg da gjort mig fortjent til ved mit lange Livs uafbrudte Virksomhed? Den har ikke været af samme Slags som de fleste Menneskers, der jo interesserer sig for Penge og Forretning, Embeder, Politik, Sammensværgelser og Omvæltninger. Jeg mente nemlig, at jeg var for redelig til at kunne slippe fra det med Livet, hvis jeg indlod mig paa den Slags Ting. Hvis jeg havde taget den Gerning op, havde jeg ikke kunnet. udrette nogetsomhelst hverken for jer eller for mig selv. Kunde jeg altsaa ikke yde Staten lang og udmærket Tjeneste, som det hedder, kunde jeg derimod yde den enkelte Borger ganske udmærket Tjeneste - siger jeg selv -, og det har jeg gjort ved at give mig i Lag med hver enkelt af jer og prøve at faa ham til at forstaa, at, hvad angaar ham selv, bør han først og fremmest arbejde paa at blive saa god og indsigtsfuld som muligt og lade alle andre personlige Interesser komme i i anden Række, og hvad angaar Staten, bør han følge akkurat det samme Princip, og saaledes ogsaa i alle andre Forhold.
Hvad kan jeg da have gjort mig fortjent til ved denne Virksomhed? En Belønning vel, hvis der virkelig skal være Mening i Forslaget, og en Belønning, som kan have Værdi netop for mig. Saa bliver Spørgsmaalet altsaa: hvilken Belønning for lang og udmærket Tjeneste kan man passende give til en fattig Mand, der har Brug for al sin Tid til at give jer Formaninger og gode Raad? Jeg kan ikke tænke mig noget mere passende end livsvarig Bespisning paa Prytaneion; det vilde da egentlig passe bedre for Folk af min Slags end for dem, der vinder Sejrsprisen i Olympia ved Galopløb eller Væddekørsel. De kan give jer et Skin af Lykke, men jeg kan give jer virkelig Lykke; de har ikke Brug for gratis Underhold, men det har jeg. Hvis det altsaa er Meningen, at jeg skal foreslaa noget, jeg virkelig fortjener, maa det være dette: livsvarig Bespisning paa Prytaneion.

Maaske I nu igen synes, at jeg er altfor glad for mig selv, ligesom før, da jeg talte om at vække Medlidenhed hos Dommerne og paavirke dem med Bønner. Men det er ikke rigtigt. Sagen er den, at det er mit faste Princip aldrig at gøre Uret mod noget Menneske med min gode Vilje, men det har jeg svært ved at faa jer til at tro paa; vi har jo saa kort Tid at tale med hinanden i. Det skulde nok lykkes mig, hvis bare den Lov, der gælder andetsteds, ogsaa gjaldt her, at en Retsforhandling i en Sag om Dødsstraf ikke maa afsluttes i Løbet af een Dag, men kræver mange Dage. Nu er det ikke nemt i Løbet af saa kort Tid at nedbryde al den gamle vidtudbredte Fordom.
Da det nu altsaa er mit Princip ikke at gøre Uret mod noget Menneske, kan jeg da umuligt indlade mig paa at gøre Uret mod mig selv og i Strid med Sandheden paastaa, at jeg fortjener en eller anden Straf, og lade det være mit Forslag. Hvorfor skulde jeg gøre det? Af Frygt for at lide det, Meletos har foreslaaet, det hvorom jeg siger, at jeg ikke ved, om det er et Gode eller et Onde? Skulde jeg for at undgaa det foretrække noget af det, som jeg ved er et Onde, og hvad skulde det Forslag saa gaa ud paa? Fængselsstraf? Hvad Glæde skulde jeg dog have af at leve i et Fængsel, afhængig af det til enhver Tid fungerende Fængselstilsyn? Eller Pengebøde med Fængsel som subsidiær Straf, indtil jeg har betalt? Det vilde blot komme ud paa det samme for mig, da jeg ingen Penge har til at betale en Bøde med. Eller Landsforvisning? - det kunde jeg maaske nok faa jer til at stemme for. Jeg maatte i Sandhed hænge stærkt ved Livet, hvis jeg var saa taabelig, at jeg ikke kunde opstille det simple Ræsonnement: I, der dog er mine Landsmænd, har ikke kunnet finde jer i mine Samtaler og min hele Virksomhed, men har fundet den uudholdelig og har syntes den satte saa meget ondt Blod, at I nu søger at blive fri for den. Mon saa andre Folk gærne vil finde sig i den? Nej, det er udelukket. Det vilde da blive et yndigt Liv for mig gamle Mand at leve i Landflygtighed, forvist fra den ene By efter den anden. For jeg ved jo med Sikkerhed, at, hvor jeg end kommer hen, vil de Unge flokkes om mig og høre paa mig ganske ligesom her. Og hvis jeg viser dem væk. fra mig, vil de faa de ældre i Byen til at forvise mig, og hvis jeg ikke gør det, vil de unge Mænds Fædre og Slægtninge alligevel forvise mig - for de Unges Skyld!

Maaske vil man sige: »Jamen Sokrates, hvis du bliver landsforvist, kunde du da ikke leve ganske stille og fredeligt?« Ja, det er netop det, der er allervanskeligst at faa jer til at forstaa. Hvis jeg nemlig siger, at det vilde være det samme som at være ulydig mod Gud, og at jeg derfor umuligt kan leve stille og tilbagetrukket, saa tror l ikke, det er mit Alvor. Og I vil endnu mindre tro mig paa mit Ord, naar jeg siger jer, at det er den største Lykke for et Menneske at diskutere hver eneste Dag om, hvorledes man kan blive et godt Menneske, og lignende Ting, som I har hørt mig tale om, naar jeg har prøvet mig selv og andre, og at et Liv uden saadan stadig Prøven ikke er menneskeværdigt.
SaaledM forholder det sig dog; det er jeg overbevist om, men det er ikke nemt at faa jer til at forstaa det.
og desuden er jeg ikke vant til at tro om mig selv, at jeg har gjort mig fortjent til at lide noget ondt. Hvis jeg havde haft nogle Penge, vilde jeg have stillet Forslag om en Pengebøde, saa stor som jeg nu kunde betale den. Det vilde jeg ikke 5lide nogen Skade ved. Men nu har jeg ingen, - med mindre I da vil gaa med til saa lille en Bøde, som jeg kan overkomme. Maaske kunde jeg betale jer en Mine Sølv. Det er altsaa mit Straffeforslag.
- Men hør, nu raaber Platon og Kriton og Kritobulos og Apollodoros op til mig, at jeg skal foreslaa 30 Miner; de vil indestaa for Betalingen. Jeg foreslaar altsaa 30 Miner, og i disse Mænd vil I have sikre Garanter for Beløbet.

EFTER FASTSÆTTELSEN AF STRAFFEN

I Det er ikke meget I opnaar ved denne Dom, der dog vil faa det til Følge for jer, at I af dem, der gærne vil tale ondt om vor Stat, vil faa at høre for, at I har ladet Sokrates henrette, den vise Mand (for det vil de sige, hvad enten jeg nu er det eller ej). Hvis I nemlig blot havde haft Taalmodighed en kort Stund, vilde I have opnaaet det samme paa naturlig Maade. I ser jo, hvor langt jeg er henne af Livets Vej, nær ved Døden.
Denne Bemærkning retter jeg ikke til jer alle, men til dem, der har dømt mig til Døden. Og der er ogsaa andet, jeg gærne vil sige til dem.
I tror maaske, at, naar jeg nu er blevet dømt skyldig, er Grunden den, at jeg ikke har kunnet anvende de Argumenter, hvorved jeg kunde have omstemt jer, hvis jeg havde ment, at jeg burde bruge alle Kneb for at blive frikendt. Det er rigtigt: det har jeg ikke kunnet, men ikke af manglende Evne, men fordi jeg ikke er tilstrækkelig samvittighedsløs og skamløs dertil, og fordi jeg ikke har næret noget Ønske om at tale til jer saadan, som I helst vil have det, med Jammer og Graad og med Ord og Optræden, som jeg finder uværdig, den Slags som I er vant til at høre af andre.
Jeg mente ikke, at jeg, fordi mit Liv stod paa Spil, burde indlade mig paa noget, der ikke er en fri Mand værdigt, og det angrer jeg heller ikke nu bagefter: jeg foretrækker langt Døden efter at have forsvaret mig paa den Maade, jeg har gjort det, end Livet efter en Forsvarstale af den anden Slags. Thi man bør ikke for Retten- saalidt som i Krigen - tænke paa, hvordan man for enhver Pris kan undgaa Døden, - og det gælder mig, som det gælder alle andre. I Krigen er det jo mange Gange klart nok, at man kan undgaa Døden, hvis man kaster sine Vaaben eller overgiver sig til sine Forfølgere og ydmygt beder dem om Skaansel. Og ogsaa i alle andre Former for Livsfare er der mange Muligheder for at undslippe Døden, hvis man ikke vil sky noget Middel. Nej, det er maaske ikke det, der er saa vanskeligt, at undfly Døden, men det er meget vanskeligere at undfly Sletheden: den løber hurtigere end Døden. Nu er jeg, der er gammel og langsom i Vendingen, blevet indhentet af den langsomste af de to, af Døden, men mine Anklagere, der er dygtige og raske til Bens, er blevet indhentet af den hurtigste, af Skændslen. Naar vi nu skilles, er jeg af jer blevet dømt skyldig til Døden, de er af Sandheden dømt skyldige i Slethed og Ondsindethed. Og jeg lader det bero ved den Dom, der nu er fældet, - og det gør de ogsaa.

Saaledes skulde det vel altsaa ske, og jeg tænker ogsaa, det er i sin Orden.
Og herefter har jeg Lyst til at udtale et Varselord til jer, der har dømt mig til Døden.
Jeg staar jo nu paa det Punkt - lige foran Døden -, hvor Mennesket snarest kan varsle. Jeg forkynder da, at I, der har dømt mig til Henrettelse, I vil snart efter min Død blive ramt af en Hævn, langt tungere i Sandhed end det, I har dømt mig til. I tror nu, at I paa denne Maade er sluppet fri for at skulle aflægge Regnskab for jeres Livsførelse, men, siger jeg jer, det vil gaa ganske anderledes. Der vil tværtimod være mange flere, der vil prøve jeres Livsførelse - dem har jeg hidtil holdt tilbage, uden at I har mærket det - og de vil være meget vanskeligere at have med at gøre, da de er yngre end jeg, og I vil faa meget mere Bryderi af dem. For I tager fejl, hvis I tror, at I ved at lade Folk henrette kan forhindre, at man skammer jer ud, naar I ikke lever som gode Mennesker.
Paa den Maade kan man ikke slippe fra det, og det er godt det samme. Det bedste og nemmeste Middel er at lade være med at holde andre nede og villigt arbejde selv paa at blive saa god som muligt.
Med disse Varselord tager jeg Afsked med jer, der har domfældt mig. -
Men jeg vil ogsaa gerne tale lidt med dem, der har frikendt mig, og sammen med dem drøfte det, der nu har fundet Sted. Det kan vi vel gøre, saalænge Archonterne er optaget, og jeg endnu ikke skal afsted derhen, hvor jeg skal dø.
Jeg beder altsaa jer, mine Dommere (thi jer kan jeg virkelig med Sandhed betegne saaledes) om at vente her et øjeblik; intet kan være til Hinder for, at vi taler med hinanden om Sagerne, saalænge der er Tid, og jeg vil gærne vise jer, som jeg betragter som mine Venner, hvad det, der nu er sket, egentlig betyder.
Der er nemlig passeret mig noget ganske ejendommeligt: jeg har idag intet mærket til den sædvanlige Varselstemme, den der dog tidligere meget hyppigt har ladet sig høre, og som har holdt mig tilbage selv i Smaating, hvergang jeg skulde til at foretage mig noget uheldigt. Nu er der jo i dag, som I selv ser, for mig indtruffet det, som man kunde tænke sig er det værste af alt ondt (det er jo da den almindelige Mening), men dog har Tegnet fra Gud ikke paa noget Punkt holdt mig tilbage, hverken i Morges, da jeg gik hjemmefra, eller da jeg traadte op paa Tribunen her, eller paa noget Punkt i min Tale - og det er dog ellers hyppigt sket, at Stemmen har standset mig, midt som jeg stod og talte -: i hele denne Sag har den overhovedet ikke holdt mig tilbage, hvad jeg end gjorde og sagde. Hvad kan man da antage er Grunden til det? Det skal jeg sige jer: det, der er indtruffet for mig, maa nok være et Gode, og de af os, som tror, at Døden er et Onde, tager fejl. Det er for mig blevet bevist herved; for hvis det, jeg gaar ind til, ikke var et Gode, er det umuligt andet, end at det sædvanlige Tegn vilde have holdt mig tilbage.
Vi kan nu ogsaa betragte Sagen paa en anden Maade og se, at der er god Grund til at tro, at Døden er et Gode. Den kan nemlig kun være eet af to: enten er det saaledes, at den døde intet er og intet fornemmer, eller ogsaa er Døden, som det hedder i Mytherne, en Slags Forvandling, hvorved Sjælen forlader denne Verden og drager til en anden.

Hvis vi nu først sætter, at Døden er lig med Ophævelse af al Fornemmelse af Indtryk, altsaa som en uafbrudt Søvn, end ikke forstyrret af Drømme, maa den da være et vidunderligt Gode. For jeg tror, at hvis man skulde stille det Regnestykke op at sammenligne alle Livets Dage og Nætter med een saadan Nat med uforstyrret drømmeløs Søvn og sige, hvor mange Dage og Nætter der havde været bedre og behageligere end denne Nat, ja, saa vilde vist ikke blot alle almindelige Borgere, men selveste Perserkongen finde dem meget hurtigt talt.
Hvis Døden altsaa er saadan, vil jeg regne den for et Gode; for i saa Fald vil Evigheden jo kun forekomme som een eneste Nat.
I det andet Tilfælde, hvis altsaa Døden er som en Rejse herfra til en anden Verden, og hvis det er sandt, hvad der siges, at der opholder alle de døde sig, kan man da tænke sig noget bedre?
Tænk, hvis man kom til Hades, og paa een Gang slap fri for de saakaldte Dommere heroppefra, og dernede traf de virkelige Dommere, der jo ogsaa siges at skifte Lov og Ret der, Minos og Rhadamanthys og AiaKos og Triptolemos og alle de andre Halvguder, som i Livet har været Retfærdighedens Vogtere; det var vel ikke nogen daarlig Rejse! Og hvad vilde man ikke give for at træffe Orfeus og Musaios og Hesiod og Homer! Jeg ved da, at jeg vilde gærne gaa i Døden mange Gange, hvis det er sandt.
Det vilde for Resten ogsaa være en særlig Glæde for mig der at træffe Palamedes og Aias, Telamons Søn, og alle de andre, der i Oldtiden har lidt en uretfærdig Dom, og sammenligne deres Skæbne med min. Det, tør jeg nok sige, vilde ikke være kedeligt! Og det vigtigste af det altsammen: at kunne tilbringe Tiden med at prøve og studere Folk dernede, ligesom jeg har gjort det heroppe, og se, hvem af dem der er vise, og hvem der bilder sig ind at være det, men ikke er det; hvad vilde man ikke give for at faa Lejlighed til at prøve Føreren paa det store Togt til Troia, eller Odysseus eller Sisyfos eller tusinde andre Mænd og Kvinder? Hvilken ubeskrivelig Lykke at omgaas dem, at snakke med dem, at prøve dem! De kunde da i hvert Fald ikke hævne sig for det ved at tage Livet af en! Ogsaa den Fordel har jo Hadesbeboerne frem for os heroppe, at de er udødelige, hvis det da ellers er sandt, hvad man siger.
Ogsaa I, mine Dommere! bør da,være.ved godt Mod overfor Døden, og I bør have for øje den ene Sandhed, at der ikke kan times en god Mand noget ondt hverken i Livet eller i Døden, og at Guderne ikke lader ham i Stikken.

Hvad der nu er sket mig, er heller ikke Tilfældets Værk, men det staar mig ganske klart, at det nu er det bedste for mig at blive løst af og dø. Det er ogsaa Grunden til, at den dæmoniske Stemme ikke paa noget Punkt har holdt mig tilbage.
Jeg for mit Vedkommende nærer da ikke synderligt Nag til dem, der har domfældt mig, eller til.Anklagerne, - det var jo ganske vist ikke deres Mening at gøre mig noget godt, men de troede, de kunde skade mig, og det er det, man med Rette kan bebrejde dem. Blot den ene Bøn har jeg at rette til dem: naar mine Sønner bliver voksne, skal I hævne jer paa dem og plage dem paa samme Maade, som jeg har plaget jer; hvis I faar det Indtryk, at de interesserer sig for Penge eller anden Fordel mere end for at blive til gode Mennesker, og hvis de bilder sig ind at være noget uden at være det, skal I skamme dem ud og foreholde dem, at de ikke interesserer sig for det, der er det værd, og at de tror at være dygtige uden at være det. Hvis I gør det, vil det være en retfærdig Gengæld fra jeres Side overfor mig og overfor mine Sønner.
Men nu er det nok paa Tide at gaa bort. I gaar atter ud i Livet, jeg gaar ind i Døden. Om jeres eller min Lod er den bedste, ved ingen undtagen Gud.

SOKRATES' DØD

Af Sokrates i hans sidste Dage har Platon i sine Dialoger Kriton og Faidon givet en digterisk Skildring.
En af de sidste Dage Sokrates levede, besøger hans gamle Ven Kriton ham i Fængslet og raader ham indstændigt til at søge Frelse ved Flugt; en saadan frivillig Landflygtighed saa man dengang ikke alt for strengt paa; hvis en dødsdømt ved egen eller sine Venners Hjælp reddede sig uden for Attikas Grænser, ophørte han at være underkastet Athens Love, og der skete i Reglen intet i den Anledning. Sokrates modsatte sig imidlertid Tanken, og Dialogen Kriton indeholder da en Samtale mellem de to gamle Venner, hvori alle Argumenter for og imod kommer til Orde.
Det fremgaar klart heraf, at Sokrates' Vægring ved at give sig af med Politik og hans skarpe, tilintetgørende Kritik af det demokratiske Samfund ikke betyder, at han ikke følte sig forpligtet overfor det Samfund, hvori han var født og havde levet hele sit Liv. Platon bestræber sig baade her og i andre Dialoger for at vise, at selvom Sokrates i sin Virken altid henvendte sig til de enkelte, var han, da han selv kom i Konflikt med Samfundet, en fuldt loyal og lovlydig Borger. Og som altid naar Sokrates fører Ordet, føres Tankerne tilbage til deres Udgangspunkt, og der opstilles i Dialogen et alment etisk Princip, som var i direkte Modstrid med gældende Moral: at man aldrig, hverken overfor den enkelte eller over for Staten, maa begaa nogen Uret, heller ikke hvis man selv er blevet forurettet. For i Følge Sokrates er det værre, d. v. s. moralsk forkasteligere at gøre Uret end at lide Uret, og værst af alt at gøre Uret uden at lide Straf for det. Ud fra denne høje etiske Opfattelse viser Sokrates, at han ikke har Lov til at gengælde den Uret, Staten har tilføjet ham, ved at gøre Uret mod den.
I Faidon, som er en større Dialog fra Platons Manddom, fortæller en af Sokrates' Venner, Faidon, om de Samtaler, Sokrates førte i Fængslet den sidste Dag. Her er kun optaget Slutningen af Dialogen, hvori Faidon overfor sin Ven Echekrates skildrer selve Sokrates' Død.

KRITON

Sokrates (vaagner): Hvorfor er du kommet saa tidligt, Kriton? For det er da vel endnu tidlig Morgen?
Kriton: Ja, vist er det det.
Sokrates: Hvad Tid er det da omtrent?
Kriton: Det er først lige begyndt at lysne.
Sokrates: Det er da underligt, at Fangevogteren hin villet lukke dig ind saa tidligt.
Kriton: Ja, men vi er allerede gode Venner, Sokrates; jeg kommer her jo saa ofte. For Resten har han ogsaa faaet en lille Erkendtlighed af mig.
Sokrates: Er du lige kommet? Eller har du været her længe?
Kriton: Temmelig længe.
Sokrates: Hvorfor vækkede du mig saa ikke med det samme i Stedet for at sidde her uden at sige noget?
Kriton: Nej, det kunde da virkelig aldrig falde mig ind, Sokrates! Jeg vilde blot ønske, jeg ikke selv var saa bedrøvet og søvnløs. Nu har jeg allerede siddet længe og beundret dig, at du kan sove saa godt. Det var netop med Vilje, jeg lod være at vække dig, for at du kunde have det rigtig godt. Allerede mange Gange tidligere i Livet har jeg prist dig lykkelig for din Sindsro, men aldrig har jeg beundret dig saa meget som nu, under denne Ulykke, naar jeg ser, hvor let og hvor roligt du tager den.
Sokrates: Det vilde da være latterligt at være ked af at skulle dø, naar man er saa gammel som jeg, Kriton.
Kriton: Ja men Sokrates, det sker da, at andre, der er lige saa gamle som du, faar en lignende Skæbne; og dog hindrer deres Alder dem ikke i at løle sig ramt af Ulykken.
Sokrates: Det kan godt være. - Men hvorfor er du dog kommet saa tidligt ?
Kriton: For at bringe en Nyhed, Sokrates, en sørgelig og tung, ja, ikke saa meget for dig, ser jeg nok; men for mig og for alle dine Venner er det et haardt Slag, og jeg er formodentlig nok den, der tager mig det mest nær.

Sokrates: Hvad er det da for en Nyhed? Er maaske det hellige Skib kommet tilbage fra Delos, saa, at jeg altsaa nu skal dø?
Kriton: Nej, kommet er det ganske vist ikke; men jeg tror nok, det kommer i Dag. Det siger nogle, der er kommet nede fra Sunion, og som har passeret det der. Af deres Meddelelse fremgaar det nu klart, at det vil komme i Dag - og saa skal du jo ende dit Liv i Morgen, Sokrates.
Sokrates: Ja, ja, Kriton, saa gid det maa blive til Held og Lykke! Hvis det er Gudernes Vilje, Saa lad det ske! Men jeg tror forresten ikke, Skibet kommer i Dag.
Kriton: Hvad slutter du det af?
Sokrates: Det skal jeg sige dig. Jeg skal jo dø Dagen efter, at Skibet er kommet, ikke sandt?
Kriton: Jo, det siger i alt Fald de, der skal bestemme det.
Sokrates: Det er derfor jeg mener, det vil komme i Morgen og ikke i Dag. Det slutter jeg af en Drøm, jeg havde for lidt siden, nu i Nat. For saa vidt var det maaske i den rette Stund, at du lod være at vække mig.
Kriton: Hvad var det da for en Drøm?
Sokrates: Jo, jeg drømte, at en smuk og statelig Kvinde i hvide Klæder kom hen til mig, kaldte paa mig og sagde: Sokrates, paa den tredje Dag skal du naa det muldrige Fthia.
Kriton: Det var da en besynderlig Drøm, Sokrates.
Sokrates: Nej, jeg synes, den taler et ganske tydeligt Sprog, Kriton.
Kriton: Ja, kun alt for tydeligt, ser det ud til. - Men kæreste Sokrates, følg dog nu mit Raad, selvom det er i den elvte Time: lad dig frelse! Ser du nemlig, hvis du dør, er det ikke een Ulykke alene, der rammer mig, nej, for det første mister jeg en Ven, som jeg aldrig vil faa Mage til; men dernæst vil ogsaa mange, der ikke rigtig kender noget til dig og til mig, sige, at jeg kunde have frelst dig, hvis jeg blot vilde have ofret Penge paa det; men det har jeg forsømt. Og sig mig dog, er det ikke det skammeligste, man kan tænke sig, at Folk skal tro om en, at man holder mere af sine Penge end af sine Venner? De fleste Mennesker vil nemlig slet ikke tro, at vi har været ivrige for at hjælpe dig ud af Fængslet, og at det er dig selv, der ikke har villet.
Sokrates: Men sig mig dog engang, min gode Kriton, har det da virkelig saa stor Betydning for os, hvad Folk siger og mener( De fornuftigste Mennesker, som vi dog snarest maa tage Hensyn til, vil ikke være i Tvivl om, at dette netop er gaaet saadan til, som det virkelig er.

Kriton: Ja men du ser dog, Sokrates, at man ogsaa er nødt til at regne med, hvad Folk mener. Selve den Situation, du er i, viser da tydeligt, at den store Hob er i Stand til at gøre meget ondt, ja, hvis man er blevet lagt for Had hos den, kan den saa at sige være Skyld i det værste.
Sokrates: Ja, gid det var saa vel, Kriton, at Folk formaaede at gøre de. allerværste Ting, for saa vilde de ogsaa have Evne til de allerbedste, og det vilde være godt. Men som det nu er, formaar de ingen af Delene. De er hverken i Stand til at gøre en Mand forstandig eller uforstandig; men hvad de gør, er rent tilfældigt.
Kriton: Lad det nu være, hvad det er! - Men sig mig, Sokrates: det der holder dig tilbage, kan vel ikke være Bekymring for mig og dine andre Venner? Du er vel ikke bange for, at Sykofanterne, hvis du forlader Fængslet her, skal anklage os for at have listet dig ud herfra, saaledes at vi risikerer at miste' alt, hvad vi ejer - eller i det mindste mange Penge -, eller maaske at lide en anden Straf? Hvis det nemlig er saadan noget du er bekymret for, saa lad være at tænke paa det! En saadan Risiko er vi virkelig forpligtet til at løbe, ja, en langt større, om det skal være. Følg altsaa mit Raad og sig ikke nej!
Sokrates: Ja; Kriton, det er virkelig saadanne Bekymringer, der holder mig tilbage - foruden mange andre.
Kriton: Ja men det skal du nu ikke være bange for! Der findes Folk, der har tilbudt for en ringe Sum at føre dig ud herfra og frelse dig. Og Sykofanterne! Ser du ikke, hvor billige de er? Dem behøvede man da ikke mange Penge til at stoppe Munden paa. Mine Penge staar til din Raadighed. Jeg tror, der er nok. Men hvis du af Hensyn til mig ikke synes, du bør bruge mine Penge, saa er der andre her fra Nabostaterne, der er villige til at ofre Penge paa det. En har ovenikøbet lige taget den nødvendige Sum med sig. Det er Simmias fra Theben. Men ogsaa Kebes og mange andre er villige til at betale. Derfor maa du, gentager jeg, ikke opgive at lade dig frelse! Dine Bekymringer er ganske grundløse. Men du skal heller ikke, som du sagde for Domstolen, lade det hvile tungt paa dig, at du ikke ved, hvad du skulde gøre af dig selv, hvis du skulde gaa i Landflygtighed. Der er nemlig mange Steder, hvor Folk vil tage sig venligt af dig, hvis du kommer. Men særlig, hvis du drager til Thessalien, har jeg der nogle Gæstevenner, som vil sætte stor Pris paa dig og skaffe dig et sikkert Opholdssted. Ingen der skal saa gøre dig nogen Fortræd.

Og der er flere Grunde endnu, ,Sokrates. Jeg synes nemlig heller ikke, du bærer dig rigtigt ad ved at forraade dig selv, naar du selv er Herre over, om du vil frelses. Du arbejder jo ligefrem selv paa det, som dine Fjender helst vil have og som de har arbejdet paa. Og deres Formaal var dog at faa dig ryddet af Vejen! Desuden mener jeg ogsaa, du forraader dine Sønner. Skønt du havde Mulighed for baade at forsørge og opdrage dem, lader du dem i Stikken. Og Saa vidt det staar til dig, vil det altsaa gaa dem, som det bedst kan. Sandsynligheden taler da for, at de vil komme til at dele Kaar med andre faderløse. Nej, eet af to: enten bør man lade være at sætte Børn i Verden, eller ogsaa bør man holde ud med sine Børn og sørge for deres Opdragelse, saa længe man kan. Men du vælger den letteste Udvej, synes jeg. Man bør vælge det, som en god og karakterfast Mand vilde vælge, især naar man - som du - paastaar, at man hele Livet igennem har søgt at gøre det gode.
Jeg for mit Vedkommende skammer mig i hvert Fald, baade paa dine Vegne og paa vore, dine Venners, og jeg er bange for, at man skal finde, at alt det, der her er sket med dig, skyldes en vis Fejghed fra vor Side: for det første, at Sagen overhovedet kom for Retten, skønt det havde været muligt at undgaa det; dernæst selve Processens Forløb; og endelig til sidst dette her, der er som en Haanlatter over hele Sagen. Folk vil mene, at vi ved vor Fejghed og Mangel paa Handlekraft har forspildt Chancen, fordi vi ikke har frelst dig - og du ikke har frelst dig selv -, skønt det sagtens kunde lade sig gøre, hvis der bare var lidt ved os.
Tænk engang over det, Sokrates! Er en saadan Handlemaade ikke baade forkert og til Skam, for dig saa vel som for os?
Overvej da Sagen - skønt, det er ikke Tid til Overvejelser længere. Nu maa Beslutningen være taget, og der er kun een Mulighed: i Løbet af den kommende Nat skal alt være fuldført. Hvis vi venter længere, er det umuligt, og der er intet mere at gøre. Tøv derfor ikke længere, Sokrates, men følg mit Raad og gør, som jeg siger!
Sokrates: Ja, kære Kriton, en saa stor Iver, som du lægger for Dagen i denne Sag, er al Ære værd - hvis den blot gaar i den rigtige Retning. Ellers er den saa meget mere farlig, jo mere indtrængende den er. - Vi skal nu overveje, om vi bør gøre det, du raader til, eller ikke. Jeg har nemlig altid haft det saadan (og det er ikke noget, jeg først nu finder paa), at jeg ikke retter mig efter noget som helst andet hos mig end det, som jeg ved at tænke nøje over Tingene finder fornuftigst. De Tanker, som jeg paa den Maade er kommet til Klarhed over i mit tidligere Liv, kan jeg ikke nu kaste over Bord, fordi denne Skæbne har ramt mig. Nej, de maa være de samme, som de var før; og de Grundsætninger, som jeg hyldede i Gaar, holder jeg ogsaa i Ære i Dag. Kan vi ikke under de nuværende Omstændigheder finde noget bedre at sige, maa du være klar over, at jeg ikke paa nogen Maade vil give efter for dig - om saa den regerende Mængde vilde true os med endnu flere Straffe end den allerede gør, ligesom man skræmmer Børn med Bussemænd, og sende os Fængselsstraf, Dødsstraf og Bødestraf paa Halsen den ene Gang efter den anden!

Hvorledes skal vi nu bedst anstille en Undersøgelse af dette? Vi kunde f. Eks. først genoptage den Tanke, du fremførte, om hvad Folk siger og mener! Naar vi tidligere diskuterede denne Sag, sagde vi saa ikke altid, at nogle af Folks Meninger bør man tage Hensyn til, andre ikke? Havde vi Ret i det? Eller havde vi kun Ret i det dengang, da der ikke var Tale om, at jeg skulde dø? Og saa skulde det altsaa nu være gaaet op for os, at det i Virkeligheden kun var noget, vi sagde bare for at sige noget, saadan hen i Vejret, den barnagtigste Snak? Jeg har Lyst til at undersøge i Fællesskab med dig, Kriton, om Sagen stiller sig anderledes for mig nu, da jeg er i denne Stilling, eller om den vedblivende er den samme, om vi altsaa skal være ligeglade med det, vi dengang sagde, eller rette os efter det. - Det som ved de forskellige Lejligheder blev sagt af dem, der havde noget paa Hjærte, var, saa vidt jeg husker, netop det, jeg lige sagde: at af de Meninger, Mennesker har, bør man tage Hensyn til nogle, ikke til andre. Hvad mener du om det, Kriton? Sig mig, i Himlens Navn, synes du ikke det er rigtigt? Du skal jo - efter al menneskelig Beregning i alt Fald - ikke dø i Morgen; den overhængende Fare, der truer mig, kan altsaa ikke bringe dig ud af Ligevægt. Se derfor: er det ikke klart og rigtigt, naar vi siger, at man ikke bør tage Hensyn til alt, hvad Folk mener, men kun til noget af det, ligesom man ikke bør respektere alle Menneskers Anskuelser, men kun nogles? Hvad mener du? Er det ikke rigtigt?
Kriton: Jo.
Sokrates: Saa er det vel de gode Meninger, man bør respektere, og ikke de daarlige?
Kriton: Ja.
Sokrates: Er nu de gode ikke de forstandige Menneskers, de daarlige de uforstandiges?
Kriton: Jo, naturligvis.
Sokrates: Godt. Men hvad sagde vi saa for Eksempel om saadan noget som dette: Skal en Mand, der driver Legemsøvelser - og dyrker det som sit Fag - tage Hensyn til alle Menneskers Mening, deres Ros saavel som deres Dadel? Eller skal han kun tage Hensyn til den enkelte, som er hans Læge eller Gymnastiklærer?
Kriton: Kun til den ene.
Sokrates: Altsaa hans Dadel skal han frygte, ligesom han skal være glad for anerkendende Ord fra hans Side. Derimod ikke fra alle mulige Mennesker.

Kriton: Ja, det er klart.
Sokrates: Saa bør han da indrette sin Levevis og sine Øvelser, ja ogsaa hvad han maa spise og drikke, efter hvad denne ene Mand mener, som er hans Leder og er sagkyndig, ligegyldigt hvad alle de andre mener.
Kriton: Ja, det er rigtigt.
Sokrates: Naa; men hvis han nu er ulydig mod denne ene og lader være at tage Hensyn til hans Mening, men i Stedet retter sig efter Mængdens, de ikke-sagkyndiges, Dom, vil det saa ikke gaa ham galt?
Kriton: Jo, naturligvis.
Sokrates: Hvad er det da for noget galt eller ondt, der vil komme over ham? Og hvor vil Ulykken ramme ham for hans Ulydighed?
Kriton: Det er naturligvis hans Legeme det vil gaa ud over.
Sokrates: Ja, det er rigtigt. Men sig mig, Kriton, gælder dette nu ikke alle andre Ting, uden at vi behøver at gaa det hele igennem? Det drejer sig jo for Øjeblikket om det retfærdige og det uretfærdige, det skammelige og det, som er ærligt, det gode og det onde; det er dette, vor Undersøgelse gælder. Bør vi da paa dette Omraade rette os efter Mængdens Mening og være bange for, hvad Folk vil sige? Eller er det den enkelte sagkyndige - om der da findes nogen -, hvis Dom vi bør respektere og frygte mere end alle andre Menneskers tilsammen? Hvis vi nemlig ikke retter os efter ham, vil vi da ikke fordærve og forringe det, som bliver bedre ved Paavirkning af det rette, men ringere ved det urette? Er der ikke noget om det ?
Kriton: Jo, det tror jeg nok, Sokrates.
Sokrates: Godt. Se nu engang først: hvis vi ved ikke at rette os efter de sagkyndiges Mening ødelægger det, der bliver bedre ved sund Paavirkning, men ringere ved usund, er det saa muligt for os at leve, naar det er ødelagt? - Og nu er det jo Legemet, der er Tale om, ikke sandt?
Kriton: Jo.
Sokrates: Kan vi altsaa holde ud at leve med et daarligt og ødelagt Legeme?
Kriton: Nej, paa ingen Maade.
Sokrates: Men kan vi da holde ud at leve, naar vi har faaet det ødelagt, som bliver ringere ved det uretfærdige, men trives godt ved Retfærdighed? Eller tillægger vi Legemet større Værdi end den Del af vort Selv - hvad det end er hos os -, som har med Retfærdighed og Uretfærdighed at gøre?
Kriton: Nej, det gør vi ikke.
Sokrates: Den omtalte Del af os er altsaa mere værdifuld?
Kriton: Ja, langt.

Sokrates: Saa bør vi da ikke bryde os saa meget om, hvad Folk vil sige om os. Nej, vi bør kun tage Hensyn til den ene, som virkelig har Kendskab til Ret og Uret, kort sagt til Sandheden. Du leder os altsaa ikke paa rigtig Vej ved at sige, at vi bør tage Hensyn til, hvad Mængden mener om det rette, det rigtige, det gode og det modsatte deraf. - Ja men, kunde man indvende, Mængden har dog Magt til at slaa os ihjel.
Kriton: Ja, det er da klart, Sokrates; det har du Ret i; det kunde man sige.
Sokrates: Ja men kæreste, hele den Tankegang, som vi netop har gennemgaaet, gælder den ikke lige saa fuldt nu, som den gjorde før? - Men der er en anden Tanke, jeg vil bede dig lægge Mærke til. Holder vi stadig fast ved vor tidligere Anskuelse, at det vigtigste ikke er at leve, men at leve paa rette Maade?
Kriton: Ja, det gør vi.
Sokrates: Er vi ogsaa stadig enige om, at »paa rette Maade« i denne Forbindelse betyder det samme som redeligt og ærligt?
Kriton: Ja.
Sokrates: Følgen deraf maa da blive, at det, vi skal undersøge, er, om det er redeligt eller ikke, at jeg forsøger at forlade Fængslet her uden Athenæernes Tilladelse; og viser det sig at være redeligt, maa vi prøve det; i modsat Fald skal vi lade være. Naar vi da ser paa alle de Betragtninger, du kom med, om at ofre Penge, om hvad Folk vil sige, og om Børnenes Opdragelse, da er jeg bange for; at det i Virkeligheden er Betragtninger, der passer for den store Hob, der letsindigt, uden Overlæg, slaar Folk ihjel, men fortryder det senere, saa de oven i Købet gærne vilde give dem Livet tilbage, om de kunde. Nej, vi bør - da vor Undersøgelse har ført til dette Resultat - udelukkende se paa det, som jeg lige sagde, nemlig om vi handler redeligt ved for gode Ord og Betaling at faa Folk til at føre os ud af Fængslet og oven i Købet selv hjælpe til dermed, eller om vi ikke i Virkeligheden handler uredeligt ved at gøre dette. Viser det sig saa, at det er uredeligt, er der da overhovedet andre Hensyn at tage? Er det ikke ligegyldigt, om vi skal lide Dødsstraf eller en hvilkensomhelst anden Straf, fordi vi roligt bliver her?
Kriton: Jo, jeg synes du har Ret, Sokrates. Tænk da over, hvad vi skal gøre!

Sokrates: Lad os overveje det sammen, min Ven. Og har du nogen Indvending at gøre, saa sig til. Jeg vil da rette mig efter dig. Men har du ingen, kære Ven, maa du dog lade være med stadig at komme med det samme: at jeg skal gaa ud af Fængslet her uden Athenæernes Tilladelse. Jeg sætter nemlig stor Pris paa, at du billiger min Handlemaade. Jeg vil nødig handle mod din Vilje. Men saa se da paa Udgangspunktet for hele vor Overvejelse, om du er tilfreds med det. Og forsøg at svare paa mine Spørgsmaal efter din bedste Overbevisning.
Kriton: Ja, det skal jeg.
Sokrates.: Mener vi, at man aldrig med Vilje bør gøre Uret, eller at det er tilladt under visse Omstændigheder, men ikke under andre? Eller er det under ingen Omstændigheder godt og rigtigt at gøre Uret, saadan som vi jo saa ofte i tidligere Tid er blevet enige om? For alt, hvad vi tidligere er blevet enige om, kan da ikke være kastet over Bord i Løbet af disse sidste Dage? Saa maatte vi jo virkelig, Kriton, saa gamle som vi er, have diskuteret alvorligt med hinanden i saa lang Tid uden at opdage, at vi i Virkeligheden talte fuldstændig som Børn! Nej, er Forholdet mon ikke snarere det samme nu, som da vi tidligere diskuterede det, hvad enten Folk i Almindelighed vil indrømme det eller ej? Altsaa: ligegyldigt om det skal gaa os værre, end det allerede gør, eller bedre, staar det dog fast, at det under alle Omstændigheder er ondt og skammeligt at gøre Uret. Er det vor Mening?
Kriton: Ja, det er det.
Sokrates: Man bør altsaa aldrig gøre Uret?
Kriton: Nej, naturligvis ikke.
Sokrates: Altsaa maa man heller ikke, saadan som Folk i Almindelighed tror; gengælde Uret med Uret, da man aldrig maa gøre nogen Uret.
Kriton: NeJ, det er klart.
Sokrates: Naa, Kriton, maa man da gøre ondt mod Mennesker eller ikke?
Kriton: Det maa man ikke.
Sokrates: Men nu at gengælde ondt med ondt, er det retfærdigt, som Folk i Almindelighed antager? Ja eller nej?
Kriton: Nej, det er ikke retfærdigt.
Sokrates: Nej, for der er vel ingen Forskel paa at gøre Mennesker Uret og at gøre ondt mod dem?
Kriton: Nej, det har du Ret i.

Sokrates: Altsaa bør man hverken gengælde noget Menneske Uret med Uret eller ondt med ondt, hvordan man end bliver behandlet. Men pas nu paa, Kriton, at du ikke ved alle disse Indrømmelser, som du saa villigt gør, gaar ind paa Ting, der strider mod din Overbevisning. Jeg er nemlig klar over, at det kun er nogle ganske faa, der har denne Opfattelse; og jeg tror heller aldrig, der bliver mange. De, der har den, og de, der ikke har den, faar slet intet ud af en indbyrdes Forhandling, men maa nødvendigvis se ned paa hinanden, naar de mærker, hvor forskelligt de ser paa alt. Pas altsaa ogsaa du godt paa, om du virkelig er enig med mig og synes som jeg, og om vi kan tage dette til Udgangspunkt for vor Overvejelse: at det aldrig er rigtigt at gøre Uret eller gengælde Uret eller sætte sig til Modværge, naar man lider ondt. Eller falder du fra og er ikke med i Udgangspunktet? Jeg har nemlig længe været af den Anskuelse og er det stadig væk. Men hvis du maaske paa et eller andet Punkt har en anden Opfatteise, saa sig til og lad mig høre. Holder du derimod fast ved det, vi har sagt, saa hør videre.
Kriton: Ja, jeg holder fast ved det og synes som du. Gaa blot videre.
Sokrates: Naa, saa gaar jeg da videre - eller rettere jeg spørger: Naar man er blevet enig med en om noget retfærdigt, skal man saa gøre det eller søge at slippe udenom?
Kriton: Man skal gøre det.
Sokrates: Lad det da være vort Synspunkt for det følgende. Hvis vi nu forlader Fængslet uden at have faaet Statens Billigelse, gør vi saa ondt mod nogen eller ikke? Og hvis vi gør det, er det saa mod dem, vi netop mindst burde gøre det mod? Og holder vi fast ved det, vi er blevet enige om som retfærdigt? Ja eller nej?
Kriton: Jeg kan ikke svare dig paa dit Spørgsmaal, Sokrates; for jeg forstaar det ikke.
Sokrates: Godt, saa se engang saadan paa det: Tænk dig engang, at vi lige stod i Begreb med at løbe vores Vej herfra ~ eller hvad vi skal kalde det -, og saa Lovene og Statsmagten traadte frem for os og spurgte: "Sig os, Sokrates, hvad er det, du har i Sinde at gøre? Har du anden Hensigt med den Gerning, du søger at øve, end at ødelægge os Love og hele Staten, saa Vidt det staar til dig? Eller tror du maaske at en Stat kan blive ved at "bestaa, naar de afsagte Domme ikke staar ved Magt, men ophæves og omstødes af Enkeltpersoner? Vil det saa ikke være ude med den ?" Hvad skulde vi svare paa det Spørgsmaal, Kriton, og andre af samme Slags? Hvor meget vilde man ikke - især hvis man var Taler - kunne anføre til Forsvar for denne Lov, som nu trues med Undergang, og som byder, at de Domme, der engang er fældet, skal staa ved Magt! Eller skulde vi svare: "Ja men Staten har gjort os Uret og dømt os uretfærdigt." Skal vi svare saadan? Eller hvad synes du?

Kriton: Ja, saadan skulde vi sandelig svare, Sokrates.
Sokrates: Sæt nu Lovene videre sagde: "Sokrates,er det nu ogsaa det, du og vi er blevet enige om? Eller enedes vi ikke tværtimod om at holde fast ved de Afgørelser, som Statsmagten træffer?" Hvis vi nu vilde udtale vor Forundring over disse Ord, vilde de vel svare: "Du skal ikke undre dig over vore Ord. Svar os hellere. Du plejer jo ogsaa selv at bruge Spørgsmaal og Svar i dine Samtaler. Naa, hvad, har du saa at udsætte paa os og paa Staten, siden du søger at ødelægge os? Maa du ikke først og fremmest takke. os for, at du er blevet til? Skyldes det ikke os, at din Fader blev gift med din Moder og satte dig i Verden? Sig os da, har du noget at indvende mod de Love, der handler om Ægteskabet? Mener du, det er daarlige Love?" "Nej", maatte jeg vel sige. »Naa, men saa de Love, der gælder Omsorgen for dig efter din Fødsel, og Lovene om Opdragelsen, som jo ogsaa du har nydt godt af? Var de ikke gode, de Love der paalagde din Fader at sørge for saavel din legemlige som din aandelige Uddannelse og Opdragelse? « »Jo, udmærkede«, maatte jeg da svare. »Godt! Efter at du saaledes er blevet født, opfostret og opdraget, kan du saa benægte, at du baade er vort Barn og vor Undersaat, du lige saa godt som dine Forfædre? Hvis dette er rigtigt, tror du saa, at du har samme Rettigheder som vi? Tror du, at du har Ret til at optræde ganske paa samme Maade overfor os, som vi overfor dig? Havde du maaske ogsaa den Ret overfor din Fader eller din Herre, hvis du har haft nogen? Havde I maaske samme Rettigheder, saaledes at du kunde gøre alt igen, hvad der blev gjort ved dig, f. Eks. svare igen, naar du blev skældt ud, slaa igen, naar du blev slaaet, eller lignende? Men overfor Lovene og Fædrelandet skulde du altsaa have Ret til det? Hvis vi altsaa" søger at tilintetgøre dig, fordi vi mener, det er retfærdigt, skulde du saa ogsaa have Lov til - efter bedste Evne - at tilintetgøre os Love og Fædrelandet? Vil du virkelig paastaa, at du handler retfærdigt ved at gøre dette, du som i Sandhed lægger Vægt paa at gøre det rette? Eller er du saa klog, at du ikke har opdaget, at Fædrelandet er langt mere dyrebart, mere helligt og ærværdigt end baade Moder og Fader og alle Aner tilsammen? At det ogsaa agtes højere baade af Guder og af de Mennesker, der har nogen Forstand? At man, i endnu højere Grad end overfor sin egen Fader, bør ære det og bøje sig for det og, hvis det vil tugte en, søge at formilde det? At man maa gøre eet af to: enten faa det til at indrømme, at det har Uret, eller gøre, hvad det byder, roligt finde sig i, hvad Staten ønsker man skal finde sig i, lade sig slaa, om det skal være, eller fængsle, eller lade sig føre i Krig for at blive saaret eller dræbt? Alt dette bør man gøre, fordi det er retfærdigt. Og man bør ikke vige eller trække sig tilbage eller forlade sin Post. Nej, saavel i Krig som for Domstolen, ja overalt bør man gøre, hvad Staten og Fædrelandet byder - eller ogsaa faa Staten til at indse sin Uret. Men at bruge Magt har man ikke Lov til, hverken overfor Moder eller Fader. Hvor meget mindre da overfor Fædrelandet?« - Hvad skal vi sige til det, Kriton? Har Lovene Ret eller ikke?

Kriton: Jeg tror, de har Ret.
Sokrates: »Naa, Sokrates«, vilde Lovene vel fortsætte, »se saa, om vi har Ret, naar vi paastaar, at det du nu forsøger at gøre, er uretfærdigt. Det er jo os, der har betinget din Fødsel, din Opfostring, din Opdragelse, og som har givet dig - lige saa vel som alle andre Borgere - Del i alle de Goder, vi kunde. Ikke desto mindre erklærer vi, at enhver Athenæer, der ønsker det, har fuld Ret til, naar han er blevet myndig og har gjort sig bekendt med Forholdene i Staten og med os Love, at tage sin Ejendom med sig og drage, hvorhen han vil, hvis han ikke synes om os. Og hvis nogen af jer ønsker at drage til en Koloni, fordi han er utilfreds med os Love og Staten, eller hvis han vil flytte et hvilketsomhelst andet Sted hen, findes der ikke nogen Lov, der hindrer det eller forbyder ham at tage sine Ejendele med sig og rejse, hvorhen han lyster. Men den af jer, der bliver her, med fuld Viden om, hvordan vor Retspleje og vor hele øvrige Forvaltning af Staten er, paastaar vi, har derved forpligtet sig til at gøre, hvad vi byder. Og hvis han saa er ulydig, mener vi, at han gør trefold Uret, fordi han baade er ulydig mod os, der har betinget hans Fødsel, og mod os, der har sørget for hans Opfostring, og endelig mod os, som han selv har lovet Lydighed. Alligevel lyder han os ikke, og overbeviser os heller ikke om Uret. Og det til Trods, for, at vi kun retter Henstillinger til ham og ikke brutalt befaler ham at rette sig efter os, idet vi frit giver ham Valget mellem to Muligheder: at overbevise os om Uret eller gøre det vi ønsker. Men han gør ingen af Delene.
Saadanne Beskyldninger er det vi mener ogsaa vil ramme dig, om du virkelig gør det, du har i Sinde, ja, de vil ramme dig ganske særligt, naar man sammenligner dig med de andre Athenæere.«
Vilde jeg nu spørge: »Hvorfor dog det?« kunde Lovene maaske nok have Grund til at tage mig i Skole og minde mig om, at jeg netop i ganske særlig Grad har paataget mig denne Forpligtelse. De kunde nemlig svare mig: »Sokrates, vi har slaa'ende Beviser paa, at du synes om os og om Staten. Hvis du nemlig ikke havde været ganske særlig tilfreds med os,vilde du ikke have opholdt dig mere her hjemme i Byen end ,alle andre Athenæere. Aldrig er du rejst bort for at deltage i en Fest - undtagen een Gang til Isthmen - eller for at tage andre Steder hen. Bortset fra Felttogene har du aldrig nogensinde foretaget nogen Rejse, saadan som andre Mennesker gør. Du har heller aldrig vist Lyst til at lære andre Byer og andre Love at kende, men vi og vor Stat var dig nok. Saa afgjort foretrak du os, og derved forpligtede du dig til at leve som lovlydig Borger. Og ganske særligt har du vist din Tilfredshed med Staten derved, at du har sat Børn i Verden her. Endvidere havde det jo under selve Retssagen staaet dig frit for at foreslaa Landflygtighed som Straf, hvis du havde villet, og du kunde have faaet Statens Tilladelse til at gøre det, som du nu vil gøre paa Trods af Staten. Men dengang var du stor paa det; du tog dig ikke nær, om du skulde dø, sagde du, nej, du foretrak Døden fremfor at gaa i Landflygtighed. Nu derimod skammer du dig ikke over, hvad du dengang sagde, og bryder dig ikke det mindste om os Love, men staar i Begreb med at ødelægge os. Du bærer dig ad ganske som den usleste Slave, idet du prøver at løbe din Vej paa Trods af alle Aftaler og Overenskomster, som du har lovet os at leve efter. Men svar os nu først paa dette, om vi har Ret i at paastaa, at du - ikke i Ord, men i Handling - har forpligtet dig til at leve efter vore Forskrifter. Har vi Ret eller ikke?« Hvad skal vi sige til det, Kriton? Maa vi ikke indrømme, de har Ret?

Kriton: Jo, det er vi nødt til, Sokrates.
Sokrates: »Maa du saa ikke ogsaa indrømme«, vilde Lovene vel fortsætte, »at det netop er disse Aftaler og Overenskomster, du nu bryder? Og endda er du jo ikke blevet tvunget til at slutte dem eller er ført bag Lyset af os, ej heller har du haft for kort Tid til at træffe en Afgørelse. Nej, du har haft 70 Aar til at bestemme dig. I al den Tid stod det dig frit for at forlade Byen, hvis du ikke syntes om os eller fandt Aftalerne uretfærdige. Men du foretrak hverken Sparta eller Kreta, hvis gode Love du ellers ved enhver Lejlighed plejer at fremhæve, ej heller nogen anden græsk eller fremmed By. Tværtimod har du holdt dig her hjemme i Athen mere end halte, blinde og Krøblinge. I den Grad har du - mere end alle andre Athenæere - været tilfreds med vor Stat - og naturligvis ogsaa med os Love. For hvem kan være tilfreds med en Stat uden tillige at anerkende dens Love? Vil du saa ikke nu holde fast ved vore Aftaler? Jo, Sokrates, det vil du, hvis du da følger vort Raad. Og saa vil du ikke gøre dig selv til Spot ved at forlade Byen.
Tænk dig engang lidt om. Hvis du bryder disse Aftaler og derved forser dig, hvad godt vil du da opnaa for dig selv eller dine Venner? At nemlig ogsaa dine Venner kan risikere at blive jaget i Landflygtighed og miste deres borgerlige Rettigheder eller i alt Fald deres Formue, det kan enhver da forstaa. Men nu først, hvad dig selv angaar: hvis du drager til en af Nabobyerne, Theben eller Megara - begge har nemlig gode Love -, vil du komme som en Fjende af disse Staters Forfatning, Sokrates. Alle, som der nærer Interesse for deres By, vil se skævt til dig og anse dig for en Mand, der fordærver Lovene. Du vil saaledes bestyrke Dommerne i den Opfattelse, at de har dømt rigtigt. For naar en fordærver Lovene, er det vel højst sandsynligt, at han ogsaa kan fordærve unge, ubefæstede Sjæle. Vil du maaske gaa udenom de Byer, der har gode Love, og de Mennesker, der lever et ordentligt Liv? Og vil Livet paa den Maade være værd at leve for dig? Eller vil du maaske netop nærme dig disse Byer og være fræk nok til der at føre Samtaler om - ja, hvad vil du i Grunden tale om, Sokrates? Vil du mon sige det samme som her, at det gode og det retfærdige, Lov og Orden, har større Værdi for Menneskene end alt andet? Og tror du ikke, at den Rolle, Sokrates saa kommer til at spille, vil se nok saa tarvelig ud? Hvor kan man tro andet? - Men maaske vil du forlade disse Steder for at rejse til Kritons Venner i Thessalien? Der er der jo fuldkommen Uorden og ganske umoralske Tilstande, saa der vil man nok gerne høre dig fortælle om, hvor komisk det var, da du løb din Vej fra Fængslet i en eller anden Forklædning, en Pels eller noget andet af den Slags, som Slaver, der rømmer, plejer at bruge, fuldstændig maskeret. Men at du, saa gammmel en Mand, der - efter alt at dømme - kun har kort Tid tilbage at leve i, har kunnet faa dig selv til at hænge saaledes ved Livet, at du har overtraadt de højeste Love, tror du ikke, der er nogen der vil antyde noget i den Retning? Maaske ikke, hvis du lader dem være i Fred. Men ellers kan du tro, du vil faa meget at høre, som du maa skamme dig over, Sokrates. Og du vil altsaa komme til at leve i stadigt Kryberi for alle Mennesker og være afhængig af dem i alt. Og hvad skal du tage dig til? Maaske svire og feste, som om du var rejst til Thessalien for at komme med til et Gilde? Men hvad bliver der saa af alle dine kønne Ord om Retfærdigheden og om alt det gode iøvrigt? - Men du vil maaske leve for dine Børns Skyld, for at forsørge dem og opdrage dem? Hvad mener du egentlig med det? Vil du tage dem med dig til Thessalien for at opfostre og opdrage dem der og saaledes berøve dem Muligheden for at blive Borgere her i Athen, for at de ogsaa kan have det at takke dig for? Eller var det ikke Meningen? De skal maaske blive her? Og tror du saa, at bare du er i Live, vil de blive bedre opfostret og opdraget, selvom du ikke kan tage dig af dem? Ja, for dine Venner vil nok tage sig af dem. Ja men tror du da, at dine Venner nok vil tage sig af dem, hvis du rejser til Thessalien, men ikke, hvis du gaar til Hades? Det er dog ikke sandsynligt, hvis der blot er en lille Smule ved dem, der kalder sig dine Venner.

Nej, Sokrates, adlyd du os, som har gjort dig til det, du er. Og sæt hverken dine Børn eller Livet eller noget som helst andet højere end Redelighed. Saa vil du, naar du kommer ned til Hades, kunne anføre alt dette til dit Forsvar overfor dem, der styrer dernede. Hvis du nemlig gør det, du nu tænker paa, vil du ikke her i Livet være bedre eller mere retfærdig eller mere from, og ejheller vil det gaa nogen af dine kære saaledes, og lige saa lidt vil det være til Gavn for dig, naar du er kommet derned. Hvis du nu gaar bort fra Livet her, vil du gaa bort, forurettet, ikke af os Love, men af Mennesker. Forlader du derimod Fængslet, gengælder Uret med Uret og ondt med ondt paa saa skammelig en Maade, bryder alle dine Aftaler og Overenskomster med os og handler ondt imod dem, du sidst af alle burde handle ondt imod, nemlig dig selv, dine Venner, Fædrelandet og os, da vil for det første vi forfølge dig, saa længe du lever; men dernæst vil ogsaa vore Brødre, Lovene i Hades; give dig en alt andet end venlig Modtagelse. De vil nemlig være ganske klare over, at du har søgt at ødelægge os, saa vidt det stod til dig.
Lad derfor ikke Kriton faa dig til at gøre det, som han ønsker, men adlyd hellere os.«
Alt dette, min kære Kriton, synes jeg hele Tiden jeg hører, maa du vide. Jeg har det ligesom de frygiske Kybelepræster, der synes, de stadig hører Fløjtespil. Saaledes summer Lyden af disse Ord for mine Ører og hindrer mig i at høre nogetsomhelst andet: Derfor tror jeg egentlig, at enhver, der vil prøve at tale derimod, vil tale for døve øren. Men tror du alligevel, du kan udrette noget, saa tal.
Kriton: Nej, Sokrates, jeg har intet at sige.
Sokrates: Lad det da være, Kriton! Og lad os gaa den Vej, som Gud viser os.

FAIDON

(Slutningen)

Da Sokrates var færdig med sin Fremstilling, sagde Kriton: Vent lidt, Sokrates! Er der ikke noget, du vil paalægge enten de andre eller mig, enten om dine Børn eller om andre Ting, og som vi kan være dig til Tjeneste med at udføre?
Sokrates: Intet andet, kære Kriton, end hvad jeg altid har sagt: hvis I drager Omsorg for jeres egne Sjæle, saa vil I gøre godt mig og mine og ogsaa mod jer selv, hvad I saa end gør, selvom I ikke nu giver mig noget Løfte. Men hvis I forsømmer jer selv og er utilbøjelige til at følge i det Spor, som er vist jer, baade i det, jeg i Dag har fremstillet for jer, og i det, som jeg tidligere har sagt, saa vil I, selvom I giver nok saa store Løfter i dette Øjeblik, ikke naa videre, end hvis I ikke gør det.
Kriton: Ja, dette skal vi af al Magt bestræbe os for at gøre. Men hvorledes skal vi begrave dig?
Sokrates: Ganske som I vil, hvis I ellers kan faa fat paa mig, og jeg ikke slipper jer ud af Hænderne. -
Derpaa smilte han stille og sagde henvendt til os andre:
Jeg kan, kære Venner, ikke faa Kriton til at tro, at jeg virkelig er den Sokrates, som nu taler med jer i god og fornuftig Sammenhæng; han tror derimod, at jeg er den, han om et Øjeblik skal se som Lig, og derfor spørger han, hvorledes han skal begrave mig. Den udførlige Forklaring, jeg har givet om, at naar jeg har drukket Giften, saa er jeg ikke længere hos jer, men iler bort til de saliges Lykke - den lader til at være forgæves og kun at have til Formaal at trøste baade jer og mig selv. I maa altsaa stille Sikkerhed for mig hos Kriton, men af den modsatte Art af den Sikkerhed, han vilde stille overfor Dommerne'; thi han stillede Sikkerhed for, at jeg vilde blive her, men I maa stille Sikkerhed for, at jeg ikke bliver her, naar jeg er død, men at jeg iler bort; derved vil Kriton lettere kunne bære det og ikke, naar han ser mit Legeme blive brændt eller begravet, være bekymret for mig, som om der tilstødte mig noget skrækkeligt, og ikke ved Begravelsen tro, at det er Sokrates, som ligger paa Baaren, eller som bliver baaret ud eller begravet. Thi det maa du vide, kæreste Kriton: at sige noget falsk er ikke blot i sig selv urigtigt, men det bringer ogsaa noget ondt og slet ind i Sjælene. Du bør da trøstigt sige til dig selv, at det er mit Legeme, som du begraver, og begrave det saaledes, som du gerne vil gøre det, og som du mener det stemmer bedst med Skik og Brug. -
Efter disse Ord rejste Sokrates sig op og gik ind i Rummet ved Siden af for at tage Bad; Kriton fulgte ham, men os andre bad han blive, hvor vi var. Vi blev da siddende og talte sammen om alt det, der var blevet sagt, og tænkte over det paany. Men saa vendte vi atter tilbage til at tale om, hvilken frygtelig Ulykke der havde ramt os; det stod for os ganske, som vi var berøvet vor Fader og nu skulde leve Resten af Livet uden faderlig Omsorg og Vejledning.

Da Sokrates var færdig med at bade, blev hans Børn ført ind til ham - han havde to Smaadrenge og en voksen Søn - og ogsaa hans kvindelige Paarørende kom; med dem talte han i Kritons Nærværelse og gav dem Besked om sine sidste Ønsker; derefter lod han Kvinderne og Børnene gaa og kom saa selv hen til os. Det var da nær ved Solnedgang; han havde nemlig opholdt sig temmelig længe inde i Baderummet. Han satte sig nu hen hos os og talte endnu lidt med os.
Da kom Slutteren ind og gik hen til Sokrates og sagde til ham: Med dig, kære Sokrates, vil jeg ikke komme til at opleve det, som jeg oplever med mange andre; de skælder mig nemlig ud og forbander mig, naar jeg meddeler dem, at de skal drikke Giften, fordi Øvrigheden befaler det. Dig har jeg jo ogsaa ellers i denne Tid lært at kende som den ædleste, mest stilfærdige og bedste Mand blandt alle dem, der nogensinde er kommet til dette Sted, og jeg føler mig derfor overbevist om, at du heller ikke nu vil være vred paa mig, men paa de Folk, som du jo godt ved er de skyldige. Nu er altsaa Tiden inde; du ved, hvorfor jeg er kommet; maatte du med Styrke søge saa roligt som muligt at gaa det uafvendelige imøde! - Ved disse Ord brast han i Graad, vendte sig bort og gik.
Sokrates saa efter ham og sagde: Ja, maatte ogsaa du være stærk! Jeg skal gøre, som du siger!- og han vendte sig til os og tilføjede: Hvor er det en fint tænkende Mand! Hele Tiden, medens jeg har været her, er han kommet ind til mig og har ofte talt med mig og vist sig som et sjældent godt Menneske; og se nu i dette Øjeblik hans ædle Hjærte, at han græder over mig. Men, kære Kriton, vi vil følge hans Vink, og sørg for, at Giften bliver bragt ind, hvis den er tilberedt; hvis ikke, saa lad ham gøre den færdig.
Kriton: Ja men, kære Sokrates, jeg tror, at Solen endnu skinner paa Bjergene og ikke er gaaet helt ned. Jeg ved ogsaa, at der er andre, der først har drukket Giften længe efter, at der var givet dem Besked, og først har spist og drukket godt, og at nogle ogsaa har nydt Elskovens Glæder med dem, som deres Hu stod til. Du behøver ikke at have Hast; endnu er der en Frist.

Sokrates: Ja, det er jo rimeligt, Kriton, at de Folk, du taler om, bærer sig saaledes ad, fordi de tror at vinde noget derved. Jeg derimod bærer mig ganske naturligt ikke saaledes ad, da jeg ikke tror at vinde noget ved at drikke Giften lidt senere, men blot at gøre mig latterlig i mine egne øjne ved at hænge saa begærligt ved Livet og søge at spare, naar Karret er tomt. Nej, gør nu, som jeg siger. -
Ved disse Ord gav Kriton en af sine Slaver, som stod ved Siden af, et Vink. Slaven gik nu ud, og en rum Tid efter kom han tilbage med Manden, som skulde give Sokrates Giften, og han bragte den færdig tilberedt i et Bæger.
Da Sokrates saa Manden, sagde han: Naa, min gode Mand! Du forstaar dig jo paa den Ting; hvorledes skal jeg nu bære mig ad?
- Du skal ikke gøre andet end først drikke Giften og derefter gaa omkring, indtil du føler dig tung i Benene, og saa skal du lægge dig ned; saa kommer Virkningen af sig selv. -
Dermed rakte han Sokrates Bægeret.
Og Sokrates tog det, og næsten muntert - kære Echekrates - uden at ryste, uden at skifte Farve eller fortrække en Mine, men ganske som han plejede, saa han indtrængende paa Manden og sagde:
Vil du sige mig, maa man bringe et Offer af denne Drik? Er det tilladt eller ikke?
- Kære Sokrates, vi tilbereder kun saa meget, som vi mener det er nødvendigt at drikke.
Sokrates: Jeg forstaar! Men en Bøn til Guderne har man vel Lov at opsende, og det bør man dog gøre, om at Rejsen herfra over til den anden Side maa gaa lykkeligt og vel. Derom beder jeg da ogsaa nu! Maatte det ske! -
Med disse Ord satte han Bægeret til Munden og tømte det hurtigt og roligt. Indtil da havde de fleste af os saa nogenlunde formaaet at holde vore Taarer tilbage, men da vi saa ham drikke og saa, at han havde tømt Bægeret, saa var det forbi, og hvor meget jeg end søgte at beherske mig, saa brød nu ogsaa mine Taarer ud og flød i Strømme, saa at jeg hyllede Ansigtet til og græd, over mig selv, ikke over ham, men over min egen Skæbne, at jeg skulde miste en saadan Ven.

Kriton havde allerede forinden rejst sig op og var gaaet til Side, da han ikke formaaede at holde sine Taarer tilbage.
Men Apollodoros, der allerede længe havde grædt uophørligt, brød nu ud i højlydt Jamren Og var ganske ude af sig selv, saaledes at han rev os allesammen med, undtagen Sokrates selv, som sagde:
Hvorledes er det dog I bærer jer ad, I Taaber! Det er dog netop derfor, jeg har sendt Kvinderne bort, for at de ikke skulde lave saadanne Optrin. Jeg har jo altid hørt, at man bør dø i Stilhed. Forhold jer da roligt og taalmodigt. -
Ved disse Ord blev vi skamfulde og søgte at holde Taarerne tilbage. Men han vandrede op og ned ad Gulvet, og da han, som han selv sagde, følte sig tung i Benene, lagde han sig ned paa Ryggen; det havde Manden raadet ham til. Og saa tog han, der havde givet ham Giften, fat i ham og følte paa ham, og noget efter saa han nøje paa hans Fødder og hans Ben; han klemte saa kraftigt om hans ene Fod og spurgte, om han kunde mærke det, men Sokrates sagde nej. Derefter tog han atter om Skinnebenene og idet han saaledes lod Haanden gaa videre op, viste han os, at Sokrates blev kold og stiv. Han følte endnu en Gang paa ham og sagde, at naar det naaede Hjertet, vilde det være forbi. Allerede var han bleven næsten helt kold over Underlivet, da slog han Klædet, som han havde lagt over sit Ansigt, til Side og sagde - og det var hans sidste Ord -: Kriton, vi skylder Asklepios en Hane! Den maa I ofre! Forsøm det ikke!
Kriton: Det skal blive gjort! Men er der ikke ellers noget, du vil sige?
Paa dette Spørgsmaal svarede Sokrates intet, men snart gik der nogle Trækninger gennem hans Legeme.
Manden tog Klædet af ham, og da var hans øjne brustne. Da Kriton saa det, trykkede han hans Mund og øjne til.


Saaledes, kære Echekrates, døde vor Ven! Han var en Mand, om hvem vi vel tør sige, at han var den bedste af alle samtidige, som vi har kendt, ja vel overhovedet blandt alle Mennesker den redeligste og den, der besad den dybeste Indsigt.