LILITHMYTEN




      Det siges, at Gud Skabte Manden og Kvinden i sit eget billede på den sjette dag og gav dem ansvar for verden, men at Eva ikke eksisterede endnu. Nu havde Gud sat Adam til at navngive alle dyr, fugle og andre levende væsener. Da de passerede forbi ham som par, han og hun, blev Adam, der allerede var som en 20-årig mand, jaloux på deres kærlighed, og skønt han prøvede at parre sig med alle hunnerne efter tur, fik han ingen tilfredsstillelse af denne handling. Derfor råbte han: "Alle undtagen mig har en mage!" og bad til Gud om at få rettet denne uretfærdighed.(1)


      Derefter skabte Gud Lilith, den første kvinde, som han havde skabt Adam, bortset fra, at han brugte snavs og aflejringer i stedet for støv. Fra Adams forening med denne hun-dæmon og en anden som hende ved navn Naamah, søster til Tubal Kain, opstod Asmodeus og talløse dæmoner, som stadig plager menneskeheden. Mange generationer senere kom Lilith og Naamah til Salomons domstol, forklædt som Jerusalems skøger.(2)


      Adam og Lilith fandt aldrig fred sammen, for når han ønskede at ligge med hende, blev hun stødt over den liggende stilling, han forlangte. "Hvorfor skal jeg ligge under dig?" spurgte hun, "Jeg blev skabt af støv ligesom dig og er derfor din lige." Fordi Adam prøvede at tvinge hende til at adlyde, blev Lilth rasende, udtalte Guds magiske navn, rejste sig og forlod ham.


      Adam klagede til gud: "Jeg er blevet svigtet af min hjælper­ske." Gud sendte straks sine engle Sanoy, Sansenoy og Semange­lof for at hente Lilith tilbage. De fandt hende ved det Røde Hav, et område med en overflod af liderlige dæmoner, til hvem hun fødte "lilim" i et antal af over hundrede om dagen. "Vend straks tilbage til Adam," sagde englene, "eller vi drukner dig!" Lilith spurgte: "Hvordan skal jeg kunne vende tilbage til Adam og leve som en ærlig hustru efter mit ophold ved det Røde Hav?" "Det betyder døden at nægte!" svarede de. "Hvordan kan jeg dø," spurgte Lilith igen, "når Gud har beordret mig til at tage vare på alle nyfødte børn; drenge til den ottende levedag, omskæringsdagen, og piger til deres tyvende dag. Ikke desto mindre, hvis jeg ser jeres tre navne eller eller bil­leder på en amulet over et nyfødt barn, lover jeg at skåne det." Dette indvilligede de i, men Gud straffede Lilith ved at lade hundrede af hendes dæmonbørn omkomme hver dag (3) og når hun ikke kunne udslette et menneskebarn på grund af engelenes amulet, vendte hun sig hadefuldt mod sine egne.(4)


      Det siges, at Lilith herskede som dronning i Zmargad, og igen i Saba; og at hun var dæmonen, der udslettede Jobs sønner.(5) Dog undgik hun den dødsdom, som Adam blev offer for, da de havde skiltes længe før Syndefaldet. Lilith og Naamah kvæler ikke kun nyfødte; de forfører også drømmende mænd, og en sådan, der sover alene, kan blive deres offer.(6)


      Noter :
      (1): Uoverensstemmelser mellem skabelsesmyterne i Skabelsen (Genesis) I og II, som giver plads til antagelsen af Lilith som Adams første mage, skyldes en skødesløs sammenblanding af en tidlig judæisk og en senere præstelig tradition. Den gamle version indeholder historien om ribbenet. Lilith er typisk for de Anath-tilbedende kvinder fra Kanaan, som var tilladt køde­lig omgang før ægteskab. Gang på gang fordømte profeterne Israels kvinder for at følge den kanaaanske skik; til at begynde med tilsyneladende med præsternes billigelse - efter­som deres vane med at tilegne Gud betalingen for disse ak­tiviteter er udtrykkeligt forbudt i Femte Mosebog XXIII:18. Liliths flugt til Det Røde Hav peger på den gamle hebræiske anskuelse, at vand tiltrækker dæmoner. "Pinte og oprørske dæmoner" fandt også asyl i Ægypten. Derfor flygtede Asmodæus, som havde kvalt Sarah's seks første mænd, "til de alleryderste egne af Ægypten" (Tobias VIII:3), da Tobias brænd­te hjerte og lever fra en fisk på deres bryllupsnat.
      (2): Liliths aftale med englene har sit rituelle modstykke i en apotropisk (beskyttelse mod ondskab) ceremoni, som var meget udbredt i mange jødiske samfund. For at beskytte den nyfødte mod Lilith - og især et drengebarn, indtil han kunne blive beskyttet permanent ved omskæring - blev en ring af natron eller trækul tegnet på væggen i barneværelset og indeni ringen blev ordene "Adam og Eva. Bort, Lilith!" skrevet. Ligeledes blev navnene Senoy, Sansenoy og Semangelof (betyd­ning ukendt) indridset i døren. Skulle Lilith alligevel lykkes at komme tæt på drengen og kærtegne ham, ville han le i søvne. For at afværge fare skulle man slå det sovende barns læber let med en finger, hvorefter Lilith ville forsvinde.
      (3): "Lilith" er oftest afledt af det babylonsk-assyriske ord 'lilitu', 'kvindelig dæmon eller vindånd' -en af et trekløver omtalt i babyloniske formularer. Men hun optræder tidligere som 'Lillake' på en sumerisk tavle fra 2000 f.kr., stammende fra Ur og omhandlende sagnet om Gilgamesh og Piletræet. Der er hun en hundæmon som opholder sig i stammen på et piletræ, som passes af gudinden Inanna (Anath) ved bredden af Eufrates. Udbredt hebræisk etymologi synes at have udledt 'Lilith' fra 'layil'(nat) og derfor optræder hun ofte som et behåret natte­uhyre; også i arabisk folklore. Salomon mistænkte dronningen af Saba for at være Lilith på grund af hendes behårede ben. Hans dom over de to skøger er beskrevet i 1 Kings III:16. Ifølge Esajas XXXIV:14-15 hviler Lilith i de forladte ruiner i Edomitørkenen, hvor satyrer, urokser, pelikaner, ugler, sjaka­ler, strudse, pilslanger og glenter.
      (4): Liliths børn kaldes 'lilim'. I Targum Yerushalmi læses præsternes velsignelse af Numbers VI:26 således: "Herren velsigne Eder i alle Eders gerninger og beskytte Eder mod Lilim." Hieronymous fra 4.årh. sammmenligner Lilith med Lamia, en libyisk dronning, svigtet af Zeus og frarøvet sine børn af Hera. Hun hævnede sig ved at frarøve andre kvinder deres børn.
      (5): Lamiae, som forførte sovende mænd, sugede deres blød og åd deres kød, kaldtes også 'Empusae'(betvingere) eller 'Mor­molyceia'(skræmmende ulve) og blev beskrevet som 'Hekates børn'. Et hellensk relief viser en nøgen Lamia overskrævs på en sovende rejsende, der ligger på ryggen. Det er karakteris­tisk for civilisationer, hvor kvinder betragtes som løsøre, at skal indtage den underliggende stilling under samleje; den som Lilith nægtede. De græske hekse, som tilbad Hekate, foretrak den overlegne stilling, ved vi fra Apuleius, og den forekommer i tidlige sumeriske fremstillinger af kønsakten, men ikke i den hittitiske. Malinowski skriver at de melanesiske piger gjorde nar af, hvad de kaldte 'missionærstillingen' som for­langte, at de skulle ligge passive og føjelige.
      (6): 'Naamah'(behagelig) menes at betyde 'hundæmonen sang behagelige sange til afguderne'.'Zmargad' menes at henvise til halvædelstenen smaragd, en akvamarin, og derfor være hendes undersøiske opholdssted. En dæmon ved navn Smaragos optræder i Homers Epigrammer.

      Oversættelse af tekst fra The Gnosis Archive, som citerer "Hebrew Myths" af Jørn Surlan.