Kamasutra

Kama Sutra

INDHOLD

Indførelse i DHARMA, ARTHA OG KAMA .........side 1

1. del

KAPITEL I, ...............................................side 2

om at opnå Dharma, Artha og Kama

KAPITEL II,...............................................side 3

fortæller om den kunst og videnskab, som bør studeres

KAPITEL III,..............................................side 4

Den velstående borgers liv

KAPITEL IV,..............................................side 5

Der handler om den slags kvinder, en mand bør søge, og om venner og budbringere

2. del

KAPITEL I,................................................side 6

der handler om samleje

KAPITEL II,...............................................side 7

der fortæller om omfavnelsen

KAPITEL III,..............................................side 8

der handler om at kysse

KAPITEL IV,..............................................side 9

som handler om at trykke eller sætte mærker eller kradse med neglene

KAPITEL V,...............................................side 10

som handler om elskovsbid, og hvordan man skal forholde sig over for kvinder fra forskellige lande

KAPITEL VI,..............................................side 11

der beskriver de forskellige former for liggende og andre slags samleje

KAPITEL VII,.............................................side 12

som fortæller om de forskellige former for slagudveksling og om de lyde, der passer hertil

KAPITEL VIII,............................................side 13

handler om kvinder, der spiller mandens rolle;

KAPITEL IX,..............................................side 14

som handler om Auparishtaka eller mund-erotik og om mandens funktioner

KAPITEL X,...............................................side 15

der fortæller om, hvordan man begynder og slutter et samleje, og beskriver forskellige former for samleje og elskovsstridigheder

3. del

KAPITEL I,................................................side 16

der funderer over trolovelse og giftermål

KAPITEL II,...............................................side 17

der viser, hvordan man indgyder den unge pige tillid

KAPITEL III,..............................................side 18

der omhandler kurmageriet og ens tilkendegivelse af følelser ved tegn og gerninger

KAPITEL IV,..............................................side 19

der handler om de ting, som kun bør gøres af manden, og om erobringen af pigen ved disse ting; men fortæller også om, hvad en ung pige skal gøre for at erobre en mand

KAPITEL V,...............................................side 20

der fortæller om visse former for ægteskab.

4. del

KAPITEL I,................................................side 21

der beskriver den dydige kvindes opførsel, og hvordan hun bør være i sin mands fraværelse

KAPITEL II,...............................................side 22

beretter om den ældste hustrus optræden over for sin mands andre koner og om en yngre hustrus over for de ældre. Også om en på ny gift jomfruenkes opførsel; om en hustru, som ikke er vellidt af sin mand; om kvinderne i kongens harem; og endelig om manden, der har mere end en hustru

5. del

KAPITEL I,.................................................side 23

beskæftiger sig med mænds og kvinders særegenheder, og grunden til at kvinder ikke reagerer på henvendelser fra mænd. Også om mænd, som har succes hos kvinder, og om kvinder, der let lader sig erobre

KAPITEL II,................................................side 24

der fortæller om, hvordan man indleder bekendtskab med en kvinde, og om, hvad man skal gøre for at erobre hende

KAPITEL III,...............................................side 25

som beskæftiger sig med kvindesindets labyrint

KAPITEL IV,...............................................side 26

der fortæller om formidlerens virksomhed

KAPITEL V,................................................side 27

der beskriver højtstående personers elskov til andre mænds hustruer

KAPITEL VI,...............................................side 28

fortæller om kvinderne i det kongelige harem, og om hvordan man skal passe på sin egen hustru

6. del

KAPITEL I,.................................................side 29

der fortæller om årsagerne til, at en hetære søger sin tilflugt hos mænd, om måden, hvorpå hun knytter den mand, hun begærer, til sig og om hvilken slags mænd, det er ønskværdigt at lære at kende

KAPITEL II,................................................side 30

fortæller om hetæren, der lever som en hustru

KAPITEL III,...............................................side 31

handler om, hvordan man skaffer sig penge, om de første tegn på, at en elsker er ved at blive træt af en, og om, hvordan man skal blive af med ham

KAPITEL IV,................................................side 32

som fortæller om genforening med en tidligere elsker

KAPITEL V,.................................................side 33

der beskriver forskellige former for økonomisk gevinst

KAPITEL VI,................................................side 34

beretter om økonomisk gevinst og tab og hvad der er følgen af gevinst, tab og tvivl; fortæller desuden om de forskellige slags hetærer

7. del

KAPITEL I,..................................................side 35

der fortæller om at smykke sig, vinde andres kærlighed og om særlige kærlighedsmiksturer

KAPITEL II,.................................................side 36

der handler om, hvordan man skal vække de kødelige lyster, om hvordan man skal gøre lingam større og endelig om forskellige eksperimenter og miksturer

side 1

indførelse i

DHARMA, ARTHA OG KAMA

I begyndelsen skabte Prajapati mænd og kvinder og fastlagde i form af et hundrede tusind kapitler, hvordan deres tilværelse skulle være med hensyn til Dharma. Artha og Kama(1). Nogle af disse påbud, nemlig dem, der angik Dharma, blev specielt nedskrevet af Manu Swayambhuva; de, som vedrørte Artha, blev samlet af Brihaspati; og endelig blev de, som drejede sig om Kama, udformet af Nandi, Mahadeva's efterfølger, i et tusind kapitler.
Senere blev Kama Sutra (kærlighedsaforismer),som altså var nedskrevet af Nandi i tusind kapitler, genskabt af Shvetaketu, Uddalaka's søn, i en forkortet skikkelse på fem hundrede kapitler, og dette værk fremkom derefter atter i en fornyet forkortet skikkelse på et hundrede og halvtreds kapitler ved Babhravya, der boede i landsdelen Panchala (syd for Delhi). Disse et hundrede og halvtreds kapitler blev endelig inddelt i syv dele, der hver for sig havde disse navne:

Sadharana (almindelige emner)

Samprayogika (om samlejets teknik)

Kanya Sanprayuktaka (om samleje med en ung pige)

Bharyadhikarika (om ens egen kone)

Paradarika (om andres koner)

Vaisika (om hetærer)

Aupanishadika (om forførelseskunsten,kærlighedseliksirer,etc.).

Sjette del af dette sidste værk blev specielt udformet af Dattaka efter opfordring af Pataliputra's (Patna) hetærer og på samme måde forestod Charayana udformningen af første del. De øvrige dele, anden, tredie, fjerde, femte og syvende del, blev udformet af henholdsvis:

Suvarnanabha (2. del)

Ghotakamukha (3. del)

Gonardiya (4. del)

Gonikaputra (5. del)

Kuchumara (7. del)

Da dette store værk således var skrevet af forskellige forfattere, var det faktisk umuligt at få fat i, og da de dele, som var udformet af Dattaka og de andre, kun behandlede specielle sider af det emne, som hver del drejede sig om, og da desuden Babhravya's originale værk var svært tilgængeligt på grund af sit omfang, udformede Vatsyayana dette værk til et lille bind som en ekstrakt af de oven for nævnte forfatteres samlede arbejder.

(1) Dharma, opnåelse af fromhed; Artha, opnåelse af rigdom; Kama, kundskaber i kærlighed og seksuelle nydelser. Disse tre ord er bevaret som tekniske udtryk i deres oprindelige betydning. De kunne også betegnes som dyd, velstand og nydelse, de tre ting, som til stadighed nævnes i Manu's love.

side 2

1. DEL

KAPITEL I

Om at opnå Dharma, Artha og Kama.

Mennesket, hvis livslængde et et hundrede år, bør på forskellige tidspunkter i dette spand af tid dyrke Dharma, Artha og Kama, men således, at det er i harmoni og ikke på nogen måde kommer i konflikt med andre. Man bør skaffe sig kundskaber i barndommen; i ungdommens og den modne alders periode bør man tage, sig af Artha og Kama, og i sin alderdom bør man fordybe sig i Dharma. Eller man kan på grund af livets uransagelighed dyrke dem på sådanne tidspunkter, hvor det er påbudt, at de udøves.Men en ting bør man huske: man bør leve en from studerendes liv, indtil man har fuldendt sin uddannelse.
Dharma er lydighed mod De Hellige Skrifters påbud om at udføre bestemte ting, som for eksempel foretage ofringer, hvilket ikke er almindeligt, fordi det ikke er verdsligt og ikke har nogen synlig virkning; og man bør ikke gøre andre ting, som for eksempel at spise kød, hvilket ofte gøres, fordi det er verdsligt, og har synlige virkninger.
Dharma bør læres fra Shruti (den hellige overlevering: ( Veda'erne) og af dem, som er velbevandret i den.
Artha er erhvervelsen af kunstværker, jord, guld, kvæg, ejendomme, vogne og venner. Ydermere er det bevarelsen af det, man har erhvervet, og forøgelsen af det, som bevares.
Artha bør læres af kongens embedsmænd og af købmænd,som er kloge på handelsverdenens mysterier.
Kama er nydelsen af sådanne ting, som opfattes af de fem sanser: hørelsen, følelsen, synet, smagen og lugtesansen i forbindele med hjernens og sjælens funktioner. Indholdet heraf er en mærkelig kontakt mellem sanseorganet og genstanden for interessen, og den nydelsesfølelse,som opstår af den kontakt, der kaldes Kama.
Kama bør læres fra Kama Sutra (aforismer over elskoven).
Når alle tre, det vil, sige Dharma, Artha og Kama, optræder sammen, er den førstnævnte bedre end den, der følgerefter, hvilket, vIl sige, at Dharma er bedre end Artha, og Artha bedre end Kama. Men Artha bør først og fremmest dyrkes af kongen, thi menneskenes liv og tilværelse finder kun sit udspring heri. Og ligeledes er Kama hetærernes beskæftigelse, hvorfor de bør foretrække den for de to andre, men disse to eksempler er undtagelser fra reglen.

Første indvending.

Nogle lærde mænd påstår, at da Dharma har forbindelse med det, som ikke hører denne verden til, er det tilstrækkelig tydeligt beskrevet i en bog; og dette gælder også Artha, fordi det kun opnås ved udnyttelsen af håndgribelige ting, og et kendskab til disse ting kan kun opnås ved studier og fra bøger. Men Kama derimod er noget, som udøves selv af dyriske skabninger, ligesom det kan findes overalt, hvorfor der ikke behøves nogen bog om emnet.

Svaret herpå.

Dette er ikke rigtigt. Kønslig omgang er noget, der afhænger af, at manden og kvinden gør brug af håndgribelige ting, og disse ting kan læres af Kama Shastra(1). Ikke-tilstedeværelse af håndgribelige ting, som vi ser det hos dyriske skabninger, skyldes, at de er tøjlesløse, og at hunnerne kun er i stand til kønslig omgang i visse perioder, samt endelig at deres kønslige omgang ikke finder sted efter nogen forudgående tankevirksomhed.

(1.) Kama-videnskaben.

Anden indvending.

Lokayatika'erne siger: Religiøse skikke bør ikke bevares, thi deres betydning ligger skjult i fremtiden, og endda er det tvivlsomt, om de overhovedet vil få nogen betydning. Hvilket menneske vil være så tåbelig at skænke en anden det, som han selv ejer? Det er altid bedre at have en due i dag end en påfugl i morgen; og en kobbermønt, som vi er sikre på at tjene, er bedre end en guldmønt, som det er tvivlsomt, vi kommer til at eje.

Svaret herpå.

Dette er heller ikke rigtigt. Den Hellige Skrift, som påbyder udøvelsen af Dharma, tillader ikke, at man tvivler.
For det andet har sådanne ofre, som er gjort for at opnå udslettelsen af fjender, eller for opnåelsen af regn, vist sig at bære frugt. For det tredie synes solen, månen, stjernerne, planeterne og andre himmellegemer med hensigt at arbejde for verdens bedste.
For det fjerde hviler denne verdens eksistens på, at lovene respekteres med hensyn til de fire kaster(1.) og disses fire livsstadier.
For det femte oplever vi, at sæden sås i jorden i forhåbning om fremtidig høst.
Vatsyayana er derfor af den opfattelse, at religionsritualerne bør overholdes.

(1.) Hos hinduerne består de fire kaster af Brahmana eller præstekasten, Kshatriya eller soldaterkasten, Vaishya eller bonde- og købmandskasten og Shudra eller pariakasten. De fire livsstadier er; l. Den fromme studerendes liv; 2. Familiefaderens liv; 3. Eremittens liv; 4. En Sunyasi's (eller helligs) liv.

Tredie indvending.

De, som tror, at skæbnen er den afgørende faktor i livet, påstår: Vi bør ikke anstrenge os for at opnå velstand, thi somme tider kan det ikke opnås, selvom vi stræber efter det, mens det til andre tider dumper ned i vort skød, uden at vi foretager os det mindste for at opnå det Alt ligger derfor i skæbnens hånd, skæbnen, som er herre over gevinst og tab, held og vanheld, nydelse og smerte. Således har vi set, at Bali(2.) nåede at stige op på lndra's trone ved skæbnens hjælp, og ligeledes blev styrtet fra tronen af samme magt, og det er kun skæbnen, der atter kan anbringe ham der. (2.) Bali var en djævel, som havde besejret Indra og erobret hans trone, men senere blev overvundet af Vishnu under dennes femte inkarnation.

Svaret herpå.

Det er ej heller rigtigt at hævde dette. Da opnåelsen af enhver ting forudsætter en eller anden indsats fra menneskets side, vil det kunne siges, at anvendelsen af håndgribelige ting er årsagen til vinding, og da denne anvendelse af håndgribelige ting således er nødvendig (selv når noget er forudbestemt til at ske), følger det, at et menneske, som intet udretter, heller ikke vil opleve nogen lykke.

Fjerde indvending.

De, som er tilbøjelige til at mene, at Artha er det vigtigste at stræbe efter, argumenterer herfor på følgende måde. Man bør ikke søge nydelser, fordi de er til hinder for dyrkelsen af Dharma og Artha, som begge er af en højere orden end nydelsemes verden, der ligeledes foragtes af fortjenstfulde personligheder. Nydelsen skaffer også en mand ærgrelser og bringer ham i kontakt med lavtstående personer; de får ham desuden til at begå uretfærdige handlinger og forurener hans sjæl; de får ham til at være ligeglad med fremtiden og opmuntrer til skødesløshed og letsindighed. Og endelig forårsager nydelserne, at man mister tilliden til ham, at ingen vil tage imod ham og at alle foragter ham, inklusive han selv. Det er desuden en kendsgerning, at mange mænd som alene har hengivet sig til nydelser, er blevet ødelagt og med dem deres familie og slægtninge. Således bortførte kong Dandakya(1.) af Bhoja dynastiet med onde hensigter en Brahmin's datter og blev til sidst ruineret og mistede sit kongerige. Også Indra blev efter at have krænket Ahalya's(2.) dyd tvunget til lidelser. På samme måde blev den mægtige Kichaka(3.), som forsøgte at forføre Draupadi, og Ravana(4.); som forsøgte at erobre Sita, straffet for deres forbrydelser. Disse her nævnte og mange andre måtte bukke under på grund af deres nydelsestrang.
(1.) Det fortælles, at da Dandakya fra en skov røvede en ung pige, datter af en Brahmin ved navn Bhargava, og blev forbandet af denne, begravedes han i et skybrud af støv sammen med sit kongerige. Stedet blev efter ham kaldt Dandaka skoven; det omtales i Ramayana, men er nu ukendt.
(2.) Ahalya var den vise Gautama's hustru. Indra fik hende til at tro, at han selv var Gautama og opnåede derved at få tilfredsstillet sine lyster. Han blev forbandet af Gautama og fik senere tusinde sår på sin krop.
(3.) Kichaka var svoger til kong Virata, hos hvem Pandava'erne havde søgt tilflugt et år. Kichaka blev dræbt af Bhima, som antog Draupadi's skikkelse. Jævnfør beretningen i Mahabarata'en.
(4.) Historien om Ravana fortælles i Ramayana, som sammen med Mahabarata'en udgør hinduernes to store episke digterværker; sidstnævnte blev skrevet af Vyasa, førstnævnte af Valmiki.

Svaret herpå.

Denne indvending lader sig let tilbagevise, thi nydelser er ligeså nødvendige for eksistensen og legemets velvære som selve føden og følgelig ligeså påkrævede. Desuden er de en følge af Dharma og Artha. Nydelser bør derfor søges, men med måde hold og forsigtighed. Ingen undlader at lave mad, fordi der er tiggere, som tigger om den, eller at så korn, fordi der er dyr, som ødelægger det, når det er vokset op.
Såedes nyder en mand, der dyrker Dharma, Artha og Kama, lykken både i denne verden og den verden, der følger efter. De gode udøver de handlinger uden frygt for, hvad der skal blive af dem i næste verden, og takket være hvilke der ingen fare er for deres velfærd. Enhver handling, der bidrager til dyrkelsen af Dharma, Artha og Kama samtidigt eller af to af dem, eller blot en af dem, bør udøves, men en handling, som bidrager til dyrkelsen af en af dem på bekostning af de øvrige to, bør ikke udøves.

side 3

KAPITEL II

fortæller om den kunst og videnskab, som bør studeres.

Manden bør studere Kama Sutra og de skønne kunster og videnskaber, som er denne underordnet, foruden at dyrke studiet af sådanne skønne kunster og videnskaber som indeholdes i Dharma og Artha. Selv unge piger burde før ægteskabet studere denne Kama Sutra samtidig med dens kunster og videnskaber, og efter brylluppet burde de med deres ægtemænds tilladelse fortsætte hermed.
På dette punkt indvender nogle lærde mænd, at kvinder, som ikke har lov at studere nogen videnskab, heller ikke bør studere Kama Sutra.
Men Vatsyayana er af den mening, at denne indvending ikke har noget grundlag, thi kvinder kender allerede til dyrkelsen af Kama Sutra, og denne dyrkelse stammer fra Kama Shastra eller selve Kama- videnskaben. Desuden er det ikke alene på dette punkt, men i mange andre tilfælde, at skøntdyrkelsen af en videnskab kendes af alle, er det kun få mennesker, som er fortrolig med de regler og love, hvorpå videnskaben er baseret. Skønt Yajnika'erne eller offertjenerne intet kender til grammatik, gør de dog brug af de rette udtryk, når de henvender sig til de forskellige guddomme, men de ved intet om, hvordan disse ord er dannet. Og mennesker udfører de pligter, som kræves af dem på de tidspunkter, som er forudbestemt astrologisk, skønt de intet kender til den astrologiske videnskab. På samme måde træner heste- og elefantryttere disse dyr uden at kende noget til den videnskabelige træning af dyr, men alene af vane. Ligeledes adlyder folkene i selv de fjerneste provinser kongerigets love af vane, og fordi en konge regerer dem og ikke af anden grund. Af erfaring ved vi endelig, at visse kvinder, som for eksempel døtre af fyrster og deres ministre og hetærer faktisk er velbevandrede i Kama Sutra.
En kvinde burde derfor lære Kama Sutra, eller i hvert fald en del af den,ved at studere dens udøvelse med en fortrolig venindes hjælp. Og i enrum burde hun studere de fireogtres kunster, som udgør en del af Kama Shastra. Hendes lærerinde burde være en af følgende nævnte personer, nemlig enten en barnepiges datter, som hun er vokset op sammen med, og som allerede er gift, elle, en veninde, som hun kan have fuld tillid til, eller hendes moders søster (altså hendes tante), eller et gammelt kvindeligt tyende, eller en kvindelig tigger, som måske tidligere har boet hos familien, eller hendes søster, Som hun altid kan stole på.
Her følgerde skønne kunster, som bør studeres samtidigmed Kama Sutra:

Sang.

Instrumentalspil.

Dans.

Kombineret dans, sang og instrumentalspil.

Skrivning og tegning.

Tatovering.

Pyntning og smykning af et gudebillede med ris og blomster.

At rede og arrangere senge eller hvilesteder med blomster.

Farvning af tænder, klædningsstykker, hår, negle og legeme

At fæstne kulørt glas i gulvet.

Kunsten at rede senge og lægge tæpper og puder til rette.

At spille på krystalglas fyldt med vand.

At samle vand i beholdere, cisterner og reservoirer.

At lave billeder, pynte og dekorere.

At trække perler på snor, lave halsbånd, guirlander og kranse

At sætte turbaner og hovedtøjer og at lave duske og buketter af blomster.

At spille komedie og dermed at optræde på en scene.

Kunsten at fremstille ørenprydelser.

Kunsten at fremstille parfumer og duftende salver.

Den rette anvendelse af juveler og prydelser, og det rette valg af klædedragt.

Magi eller tryllekunster.

At være rap på fingrene og have almindelig fingerfærdighed.

Kulinariske færdigheder.

At kunne blande lemonader, sorbeter, syrlige drikke og spiritusekstrakter med den rette smag og farve.

Tilskæring og syning.

At kunne fremstille papegøjer, blomster, kvaster, duske, klaser, knapper etc. af garn eller tråd.

At kunne løse gåder, forstå dobbeltbundet tale, ordspil og gådefulde spørgsmål.

At kunne det spil, som består i at man fremsiger vers, og når den ene deltager standser, går en anden straks videre, fremsiger et nyt vers, men begynder med det samme bogstav, hvormed den førstes vers sluttede. Den, som først må opgive at fremsige et vers, anses for at have tabt og skal betale bøde. eller pant af en eller anden art.

Mimik og imiteringens kunst.

At kunne læse op, her indbefattet synge og intonere.

Studiet af sætnInger, som er vanskelige at udtale. Det leges som en leg, hovedsagelig af kvinder og børn, og består i, at man får opgivet en vanskelig sætning, hvori ordene ofte bliver forvrænget eller dårligt udtalt, når den bliver fremsagt hurtigt.

Færdighed i føring af sværd, stav, halv-stav, bue og pil.

Evnen til at drage slutninger, og til at fremsætte ræsonnementer.

Tømrerhåndværket.

Arkitektur eller bygningskunst.

Kendskab til guld- og sølvmønter og juveler og ædelstene.

Kemi og mineralogi.

Kendskab til farverne på juveler, ædelstene og halvædelstene.

Kendskab til miner og stenbrud.

Gartnerivirksomhed; kendskab til behandlingen af sygdomme hos træer og planter, til at passe dem og fastslå deres alder.

Hane-, vagtel- og væderkampenes ædle kunst.

Kunsten at lære papegøjer og stære at tale.

Kunsten at indgnide legemet i parfumerede salver og i at frisere håret med olier og parfumer og i at smykke det.

Kunsten at forstå kodeskrift og ord skrevet på mærkelig måde.

Kunsten at tale med ændrede ordformer. Der findes forskellige måder at gøre dette på. Nogle bruger at bytte begyndelsen og slutningen af et ord om, andre at føje unødvendige bogstaver ind mellem hver stavelse i et ord, og så videre.

Kendskab til sprog og nationale dialekter.

Kunsten at bygge blomstervogne.

Kunsten at danne mystiske diagrammer, udtale trylleord og benytte magiske formler.

Åndelige øvelser som for eksempel at fuldende strofer eller vers, når man kun hører et brudstykke af dem; eller at føje en, to eller tre linier til, når de opgivne vilkårligt bliver fremsagt fra forskellige vers, og sådan, at man danner et hele og skaber mening i verset; eller at ordne ordene i et vers, der er gjortlmæssigt ved at adskille vokaler fra konsonanter, eller helt at udelade de eller at sætte prosasætninger bestående af tegn og symboler i vers. Der findes mange af den slags øvelser.

At skrive vers.

Kendskab til ordbøger og leksika.

Kendskab til at maskere sig selv og andre mennesker.

Kendskab til kunsten at forandre tings udseende, som for eksempel at få bomuld til at ligne silke og grove, simple ting til at virke fine og sjældne.

Forskellige slags hasardspil.

Kunsten at sætte sig i besiddelse af andres ejendom ved hjælp af trolddom eller besværgelser.

Sportslige færdigheder.

Selskabelige evner og kendskab til god omgangstone.

Kendskab til krigskunst, våben, strategi etc.

Kendskab til akrobatik.

Kunsten at læse en mands karakter i hans ansigtstræk.

Kendskab til digtekunsten.

Matematisk kunnen.

Kunsten at fremstille kunstige blomster.

Kunsten at modellere.

En hetære, som både er smuk og har en god karakter, og som desuden er velbevandret i de ovennævnte 64 kunster, kaldes ved narnet Ganika, eller hetære af første rang, og hun har hæderspladsen i en mandsforsamling. Desuden bliver hun altid respekteret af kongen, priset af lærde mænd, og da alle søger hendes gunst, bliver hun genstand for almindelig interesse. Også kongedøtre, såvel som "høje embedsmænds døtre, der er kyndige i de førnævnte kunster, kan blive deres mænds yndlingshustruer, selvom disse har tusind andre koner. På samme måde kan en kvinde, som bliver skilt fra sin mand og kommer i ulykke, let klare sig, selv i et fremmed land, takket være sit kendskab til disse kunster. Selv et overfladisk kendskab til dem gør en kvinde tiltrækkende, om end udøvelsenaf dem kun er mulig under ganske bestemte omstændigheder. Og en mand, som er velbevandret i disse kunster, som er veltalende og galant, vinder hurtigt kvindernes hjerter, selvom han kun har kendt dem ganske kort tid.

side 4

KAPITEL III

Den velstående borgers liv.

Ikke alle egner sig til det storslåede liv. Hertil kræves ikke blot de førnævnte kundskaber, men man må også råde over en temmelig stor formue, som tillader en uforstyrret at ordne sit eget liv. Har man således ved gaver, erobringer, handel(1.) eller ved arv fra sine forfædre erhvervet sig en formue, beslutter man sig til at blive husherre og føre den uafhængiges herlige tilværelse. Naturligvis må man vælge sig en bolig et sted, hvor der bor mange mennesker; enten en storstad eller en større og livlig landsby, i hvis nabolag der bor kendte og højtansete folk. Den brændende sol, som altid stråler over Indien, tvinger den søgende til at opslå sin bolig i nærheden af et lifligt rislende flodløb.Der bygger man sit hus, som naturligvis bør omgives af en blomsterduftende have. I en rummelig gård forrettes det huslige arbejde, og i to beboelseslænger udspilles nu den ædle borgers guddommelige kærlighedsliv. I den indre længe bor kvinderne, i den ydre arrangerer man sig såvidt mulig som beskrevet herefter.
Midt i den store stue står det brede pragtfuldt smykkede kærlighedsleje, dækket med et snehvidt tæppe og blomster, der forlener dette intime sted med noget hemmelighedsfuldt og forventningsfuldt. Over denne seng bør en af parfumer duftende baldakin hvælve sig, og overalt findes skønne hvilepuder, der altid vil kunne sikre den hvilende et behageligt leje. I umiddelbar nærhed af sengen står en bekvem sofa. De kostbare parfumer og salver, beregnet til natten, står på et spinkelt bord for hovedenden af sengen, såsom krukker med Collyrium og andre duftende cremer, mundvand og citrontræsbark. I nærheden af sofaen bør der på gulvet findes en spyttebakke, et skrin med smykker, og desuden bør der fra en krog udført i elfenben hænge en lut, et brætspil, en parfumedunk, nogle bøger samt nogle guirlander af de gule amarant-blomster. Ligeledes bør der findes to rigt indlagte siddepuder imellem hvilke befinder sig en spillebakke,hvorpå man kan slå terninger; lige udenfor bør findes et bur med fugle(2.) og et særligt rum til at væve, snedkerere og lignende. I haven må endelig forefindes både en rund- og en svinggynge, som ingen virkelig levemand med erfaring og kultur kan undvære, på grund af de erotiske undere disse legeinstrumenter kan afstedkomme.
Alle disse indretninger er nødvendige, fordi man kun således fuldt og helt vil kunne indstille sig på den fulde elskovsnydelse. Og hele levemandens dag er af betydning for nattens elskovsglæder.

Dagen bør gå omtrent som følger:
Tidlig om morgenen står man op og opfylder først de uundgåelige krav, som naturen nu engang stiller til menneskene. Efter derpå at have børstet tænder gnider man hele kroppen ind i duftende salver og olier. Øjenlågene farves med Collyrium og læberne med Alaktaka, den fra forfædrene overleverede lakfarve. I spejlet betragter og kontrollerer man dette arbejde. Takket være duftende blade og betelrod får man en behagelig ånde. Og først derefter kan man give sig i gang med sin sædvanlige beskæftigelse, hvad den så end måtte være.

Af andre uundværlige pligter for kroppens pleje er følgende:

Hver dag et bad.

Hver anden dag indsalving i kostbar olie.

Hver tredje dag indgnidning af hele kroppen i sepiaskum.

Hver fjerde dag ragning af skæg og hovedhår.

Hver femte eller tiende dag ragning af hele kroppen.

Charayana foreskriver strenge regler for i rette tid at fjerne armsved. Spisetiderne er i øvrigt formiddag, eftermiddag og aften. Efter morgenmåltidet tager levemanden sig af sine papegøjer og andre fugle, som han underviser i at tale. Derpå organiserer han hane-, vagtel-og væderkampe. Et vist tidsrum børhelliges studiet af Pitharmada'er, Vita'er og Vidushaka'er(3.).Når nætterne er korte, altså under den hede, indiske sommer, vil en middagssøvn gøre godt. Forfrisket af søvnen og et på ny foretaget toilette bør levemanden tilbringe eftermiddagen i samtale med sine venner. Om aftenen bør der være sang, og derefter bør levemanden i selskab med en intim ven begive sig ind i det kosteligt smykkede og af skønne parfumer duftende lønkammer og der afvente den elskedes ankomst. Dog kan det også føje sig så, at han sender en kvindelig budbringer til den udkårne eller muligvis selv henter hende. Efter hendes ankomst bør han og hans ven underholde hende med opbyggelige og charmerende samtaler.
Og således slutter dagens pligter.
Følgende ting bør lejlighedsvis foretages som adspredelse eller underholdning:

Afholdelse af fester til ære for forskellige guddomme.

Afholdelse af selskaber med deltagelse af begge køn.

Drikkegilder.

Skovture.

Andre selskabelige adspredelser.

Fester.

På særlig udvalgte dage mødes de unge mænd i gudinden Saraswati's tempel. De i byen tilfældig tilstedeværende eller indbudte fremmede kunstnere musicerer, reciterer og filosoferer til den store gudindes ære. Den følgende dag uddeles en pris til de bedste kunstnere. Alt efter som det nu skikker sig, forbliver disse omrejsende kunstnere i kortere eller længere tid i byen og fryder de unge mænd med deres færdigheder. Sådanne selskabelige sammenkomster er nyttige for de unge mænd, hvad enten der hersker gode eller dårlige tider, og det er deres pligt at vise gæstfrihed over for fremmede, som kommer til stede for at deltage i sammenkomsterne. Hvad her er anført, gælder også alle andre festlige sammenkomster, som efter de gældende sædvaner måtte blive afholdt til ære for de forskellige guddomme.

Selskabelige sammenkomster.

En fremtrædende stilling i selskabelige sammenkomster arrangeret af mænd indtager hetærerne. Da de gifte kvinder for det meste må passe deres hus, er det disse i dannelse og kundskaber fremragende hetærers opgave at pleje omgang med gifte og ugifte mænd. Af den grund mødes man i hetærens velholdte hjem og diskuterer i velformede sætninger de højeste og værdigste problemer. For det meste fortolker man fremmede digte eller viser prøver på sine personlige kundskaber. Her hylder man de kvinder, der er de smukkeste, som holder af de samme ting som mænd, og som besidder evnen til at vække opmærsomhed hos andre.

Drikkelag.

Mænd og kvinder bør drikke i hinandens hjem. Og her bør mændene overtale hetærerne til at drikke og bør selv drikke sådanne ting som Madhu, Aireya, Sara og Asawa, som smager bittert og surt; også drikke udvundet af barken fra forskellige træer, samt af vilde frugter og blade.

Skovture og havefester.

Allerede om formiddagen ifører man sig skønne dragter, og til hest begiver mændene sig med hetærerne ud i de eventyragtige parker. Pragtfuldt klædte tjenere udgør selskabets bagtrop. I eventyrhaverne tilbringes tiden på den muntreste måde. Hane-, vagtel- og væderkampe ophidser gemytterne. Først sent på eftermiddagen vender de glade deltagere hjem bedækket med blomster.
På de hede sommerdage begiver selskabet sig på samme måde på badeture til de med skønne stene indkransede friluftsbassiner. Man bør dog her i forvejen sikre sig, at ingen farlige dyr eller giftigt kryb befinder sig i vandet.

Andre selskabelige adspredelser.

At tilbringe natten med at spille terninger.

Måneskinsture.

De natlige forårsfester.

Plukning af mangotræernes unge skud og frugter.

Spisning af lotusblomstens stængler.

Yaksha-nattens eventyr.

Natlige skovture, netop som skoven får nyt løvhang.

Udakakshedika eller vandpantomimer.

Blomsterfester.

Blomsterkampe, hvor man overdænger hinanden med blomsterne af Kadamba-træet.

Mange flere er de selskabelige adspredelser, som enten er kendt over hele landet eller måske blot er typiske for særlige landsdele. Sådanne adspredelser bør altid holdes i hævd af borgerne.
En mand, der alene med en skøn hetære kaster sig ud i disse fornøjelser, vil opleve de vidunderligste nydelser. Ligeledes vil en hetære sammen med sine tjenerinder kunne nyde disse adspredelser i selskab med en flok borgere.
Intet her i livet er ens, og derfor adskiller mændene sig også fra hinanden.
En Pitharmarda(4.) er en mand uden jordisk rigdom, ene i verden hvis eneste ejendele er hans Mallika(5.), lidt sepia og et rødt stykke klæde, men som kommer fra et godt land, og som er velbevandret i alle de skønne kunster; og ved at belære andre om disse kunster bliver han vel modtaget i mænds og hetærers selskab.
En Vita(6.) er en mand, der har kendt rigdom, men i de skønne hetærers selskab har brugt sin formue. Han er en god borger, ejer alle en familiefaders gode egenskaber, fører sin hustru med sig og har hæderspladsen blandt de andre borgere og hetærerne, ligesom han lever af de andres formue og midler.
En Vidushaka(6.)(også kaldet en Vaihasaka, det vil sige en, som kan vække latter) er en person, som kun kender enkelte af de skønne kunster, men som er en spøgefugl,og som har alles tillid.
Disse personer udvælges til at stifte fred i uenigheder mellem de øvrige borgere eller mellem hetærerne.
Dette gælder også for kvindelige tiggere, kvinder med kronraget hoved, kvinder, som har begået ægteskabsbrud, og gamle hetærer, der er kyndige i alle de forskellige kunster.
Mandens liv er altså fuldt besat. Hvor han end måtte bo, i by eller landsby, vil han altid kunne pleje megen omgang med folk af sin egen kaste. Ligeledes vil han kunne hjælpe alle i sin egen kaste, således som fællesskabet kræver.
Borgeren bør dog altid holde sig de to følgende gennem tiderne overleverede livsmaximer for øje:

Stor anseelse erhverver den mand sie. som det lykkes hverken at forfalde til udelukkende at tale sanskrit eller til at antage en kunstig talemåde.

Den kloge vil altid søge sådant selskab, som frivilligt underkaster sig lovene og ikke tåler forstyrende oprørs tale i kredsen. En sådan klog mands liv vil forløbeharmonisk og han vil opnå stor anseelse i denne verden.

(1.) Gaver, specielt for Brahminen; erobring for Kshatrya'en, handel for Vaishya'en.
(2.) Som eksempel vagtler, kanariefugle, papegøjer, stære etc.
(3.) Dette er hovedpersoner i den hindustanSke dramatik; deres særlige karakteristika vil blive gennemgået på et senere tidspunkt.
(4). Efter denne beskrivelse er en Pitharmarda en slags professor i alle kunster og bliver naturligvis som sådan vel modtaget oVeralt.
(5.) En slags klapstol.
(6.) En Vita svarer på sin vis til parasitfiguren i den græske komedie. Det er muligt, at han simpelt hen underholdes af de velhavende, fordi han er en god rådgiver og underholdende kammerat.
(7.) Vidushaka er altså spøgefuglen, narren. Han siges at være mere den ydmyge kammerat end den tjenende ånd hos en fyrste eller højtstående rangsperson, og det er yderligere en mærkværdighed, at han altid er brahmin. Han minder måske mere om Sancho Panza end om nogen anden skikkelse i den vestlige verdens skønlitteratur, med sin blanding af surhed og naivitet, sin livsglæde og evne til at nyde en rolig lidenskabsløs tilværelse. I intrigemes dramer viser han nogle af Merkur's talenter, men er mindre aktiv og opfindsom, ligesom han ofte lider under sin indblanden. Ifølge den tekniske definition af hans egenskaber er det hans opgave at vække munterhed ved at optræde latterligt i udseende og klædedragt.

side 5

KAPITEL IV

der handler om den slags kvinder, en mand bør søge, og om venner og budbringere.

Kama dyrkes af mænd inden for de fire kaster i henhold til den hellige skrifts love (det vil sige i lovligt ægteskab) med jomfruer af deres egen kaste, og dette er vejen til at sikre sin position i samfundet og opnå anseelse, og man kan således ikke handle imod sædvane. Tværtimod er det forbudt at dyrke Kama med kvinder af højere kaster og med sådanne, som for nylig har været nydt af andre, selv om de er af samme kaste. Men det er hverken ilde set eller forbudt at dyrke Kama med kvinder af de lavere kaster, med kvinder, som er udstødte af deres egen kaste, med hetærer eller med kvinder, der har været to gange gift. Formålet med at dyrke Kama med sådanne kvinder er nemlig kun nydelsen.

Nayika(1.) findes derfor i tre former:

(1.) Elskerinder.

Unge piger.

To gange gifte kvinder.

Hetærer.

Gonikaputra har givet udtryk for den opfattelse, at der er en fjerde slags Nayika, nemlig en kvinde man opnår nydelsen af ved en speciel lejlighed, selvom hun tidligere skulle have været gift med en anden.

Disse særlige lejligheder er, når en mand tænker således:

a) Denne kvinde er kønslig frisindet og har før været nydt af mange andre foruden mig. Jeg kan derfor roligt søge hendes leje, som var hun hetære, selvom hun tilhører en højere kaste end jeg, og selvom jeg gør det, krænker jeg dog ikke Dharma's forskrifter.

Eller således:

b) Dette er en kvinde, som har været gift to gange og har været nydt af mange andre før mig, hvorfor der ingen hindring er for, at jeg kan søge hendes leje.

Eller således:

c) Denne kvinde har vundet sin store og mægtige husbonds hjerte og udøver stor magt over ham, som er min fjendes ven; hvis hun derfor dyrker Kama's glæder med mig, vil hun sørge for, at hendes mand svigter min fjende.

Eller således:

d) Denne kvinde vil påvirke sin mand, der er en mægtig mand, til min gunst, skønt han for øjeblikket er mig uvenlig stemt og indstillet på at gøre mig skade.

Eller således:

e) Ved at gøre denne kvinde til min veninde vil jeg kunne opnå et eller andet for en ven eller blive i stand til at ødelægge en eller anden fjende eller opnå et eller andet vanskeligt gennemførligt.

Eller således:

f) Ved at dele leje med denne kvinde, vil jeg få lejlighed til at slå hendes mand ihjel og således erhverve hans enorme rigdomme, som jeg misunder ham.

Eller således:

g) At dele leje med denne kvinde er ikke forbundet med nogen fare, men det vil skaffe mig rigdom, som jeg på grund af min fattigdom og manglende evne til at underholde mig selv trænger hårdt til. Jeg vil derfor på denne måde sikre mig umådelige rigdomme uden nogen vanskelighed.

Eller således:

h) Denne kvinde elsker mig brændende og kender alle mine svage sider, og hvis jeg derfor er uvillig til at dele leje med hende, vil hun offentlig fortælle om mine svagheder og således sværte mig i folks øjne. Eller hun vil rette en eller anden alvorlig anklage mod mig, som det vil være mig svært at tilbagevise, hvorfor det kan ødelægge mig. Eller måske vil hun gøre sin mand uvenlig stemt over for mig, og da han er mægtig, og hun endnu har ham under kontrol, vil hun tvinge ham til at slutte sig til mine fjender eller måske selv gøre det.

Eller således:

i) Denne kvindes mand har krænket mine koners kyskhed. Jeg agter derfor at gengælde denne fornærmelse ved at forføre hans koner.
j) Ved denne kvindes hjælp vil jeg kunne dræbe en af fyrstens fjender, som har taget ophold hos hende, og som jeg af fyrsten har fået ordre til at slå ihjel.
k) Den kvinde, jeg elsker, er under denne kvindes indflydelse. Ved hendes hjælp vil jeg blive i stand til at opnå den andens gunst.
l) Denne kvinde vil kunne bringe mig i forbindelse med en ung pige, som både er rig og smuk, men som er svær at træffe, og som bevogtes af en tredje kvinde.
m) Min fjende er ven med denne kvindes mand, og jeg vil derfor forsøge at arrangere et forhold mellem hende og ham, hvorved der vil opstå fjendskab mellem ham og hendes mand.

Af disse og lignende grunde kan man indlede kærlighedsforhold til andre mænds koner, men det bør forstås, at sådant kun er tilladt af disse særlige årsager og ikke på grund af rent kødelige lyster.
Charayana mener, at der under disse omstændigheder også er en femte slags Nayika, nemlig en kvinde, der underholdes af en minister, som af og til søger hendes leje; eller en enke, der opnår en gunst for en mand hos den person, hun har et forhold til.
Suvarnanabha tilføjer, at en kvinde, som lever en nonnes liv og som er enke, vil kunne anses som en sjette slags Nayika.
Ghotakamukha nævner desuden, at en hetære´s uberørte datter og et kvindeligt tyende, som endnu er jomfru, er en syvende form for Nayika.
Gonardiya lægger til, at enhver kvinde af god familie er en ottende form for Nayika, når hun er blevet myndig.
Ret beset adskiller imidlertid disse sidstnævnte former for Nayika'er sig ikke væsentligt fra de tidligere skildrede første fire former. Derfor er Vatsyayana af den mening, at der kun er fire slags Nayika'er, nemlig den unge pige, de to gange gifte kvinder, hetæren og den kvinde, man søger med ganske specielle formål.

Følgende kvinder bør man ikke søge samleje med:

Spedalske.

Sindssyge.

Udstødte af kasten.

Kvinder, der forråder hemmeligheder.

Kvinder, der offentligt giver udtryk for seksuelle lyster.

Alt for lyshudede kvinder.

Kvinder, som ikke længere er unge.

Alt for mørkhudede kvinder.

Stinkende kvinder.

Kvinder, man er for nært beslægtet med.

Kvinder, til hvem man er bundet med venskabets bånd.

Nonner.

Slægtninges, venners, lærde bramineres eller kongelige personers hustruer.

Babhraya's tilhængere siger, at enhver kvinde, der har tilhørt fem mænd, er velegnet til at søge nydelse hos. Men Gonikaputra er af den mening, at selv når dette er tilfældet, bør slægtninge, lærde braminers og kongelige personers hustruer være undtagne.

Her følger de mulige former for venner:

Dem man har leget med som børn, eller er opdraget sammen med.

Dem man har forpligtelser overfor.

Den, som har samme indstilling og smag som en selv.

Skolekammeraten.

Den, som kender ens hemmeligheder og fejl, og hvis hemmeligheder og fejl man selv kender.

Den, som er barn af ens amme.

Den, som er ens faders ven.

Disse venner bør besidde følgende egenskaber:

Sandhedskærlighed.

Stabilitet.

Hjælpsomhed.

Karakterstyrke.

Uegennyttighed.

Ubestikkelighed.

Diskretion.

Charayana fortæller, at borgerne slutter venskab med bademestre, barberer, hyrder, blomsterhandlere, parfumesælgere, betelsælgere, kroværter, tiggere, Pithamarda'er, Vita'er og Vidushaka'er, såvel som med alle disse gode folks hustruer.

En budbringer bør besidde følgende egenskaber:

Dygtighed.

Dristighed.

Intelligens.

Menneskekundskab.

Gode manerer.

Åndsnærværelse.

Forretningskundskab.

Hurtig opfattelsesevne.

Evne til at udnytte de forhåndenværende midler til opnåelse af formålet.

Den mand, der længes efter at dyrke kærligheden, gør klogt i altid at holde sig den følgende sentens for øje:
"Selv den tilsyneladende vanskeligst opnåelige skabning kan bringes til at føje sig efter en beslutsom, selvbevidst og intelligent mands vilje, hvis han forlader sig på en hengiven vens hjælp."

side 6

2. DEL

Om samleje

KAPITEL I

der handler om samleje med hensyn til

a) størrelsesforholdet mellem mandens lingam og kvindens yoni.
b) begærets eller lidenskabens styrke.
c) spørgsmålet om de rette tidspunkter.
Manden kan tilhøre en af de tre klasser, det vil sige være hare, tyr eller hingst alt efter hans lingam's størrelse.
Og alt efter omfanget af kvindens yoni er hun enten gazelle, hoppe eller elefant.
Ved at fundere herover finder man hurtigt ud af, at der findes tre størrelser, der svarer til hinanden, mens seks former for samleje ikke er harmoniske. I alt er der altså tale om ni slags samlejer.
Disse ni er følgende:

Hvor størrelsesforholdet er lige;
a) Hare med gazelle.
b) Tyr med hoppe.
c) Hingst med elefant.

Hvor størrelsesforholdet er ulige:
a) Hare med hoppe.
b) Hare med elefant.
c) Tyr med gazelle.
d) Tyr med elefant.
e) Hingst med hoppe.
f) Hingst med gazelle.

I de ulige samlejer, hvor manden overgår kvinden i størrelse, kaldes hans samleje med en kvinde, hvis yoni er nærmest i størrelse med den kvindes, som svarer til manden, for det »høje« samleje og har to former; mens hans samleje med en kvinde, hvis yoni er fjernest fra ham i størrelse, kaldes det »højeste« samleje og kun har en form. Hvis på den anden side kvinden overgår manden i størrelse, kaldes samlejet, når der kun er et trins forskel imellem dem, for det "lave" samleje og har to former; er forskellen mellem dem størst mulig, kaldes det det »laveste« samleje og har kun en form.
Med andre ord danner hingsten og hoppen, tyren og gazellen det høje samleje, mens hingsten og gazellen danner det højeste Samleje. På samme måde udgør elefanten og tyren, hoppen og haren de lave samlejer, mens elefanten og haren danner det laveste samleje.
Blandt disse ni former for samleje, hvad angår størrelsesforholdet, er de "lige" de bedste, det højeste og det laveste dårligst, og resten middelmådige, men af de sidstnævnte er dog de højere(1.) bedre end de lave.

(1.) Høje samlejer påstås at være bedre end lave, fordi det i de førstnævnte i hvert fald er muligt for manden at få tilfredsstillet sine lyster uden at skade kvinden, mens både manden og kvinden kun med stort besvær kan få tilfredsstillelse i de sidstnævnte.

Således er der også ni former for samleje, hvad angår lidenskabens og den kødelige lysts styrke, nemlig:

Af samme styrkegrad:
a) kølig med kølig.
b) lunken med lunken.
e) glødende med glødende.

Af forskellig styrkegrad:
a) kølig mand med lunken kvinde.
b) kølig mand med glødende kvinde.
e) lunken mand med kølig kvinde.
d) lunken mand med glødende kvinde.
e) glødende mand med kølig kvinde.
f) glødende mand med lunken kvinde.

En mand kaldes kølig, hvis han ikke er opfyldt af noget begær ved samlejets begyndelse, hvis han kun afgiver lidt sæd, og hvis han ikke kan udholde kvindens hede favntag.
De, som er varme af. temperament, kaldes lunkne, mens de, der viser en glødende lidenskab er fulde af fyrighed.
På samme måde antages kvinder at kunne inddeles i disse oven for beskrevne grader.
En ikke mindre stor rolle spiller spørgsmålet om kærlighedsnydelsens varighed. Også her har vi tre klasser.

Hurtig.

Middel.

Langsom,

og som i den foregående opstilling er der også her tre lige og seks ulige former og således i alt ni former for samleje.
Men for dette sidste punkts vedkommende hersker der meningsforskelle med hensyn til kvinden, hvilke bør fremdrages:
Auddalika siger: »Kvindens elskovsnydelse er ikke den samme som mandens. Manden afgiver simpelt hen sin sæd, mens kvinderne i deres bevidste fornemmelse af erotisk lyst føler en vis form for nydelse som giver dem tilfredshed, men det er umuligt for dem at forklare af hvilken art denne nydelse er. Dette fremgår tydeligst af den kendsgerning, at mændene under samlejet automatisk får tilfredsstillelse ved sædafsondringen, mens dette ikke gælder for kvinderne.
Herimod vil dog kunne indvendes, at hvis en mand er "langsom", elsker kvinderne ham højere, men de er utilfredse med ham, hvis han er "hurtig". Og denne omstændighed mener nogle er en slags bevis på, at kvinderne også har en afsondring.
Men denne opfattelse holder ikke stik, thi hvis det tager lang tid at tilfredsstille en kvindes begær, og hun under dette tidsrum opnår den højeste nydelse, er det ganske naturligt, at hun gerne vil have, det skal vare så længe som muligt: Om dette er udformet følgende thesis:
»Ved samleje med mænd tilfredsstilles kvindernes kødelige lyster, begær eller lidenskab, og den nydelse, de bevidst opnår herved, kaldes deres tilfredsstillelse.«
Babhravya's tilhængere påstår imidlertid, at kvinders sæd afsondres hele tiden, fra begyndelsen af samlejet til dets afslutning, og det er rigtigt, at det må være sådan, thi hvis de ikke havde nogen sæd, ville der heller ikke kunne dannes noget foster.
Her over for findes en indvending. I begyndelsen af samlejet er kvindens lidenskab tempereret, og hun kan ikke tåle sin elskers voldsomme stød, men gradvis vokser hendes lidenskab, indtil hun ophører at tænke på sin krop, og endelig i sidste stadium ønsker hun at afbryde samlejet.
Denne indvending holder dog heller ikke stik, for selv i ganske dagligdags ting som en pottemagers hjul eller en top oplever vi, at bevægelsen til at begynde med er langsom, men gradvis bliver meget hurtig. På samme måde ønsker kvinden, efter at hendes lidenskab gradvis er vokset, til sidst at afbryde samlejet, når al hendes sæd er udgydt. Og der findes en thesis herom, der lyder som følger:
"Afsondringen af mandens sæd finder kun sted i sidste fase af samlejet, mens kvindens sæd afsondres til stadighed, men efter at begges sæd er afsondret, ønsker også begge at afslutte samlejet."
Endelig er Vatsyayana af den mening, at kvindens sæd afsondres på samme måde som mandens.
Nu kunne man spørge: Hvis mænd og kvinder er væsener af samme art og er optaget af at hidføre det samme resultat, hvorfor skal da deres funktioner være så forskellige?
Herpå svarer Vatsyayana, at det forholder sig sådan, fordi både funktionerne og den bevidste nydelsesform er forskellig for mænd og kvinder. Forskellen i formerne for funktion, hvori mændene er de udøvende, mens kvinderne er dem, der "udøves" på, skyldes mandens og kvindens natur, thi ellers ville den udøvende somme tider være den, hvem akten udøves på og omvendt. Og fra denne forskel i funktionerne stammer forskellen i nydelsesbevidstheden, thi en mand tænker "denne kvinde tilhører mig", og en kvinde siger »jeg tilhører denne mand«.
Man kunne sige, at hvis mandens og kvindens funktioner er forskellige, hvorfor skulle der så ikke være forskel i den nydelse, de føler,og som er resultatet af disse funktioner?
Denne indvending er dog uden baggrund, thi det at den person, som udøver, og den person, der er underkastet denne udøvelse, er forskellige, er årsagen til forskellen i deres funktioner; men derfor behøver der ikke at være nogen grund til en forskel i den nydelse, de har, da begge ganske naturligt opnår nydelser af det, de foretager sig.

(1.) Dette er en af den slags langstrakte meningsudvekslinger, der er uhyre almindelige blandt sanskrit-forfattere, både i skrift og tale. De fremkommer med visse forslag, hvorpå de argumenterer for og imod dem. Hvad der synes at være forfatterens mening er, at selvom både mænd og kvinder opnår nydelse af kønsakten, opnås den ved forskellige midler. Der er en forskel i hver enkelts funktion og en forskel i nydelsesfornemmelsen hos hver enkelt, men ingen forskel i den nydelse, de har, thi hver for sig opnår de denne nydelse i større eIler mindre grad.
Herimod ville nogle måske indvende, at når forskellige personer er optaget af at udføre det samme arbejde, ser vi, at de når det samme mål og formål; mens derimod vi i tilfældet mænd og kvinder ser, at hver af dem opnår sit eget private resultat, og dette er derfor inkonsekvent. Men det er nu en fejltagelse, for vi kan somme tider opleve, at to ting gøres på samme tid, som for eksempel i væder- kampe, hvor begge væderne rammer hinanden samtidig. Eller når to på samme tid kaster æbler mod hinanden, og ligeledes i brydekampe. Hvis man i sådanne tilfælde vil hævde, at de redskaber, der anvendes, er af samme art, må vi svare, at i tilfældet mænd og kvinder er de to personers natur den samme. Og da forskellen i deres funktioner alene stammer fra forskellen i legemsdannelse, følger heraf, at mænd oplever den samme slags nydelse som kvinder.
Der findes også en tesis om dette emne, og den lyder: "Da mænd og kvinder er af samme stamme, føler de den samme slags nydelse, og derfor bør en mand gifte sig med sådan en kvinde, som altid vil elske ham." Da det således er bevist, at mænd og kvinder er af samme karakter, følger heraf med hensyn til tidselementet, at der er ni forskellige former for samleje på samme måde som der er ni former med hensyn til lidenskabernes styrke.
Da der således findes ni forskellige former for samleje med hensyn til henholdsvis størrelsesforholdet, lidenskabernes styrke og tidselementet, følger heraf, at man ved at kombinere dem kan opnå utallige former for samleje. I hver enkelt form for samleje bør mænd derfor betjene sig af sådanne midler, som de mener er mest passende til lejligheden.
(1.) Denne passus bør man især notere sig, for den gælder specielt for gifte mænd og deres hustruer. Alt for mange mænd ignorerer fuldstændig kvindens følelser, og ofrer overhovedet ikke hendes lidenskab nogen opmærksomhed. For helt at forstå dette emne er det nødvendigt at studere det nøje for at indse, at ligesom dej æltes for at bages, således må en kvinde også forberedes til samlejet, hviS hun skal opnå virkelig tilfredstillelse af det.
Første gang et samleje finder sted mellem manden og kvinden, er mandens lidenskab stærk, og han er hurtig færdig, men i følgende samlejer den samme dag er det modsatte tilfældet. Men kvinden går det imidlertid omvendt, thi første gang er hendes lidenskab mindre stærk, og det tager lang tid for hende, men under følgende samlejer den samme dag, forstærkes hendes lidenskab, og der går kun kort tid, før hun opnår tilfredsstillelse.

Om de forskellige former for kærlighed.

Mænd, der er velbevandrede i menneskekundskab, er af den opfattelse, at der findes fire slags kærlighed, nemlig:

Kærlighed ved vanens magt.

Kærlighed baseret på indbildningskraften.

Kærlighed baseret på tillid.

Sanselig kærlighed.

1) Kærlighed, som er resultatet af en konstant og stadig udførelse af en eller anden handling kaldes kærlighed gennem vanens magt, som for eksempel kærlighed til seksuelt samvær, kærlighed til jagt, til at drikke, spille etc. etc.
2) Kærlighed, som næres til ting, vi ikke er vant til, og som udelukkende opstår i kraft af tankevirksomhed, kaldes kærlighed baseret på indbildningskraften, som for eksempel den kærlighed, nogle mænd og kvinder og eunuker nærer til Auparishtaka eller mund-erotik, og det som føles ved alt sådan noget som omfavnelser, kys etc. etc.
3) Den kærlighed, som er gensidig, og som har stået sin prøve, når hver af de to betragter den anden som hans eller hendes eneste. elskede, kaldes kærlighed baseret på tillid.
4) Sanselig, kærlighed er ganske indlysende og velkendt af alle, fordi de nydelser, den skænker en, er større end nydelserne ved andre former for kærlighed, som i virkeligheden kun eksisterer for dens skyld.
Det som i dette kapitel er blevet omtalt om emnet samleje, er tilstrækkelig for den lærde; men til glæde for den uvidende vil samme emne nu blive omstændeligt og detailleret behandlet.

side 7

KAPITEL II

der fortæller om omfavnelsen.

Denne del af Kama Shastra, som behandler samlejet, kaldes også Fire-og-tres" (Chatushshashti). Nogle ældre forfattere hævder, at den hedder sådan, fordi den består af fire-og-tres kapitler. Andre er af den mening, at da forfatteren af denne del er en person ved navn Panchala, der var den samme, som fremsagde den del af Rig Veda, som kaldes Dashataya(1), der består af fire-og-tres sange, er navnet "fire-og-tres" blevet givet denne del af værket til ære for Rig Veda. På den anden side påstår Babhravya's tilhængere, at denne del indeholder otte emner, nemlig:

(1)"Som består af 10 dele" : Rig Veda's 10 kapitler eller mandala'er.

Omfavnelser.

Kys.

Kradsen med neglene.

Elskovsbid.

Samlejet.

Elskovslyde.

Omvendt samleje.

Auparishtakam eller mund-erotik.

Da der er otte former af hver af disse punkter, og otte gange otte er fire-og-tres, kaldes denne del derfor »fire-og-tres«.
Men Vatsyayana fastslår, at da denne del af værket også behandler følgende emner: slag, skrig, mandens funktioner under samlejet, de forskellige former for samleje og andre emner, er benævnelsen »fire-og-tres« ganske tilfældig. For eksempel siger vi også, at dette træ er »Saptaparna«, eller syv-bladet, at dette risoffer er »Panchavarnac, eller fem-farvet, men træet har ikke syv blade og risen ej heller fem farver.
Imidlertid går vi nu over til gennemgangen af fire-og-tres, og vil først behandle omfavnelsen.
Omfavnelsen, der kendetegner gensidig kærlighed hos en mand og kvinde, der mødes, findes i fire former, nemlig:

Berørende omfavnelse.

Stikkende omfavnelse.

Gnidende omfavnelse.

Pressende omfavnelse.

1) Når en mand under et eller andet påskud går foran eller ved siden af en kvinde og berører hendes krop med sin egen, kaldes det en »berørende omfavnelse«.
2) Når en kvinde på et øde sted bøjer sig ned for at samle noget op og på denne måde »stikker« en siddende eller stående mand med sine bryster, og manden derpå. griber fat i dem, kaldes det en »stikkende omfavnelse«.
De to her nævnte former for omfavnelse finder kun sted mellem personer, som endnu ikke taler frit med hinanden.
3) Når to elskende langsomt slentrer af sted enten i mørke eller i en offentlig park eller på et ensomt sted og gnider deres kroppe op ad hinanden, kaldes det en »gnidende omfavnelse«.
4) Når ved en lejlighed som en af de ovenfor anførte den ene af de elskende med magt presser den andens krop imod en mur eller Søjle,kaldes det en »pressende omfavnelse«.
Disse to sidste omfavnelser er specielle for dem, der kender hinandens lyster.
Den kødelige elskovsomfavnelse forekommer i fire forskellige former, nemlig:

Lataveshtitaka, eller lianomslyngeisen.

Vrikshadhirudhaka, eller træklatringen.

Tila-Tandulaka, eller sesam-ris omslyngelsen.

Kshiraniraka, eller mælk-og-vand omfavnelsen.

1) Når en kvinde, der klynger sig til en mand, som en lian snor sig om et træ, trækker hans hoved ned til sit med den hensigt at kysse ham, stønner lidenskabeligt, omfavner ham og ser elskovsfuldt på ham, kaldes det »lianomslyngelsen«.
2) Når en kvinde efter at have anbragt sin ene fod på sin elskers fod og den anden på hans lår, lægger den ene arm om hans ryg og den anden om hans skuldre, udstøder små syngende og kurrende lyde og synes at ville klatre op ad ham for at blive kysset, kaldes det »træklatringen«.
Disse to former for omfavnelse finder sted, når elskeren står op.
3) Når elskende ligger på en seng og omfavner hinanden så tæt, at den enes arme og lår er omsluttet af den andens arme og lår og grider sig op af dem, kaldes det »sesam-ris omslyngelsen«.
4) Når en mand og en kvinde er vanvittig forelskede i hinanden og uden at tænke på smerterne omfavner hinanden, som om de ville trænge ind i hinandens kroppe, enten mens kvinden sidder på mandens skød eller foran ham eller på en seng, da kaldes det »mælk-og- vand omfavnelsen«.
Disse to omfavnelser finder sted umiddelbart før samlejet.
Således har Babhravya beskrevet for os de otte ovenstående former for omfavnelser.
Suvarnanabha nævner yderligere fire former for omfavnelser af visse legemsdele, nemlig:

Lårene.

Jaghana, det vil sige den del af kroppen, som går fra navlen ned til lårene.

Brysterne.

Panden.

1) Når den ene af de to elskende kraftigt holder den andens ene eller begge lår presset mellem sine egne, kaldes det »omfavnelse af lårene«.
2) Når manden presser kvindens jaghana imod sit eget og bestiger hende for enten at kradse eller bide hende, slå eller kysse hende, og kvindens hår er løst op, kaldes det »omfavnelsen af jaghana«.
3) Når en mand lægger sig mellem en kvindes bryster og trykker sig hårdt ind til hende, kaldes det »omfavnelse af brysterne«.
4) Når en af de elskende berører den andens mund, øjne eller pande med sine læber, kaldes det "omfavnelsen af panden".
Nogle påstår, at det også er en slags omfavnelse, når man vasker hinanden, fordi kroppene også her berører hinanden, men Vatsyayana mener, at sådant foretages på et andet tidspunkt og med et andet formål, og da det desuden er af en anden karakter, kan det ikke også siges at være en omfavnelse.

side 8

KAPITEL III

der handler om at kysse.

Hverken for kys, neglekradsen eller bid findes der en bestemt rækkefølge eller tidsbetegnet begrænsning, mener nogle forfattere. Alle disse ting bør foretages i al almindelighed, før samlejet finder sted, mens udveksling af slag og afgivelse af forskellige lyde almindeligvis bør finde sted samtidig med samlejet. Vatsyayana mener, at alle disse ting kan foretages når som helst, fordi kærligheden ikke tager hensyn til tid eller system.
Ved det første elskovsmøde bør kys og de andre ting kun finde sted i mindre omfang, ikke foretages i længere tid og desuden foregå skfteviS. Ved senere lejligheder bør det omvendte imidlertid være tilfældet, og det vil ikke mere være nødvendigt at optræde tilbageholdende; ligeså kan man fortsætte i lang tid, og med den hensigt at vække de stærkeste lidenskaber kan man foretage alle ting på en gang.
Følgende steder pa kvinden bør kysses: Panden, øjnene, kinderne, halsen, brysterne, læberne og det indre af munden. Folk fra Lat kysser desuden følgende steder: Knæhaserne, armhulerne og navlen. MenVatsyayana mener, at selvom disse mennesker kysser sådanne steder på grund af deres kærligheds styrke, og fordi det er deres lands sædvane, er sådanne intime kys ikke passende for alle og enhver.
For en virkelig jomfru findes følgende tre former for kys:

Det formelle kys.

Det bævende kys.

Det berørende kys.

1) Når en ung pige kun berører sin elskers mund med sin egen, men ellers intet gør, kaldes det »det formelle kys«.
2) Når en ung pige mister lidt af sin skyhed og gerne vil fornemme de læber, som lægger sig mod hendes, bevæger hun sin underlæbe, nen ikke overlæben, og det kaldes »det bævende kys«.
3) Når en ung pige berører sin elskers læber med sin tunge og efter at have lukket øjnene lægger sine hænder på hans, kaldes det "det berørendekys".

Andre forfattere har desuden, beskrevet endnu fire former for kys:

Det direkte kys.

Det skæve kys.

Det drejede kys.

Det pressende kys.

1)Når to elskendes læber bringes i direkte berøring med hinanden, kaldes det "det direkte kys".
2) Når to elskendes hoveder er bøjet frem imod hinanden, og kysset finder sted på denne måde, kaldes det »det skæve kys«.
3) Når den ene af de elskende løfter den andens ansigt ved at holde under den pågældendes hoved og hage og derefter kysser, kaldes det »det drejede kys«.
4) Og når man endelig presser den andens underlæbe hårdt, kaldes det "det pressende kys".
Der findes også en femte form for dette pressende kys, hvor den ene af de elskende holder den andens underlæbe med sine to fingre og med tungen berører læberne for derved at presse munden op.
Hvad angår kyssene, kan man vædde om, hvem der først får fat i den andens læbe. Hvis kvinden taber, skal hun foregive, at hun græder, skubbe sin elsker fra sig, vride sine hænder og vende sig fra ham, mens hun foreslår et nyt væddemål. Hvis hun også taber dette, skal hun optræde endnu mere sønderknust, men når hendes elsker derpå ikke er årvågen eller sover, skal hun tage fat i hans underlæbe og holde den mellem sine tænder, så den ikke slipper løs, hvorefter hun skal bryde ud i latter, lave en masse støj, drille ham, danse omkring og spøgende sige både dette og hint, løfte og sænke øjenbrynene og rulle med øjnene. Sådan foregår væddemålene og skænderierne for så vidt angår kyssene, men det samme kan være ti1fældet med favntagene eller for kradsningen med negle og fingre, eller med biddene og slagene. Men alt dette er kun typisk for mænd og kvinder med stærke lidenskaber.
Når en mand kysser en kvindes overlæbe, mens hun til gengæld kysser hans underlæbe, kaldes det overlæbekysset.
Når en af de elskende klemmer den andens læber mellem sine, kaldes det det favnende kys. Men en kvinde modtager kun den slags kys af en mand, der ikke har overskæg. Og hvis man ved et sådant kys berører tænderne, tungen eller ganen hos den anden med sin egen tunge, kaldes det de kæmpende tungers kys. Ved at trykke tænderne mod den andens mund kan man også fremelske meget stærke lidenskaber.
Endelig kan man også inddele kyssene i klasser efter helt andre synspunkter. Der gives for eksempel en inddeling efter de forskellige steder på den elskedes krop, som man kysser.
Når en kvinde stirrer på sin elskers ansigt, mens han sover og kysser ham for at vise sine lyster og sit begær, kaldes det kysset, som flammer af kærlighed.
Når en kvinde kysser sin elsker, mens han er optaget af sit arbejde, eller mens han skændes med hende, eller mens han ser på noget andet, således at hans tanker er optaget af noget andet, kaldes det det bortvendte kys.
Når en elsker kommer sent hjem om natten og kysser sin elskede mens hun ligger i sin seng og sover, og således viser hende sit begær, kaldes det kysset, der vækker. Ved en sådan lejlighed kan kvinden lade, som om hun sover, når hendes elsker kommer, således at hun kan få at vide, hvortil hans lyst står.
Når man kysser spejlbilledet af en, man elsker, kaldes det kysset der fortæller om ens hensigter.
Når man kysser et barn, man har på skødet, eller et billede eller en figur, i nærværelse af den, man er forelsket i, kaldes det det overførende kys.
Hvis en mand i teatret eller i en forsamling af kaste-mænd går hen til en kvinde og kysser en af hendes fingre, såfremt hun står op, eller hendes tå, hvis hun sidder ned, eller hvis en kvinde, mens hun vasker sin elskers krop, lægger sit ansigt ind til hans lår (som om hun var søvnig), for på denne måde at vække hans lidenskab, og kysser hans lår eller storetå, kaldes det et demonstrativt kys.
Der findes en tesis om dette emne, kysset, der lyder, som følger:
"Hvad end den ene af de elskende foretager sig, da bør den anden gøre det samme, hvilket vil sige, at hvis kvinden kysser ham, skal han kysse hende igen, og hvis hun slår ham, bør han også slå hende."

side 9

KAPITEL IV

som handler om at trykke eller sætte mærker eller kradse med neglene.

Når elskoven flammer op, bruges det at trykke neglene ind i huden eller at kradse den elskedes krop med dem, og dette gøres ved følgende lejligheder:

Ved den første kødelige forening.

Før man begiver sig ud på en længere rejse.

Ved hjemkomsten fra en længere rejse.

Ved de vrede elskendes forsoning.

I samvær med en elsker eller elskerinde, som er beruset.

Disse kærlighedsytringer er dog kun virkningsfulde mellem temperamentsfulde mennesker. De anvendes ligesom elskovsbid af dem, for hvem denne form for elskovsleg er ønskelig.
Hvad angår negle og den form, neglemærkerne har, skelner man mellem otte forskellige grupper kærlighedsmærker:

Det knipsende mærke.

Halvmånen.

Cirklen.

Linien.

Tigerkloen.

Påfuglekloen.

Harespringet.

Det blå lotusblad.

Og hvor skal så disse mærker anbringes på den elskendes krop?

I armhulerne.

På halsen.

På brysterne.

På læberne.

På jaghana og omkring skridtet.

På læggene.

Men når lidenskaben går over alle grænser, og al beherskelse forsvinder, kan man ifølge Suvarnanabha dække hele kroppen med neglemærker.
Neglernærkerne må hidrøre fra ganske bestemte former for negle, og de skal være blanke, rene og velplejede. Der bliver lagt stor vægt på soberhed: Neglene bliver inddelt i grupper efter længde:

Korte negle.

Mellemlange negle.

Lange negle.

Store, lange negle, som gør hænderne smukkere og takket være deres udseende tiltrækker kvinderne, indehaves af bengalerne.
I Små, korte negle, som kan bruges på forskellig vis, men som kun har til formål at give nydelse, indehaves af folk fra de sydligere landsdele.
Mellemlange og mellemstore negle, som ejer begge de ovenstående I gruppers egenskaber, indehaves af folk fra Maharashtra.
1) Når en mand trykker neglene mod kinden, brysterne, underlæben eller jaghana så blidt, at der ikke efterlades nogen rift eller noget mærke, men kun legemshårene rejser sig ved berøringen, og neglene selv kan høres svippe over hinanden, kaldes det "det knipsende mærke".
Dette mærke sættes på en ung pige, når hendes elsker vasker hende, kradser hendes hovedbund og har lyst til at gøre hende urolig eller bange.
2) Det buede neglemærke, som anbringes på halsen og brysterne, kaldes "halvmånen"
3) Når halvmånemærkerne anbringes over for hinanden, kaldes de "cirklen". Dette mærke udføres sædvanligvis omkring navlen, i de små fordybninger i halen og i knæhaserne.
4) Et mærke i form af en linie, og som kan laves hvor som helst på kroppen, kaldes »linien«.
S) Hvis den samme linie er en smule buet og anbringes på brystet, kaldes den "tigerkloen".
6) Hvis man med alle fem negle laver et sådant buet mærke på brystet, kaldes det "påfuglekloen". Dette mærke laver man med den hensigt at få ros, da det kræver stor dygtighed at udføre det rigtigt.
7) Når fem mærker med samtlige negle anbringes. tæt ved binden og lige op ad brystvorterne, kaldes det "harespringet".
8) Et mærke anbragt på brystet eller på hofterne i form af et blad af den blå lotusplante kaldes "det blå lotusblade".
Når en af de elskende begiver sig ud på en rejse og inden da bringer et mærke på sin elskedes lår eller bryst, kaldes det "erindringspantet". Ved sådanne lejligheder sætter man tre eller fire linier tæt op til hinanden.
Hermed slutter beretningen om mærker anbragt ved tryk af neglene. Mærker af anden art end de ovenfor nævnte kan også foretages med neglene, thi som de gamle forfattere siger, der er utallige færdigheder at finde hos menneskene, hvorfor der også er utallige måder at lave disse mærker på.
Neglemærker bør ikke sættes på gifte kvinder, men her kan man til minde om og styrkning af kærligheden anbringe særlige mærker på deres intime dele.
Der findes også flere teser om dette emne:
"Kærligheden hos en kvinde, som ser neglemærker på sin krops intime dele, selvom disse mærker er gamle og udviskede, bliver atter frisk og ung. Hvis der ikke er nogen mærker til at minde et menneske om kærlighedens løngange, da svækkes kærligheden på samme måde, som hvis der intet samleje finder sted i længeretid."
Selv når en fremmed på afstand får øje på en ung kvinde med neglemærker på sit bryst,(1) fyldes han med kærlighed og ærbødighed for hende.
Også en mand, som har neglemærker og mærker af bid på forskellige dele af sin krop, gør indtryk på en kvinde, hvor standhaftig hun ellers end måtte være. Kort sagt: der er intet, der i den grad formår at styrke kærligheden som mærker sat med neglene eller af bid.

(1) Heraf synes at fremgå, at kvinderne i gammel tid gik med blottede bryster og dette kan ses i Ajunta-hulens og andre hulers malerier, hvor vi konstaterer, at selv kvinder af kongelig æt gik med blottede bryster.

side 10

KAPITEL V

Som handler om elskovsbid, og hvordan man skal forholde sig over for kvinder fra forskellige lande.

Alle de steder, som kan kysses, kan også bides, undtagen overlæben, det indre af munden og øjnene.
Gode tænders egenskaber bør være følgende: De bør være lige, hvide, må kunne farves, være af passende størrelse, hele og skarpe.
Dårlige tænder kendetegnes derimod ved, at de er stumpe, stikker uregelmæssigt frem af gummerne, er grove, bløde, store og løse.
Nedenfor følger de otte forskellige måder at bide på:

Det skjulte bid.

Det opsvulmende bid.

Punktet.

Punktrækken.

Korallen og ædelstenen.

Ædelstenskæden.

Den forrevne sky.

Bjørnebiddet.

1) Det bid, som kun medfører en voldsom rødmen i huden, kaldes »det skjulte bid«.
2) Når huden trykkes ned til begge sider, kaldes det »det opsvulmende bid«.
3) Når et lille stykke hud bindes udelukkende af to tænder, kaldes det »punktet«.
4) Når lignende små stykker hud bides af alle tænderne, kaldes det »punktlinien«.
5) Den form for bid, hvor man klemmer både tænderne og læberne sammen, kaldes »korallen og ædelstenen«. Læben er korallen og tænderne ædelstenen.
6) Når der bides med alle tænderne, kaldet det "ædelstenskæden",
7) Det bid, der består af, ulige hævninger i cirkelform, og som skyldes tændernes mellemrum, kaldes »den forrevne sky«. Det anbringes på brysterne.
8) Den form for bid, der består af mange, brede rækker af mærker ved siden af hinanden og med røde mellemrum, kaldes »bjørnebiddet«. Dette anbringes på brysterne og skuldrene; men disse to sidstnævnte former for bid er karakteristisk for elskende med store lidenskaber.
Underlæben er det sted, hvor man anbringer det skjulte bid, det opsvulmende bid og punktet; men det opsvulmende bid anbringes desuden også på kinden ligesom korallen og ædelstenen. Kys, negle, mærker og bid er den venstre kinds prydelser, og når man bruger udtrykket kind, forstår man dermed den venstre kind.
PunktIinien og ædelstenskæden i forening sættes på halsen, i armhulen og knæhaserne; men punktlinien alene anbringes på panden og lårene.
Hermed slutter beskrivelsen af de forskellige former for elskovbid.

I kærlighedsforhold bør en mand foretage sig de ting, som passer til kvinderne, når disse er fra forskellige landsdele.
Kvinderne fra det indre af landet (det vil sige mellem Ganges og Jumna) er ædle af natur, uvante med elskovslege uden ynde og væmmes ved neglemærker og bid.
Balhika-kvinderne falder til føje ved slag.
Avantika-kvinderne holder af obskøne kærlighedslege og har dårlige manerer.
Maharashtra ynder udøvelsen af de fire-og-tres kunster; de mumler grove ord og kan lide at blive talt til på samme måde. De har stærke lyster efter voldsomme nydelser.
Kvinderne fra Pataliputra (vore dages Patna) er af samme natur som Maharashtra-kvinderne, men viser kun deres følelser under fire øjne.
Dravida-landets kvinder er langsomme at hidse op, hvor meget man end kærtegner eller kæler for dem: derfor varer det også længe for dem at opnå tilfredsstillelse.
Vanavasi-kvinderne er kun mådeligt lidenskabelige, og selvom de kaster sig ud i alle slags elskovsnydeiser, viser de sig kun nødigt nøgne og foragter dem, som bruger grimme og stærke ord.
Avanti-kvinderne hader at blive kysset, mærket med negle eller bid, men de holder meget af forskellige former for samleje.
Malwa-kvinderne elsker favntag og kys, men ikke at blive revet eller bidt til blods, selvom de bedst erobres ved, at man slår dem.
Abhira-kvinderne og dem fra landet omkring Indus og dens fem bifloder (vore dages Punjab) erobrer man ved Auparishtaka eller mund-erotik.
Aparatika-kvinderne er stærkt lidenskabelige og mumler langsomt lyden »Sit«.
Kvinderne fra landsdelen Lat er endog endnu mere vilde i deres begær, og mumler også lyden "Sit"
Kvinderne fra Stri Rajya og Koshola (Oude) er meget liderlige og afsondrer store mængder livssaft, som de gerne tager medicin for at øge.
Kvinderne fra Andhra-Iandsdelen har bløde kroppe, er meget elskovsfulde og har smag for overdådige nydelser.
Ganda-kvinderne har bløde kroppe og blide ord til deres elskere.
Nu er Suvarnanabha af den opfattelse, at det, som passer til en enkeltpersons natur er vigtigere end det, som tiltaler en hel nation, og at man derfor ikke skal hæfte sig så nøje ved en bestemt landsdels særheder. I tidernes løb låner den ene landsdel sædvaner som forskellige former for elskovsnydeiser, klædedragt og sportsgrene fra den anden, og i sådanne tilfælde bør disse ting anses for at være typiske også for denne landsdel.
Blandt de ting, som er nævnt ovenfor, såsom omfavnelser, kyssen etc., bør det, der øger lidenskaberne, foretages først, mens de andre ting, som kun er for fornøjelsens eller afvekslingens skyld, først bør foretages bagefter.
Der findes forskellige teser om dette emne, som for eksempel:
Når en mand bider en kvinde hårdt, bør hun vredt bide ham endnu hårdere igen. Således bør "punktet" bevares med "punktlinien", og "punktIinien" med en "forreven sky", og muligvis bør hun straks påbegynde et skænderi med sin elsker. Derefter bør hun gribe sin elsker i håret, bøje hans hoved ned til sit og kysse hans underlæbe, og derpå, når hun er beruset af elskovslængsel, bør hun lukke øjnene og bide ham forskellige steder. Selv om dagen og på offentligt sted bør hun, hvis hendes elsker viser hende et eller andet mærke, hun har sat på hans krop, smile ved synet, og idet hun vender hovedet bort som for at håne ham, bør hun med et vredt blik vise ham de mærker på sin krop, som han har lavet. Hvis mænd og kvinder således handler i overensstemmelse med hinanden, vil deres kærlighed til hinanden ikke mindskes, om der så går hundrede år".

side 11

KAPITEL VI

der beskriver de forskellige former for liggende og andre slags samleje.

Hvis der er tale om et "højt samleje", bør Mrigi (gazelle) kvinden ligge ned på en sådan måde, at hun udvider sin yoni, mens Hastini (elefant) kvinden i et »lavt samleje« bør lægge sig sådan, at hun trækker sin yoni sammen. Men i et "lige samleje" bør kvinderne lægge sig ned i naturlige stillinger. Det, som ovenfor fortælles om Mrigi og Hastini, passer også på Vadawa (hoppe) kvinden. I et »lavt samleje« bør kvinden især gøre brug af eliksirer, for at hun hurtigt kan opnå tilfredsstillelse.
Mrigi-kvinden har følgende tre måder at ligge ned på:

Den vidt åbne stilling.

Den gabende stilling.

Indra-hustruens eller Indraniens stilling.

1) Når hun bøjer hovedet bagover og løfter mellemgulvet, kaldes det »den vidt åbne stilling«. Ved sådanne lejligheder bør en mand smøre hende med salve, for at han lettere kan glide ind i hende.
2) Når hun løfter sine lår og holder dem langt ud til siden, når samlejet påbegyndes, kaldes det "den gabende stilling".
3) Når hun lægger sine lår med bøjede knæ op langt siderne og på denne måde indleder samlejet, kaldes det »Indrani-stillingen«, men den kan kun læres ved gentagne øvelser. Stillingen er også nyttig ved »højt samleje«.
Når både manden og kvinden under samlejet ligger med udstrakte ben, kaldes det gribestillingen. Der er to former heraf, alt eftersom de ligger på siden eller på ryggen. I sidestillingen bør manden altid ligge på venstre side og således tvinge kvinden til at ligge på sin højre side, og denne regel bør huskes, ligegyldig med hvilke kvinder man har et liggende samleje.
Hvis kvinden, efter at samlejet er påbegyndt i gribestillingen, presser sine lår mod elskerens, kaldes det pressestillingen.
Hvis kvinden anbringer sit ene lår hen over sin elskers, kaldes det slyngestillingen.
Hvis kvinden med magt klemmer mandens lingam fast i sin yoni, kaldes det hoppestillingen. Også denne stilling kan kun læres ved træning, og er især at opleve hos kvinderne fra Andra-Iandsdelen.
De ovennævnte er de forskellige, liggende stillinger, som anføres af Babhravya; men Suvarnanabha kommer med følgende tilføjelser:
Når kvinden løfter sine lår lige i vejret, kaldes det hævestillingen.
Når hun løfter begge benene og anbringer dem på sin elskers skuldre, kaldes det gabestillingen.
Når benene er bøjede og således »holdes« ind til brystet af elskeren, kaldes det pressestillingen.
Når det ene ben er bøjet og det andet udstrakt, kaldes det den halve pressestilling.
Når kvinden anbringer sit ene ben på sin elskers skulder og strækker det andet ud og derefter bøjer dette og lægger det på hans skulder, mens det, der før lå på hans skulder, strækkes ud, og hun fortsætter med at skifte på den måde, kaldes det bambusflækning.
Når hendes ene ben er lagt om hovedet og det andet udstrakt, kaldes det »at rette søm ud«. Denne stilling kan kun læres ved megen øvelse.
Når begge kvindens ben er bøjet sammen over maven, kaldes det krabbestillingen.
Når lårene er løftet og lagt over hinanden, kaldes det pakkestillingen.
Når læggene er lagt over hinanden, kaldes det den lotuslignende stilling.
Når en mand under samlejet vender sig og nyder kvinden uden at glide ud af hende, og mens hun til stadighed favner hans ryg, kaldes det vendestillingen, men denne læres også kun ved stadige øvelser.
Således,forklarer Suvarnanabha, bør disse forskellige ligge-, sidde eller stående stillinger øves i vand, fordi det er lettere at gøre det der. Men Vatsyayana er af den opfattelse, at samleje i vand er forkaste1igt, fordi religionen forbyder det.
Når en mand og en kvinde støtter sig til hinanden eller op til en væg eller søjle og således stående har samleje, kaldes det støtte-samleje.
Når en mand læner sig op imod en væg, og han holder kvinden i siddende stilling på sine sammenfoldede hænder foran sig, og hun lægger armene om halsen på ham og lårene om hans liv og bevæger sig ved at trykke fodsålerne mod væggen, som manden læner sig op ad, kaldes det hængende samleje.
Når en kvinde ligger på hænder og knæ, og hendes elsker bestiger hende som en tyr, kaldes det koens samleje. Ved sådanne lejligheder bør alt det, man ellers foretager sig med kvindens bryst, gøres ved ryggen.
Når en mand har to kvinder på en gang, og de begge elsker ham lige højt, kaldes det det forenede samleje.
Når en mand har mange kvinder på en gang, kaldes det kohjordens samleje.
I Gramaneri nyder mange unge mænd på en gang en kvinde, som måske er gift med en af dem, og enten skiftes mændene, eller også er de alle med på samme tid. Således holder en af dem kvinden, en anden nyder hendes skød, en tredie hendes mund, en fjerde hendes bryster, og således har de alle samtidig og skiftevis fornøjelse af hende og hendes forskellige legemsdele.
Folkene i de sydlige landsdele bruger også samleje ved anus, og dette kaldes det lavere samleje.
Således ender beskrivelsen af de forskellige former for samleje.

side 12

KAPITEL VII

som fortæller om de forskellige former for slagudveksling og om de lyde, der passer hertil.

Kønslig omgang kunne sammenlignes med en kamp på grund af de mange elskovsformer og den altid herskende lyst til at skændes. Kroppen er det sted, som man i sin lidenskab tildeler elskovsslag, og på kroppen er de vigtigste steder:

Skuldrene.

Hovedet.

Mellem brysterne.

Ryggen.

Jaghana eller mellemgulvet.

Hofterne.

Der findes fire former for slag, nemlig:

Med bagsiden af hånden.

Med halvt knyttet hånd.

Med knyttet hånd.

Med håndfladen.

på grund af smerten fra slagene, giver den, der modtager dem, visse lyde fra sig; disse er af forskellig natur og inddeles i otte grupper:

Lyden Hin.

Den tordnende lyd.

Den kurrende lyd.

Den klynkende lyd.

Lyden Phut.

Lyden Phât.

Lyden Sût.

Lyden Plât.

Slag med knyttet hånd bør føres mod kvindens ryg, når hun sidder på mandens skød, og hun bør slå igen, samtidig med at hun skælder manden ud, som om hun var vred, og ligeledes bør hun udstøde kurre-og klynkelydene. Mens samlejet står på, bør man med bagsiden af hånden slå kvinden mellem brysterne - først langsomt men derefter hurtigere og hurtigere i takt med den stadig stigende ophidselse.
Vedsådanne lejligheder kan man bruge lydene Hin og flere andre, skiftevis eller i rækkefølge, hvad man nu vænner sig til. Når manden, idet han udstøder lyden Phât, slår kvinden på hovedet med halvtknyttet hånd, kaldes det Prasritaka, hvilket betyder at slå med halvtknyttet hånd. I sådant tilfælde er den kurrende lyd, lyden Phât og lyden Phut det rigtige, og ved afslutningen af samlejet de sukkende og klynkende lyde. Lyden Phât er en efterligning af den lyd, der fremkommer, når man flækker et stykke bambus, mens lyden Phut er som den lyd, der fremkommer, når et eller andet falder i vandet. Altid, når kyssene og lignende ting påbegyndes, bør kvinden svare med en stønnende lyd. Under den seksuelle ophidselse og når kvinden ikke er vant til at blive slået, udtaler hun til stadighed ord, der giver udtryk for uvilje, tilfredsstillelse eller begær efter frigørelse såvelsom ord som »fader« og »moder« blandet med sukkende, klynkende og tordnende lyd.(1) Når afslutningen på samlejet nærmer sig, bør manden trykke sin flade hånd temmelig hårdt imod brysterne, Jaghana og i siden på kvinden, indtil samlejet afsluttes, hvorefter man bør give lyde fra sig, som minder om vagtelens eller gåsens skrig.

(1) Mænd, som er velbevandrede i elskovskunsten, ved, hvor forskelligt kvinder Optræder med hensyn til sukken og lyde under samlejet. Nogle kvinder holder af, at elskeren taler til dem med smukke, kærlige ord, andre med liderlige ord, atter andre med obskøne, hæslige ord og så fremdeles. Nogle kvinder nyder elskoven i tavshed og med lukkede øjne, andre udstøder mange forskellige lyde, og atter andre er hele tiden ved at besvime. Det er den store kunst at kunne vælge det, der skænker kvinden de største nydelser, og de elskovslege, som hun synes bedst om.

Der findes to teser om dette emne:
»Det karakteristiske ved manden siges at være hans hårdhed og overlegenhed, mens svaghed, ømhed, følsomhed og trang til at undgå ubehagelige ting er det, som kendetegner kvinden. Den lidenskabelige ophidselse og særlige seksuelle vaner kan somme tider forårsage, at det modsatte er karakteristisk for manden og kvinden, men dette er ikke af længere varighed og ved samlejets afslutning genoprettes de sædvanlige, naturlige egenskaber hos dem begge.«
Vægten mod brystet, saksen mod hovedet, sylen mod kinderne og knibtangen mod brysterne og hofterne kan også tages i betragtning inden for de fire måder at slå på, og der gives altså derfor ialt otte forskellige former. Men disse sidstnævnte fire måder, hvor man slår ved hjælp af genstande, er særegne for folk fra de sydlige landsdele, og mærkerne herfra kan iagttages på deres kvinders bryster. Det er lokale særheder, men Vatsyayana er af den mening, at udøvelsen af disse vaner er smertefuld, barbarisk og gemen, og derfor ganske uværdig og uegnet til at efterligne.
Derfor bør lokale særheder heller ikke tages i brug andet steds, og selv sådanne steder, hvor den slags metoder er almindelige, bør overdrivelser altid undgås. Der kan for eksempel gives eksempler på det farlige heri. Kongen af Panchalas dræbte hetære nMadhavasenaved ved at benytte »vægten« under samlejet. Kong Shatakarni Shatavahna fra Kuntala berøvede sin skønne dronning Malayavati livet på grund af »saksen«, og Naradeva, som havde en forkrøblet hånd, blindede en dansepige ved at benytte sylen på forkert måde.
Her udtaler den berømte tesis:
"Om disse ting kan man ikke opstille tabeller eller regler. Når først samlejet er begyndt, er det alene lidenskaberne,der dirigerer de to parters handlinger."
Sådanne lidenskabelige handlinger og elskovsfulde kneb eller bevægelser, som finder sted i øjeblikkets ophidselse og under det kønslige samvær, kan ikke defineres og er lige så uregelmæssige som drømme. Når en hest først har fået en fart af femte grad, fortsætter den blindt sit løb uden hensyn til afgrunde, grøfter eller træstammer, der måtte ligge den i vejen; på samme måde bliver et elskovspar blindt af lidenskab under samlejet og går fra sans og samling. Derfor bør også den, som er velbevandret i elskovskunsten, og som kender sin egen styrke og desuden den unge kvindes blidhed, lidenskab og modstandskraft, handle i overensstemmelse hermed. De mange forskellige former for nydelse er ikke bestemt for alle tidspunkter eller for alle mennesker, men bør kun bringes i anvendelse i det rette øjeblik og i de rette landsdele og omgivelser.

side 13

KAPITEL VIII

handler om kvinder, der spiller mandens rolle; og om mandens funktioner.

Når en kvinde opdager, at hendes elsker er træt af ideligt samleje og ikke bliver tilfredsstillet, bør hun, hvis han vil gå med til det, lade ham lægge sig på ryggen og hjælpe ham til tilfredsstillelse ved at spille hans rolle. Hun kan også gøre dette for at tilfredsstille sin elskers nysgerrighed eller sin egen trang til at dyrke nye elskovslege.
Der findes to måder at gøre dette på: for det første, hvis hun under samlejet vender sig og kommer oven på sin elsker, således at samlejet fortsætter, uden at nydelsen går tabt; for det andet hvis hun optræder som mand lige fra begyndelsen. Ved sådanne lejligheder bør hun sidde på sin elsker med blomster i sit løsthængende hår og gøre nøjagtig de samme ting, som han plejer at gøre, og hun skal slå ham og sige til ham: »Du lagde mig ned og trættede mig ved et hårdt samleje, nu lægger jeg dig ned og gør det samme ved dig.« Ligeledes bør hun tilkendegive sin generthed, sin træthed og sit ønske om at afbryde samlejet. På denne måde bør hun i det hele taget foretage sig alt, hvad manden plejer at gøre, og dette skal vi nu nærmere komme ind på i det følgende
Alt, hvad en mand gør for at skænke en kvinde erotisk nydelse, kaldes mandens funktioner, og de består af følgende:
Når kvinden ligger ned på sengen og tilsyneladende er optaget af mandens samleje med hende, bør han løsne hendes klæder, og hvis hun begynder at stritte imod, skal han overvælde hende med kys. Når derpå hans lingam er blevet stiv, bør han beføle hende forskellige steder på kroppen, og blidt kæle for hende. Hvis kvinden er genert, og det er første gang, de er sammen, bør manden lægge sine hænder mellem hendes lår, som hun sikkert presser tæt sammen, men hvis det drejer sig om en ganske ung pige, bør han først og fremmest tage hende på brysterne, som hun sandsynligvis vil forsøge at dække med sine hænder, under armene og på halsen. Hvis det derimod drejer sig om en erfaren kvinde, bør han gøre alt det, som enten behager hende eller ham selv, eller som passer til lejligheden. Derefter bør han gribe hende i håret og holde hende under hagen for at kysse hende. Hvis hun er en ung pige, bliver hun genert og lukker øjnene. Under alle omstændigheder bør han af kvindens optræden udlede, hvad der vil være hende til størst lyst under samlejet.
Her tilføjer Suvarnanabha, at mens en mand gør sådant ved en kvinde under samlejet, som han selv har mest lyst til, bør han altid sørge for at berøre de steder på hendes krop, som hun retter sit blik imod.
Det er tegn på, at kvinden føler nydelse og tilfredsstillelse, når hendes krop slapper af, når hun lukker øjnene, mister al generthed og tydeligt viser lyst til at forene de to kønsorganer så intimt som muligt. Omvendt er det tegnet på, at hun higer efter mere nydelse og ikke får tilstrækkelig tilfredsstillelse, når hendes hænder ryster, når hun ikke vil slippe manden og lade ham stå op, når hun virker nedslået, og når hun bider manden, sparker ham og fortsætter med voldsomme bevægelser, selv efter at han har opnået sin tilfredsstillelse. I sådanne tilfælde bør manden gnide kvindens yoni med fingrene (som elefanten kan gnide alt med sin snabel), før samlejet begynder, indtil organet er blødt og eftergivende, og først derefter skal han fØre sin lingam ind i hende.
De handlinger, som manden kan foretage sig, er de følgende:

At støde frem.

At kærne.

At stikke.

At gnide.

At presse.

At slå et slag.

Bjørneslaget.

Tyreslaget.

At muntre spurven.

1) Når organerne bringes rigtigt og direkte sammen, kaldes det at støde lingam frem.
2) Når lingam holdes i hånden og køres rundt i yoni, kaldes det at kærne.
3) Når den øverste del af yoni slås med lingam, kaldes det at stikke.
4) Når det samme foretages med den underste del af yoni, kaldes. det at gnide.
5) Når lingam i længere tid ad gangen presses ind mod yoni, kaldes det at presse.
6) Når lingam fjernes lidt fra yoni og derefter med stor kraft slås ind imod den, kaldes det at slå et slag.
7) Når kun den ene side af yoni gnides med lingam, kaldes det bjørneslaget.
8) Når begge sider af yoni gnides med lingam, kaldes det tyreslaget.
9) Når lingam er i yoni og bevæges op og ned uden at blive taget ud, kaldes det at muntre spurven. Dette finder sted ved afslutningen af samlejet.
Når en kvinde optræder som mand, er der følgende ting, hun kan foretage sig ud over de ni ovenfor beskrevne:

Knibtangen.

Toppen.

Svinget.

1) Når en kvinde holder lingam inde i sin yoni, trækker den ind i sig, trykker den og sådan holder den længe inden i sig, kaldes det knibtangen.
2) Når hun under samlejet drejer sig rundt som et hjul, kaldes det toppen. Dette kan kun læres efter længere tids øvelser.
3) Når under »top-bevægelsen« manden løfter mellemgulvet, kaldes det svinget.
Når kvinden bliver træt, bør hun lægge panden mod sin elskers og således tage et hvil uden at afbryde organernes forbindelse, og når hun er udhvilet, bør manden vende sig om og fortsætte samlejet.
Der findes også visse teser om dette emne, nemlig:
»Selv om kvinden af naturen er tilbageholdende og helst holder sine følelser skjult, viser hun dog al sin kærlighed og liderlighed, når hun sidder oven på manden. Af kvindens handlinger bør manden kunne udlede, hvordan hun er indrettet, og hvordan hun helst ønsker den seksuelle nydelse. En kvinde, som har sine månedlige blødninger, en kvinde, som lige har rejst sig fra barselsengen, eller en fed kvinde bør ikke have lejlighed til at optræde som mand under samlejet.

side 14

KAPITEL IX

som handler om Auparishtaka(1) eller mund-erotik.

(1)Denne praksis synes at have været almindelig visse steder i Indien fra ældgammel tid. "Shushruta", et medicinsk værk, som er sine godt to tusind år gammel, beskriver bidesår i lingam, og hvordan sådanne skal behandles. Så langt tilbage som til det ottende århundrede kan man finde forskellige former for Auparishtaka i mange Shiva-templers billedhuggerværker, for eksempel i Bhuvaneshawara, i nærheden af Cuttack, i Orissa, som er byggede omkring den tid. Af disse skulpturer synes det at fremgå, at denne praksis var populær dengang i den del af landet. Nu synes det ikke at være a1mindeligt i Indien, idet det åbenbart erstattedes af sodomi, der blev indført af muhamedanerne.

Der findes to slags eunuker: de, som er forklædt som mænd, og de, som er forklædt som kvinder. Eunuker forklædt som kvinder efterligner disses klædninger, tale, bevægelser, ømhed, frygtsomhed, primitivitet, blidhed og generthed. Det, som mænd ellers foretager sig med kvinders jaghana, gøres i disse eunukers mund, og dette kaldes Auparishtaka. Disse eunuker nærer deres fantasifulde nydelsestrang ved denne form for samleje, og de lever hetærernes liv. Dette om eunuker, der er forklædte som kvinder.
Eunuker forklædt som mænd holder deres kølige lyster hemmelige, og når de ønsker elskovsnydelser, optræder de som bademestre. I denne egenskab omfavner og trækker de den badende mands lår ind til sig, hvorefter de berører knæhaserne og jaghana'en eller andre særlige steder på kroppen. Hvis eunuken derefter opdager, at mandens lingam er stiv, beføler han den og driller manden, fordi han er kommet i den tilstand. Hvis den pågældende derefter trods fuld viden om eunukens hensigter ikke siger, at han skal fortsætte med sine befølinger, gør denne det dog på eget initiativ og begynder samlejet. Hvis imidlertid den badende befaler ham at gøre det, diskuterer de sagen, og eunuken føjer sig da kun efter mange overtalelser.
Følgende otte ting foretages af eunuken i rækkefølge:

Formelt samleje.

Bid i siderne.

Ydre tryk.

Indre tryk.

Kys.

Gniden.

Sugning af mango-frugten.

Slugning.

Hver gang eunuken har fuldendt en af disse ting, udtrykker han ønsket om at holde op, men når en af tingene er gjort, ønsker manden, at han skal gå videre med endnu mere, og efter endnu en ting, stadig mere og så videre.
1) Når eunuken holder mandens lingam i sin hånd og anbringer den mellem sine læber, hvorefter han bevæger munden, kaldes det formelt samleje.
2) Når eunuken holder hånden om spidsen af mandens lingam, som han holder om en blomsterknop eller et ungt bambusskud, og trykker sine læber mod dens sider og desuden bruger tænderne, kaldes det bid i siderne.
3) Når eunuken bliver opfordret til at fortsætte og trykker sine læber mod spidsen af lingam og kysser den, som ville han trække den ud, kaldes det ydre tryk.
4) Når eunuken yderligere bliver opfordret til at fortsætte, stikker han lingam helt ind i munden, trykker tungen mod den og tager den ud igen. Dette kaldes indre tryk.
5) Når eunuken holder lingam i sin hånd og kysser den, som kyssede han underlæben, kaldes det blot at kysse.
6) Når han efter at have kysset den, berører den med sin tunge og slikker dens spids, kaldes det gnidningen.
7) Når han på samme måde stikker den halvt ind i munden og kysser og sutter kraftigt på den, kaldes det sugning af mangofrugten.
8) Og når eunuken der på til sidst med mandens tilladelse stikker hele lingam ind i munden og suger og trykker den til det yderste nås, kaldes det slugning.
Slag, kradsen og lignende ting kan også udføres under denne form for samleje.
Auparishtaka udøves også af ukyske og løsagtige kvinder, af kvindeligt tyende og så videre, kort sagt af kvinder, som ikke er gift med nogen, men som lever af at vaske andre.
Acharya'erne (»de lærde«) er af den mening, at Auparishtaka er hundens og ikke menneskets opfindelse, fordi det er en lavstående vane og strider imod de hellige skrifters bud; desuden lider manden selv ved at bringe sin lingam i kontakt med eunukers og kvinders munde. Men Vatsyayana udtaler, at de hellige skrifters bud ikke gælder dem, der søger hetærerne, da loven kun forbyder Auparishtaka med gifte kvinder. Hvad angår de sår, manden kan få, lader de sig let helbrede.
Folk i den østlige del af Indien søger ikke kvinder, der praktiserer Auparishtaka.
Folk fra Ahichhatra søger gerne den slags kvinder, men foretager sig ikke noget med dem, hvad angår mund-erotik.
Folk fra Saketa dyrker enhver form for mund-erotik med disse kvinder, mens folk fra Nagara ikke dyrker dette, men alle andre ting.
Der findes følgende teser om emnet:
"Nogle mænds mandlige tjenestefolk dyrker mund-erotikken med deres herrer. Den praktiseres også visse borgere imellem, hvis de kender hinanden godt. Nogle af haremets kvinder udfører, når de er særlig elskovshungrende, mund-erotik på hinandens yoni, og nogle mænd gør det samme, med kvinder. Måden, hvorpå man gør dette (altså kysse en kvindes yoni), bør kendes fra kyssen af munden. Når en mand og kvinde lægger sig ned i modsat stilling, det vil sige: at den enes hoved er i samme retning som den andens fødder, og udfører denne form for samleje, kaldes det kragens samleje."
For den slags tings skyld opgiver hetærer samvær med mænd med gode egenskaber og knytter sig til laverestående personer, såsom slaver og elefantdrivere. Auparishtaka bør aldrig udøves af en lærd brahmin, af en minister, der har ansvar for statens trivsel, eller af en mand af godt omdømme, thi skønt denne praksis er tilladt ifølge Shastra, er der ingen grund til at overdrive den, og den bør kun udøves i ganske særlige tilfælde.

side 15

KAPITEL X

der fortæller om, hvordan man begynder og slutter et samleje, og beskriver forskellige former for samleje og elskovsstridigheder.

I det blomstersmykkede og skøntduftende rum, hvvor manden sidder omgivet af sine venner og tjenestefolk, bør han modtage kvinden, der ankommer nybadet og smukt klædt, og indbyde hende til at indtage forskellige forfriskninger. Han bør anbringe hende ved sin venstre side, stryge hende over håret og desuden blidt berøre hendes klædnings låse, mens han ømt lægger sin højre arm om hende. De bør derpå tale om forskellige emner, og kan også omtale ting, som ellers ville blive anset for grove i almindeligt selskab. De kan desuden synge, enten med eller uden bevægelser, spille på musikinstrumenter, tale om de skønne kunster og nøde hinanden til at drikke. Når kvinden så til sidst er ganske overvældet af kærlighed og begær, børmanden sende de mennesker bort, som er hos ham, overøse dem med blomster, duftende salver og betel-blade, og når de to elskende derefter bliver overladt til sig selv, bør de fortsætte samværet, således som det allerede er blevet beskrevet i de forudgående kapitler.
Således former det seksuelle samværs begyndelse sig. Efter samlejet begiver de to elskende sig taktfuldt og uden at se på hinanden hver for sig til vaskerummet. Derefter bør de sætte sig som før, spise betel-blade, og manden bør med egen hånd. indgnide kvindens krop i ren sandeltræssalve, eller en anden kostelig olie. Derefter bør han omfavne hende med venstre arm og med udvalgte ord opfordre hende til at drikke af et bæger, han selv holder for hende. De kan desuden spise søde sager eller andre ting, de måtte synes om. Desuden kan de elskende sætte sig ud på paladsets eller husets terrasse og nyde måneskinnet og tale om de højeste ting. Ved sådan lejlighed, hvor kvinden hviler i mandens skød med ansigtet vendt imod månen, bør manden udpege de forskellige stjerner for hende - morgenstjernen, polarstjernen og de syv Rishi'er eller Store Bjørn.
Dette er afslutningen på det seksuelle samvær.
Der findes følgende syv former for elskovssamvær.

Elskovssamleje.

Den senere kærligheds samleje.

Den kunstige kærligheds samleje.

Den overførte kærligheds samleje.

Eunukisk samleje.

Det falske samleje.

Det spontane samleje.

1) Når en mand og kvinde, der i nogen tid har elsket hinanden, kun kan mødes med stort besvær, eller den ene af dem vender hjem fra en rejse, eller de forsones efter at have været adskilt på grund af skænderier, kaldes det elskovssamlejet.
2) Når to mennesker søger sammen, mens deres kærlighed endnu er på begyndelsesstadiet, kaldes det den senere kærligheds samleje.
3) Når en mand kaster sig ud i samlejet ved at hidse sig selv op ved hjælp af de fire-og-tres former såsom kys, etc. etc., eller når en mand eller kvinde søger samme leje, skønt de i virkeligheden begge nærer kærlighed til helt andre mennesker, kaldes det den kunstige kærligheds samleje. Her bør alle forskrifterne, som nævnes i Kama Shastra, følges.
4) Når en mand fra begyndelsen af samlejet indtil dets slutning hele tiden tænker på kvinden, som var hun en helt anden, han havde seksuelt samvær med, kaldes det den overførte kærligheds samleje.
5) Samleje mellem en mand og en kvindelig vandbærer eller et kvindeligt tyende af lavere kaste end han selv, og som kun varer, indtil tilfredsstillelse er opnået, kaldes eunukisk samleje. Her anvendes ikke ydre berøringer, kys eller befølinger.
6) Samleje mellem en hetære og en mand fra landet, eller mellem byboere og landsbykvinder eller kvinder fra tilstødende lande kaldes falsk samleje.
7) Samleje mellem to mennesker, som er knyttet til hinanden, og som nyder det erotiske samvær, som de selv ønsker det, kaldes spontant samleje.
Således ender beskrivelsen af de forskellige former for samleje.
Vi skal nu fortælle om elskovsstridigheder og skændsmål.
En kvinde, som er meget forelsket i en mand, kan ikke tåle at høre sin rivalindes navn blive nævnt, eller at der overhovedet tales om hende eller at blive tiltalt ved hendes navn af en fejltagelse. Hvis noget sådant hænder, opstår der et stort skænderi, og kvinden græder, bliver vred, slår sin elsker, lader sig falde ud af sengen eller ned fra den stol, hun sidder på, flænger sine guirlander og prydelser af sig og kaster sig på gulvet.
Nu bør elskeren forsøge at forsone henne med beroligende ord og bør løfte hende forsigtigt op på sengen. Men hun, der ikke vil svare på hans spørgsmål bør med stigende vrede trække hans hoved ned til sig ved at trække ham i håret, og efter at have sparket ham flere gange på arme, hoved, bryst, ryg og ben bør hun hengive sig mod døren. Dattaka siger, at hun nu bør sætte sig i nærheden af døren og udgyde tårer, men hun bør ikke gå sin vej, da dette vil være et fejltrin af hende. Når hun efter nogen tid synes, at hendes elskers forsonende tale har nået sit klimaks, bør hun omfavne ham, og ganske vist tiltale ham med hårde og bebrejdende ord, men dog samtidig vise sit stærke begær efter samleje.
Når kvinden befinder sig i sit eget hjem efter at have skændtes med sin elsker, bør hun opsøge ham, vise ham, hvor vred hun er og derefter forlade ham. Efter at han har sendt Vita'en, Vidushaka'en eller Pithamurda'en hen for at forsone hende, bør hun følge med dem tilbage til hans hus og tilbringe natten hos ham.
Således ender beskrivelsen af elskovsstridigheder.

Og så til slut:
En mand, der gør brug af de fire-og-tres metoder, som nævnes af Babhravya, når sit mål og ejer muligheden for at nyde kvinder af fineste kvalitet. Hvor god han end er i andre ting, hvis han ikke kender til de fire-og-tres emner, vil der ikke blandt de lærde blive vist nogen ærbødighed. Men en mand, der ellers er uvidende, men velkendt med de fire-og-tres emner, vil enhver forsamling af mænd og kvinder se op til. Og hvilken mand vil ikke respektere de fire-og-tres emner, når man tager i betragtning, at de respekteres af de lærdeste, de mest snedige og af hetærerne? En mand, som er dygtig til de fire-og-tres emner betragtes med kærlighed af sin hustru, af andres hustruer og af hetærerne.

side 16

3. DEL

Om at skaffe sig en hustru

KAPITEL I

der funderer over trolovelse og giftermål.

Når en ung pige - og jomfru - af den rigtige kaste bliver gift i overensstemmelse med Den Hellige Skrifts påbud, vil en sådan ægteskabelig forenings resultat være: Opnåelse af Dharma og Artha, afkom, svogerskab, en voksende strøm af venner og uplettet kærlighed. Af disse grunde bør en mand kaste sine øjne på en ung pige, som er af god familie, hvis forældre lever, og som er tre eller fire år yngre end han selv. Hun bør være af højt anset familie, besidde rigdomme, have gode forbindelser og mange slægtninge og venner. Hun bør også være smuk, velskabt, med lykke-modermærker på kroppen, med fin hårvækst, gode negle, tænder, ører, øjne og bryster, der hverken er større eller mindre, end de burde være, og kroppen bør være glatbudet og fast i kødet. Manden bør naturligvis selv besidde gode egenskaber.Men under alle omstændigheder, udtaler Gbotakamukha, bør en ung pige, som allerede har haft omgang med andre (som altså ikke længere er jomfru) aldrig elskes, thi noget sådant ville være forkasteligt.
For nu at bringe et ægteskab i stand med en sådan ung pige, som her blev beskrevet, bør mandens forældre og slægtninge såvel som begge parters venner gøre en indsats for at hidføre den lykkelige forening. Disse venner bør gøre den unge piges forældre opmærksom på de mange fejl, som findes hos alle de andre mænd, de måtte ønske deres datter gift med, og bør samtidig endda overdrive i deres lovprisning af deres vens strålende egenskaber og hæderfulde forfædre og forældre, således at den unge piges forældre, men især hendes mor, fatter hengivenhed til den unge mands slægt. En af vennerne bør også forklæde sig som astrolog og forudsige sin vens storartede fremtid og velstand ved at bevise eksistensen af alle de heldige og lykkebringende varsler og tegn, stjernernes gode positioner og de rigtige modermærker på hans krop. Andre venner bør vække skinsyge hos den unge piges moder ved at fortælle hende, at deres ven har mulighed for i et andet kvarter at erhverve sig en smuk ung pige, der er endda mere attråværdig end hendes datter.
En ung pige bør tages til hustru såvel som gives bort i ægteskab, når tegn, varsler og andre udsagn er af gunstig karakter; thi, siger Ghotakamukha, en mand bør ikke gifte sig på et hvilket som helst tidspunkt. En ung pige, der sover, græder eller er gået ud af huset, når han opsøger hende for at fri, eller som er trolovet med en anden, bør man ikke gifte sig med. Følgende unge piger bør ligeledes undgås:

Den, som holdes skjult.

Den, som har et grimt navn.

Den, som har fladtrykt næse.

Den, som har for store næseb
r.
Den, som er krumrygget.

Den, som har udstående pandeben.

Den, som er skaldet.

Den, som er urenlig.

Den, som en anden har haft samleje med.

Den, som lider af Gulma.(1)

Den, som er vanskabt.

Den, som er for moden.

Den, som er ens ven.

Den, som har en yngre søster.

Den, som er en Varshakari.(2)

Den, som har navn efter et stjernebillede.

Den, som har navn efter en flod.

Den, som har navn efter et træ.

Den, hvis navn ender med »r«.

Den, hvis navn ender med »1«.

(1) En sygdom, der består af kirtelforstyrrelser et eller andet sted på kroppen.
(2) En kvinde, som altid sveder i håndfladerne og under fodsålerne.

Men de fleste forfattere fastholder, at man kun opnår ægteskabelig lykke, hvis man gifter sig med en ung pige, som man er forelsket i, og at derfor kun den unge pige, som bliver elsket, burde giftes.
Når en ung pige bliver giftefærdig, bør hendes forældre iklæde hende skønne dragter og lade hende opholde sig sådanne steder, hvor hun kan ses af alle. Efter hver eftermiddag at have klædt hende på og pyntet hende på passende vis, bør de sende hende med veninder til sportsbegivenheder, ofringer og brylluper, og således vise hende frem for borgerne, thi hun er trods alt en art handelsvare. Ligeledes bør de med venlige ord og handlinger modtage sådanne ønskværdige ynglinge, der i selskab med deres venner og slægtninge kommer på besøg med det formål at anholde om deres datters hånd, og efter at have pyntet hende til lejligheden, bør de præsentere hende for gæsterne. Derefter bør man afvente et gunstigt skæbnetegn og ansætte en dag ud i fremtiden til at få ordnet de forskellige formaliteter med hensyn til datterens giftermål. Når gæsterne er ankommet, bør den unge piges forældre indbyde dem til at spise og bade og bør tilføje: »Alt vil ordne sig til rette tid og sted« og derefter ikke gå nærmere ind på emnet men udskyde samtalen herom til et senere tidspunkt.
Når en ung pige således erhverves til ægteskab, enten i overensstemmelse med landsdelens sædvane, eller på grund af mandens begær efter hende, bør han ægte hende efter de hellige loves forskrifter.
Således ender beskrivelsen af giftermål og trolovelse.

side 17

KAPITEL II

der viser, hvordan man indgyder den unge pige tillid.

I de første dage efter brylluppet bør den unge pige og hendes mand sove på gulvet, ikke give sig hen i seksuelle nydelser, og spise deres mad uden krydderier af nogen art. I de næste syv dage bør de bade under skøn musik, pynte sig, spise sammen og modtage deres slægtninge såvel som sådanne gæster, der måtte komme for at betragte deres lykkelige ægteskab. Dette gælder for alle kaster. Den tiende dags aften bør manden, når de befinder sig på et ensomt sted, begynde at tale til den unge pige med blide ord og således vække hendes tillid. Nogle forfattere mener, at han med det formål at vinde hende ikke burde tale til hende i tre dage, men Babhravya's tilhængere er af den opfattelse, at hvis manden ikke taler til hende i tre dage, kan den unge pige tabe modet ved at se ham sådan og vil måske begynde at betragte ham som eunuk. Vatsyayana udtaler, at manden bør indlede med at forsøge på at få hende til vilje, men for at indgyde hende tillid bør han i begyndelsen holde sig fra seksuelle nydelser med hende. Kvinder, som er af blid natur, kræver en blid behandling, og hvis mænd, som de kun har et overfladisk kendskab til, nærmer sig dem med magt, kommer de somme tider til at hade al kønslig omgang, ja, kommer endda til tider også til at hade selve mandkønnet. Manden bør derfor nærme sig den unge pige på en sådan måde, som passer til hendes natur, og bør langsomt vinde hendes fortrolighed ved hjælp af forskellige metoder, som er følgende:
Først bør han omfavne hende på den måde, som hun bedst kan lide det, nemlig hvor omfavnelsen ikke varer så længe.
Han bør omfavne hende med den øverste del af kroppen, fordi det er lettere og enklere. Hvis pigen er voksen, eller hvis manden har kendt hende i længere tid, kan han omfavne hende ved skæret af en lampe, men hvis han ikke kender hende godt, eller hvis hun er ganske ung, bør omfavnelsen ske i mørke.
Når den unge pige går med til omfavnelsen, bør manden putte en »tambula« eller kerne af betel-nød eller betel-blade i hendes mund, men hvis hun ikke vil det, bør han overtale hende dertil ved venlige ord, bønner og besværgelser og knæle ned for hende, thi det er almindeligt kendt, at hvor genert eller vred en kvinde end er, kan hun dog ikke stå for en mand, der knæler for hende. Når han så har fået hende til at indtage denne »tambula«, bør han kysse hende blidt og yndefuldt på munden, uden at det kan høres. Når han således har vundet hende i denne retning, bør han få hende til at tale, og for at få hende hertil, bør han stille hende spørgsmål om ting, han intet kender til eller lader, som han ikke kender til, og som kan besvares med få ord. Hvis hun ikke taler til ham, bør han ikke gøre hende bange, men spørge hende atter og atter om det samme og i en venlig tone. Hvis hun stadig ikke svarer, skal han presse på, for at få hende til at tale, thi som Ghotakamukha siger, »alle unge piger hører alt, hvad mænd siger til dem, selvom de selv ikke svarer på noget som helst.« Efterhånden bør pigen svare ved at ryste på hovedet eller nikke, men hvis de har skændtes, bør hun dog end ikke gøre det. Hvis manden spørger hende, om hun vil have ham, og om hun kan lide ham, bør hun forblive tavs i lang tid, men når hun til sidst bliver indtrængende opfordret til at svare, bør hun give et gunstigt svar ved at nikke. Hvis manden tidligere har kendt pigen, bør han tale med hende sammen med en veninde, som er ham venligt stemt. Ved sådanne lejligheder bør den unge pige smile med bøjet hoved, men hvis veninden siger mere på hendes vegne, end det er ønskeligt, bør pigen skænde på hende. Veninden bør for spøgs skyld netop sige, hvad pigen ikke ønsker, hun skal sige, og tilføje: »det siger hun selv«, hvorpå pigen straks skal protestere yndefuldt med et »Nej, nej! Det har jeg aldrig sagt,« og derpå skal hun smile og tilkaste manden et flygtigt blik.
Hvis den unge pige kender manden godt, bør hun uden at sige noget anbringe »tambula'en«, salven og smykkekransen i nærheden af ham, eller hun kan muligvis fæstne kransen til hans klædning. Mens hun er i færd hermed, bør manden beføle hendes unge bryster med det klingende neglemærke, og hvis hun vil forhindre ham i at gøre dette, bør han sige til hende: »Jeg skal nok lade være med at gøre det, hvis du vil omfavne mig,« og bør på denne måde overtale hende til at omfavne sig. Mens hun omfavner ham, bør han lade sin hånd glide ned over hendes krop. Senere bør han sætte hende på sit skød og blive dristigere og dristigere, mens han forsøger at vinde hendes tillid, men hvis hun ikke vil føje sig efter hans vilje, bør han gøre hende bange ved at sige: »Med mine tænder og negle skal jeg sætte mærker i dine læber og bryster, og derefter sætte lignende mærker på min egen krop og fortælle mine venner, at det er dig, der har sat dem. Hvad vil du så gøre?« På denne og lignende måder, ligesom man vækker frygt og tillid i børns sind, bør manden langtsomt få hende til at falde til føje.
Den anden og tredje aften, efter at hendes tillidsfuldhed yderligere er vokset, bør han beføle hendes krop med sine hænder og kysse hende overalt; han bør også lægge sine hænder på hendes lår og massere dem, og hvis han kan få lov hertil, skal han også massere hendes knæhaser. Hvis hun forsøger at forhindre ham heri, bør han sige: »Hvad ondt er der i det?« og overtale hende til at lade ham gøre det. Efter at være nået så vidt, bør han beføle hendes intime dele, løse hendes bælte, løfte hendes underbeklædning op og massere hendes nøgne lår. Alle disse ting bør han foretage sig under forskellige påskud, men han bør ikke ved denne lejlighed indlede et virkeligt samleje. Derefter bør han belære hende om de fire-og-tres kunster og fortælle hende, hvor meget han elsker hende og ligeledes beskrive for hende, hvilke store brændende forhåbninger han har sat til samlivet med hende. Desuden bør han love hende evig troskab og fjerne enhver frygt hos hende for rivalinder, og efter at han således endelig har fået bugt med hendes generthed, bør han begynde at skænke hende og sig selv sådanne nydelser, som ikke gør hende ængstelig.
Sådan lyder beskrivelsen af, hvordan man vinder en ung piges tillid.
Der findes flere teser om dette emne, som for eksempel:
»En mand, der føler sig tiltrukket af en ung pige, bør forsøge at vinde hende, således at hun kommer til at elske ham og nære tillid til ham.«
»En mand når ingen vegne med en ung pige, hvis han på den ene side vælger den direkte vej eller på den anden side går ad for snørklede stier, og derfor bør han vælge den gyldne middelvej.«
»Den mand, som ved, hvordan han skal blive elsket af kvinder, samtidig med at han styrker deres stolthed og tillid, vil altid være genstand for sin elskedes kærlighed.«
»Men den, som ignorerer det unge pigesind, synes hun er for genert, og handler derefter, vil blive foragtet af hende som et dyr, der er uvidende om; hvordan han skal behandle kvinder.«
»Den unge kvinde, som bliver taget med magt af en mand, som ikke fatter de kvindelige egenskaber, bliver nervøs, urolig, nedslået og begynder pludselig at hade den mand, som har taget hende med vold; og når derpå hendes kærlighed ikke bliver forstået eller gengældt, synker hun hen i tungsind, og kommer enten til at hade alle mænd eller i sit had til sin egen mand hengiver hun sig til andre mænd.«(1)

(1)I mange af dette århundredes romaner findes der eksempler på dette sidste.

side 18

KAPITEL III

der omhandler kurmageriet og ens tilkendegivelse af følelser ved tegn og gerninger.

En fattig mand med gode egenskaber, en mand af dårlig familie med middelmådige egenskaber, en nabo, som er rig og en person, som er undergivet sin faders, moders og brødres herredømme, bør ikke gifte sig uden at have vundet den unge pige for deres forening lige fra barndommen. Således bør en knøs, som adskilt fra sine forældre bor i sin onkels hus, forsøge at vinde sin kusines hjerte eller en anden barndomskammerats, selvom hun er lovet bort til en anden. Og for denne måde at vinde en pige på, siger Ghotakamukha, findes der ingen undtagelser, fordi Dharma kan opnås på den måde såvel som gennem en hvilken som helst anden form for giftermål.
Når en knøs således er begyndt at gøre kur til den pige, han elsker, bør han tilbringe tiden sammen med hende og fornøje hende med forskellige lege og adspredelser,,der passer til deres alder og bekendtskab, som for eksempel at plukke blomster, lave blomsterkranse, lege far, mor og børn, lave mad, spille terninger, kort, lige eller ulige og så videre og så videre. Desuden bør han arrangere forskellige morsomme lege, hvori også andre deltager, såsom skjul, tagfat, tampen brænder, blindebuk og andre ting af lignende karakter. Manden bør også vise stor venlighed mod enhver kvinde, som pigebarnet viser tillid, og bør desuden gøre nye bekendtskaber, men frem for alt bør han være venlig og charmerende over for pigebarnets ammes datter, thi hvis han kan vinde hende for sin sag, selvom hun ved, hvad hans mål er, vil hun ikke være nogen hindring, men er endda somme tider i stand til at formidle hans forening med pigebarnet. Og skønt hun kender mandens sande hensigter, taler hun altid om hans mange strålende egenskaber til pigens forældre og slægtninge, selv når han ikke beder hende om det.
På denne måde bør manden gøre alt, hvad der særlig morer pigebarnet, og han bør forsøge at skaffe sådanne ting til hende, som hun gerne vil eje. Således bør han skaffe hende legetøj, som kun få andre piger kender til. Han kan for eksempel vise hende en bold farvet i forskellige kulører og andre mærkværdigheder af lignende art; og han bør forære hende dukker af tøj, træ, horn, elfenben, voks, mel og ler; også køkkensager og træfigurer, som for eksempel en stående mand og kvinde, et par vædere, geder eller får; ligeledes templer lavet af ler, bambus eller træ og indviet til forskellige guddomme, og bure til papegøjer, gøge, stære, vagtler, haner og fasaner; skibe af forskellige typer, vandkastningsmaskiner, strengeinstrumenter, opsatser til billeder, stole, lak, rød arsenik, gul olie, sandeltræ, saffran, betel-nød og betel-blade. Sådanne ting skal han forære hende, hver gang han har lejlighed til at møde hende. Han bør kort sagt på enhver måde forsøge at få hende til at anse ham for en, som vil gøre alt, hvad hun ønsker, for hende.
Derefter bør han forsøge at mødes med hende et hemmeligt sted og der fortælle hende, at grunden til, at han giver hende gaver i al hemmelighed, er, at han er bange for, deres forældre ikke vil synes om det, og så kan han tilføje, at de ting, han har foræret hende, er meget eftertragtede af andre. Når hendes kærlighed synes at vokse i styrke, bør han fortælle hende dejlige eventyr, såfremt hun ytrer ønske om det. Eller hvis hun kan lide fingerfærdighed, bør han forbløffe hende med forskellige tryllekunster; eller hvis hun er meget nysgerrig efter at se eksempler på de forskellige skønne kunster, bør han vise hende, hvor dygtig han selv er til dem. Hvis hun holder af at synge, bør han underholde hende med musik, og på visse dage, hvor de for eksempel skal til måneskinsmarkeder eller fester, eller hvor hun vender hjem efter at være bortrejst nogen tid, bør han forære hende blomsterbuketter og hovedsmykker og ørenringe, thi. ved sådanne lejligheder er disse ting de rette.
Han bør også lære hendes ammes datter alle mændenes fire-og-tres måder at opnå nydelse på, og under dette påskud bør han også fortælle hende om sin store kyndighed i de seksuelle kunster. Hele tiden bør han være iført en smuk klædning og se så godt ud som muligt, thi unge kvinder elsker, at mænd, der bor samme sted som de selv, er smukke, kønne og velklædte.
En ung pige viser i øvrigt sin kærlighed ved følgende ydre tegn og gerninger: hun ser aldrig manden direkte i øjnene og virker genert, når han betragter hende; under et eller andet påskud får hun imidlertid altid vist ham sine ben; hun ser lønligt på ham, selv når han ikke længere er ved hendes side; hænger med hovedet, når han stiller hende nogle spørgsmål og svarer utydeligt og med halvfærdige sætninger, elsker at være sammen med ham i lang tid ad gangen, taler til sine veninder med en særlig høj stemme i håb om at tiltrække sig hans opmærksomhed, hvis han opholder sig i nogen afstand fra hende, ønsker ikke at forlade det sted, hvor han er, får ham til under det ene eller andet påskud at se på forskellige genstande, beretter fortællinger og eventyr for ham, men så langsomt, at hun kan fortsætte med at tale med ham i lang tid, kysser og omfavner for øjnene af ham et barn, hun har på skødet, maler prydelser på sine veninders pander, gør yndefulde bevægelser, når veninderne taler drillende til hende i hendes elskedes nærværelse, betror sig til hans venner, respekterer og adlyder dem, viser hans tyende venlighed, samtaler med den: og får dem til at udføre forskellige hverv for sig, som var hun deres frue, og lytter opmærksomt til dem, når de fortæller historier om hendes elskede til andre, betræder hans hus, når hun opfordres hertil af sin ammes datter, og fører ved hendes hjælp samtaler og spiller med ham, undgår at blive set af ham, når hun ikke er påklædt og pyntet, giver ham gennem sin veninde sin ørenring, fingerring eller blomsterkrans, som han måske har ønsket at se nærmere på, bærer altid et smykke, som han måske har foræret hende, bliver nedslået, hvis hendes forældre nævner en mulig anden brudgom end ham, og ønsker ikke at omgås dem, der kunne være en sådans venner eller som vil støtte ham i hans krav.
Der findes også teser om dette emne:
»En mand, som har set og genkendt en ung piges følelser over for sig, og som har bemærket de ydre tegn og gerninger, ved hvilke sådanne følelser udtrykkes, burde gøre alt, hvad der stod i hans nagt, for at bringe en forening mellem dem i stand.«
»En mand vinder en ung pige ved barnlige lege, men en voksen ung dame ved sin dygtighed i de skønne kunster, og en ung pige, som elsker ham, ved at søge assistance hos de personer, som hun har tillid til.«

side 19

KAPITEL IV

der handler om de ting, som kun bør gøres af manden, og om erobingen af pigen ved disse ting; men fortæller også om, hvad en ung pige skal gøre for at erobre en mand.

Når nu en ung pige begynder at vise sin kærlighed ved de ydre tegn og gerninger, som beskrevet i det foregående kapitel, bør elskeren forsøge at erobre hende fuldstændig ved forskellige metoder, som for eksempel:
Hvis han deltager i et spil eller i sport med hende, skal han forsøge at holde hende i hånden. Han bør foretage de forskellige former for omfavnelser på hende, således som den berørende omfavnelse og andre, der allerede er beskrevet i et tidligere kapitel. Han skal med mellemrum vise hende et menneskepar, som han med snilde skærer ud af et blad fra et træ og lignende ting. Når de er på badeure, bør han springe ud i nogen afstand fra hende, men dukke op lige ved siden af hende. Han bør vise en intens interesse for de nyudsprungne træer og blomster. Han bør beskrive for hende de rædsler, han gennemgår for hendes skyld. Han bør fortælle hende om de skønne drømme, han har haft om andre kvinder. Ved selskaber og forsamlinger inden for deres egen kaste bør han sidde nær ved hende og ved enhver lejlighed røre ved hende, og når han har anbragt sin fod ovenpå hendes, bør han langsomt berøre hver enkelt af hendes tæer og trykke neglespidserne blidt; hvis dette lykkes ham, bør han tage hendes fod i sin hånd og gøre det samme igen med fingrene. Han bør også forsøge at klemme hendes finger ind mellem to af sine tæer, hvis hun tilfældigvis vasker hans fødder; og hver gang han forærer hende noget eller modtager noget af hende, bør han ved sin optræden og udseende vise hende, hvor meget han elsker hende.
Han bør stritte vand på hende af det vand, som bliver bragt ham, for at han skal skylle munden; og når han er alene med hende på et ensomt sted eller i mørke, bør han gøre kur til hende og betro hende sin sande sindstilstand uden på nogen måde at gøre hende urolig.
Hver gang han sidder sammen med hende på en hynde eller en seng, bør han sige til hende: »Jeg har noget at sige dig under fire øjne,« og når hun derefter møder ham et afsides sted for at høre, hvad han har at sige, skal han mere ved sin optræden og ved tegn end ved tale vise hende, hvor stærk hans kærlighed er. Når han bliver klar over hendes følelser, bør han lade, som om han er syg og formå hende til at komme til hans hjem og tale med ham. Nu bør han' sørge for at tage hendes hånd og lægge den på sine øjne og pande og bør under påskud af at skulle have tilberedt noget medicin bede hende gøre dette arbejde for ham. Han skal da sige følgende: »Dette må gøres af dig og ikke af nogen anden.« Når hun gerne vil gå igen, skal han slippe hende, men indtrængende bede hende komme igen. Denne foregivne sygdom bør vare i tre dage og nætter. Når hun derefter begynder at komme jævnligt på besøg, bør han føre lange samtaler med hende, thi, som Ghotakamukha siger: »Om en mand elsker en kvinde nok så meget, vil det dog aldrig lykkes ham at vinde hende uden megen tale.« Når manden til sidst opdager, at han ganske har vundet pigen for sin sag, kan han begynde at nyde hende. Med hensyn til den påstand, at kvinder bliver mindre frygtsomme hen imod aften, og når det er mørkt, og er lystne efter samleje på sådanne tidspunkter, og da ikke sætter sig til modværge og derfor kun børnydes på sådanne tider, er det kun løs snak.
Når det er umuligt for manden alene at gennemføre sine planer, bør han ved hjælp af hendes ammes datter eller en veninde, som hun har tillid til, få ordnet det således, at hun bliver bragt til ham uden at kende hans hensigter, og han bør da fortsætte ad samme linie som ovenfor beskrevet. Eller han kan til at begynde med sende sit eget kvindelige tyende hen at bo hos pigen som hendes veninde og på den måde vinde hende.
Når en ung pige, som har en god karakter og er dannet, men af en mindre berømt familie, eller som er fattig og derfor ikke begæres af sine lige, eller er forældreløs eller vel har mistet sine forældre, men i øvrigt overholder sin families og kastes love, hvis en pige i en af disse situationer skulle ønske at blive gift, når hun bliver voksen, bør hun forsøge at vinde en stærk og køn ung mand eller en person, som hun mener vil gifte sig med hende, fordi han er en smule tåbelig og måske endda vil gøre det mod sine forældres samtykke. Hun bør gennemføre dette ved såvel at gøre sig attråværdig for denne person, som ved ofte at mødes med ham. Hendes moder bør også til stadighed og ved sine veninders hjælp hidføre, at de to mødes så ofte som muligt. Pigen bør selv forsøge at blive alene med sin elskede et eller andet roligt sted og ved enhver lejlighed bør hun forære ham blomster, betel-nød, betel-blade og parfumer. Hun bør også demonstrere sin dygtighed i de skønne kunster, i massage, i at rive og lave mærker med neglene. Hun bør også tale med ham om sådanne emner, som han interesserer sig mest for, samt diskutere med ham, hvilke er de bedste metoder til at vinde en ung piges hengivenhed.
Men ældre forfattere siger, at hvor meget pigen end elsker manden, bør hun ikke tilbyde sig selv eller gøre de første skridt til elskovsforeningen, thi en pige, som gør dette, mister sin værdighed og risikerer at blive hånet og afvist. Men når manden åbenbarer sin lyst til at nyde hende, bør hun være imødekommende over for ham, men bør ikke vise sin henrykkelse og bør modtage alle beviserne på hans kærlighed, som om hun var uvidende om hans sindstilstand. Men når han forsøger at kysse hende, bør hun sætte sig til modværge; når han tigger hende om at dele leje med ham, bør hun kun lade ham beføle hendes intime dele efter mange ophævelser; og selv om hun længes efter ham, bør hun ikke give efter for ham, som om hun var aldeles villig hertil, men bør sætte sig til modværge i lang tid. Det er først, når hun er helt sikker på, at hun virkelig er elsket, og at hun virkelig er sin elskedes tilbedte, og at han ikke vil skifte mening senere, at hun bør give sig hen til ham, og da skal hun også overtale ham til hurtigt at gifte sig med hende. Efter at have mistet sin jomfrudom bør hun fortælle sine bedste veninder det.
Her ender beskrivelsen af, hvilken indsats en ung pige bør yde for at vinde sig en mand, og om dette emne findes også følgende teser:
»En ung pige, som er meget omsværmet, bør gifte sig med den mand, som hun elsker, og som hun mener vil adlyde hende og være i stand til at give hende alle livets nydelser. Men når en ung pige på grund af sine forældres begær efter rigdom bliver giftet bort til en rig mand uden at der bliver tænkt på brudgommens karakter eller udseende, eller hun bliver skænket til en mand, der har flere koner, bliver hun aldrig denne mand hengiven, selvom han har mange gode egenskaber, bøjer sig for hendes ønsker, er handlekraftig, stærk, sund og ivrig efter at glæde hende på alle måder. En ægtemand, som er lydig, men alligevel herre i sit eget hus, hvad enten han er fattig og grim, er bedre end en mand, som er mange kvinders »ejendom«, om han er nok så tiltrækkende og smuk. Rige mænds kvinder, når der er mange hustruer i huset, er ikke deres mænd særlig hengivne, har ikke tillid til dem og søger endda andre mænds leje, selvom de takket være rigdommen i øvrigt besidder alle livets ydre fordele. En mand med en lav karakter, som har mistet sin sociale stilling og som ofte er på rejse, fortjener ikke at være gift; det gør heller ikke den, som har mange koner og børn, eller en, som er forfalden til sport eller hasardspil, og som kun søger sin kone, når det passer ham. Af alle en piges elskere er kun den hendes sande ægtemand, som ejer de egenskaber,hun elsker, og alene sådan en ægtemand har det virkelige herredømme over hende, fordi han er en kærlighedens ægtemand.«

side 20

KAPITEL V

der handler om visse former for ægteskab.

Når en ung pige er erobret og åbent optræder sammen med manden som hans hustru, bør han drage omsorg for at lade hente ild fra en Bramins hus, og efter at have spredt Kusha græs på sin grund og ofret til ilden, gifte sig med hende i henhold til religionens forskrifter. Desuden kan han rolig meddele dette til sine forældre, fordi det er de ældre forfatteres opfattelse, at et ægteskab højtideligt indgået ved en ildens ceremoni ikke bagefter vil kunne opløses.
Efter den lovlige godkendelse af ægteskabet bør mandens slægtninge gradvis gøres bekendt med sagen, og ligeledes bør pigens slægtninge få meddelelse herom på en sådan måde, at de giver deres Samtykke til ægteskabet og ser igennem fingre med den måde, hvorpå det er blevet indgået, og siden bør de forsones med kærlige gaver og hensynsfuld opførsel. På denne måde kan manden gifte sig med' pigen i henhold til Gandharva-formen for ægteskab.
Når pigen ikke kan beslutte sig eller ikke vil give udtryk for sin villighed til at gifte sig, bør manden gøre hende til sin på en af de følgende beskrevne måder:
1) Ved en passende lejlighed og under et eller andet påskud bør han ved hjælp af en veninde, som han kender godt og kan stole på og som også er velkendt af pigens famillie, få den intetanende pige bragt til sit hus, og derefter bør han lade hente ild fra en Bramins hus og fortsætte ad de samme veje som før beskrevet.
2) Når pigens bryllup med en anden: person nærmer sig, bør manden sværte den fremtidige ægtemand til det yderste hos pigens moder, og når han derefter med dennes samtykke har fået pigen bragt til et nabohus, bør han hurtigt lade hente ild fra en Bramins hus og derpå følge de tidligere beskrevne retningslinier.
3) Manden bør gøre sig meget gode venner med pigens broder, hvis den pågældende broder er på samme alder som han selv og forfalden til hetærers selskab og til affærer med andre mænds hustruer, og han bør hjælpe ham i sådanne sager og desuden af og til give ham gaver. Derpå bør han fortælle ham om sin store kærlighed til hans søster, eftersom unge mænd almindeligvis er rede til at ofre endog deres liv til fordel for dem, som er af samme alder og har de samme vaner og lyster som de selv. Derefter bør manden ved broderens hjælp få pigen bragt til et eller andet sikkert sted og lade hente ild fra en Bramins hus og i øvrigt derefter gå ad de vanlige veje.
4) Når der afholdes fester, bør manden få ammens datter til at give den unge pige et eller andet berusende, derefter sørge for at få hende bragt til et sikkert sted under et eller andet påskud, og efter der at have nydt hende, før hun er kommet sig af sin beruselse, bør han lade hente ild fra en Bramins hus og derpå følgede før omtalte retningslinier.
5) Ved ammens datters hjælp børmanden lade den unge pige bære bort fra hendes hjem, mens hun sover, og når han så, inden hun er helt vågen, nyder hende og samtidig lader bringe ild fra en Bramins hus, kan han følge de fastlagte linier.
6) Hvis den unge pige går ud i en have eller begiver sig til en landsby i nabolaget, bør manden sammen med sine venner falde over hendes vogtere, dræbe dem eller skræmme dem væk, bortføre pigen med magt og derefter fortsætte ad de før nævnte veje.

side 21

4. DEL

Om hustruen

KAPITEL I

der beskriver den dydige kvindes opførsel, og hvordan hun bør være i sin mands fraværelse.

En dydig kvinde, som nærer hengivenhed for sin mand, bør kun handle i overensstemmelsemed hans ønsker, og med hans samtykke bør hun påtage sig alt vedrørende familieaffærerne. Hun bør holde hele huset rent og sørge for blomsterarrangementer forskellige steder i hjemmet, vaske og bone gulvet, således at helhedsindtrykket af hjemmet bliver hyggeligt og indbydende. Hun bør omgive huset med en have og drage omsorg for, at der er et passende sted for morgen-, middag-og aftenofringerne. Endelig bør hun på enhver måde håndhæve almindelig ærbødighed for husguderne, thi, siger Gonardoiya, »intet varmer husherrens hjerte så meget, som at hans hustru nøje overholder de ting, som er nævnt her.«
Over for sin mands forældre, slægtninge, søstre og tjenestefolk bør hun altid optræde, som det sømmersig i hvert enkelt tilfælde. I haven bør hun plante grønne urter i smukt anlagte bede, sukkerrør og figentræsbuske, sennepsplanter, kål og andre grønsager. Ligeledes bør hun plante forskellige blomster som jasminer, gule amaranther, vilde jasminer, nandyavarta'er, teroser og mange andre blomster til pryd for haven. Desuden bør hun sørge for løjbænke og hvilesteder i haven, ligesom en guldfiskedam bør graves, eller måske et springvand bygges.
Hustruen bør altid undgå at omgås kvindelige tiggere, kvindelige buddhist-tiggermunke, urene og tyvagtige kvinder samt spåkoner og hekse. Med hensyn til måltiderne bør hun altid have for øje, hvad hendes mand kan lide og ikke lide, og hvad der er godt, og hvad der er dårligt for ham. Når hun hører hans trin, og han kommer hjem ude fra byen, bør hun straks rejse sig og gøre sig rede til at gøre alt, hvad han måtte forlange af hende, og enten bør hun befale sit kvindelige tyende at vaske hans fødder eller selv gøre det. Hvis hun begiver sig noget sted hen sammen med sin mand, bør hun tage sine smykker på, men uden hans samtykke bør hun ikke indbyde nogen eller selv lade sig indbyde noget sted, ej heller overvære bryllupper og ofringer eller sidde i selskab med veninder eller besøge templerne. Og vil hun deltage i nogen form for leg eller sport, bør hun kun gøre det med hans samtykke. Ligeledes bør hun altid først sætte sig, efter at han har sat sig, men altid rejse sig før han, og hun bør aldrig vække ham, hvis han sover. Køkkenet bør altid ligge tilbagetrukket i huset, således at fremmede ikke kan få adgang til det, og det bør altid skinne af renhed.
I det tilfælde, at hendes mand gør sig skyldig i ukorrekt opførsel mod hende, bør hun ikke skælde ham alt for voldsomt ud, selvom hun må vise sig utilfreds. Hun bør ikke bruge grove ord mod ham, men bør bebrejde ham med besindige ord, hvad enten han er i selskab med venner eller alene. Overhovedet bør hun ikke være nogen rappenskralde, thi, siger Gonardiya, "der findes intet, en mand væmmes mere ved end en sådan egenskab hos sin kone." Endelig bør hun undgå simple udtryk, surhed, mumlende bemærkninger, at stå i døren og stirre på folk, der går forbi, at holde sladdermøder i parkerne eller at opholde sig på ensomme steder for længe; og endelig bør hun altid holde sin krop, sine tænder, sit hår og alt, hvad der hører hende selv til, ordentligt, duftende og rent.
Når hustruen ønsker at nærme sig sin mand intimt, bør hendes klædning bestå af mange prydelser, forskellige slags blomster, klæde, som er smykket med mange farver, og sødt-duftende olier og salver. Men hendes daglige klædning bør bestå af tyndt, tætvævet lærred, et par smykker og blomster og en lille smule parfume, men endelig ikke for meget. Hun bør også sørge for at overholde sin mands faster og religiøse forpligtelser, og hvis han forsøger at forhindre hende i det, bør hun overtale ham til at lade hende gøre det.
På de rette årstider, hvor det er billigst, bør hun købe jord, bambus, brænde, huder, jerngryder og ligeledes salt og olie. Sådanne ting som duftende væsker, kurve, blade, urter, medicin og andet, som man altid har brug for, bør købes, når det er nødvendigt og gemmes i et hemmeligt rum i huset. Frø af radisen, kartoflen, roen, indisk træ, mangofrugten, ingefæren, æggeplanten, kushmandaen, suranaen, sandeltræet, hvidløg, det almindelige løg og andre grønsager bør anskaffes og såes på de rette årstider.
Ydermere bør hustruen ikke til fremmede fortælle sin velstands størrelse, ej heller de hemmeligheder, hendes mand har betroet hende. Inden for sit eget milieu og sin egen rang bør hun stræbe efter at overgå alle sine lige i intelligens, udseende, madlavning, stolthed og optræden over for sin ægtemand. Årets udgifter bør udlignes ved indtægterne. Den mælk, der levnes efter måltiderne, bør opbevares eller laves til tykmælk. Olie- og sukkertilberedning bør foregå hjemme; ligeledes vævning og syning; man bør sikre sig et lager af reb og snore samt træbark, der kan snoes til reb. Ligeledes bør hustruen overvåge stampning og rensning af risen. Hun bør betale tjenestefolkene deres løn, holde øjemed pasningen af markerne og kvæghjorderne, lede forarbejdningen af køretøjer og specielt tage sig af vædderne, hanerne, vagtlerne, papegøjerne, stærene, gøgene, påfuglene, aberne og dådyrene; og endelig bør hun føre regnskab for hver enkelt dag. Brugt og slidt tøj bør gives til det tyende, som har udført et godt arbejde for at vise dem, at man har skønnet på deres tjeneste, eller dette tøj kan eventuelt benyttes til andre ting. De fade, hvori vinen tillaves, såvel som dem, hvori den opbevares, bør stadig tilses og hensættes på de rigtige tidspunkter. Alle former for køb og salg bør ligeledes passes. Sin mands venner bør hustruen byde velkommen ved at give dem blomster, duftende salver, betel-blade og nødder. Sine svigerforældre bør hustruen altid behandle med ærbødighed, rette sig efter dem, aldrig sige dem imod, aldrig le højt i deres nærværelse og optræde over for deres venner og fjender, som var det hendes egne. Desuden bør hustruen ikke være forfængelig eller alt for optaget af sine egne fornøjelser. Hun bør være liberal over for sit tyende og give dem gaver på hellig- og festdage; men aldrig bortgive noget uden først at have underrettet sin mand herom.
Således slutter beskrivelsen af den dydige hustru.
Under sin mands fravær eller bortrejse bør den dydige kvinde kun bære sine religiøse smykker, og hun bør overholde fasterne til gudernes ære. Om hun er nok så ivrig efter at hørenyheder fra sin mand, bør hun dog ingen sinde svigte sine pligter i huset. Hun bør tilbringe nætterne i nærheden af husets ældste kvinder og vise dem venlighed og ærbødighed. Hun bør efterse og reparere de ting, som hendes mand holder af, og videreføre de arbejder, som han har påbegyndt. Hun bør ikke søge sine slægtninges hjem undtagen ved glædes- eller sørgefester, og hun bør da begive sig derhen iført sin sædvanlige rejseklædning, være ledsaget af sin mands tjenestefolk og ikke være for længe borte fra hjemmet. Fasterne og festerne børholdes i overensstemmelse med husets ældstes samtykke. Lagerbeholdningerne suppleres op ved køb og salg i henhold til almindelig købmandspraksis og ved hjælp af ærlige tjenestefolk, som hun selv har opsyn med. Indtægterne bør forøges og udgifterne mindskes så meget som muligt. Og når hendes mand vender hjem fra sin rejse, bør hun først tage imod ham iført sin daglige klædning, for at han kan se, hvordan hun har levet under hans fravær, og desuden bør hun da bringe ham nogle gaver og iøvrigt det nødvendige til ofringer til guddommen. Således slutter beskrivelsen af, hvordan en hustru skal være, når hendes mand er ude at rejse.

side 22

KAPITEL II

beretter om den ældste hustrus optræden over for sin mands andre koner og om en yngre hustrus over for de ældre. Også om en påny gift jomfru-enkes(1) opførsel; om en hustru, som ikke er vellidt af sin mand; om kvinderne i kongens harem; og endelig om manden, der har mere end en hustru.

(1) Dette er en ung pige, der er blevet giftet bort, mens hun var barn eller som meget ung, og hvis mand er død, inden hun nåede at blive moden. Børneægteskaber er endnu ganske almindelige blandt hinduerne.

Årsager til, at man ønsker at gifte sig igen, er de følgende:

Hustruens tåbelighed eller dårlige humør.

At hendes mand ikke kan lide hende.

Manglende afkom.

At hustruen kun føder døtre.

Mandens udskejelser.

Lige fra begyndelsen bør hustruen stræbe efter at vinde sin mands kærlighed ved til stadighed at give ham beviser på sin hengivenhed, sit gode humør og sin klogskab. Hvis hun imidlertid ikke føder ham nogen børn, bør hun selv sige til ham, at han skal gifte sig med en anden kvinde. Og når han derefter tager sig en ny hustru, og hun bliver ført til hjemmet, bør den første hustru give hende en stilling, der er hendes egen overordnet, og behandle hende som en søster. Om morgenen bør den ældste hustru opfordre den yngre til at pynte sig i deres mands nærværelse og bør ikke misbillige, at manden viser den yngre al sin hengivenhed. Hvis den yngre hustru foretager sig noget, der mishager manden, bør den ældre ikke ignorere hende, men bør altid være rede til at give hende omhyggelige råd og bør lære hende at gøre de rigtige ting, når hun er sammen med manden.
Når der er mange andre koner foruden hende selv, bør den ældste hustru slutte sig til den, som står umiddelbart under hende i rang og alder, og bør hidse den kone, som for nylig har nydt mandens gunst, op imod den øjeblikkeligt begunstigede. Derefter bør hun vise sin sympati mod den førstnævnte og efter at have samlet alle de andre koner, bør hun forsøge at få dem til at betragte yndlingshustruen som en intrigant og ondskabsfuld kvinde, uden at hun dog på nogen måde blotter sig selv. Hvis yndlingshustruen tilfældigvis skændes med manden, bør den ældste hustru tage hendes parti og med falskhed opfordre hende til trods, hvorved hun hidfører, at skænderiet bliver alvorligere. Hvis det kun drejer sig om et ubetydeligt skænderi, bør den ældste hustru gøre alt for at puste det op til noget alvorligt; men hvis hun efter nogen tid opdager, at hendes mand fortsætter med at elske yndlingshustruen, bør hun straks ændre taktik og forsøge at bringe en forsoning i stand imellem dem, således at hun undgår sin mands mishag.
Her slutter beskrivelsen af den ældste hustrus optræden.
Den yngste hustru bør betragte den ældste som sin moder og bør ikke fortælle noget fra hjemmet, end ikke til sine egne slægtninge, uden dennes viden. Hun bør fortælle hende alt om sig selv og ikke nærme sig manden uden hendes samtykke. Alt, hvad den ældste hustru fortæller hende, bør hun nægte at lade gå videre til andre, og hun bør tage sig endda mere af den ældste hustrus børn end af sine egne. Når hun er alene med sin mand, bør hun være ham til stort behag, men bør ikke fortælle ham om de lidelser, hun gennemgår på grund af den anden hustru: I hemmelighed bør hun også sikre sig visse tegn fra sin mand på hans særlige hengivenhed for hende, og hun kan sige ham, at hun kun lever for ham og for den kærlighed, han nærer for hende. Hun bør aldrig til noget andet menneske helt afsløre den kærlighed, hun nærer for sin mand, ej heller den kærlighed, han nærer for hende - hverken af stolthed eller i vrede, thi en hustru, der åbenbarer sin mands hemmeligheder, er hjemfalden til hans foragt. Med hensyn til at søge at opnå sin mands hengivenhed, siger Gonardiya, at det altid kun bør gøres under fire øjne for ikke at vække den ældste hustrus vrede. Hvis den ældste hustru ikke er vellidt af manden, eller hun er barnløs, bør den yngre vise hende medlidenhed og bør bede sin mand gøre det samme, men samtidig bør hun også overgå hende i sin livsførelse som dydig og kysk kvinde.
Således slutter beskrivelsen af den yngre hustrus optræden over for den ældre.
En fattig enke eller en enke med en svag karakter, der atter forener sig med en mand, kaldes en påny-gift enke.
Babhravya's tilhængere hævder, at en jomfru-enke ikke bør gifte sig med en mand, som hun måske bliver tvunget til at forlade på grund af hans dårlige karakter, eller fordi han mangler alle en mands storartede egenskaber, således at hun af disse grunde må søge en anden mands leje. Gonardiya tilføjer her, at da årsagen til, at en enke gifter sig igen, er hendes trang til lykke, og da lykke kun opnåes, hvis hendes mand er i besiddelse af de rette, storartede egenskaber, er det derfor bedre straks at sørge for at få en mand, der ejer disse egenskaber. Vatsyayana mener derimod, at en enke har lov at gifte sig med en hvilken som helst mand, hun måtte ønske at gifte sig med, og som hun mener vil passe til hende.
På det tidspunkt, hvor enkens bryllup finder sted, bør hun fra sin mand få udbetalt penge til at betale udgifterne til drikkegilde og selskaber med hendes slægtninge og til at give disse og hendes venner venskabsgaver; eller muligvis kan hun foretage disse ting for sine egne penge, hvis hun ønsker det. Ligeledes kan hun selv bestemme, om hun vil bære sine egne eller sin mands smykker. Hvad angår kærlighedsgaver mellem hende og hendes mand, findes der ikke særlige regler herfor. Hvis hun efter brylluppet af eget ønske forlader manden, bør hun tilbagegive ham, hvad han måtte have foræret hende, dog med undtagelse af sådanne gaver, som de sammen har udvekslet. Hvis hun derimod bliver kastet på porten af manden, bør hun ikke give ham noget tilbage.
Efter brylluppet bør hun leve i mandens hjem som en af familiens første medlemmer, men hun bør behandle familiens øvrige kvindelige medlemmer med velvilje, tjenestefolkene med gavmildhed og alle husets venner med høflighed og godt humør. Hun bør vise dem, at hun er bedre kendt med de fire-og-tres kunster end husets øvrige damer, og i ethvert skænderi med sin mand må hun ikke bebrejde ham noget for strengt, og når de er alene, bør hun gøre alt, hvad han ønsker og gøre brug af nydelsens fire-og-tres kunster. Hun bør være høflig over for sin mands andre koner og give deres børn gaver, optræde som deres herskerinde, men forfærdige smykker og legetøj til dem. Hun bør vise sin mands venner og tyende mere fortrolighed end hans øvrige koner, og endelig bør hun vise interesse for drikkegilder, selskaber, markeder og fester og for at arrangere alle mulige former for lege og fornøjelser.
Således slutter beskrivelsen af en påny-gift jomfru-enkes opførsel.
En kvinde, som ikke er vellidt af sin mand og generes og drilles af hans andre koner, bør slutte sig til den hustru, som manden holder mest af, og som opvarter ham mere end de andre, og bør lære hende alle de kunster, som hun selv er vel bevandret i. Hun bør optræde som barnepige for sin mands børn, og efter at have vundet hans venner for sin sag bør hun gå til dem og gennem dem gøre ham bekendt med sin hengivenhed for ham. Ved religiøse ceremonier bør hun være den ivrigste, ligeledes med hensyn til løfter og faster, og hun bør ikke vise sig for selvbevidst. Hvis hendes mand ligger på sin seng, bør hun kun nærme sig ham, hvis han ønsker det, og hun bør aldrig skænde på ham eller på nogen måde vise trods. Hvis hendes mand tilfældigvis skændes med en af sine andre koner, bør hun forsøge at forsone dem, og hvis han nærer ønske om at træffe en anden kvinde i al hemmelighed, bør hun forsøge at arrangere et møde mellem dem. Desuden bør hun gøre sig bekendt med de svage sider af sin mands karakter, men altid holde dem hemmelige, og i det hele taget optræde på en sådan måde, at han efterhånden vil anse hende for en god og hengiven hustru.
Således ender beskrivelsen af den optræden, som bør udvises af den kvinde, som ikke er vellidt af sin mand.
De ovennævnte afsnit illustrerer, hvordan alle kvinderne i kongens harem bør opføre sig, og vi vil derfor gå over til beskrivelsen af kongens egen optræden.
Kammertjenere (kanchukiya'er(1)) og kammerpiger (mahattarika'er) bør bringe blomsterkranse, salver og klædninger til kongen fra hans hustruer, og når han har modtaget disse ting, bør han til gengæld give dem (sine hustruer) de tiloversblevne ting fra ofringeme som gave. Når kongen, om eftermiddagen har klædt sig på og iført sig sine smykker, bør han begive sig til haremets kvinder, der ligeledes bør være påklædt og smykket. Efter derpå at have tildelt dem den plads og det hensyn, som passer til lejligheden, og som de har krav på, bør han føre muntre samtaler med dem. Derefter bør han opsøge sådanne af sine koner, som er påny-gifte jomfru-enker og derefter konkubineme og dansepigerne. Alle disse bør besøges i deres private gemakker.

1. Kanchukiya (som bærer en stram klædning: kanchuka) er navnet på kammertjenere. som, fordi de er eunuker, har ret til at færdes i haremet.

Når kongen rejser sig fra sin middagssøvn, bør den kvinde, hvis opgave det er at underrette kongen om, hvilken hustru han skal tilbringe natten med, nærme sig ham ledsaget af det kvindelige tyende, der betjener den hustru, hvis tur det er blevet efter den rutinemæssige rundgang, og af dem, der betjener en hustru, som måske tilfældigvis er blevet sprunget over, og af dem, der betjener en hustru, som ikke var rask, dengang det var hendes tur. Disse tjenestefolk bør for kongens fødder nedlægge salver og olier sendt til ham fra hver af disse hustruer - forseglede med deres signetringe, med deres navne og med de grunde, der foreligger herfor. Derpå modtager kongen den ene af disse hustruers gaver, og hun bliver derefter underrettet herom, og at kongens besøg hos hende den nat dermed er blevet bestemt.(1)

(1) Da konger som regel havde mange hustruer, var det almindeligt, at de nød elskov hos deres koner efter tur. Men da det somme tider skete, at en af dem gik glip af sin nat med kongen på grund af hans fraværelse, eller fordi de selv Var syge, plejede disse kvinder og de andre, hvis tur det var, at arrangere en slags lotteri, idet altså kongens valg af de nævnte salver og olier afgjorde Spørgsmålet.

Ved fester, drikkegilder og udstillinger bør alle kongens hustruer behandles med lige stor ærbødighed. Men haremets kvinder bør ikke have tilladelse til at gå ud alene, ej heller bør nogen kvinde uden for haremet have tilladelse til at gå derind på besøg, undtagen kvinder hvis gode karakter er velkendt. Og endelig bør det arbejde, som kongens hustruer må foretage sig, ikke være for anstrengende.
Sådan slutter beskrivelsen af kongens optræden over for haremets kvinder og deres optræden.
En mand, der gifter sig med mange koner, bør være retfærdig over for dem alle. Han bør hverken negligere eller overse deres fejl, men bør heller ikke åbenbare den ene hustrus kærlighed, lidenskab, legemlige fejl eller fortrolige bebrejdelser for de andre hustruer. Der bør ikke gives nogen af hustruerne lejlighed til at sladre om deres rivalinder, og hvis en af dem begynder at tale ondt om en anden, bør manden håne hende og sige til hende, at hun selv har nøjagtig de samme fejl. Én af dem bør han glæde med hemmelig fortrolighed, en anden med hemmelig ærbødighed, en tredie med hemmelig smiger, men han bør glæde dem alle ved at gå med dem ud i haverne, til fornøjelser, ved at give dem gaver, ved at hædre deres slægtninge, ved at fortælle dem hemmeligheder og frem for alt ved at dyrke elskoven med dem. En ung kvinde, som har et godt humør, og som opfører sig i overensstemmelse med forskrifterne i de hellige skrifter, kan vinde sin mands hengivenhed og opnår en fremtrædende stilling i forholdet til sine rivalinder. '
Således slutter beskrivelsen af, hvordan en mand skal optræde, når han har mange koner.

side 23

5. DEL

Om andre mænds hustruer

KAPITEL I

beskæftiger sig med mænds og kvinders særegenheder og grunden til, at kvinder ikke reagerer på henvendelser fra mænd. Også om mænd, som har succes hos kvinder, og om kvinder, der let lader sig erobre.

Man kan søge andre mænds koners leje i de tilfælde, som allerede er beskrevet i 1. dels kapitel V, men mulighederne for at vinde dem, deres evne til at arrangere ens omgang med dem, den fare, der består ved, at man dyrker elskoven med dem og virkningerne ud i fremtiden ved sådan en forening bør man først og fremmest undersøge nøje. En mand må søge en anden mands kone med det formål at redde sit eget liv, når han bliver klar over, at hans kærlighed vokser fra en styrkegrad til en anden. Der findes ti sådanne grader, og de er inddelt sådan:

Kærlighed ved første øjekast.

Sindets hengivenhed.

Den udkårne er stadig i ens tanker.

Søvnløshed.
Hentæring.

Ligegyldighed over for alle andre fornøjelse.

Skamløshed.

Vanvid.

Besvimelsesanfald.

Død.

De ældste forfattere hævder, at en mand bør kende en ung kvindes evner, sanddruhed, renhed såvel som hendes lidenskabeIigheds intensitet eller svaghed på hendes legemes former og på hendes karakteristiske mærker og tegn. Men Vatsyayana er af den mening, at legemets former såvel som karakteristiske mærker og tegn er forvirrende beviser på et menneskes karakter, og at kvinder bør bedømmes efter deres optræden, efter deres tankers ydre udtryk og efter den måde, de bevæger sig på.
Nu påstår Gonikaputra, at en kvinde bliver forelsket i enhver køn mand, hun ser, og at det samme sker for enhver mand, der ser en smuk kvinde, men at de som oftest ikke kommer videre end hertil, grundet på forskellige omstændigheder. Inden for kærligheden er følgende ting specielt for kvinden. Hun elsker uden hensyn til ret eller uret og forsøger ikke at vinde en mand blot for at opnå et eller andet. Desuden viger hun først naturligt tilbage for den mand, der gør tilnærmelser til hende, selvom hun faktisk er villig til at forene sig med ham. Men når forsøgene på at vinde hende gentages og fornyes, lader hun sig til sidst overtale. Men når det drejer sig om en mand, bekæmper han sine følelser, selv når han er begyndt at føle kærlighed, og det gør han af moral og klogskab, og selvom hans tanker ofte er koncentreret om kvinden, bøjer han sig ikke, selvom kvinden forsøger at vinde ham. Somme tider gør han selv forsøg på at erobre genstanden for sine følelser, men hvis det ikke lykkes ham, lader han hende i fred i fremtiden. Og når han har vundet sin elskede, sker det også ofte, at han ofte taber interessen for hende. Med hensyn til det gamle ord, at en mand ikke interesserer sig for kvinder, som han let kan erobre og kun begærer, hvad han kan opnå med store vanskeligheder, så er det kun en talemåde.

Årsagerne til, at en kvinde afviser tilnærmelser fra en anden mand, er de følgende:

Kærlighed til ægtemanden.

ønsket om at leve et moralsk liv.

Manglende lejlighed.

Vrede over at blive tiltalt for familiært af manden.

Forskel i rang.

Mangel på sikkerhed med hensyn til en mand, der holder af at rejse meget.

At man tror, manden er en anden person hengiven.

Frygt for, at manden ikke vil kunne tie stille med det, han begærer.

Den tro, at manden er sine venner for hengiven og tager for meget hensyn til dem.

Den opfattelse, at han ikke mener det alvorligt.

Generthed, fordi han er en stor personlighed.

Frygt, fordi manden er mægtig eller er besat af en alt for voldsom lidenskab - dette specielt for gazelle-kvinden.

Generthed, fordi manden er for intelligent.

Tanken ved at hun engang har været venner med ham.

Foragt over hans mangel på verdenskundskab.

Mistillid til hans dårlige karakter.

Væmmelse over hans mangel på opfattelse af hendes kærlighed til ham.

Hvis det drejer sig om en elefant-kvinde tanken om, at han er en hare-mand eller en mand med svage lidenskaber.

Medlidenhed med ham, fordi han kan komme i ulykke på grund af sin lidenskab.

Fortvivlelse over sin egen ufuldkommenhed.

Frygt for opdagelse.

Desillusion ved at se hans grå hår og pjaltede udseende.

Frygt for at hån måske er engageret af hendes mand for at prøve hendes kyskhed.

Tanken om, at han tager for meget hensyn til moralen.

Hvilken af de ovenstående årsager en mand end måtte opdage, bør han forsøge at fjerne den lige fra begyndelsen. Således bør han fjerne den generthed, der kan opstå på grund af hans storhed og dygtighed, ved at vise sin store kærlighed og hengivenhed mod hende. Vanskeligheden ved en gunstig lejlighed til at mødes bør han fjerne ved at vise hende en let måde at overvinde disse vanskeligheder på. Hvis en kvinde er gennemsyret af næsegrus ærbødighed over for ham, bør han fjerne denne ved at vise hende stor fortrolighed. Vanskeligheden, der er opstået, fordi man regner ham for at have en dårlig karakter, bør han fjerne ved at bevise hende sine fine egenskaber og sin klogskab; og de vanskeligheder, som stammer af frygt, ved at give hende alle slags opmuntringer.
Her følger en liste over sådanne mænd, der som regel har succes hos kvinderne:

Mænd, som er velbevandret i elskovskunsten,

som er dygtige til at fortælle historier,

som kender kvinderne fra deres barndom,

som har sikret sig deres fortrolighed,

som sender dem gaver,

som er godt skåret for tungebåndet,

som gør, hvad der passer dem,

som ikke fornylig har elsket andre kvinder,

der optræder som budbringere,

som kender deres svage punkter,

som begæres af gode kvinder,

som har forhold til deres kvindelige venner,

som ser godt ud,

som de er blevet opdraget sammen med,

som er deres naboer,

som holder af elskovsnydeiset, selvom det er med deres egne tjenestefolk,

som har deres ammes døtre som elskerinder,

som fornylig har været gift,

som kan lide selskaber og fornøjelser,

som er frisindede,

som berømmes som meget stærke (tyre-mænd),

som er initiativrige og tapre,

som overgår ægtemændene i lærdom og udseende, i kode i gode egenskaber og i frisindethed, og endelig

mænd, hvis klædedragt og levevis er omgivet med stråleglans.

Og her følger sådanne kvinder, som let kan erobres:

Kvinder, som står i døren til deres hjem,

som altid stirrer ud på gaden,

som sidder og samtaler i naboens hus,

som altid stirrer på en,

som er budbringer,

som tilkaster en skæve øjekast,

hvis ægtemænd uden nogen retfærdig grund har taget sig en ny kone,

som hader deres mænd, eller som hades af deres mand,

som ingen tager sig af og passer på,

som ikke har nogen børn,

hvis kaste ikke er godt kendt,

hvis børn er døde,

som holder af selskab,

som tilsyneladende er sin mand meget hengiven,

som er gift med en skuespiller,

som er enke,

som er fattig,

som elsker fornøjelser,

som er gift med en mand med mange brødre,

som er forfængelig,

hvis mand står under hende selv i rang eller kundskaber,

som er stolt af sin dygtighed i de skønne kunster,

som er forvirret over sin mands dårskaber,

der er blevet gift som barn med en rig mand, men som ikke brød sig om ham, da de blev voksne, og som derfor ønsker at omgås en mand, der besidder de evner, talenter og kundskaber, som passer hendes egen smag,

som forsømmes af deres mænd uden nogen grund,

som ikke respekteres af andre kvinder, selvom de er af samme rang og skønhedsom de selv,

hvis mand elsker at rejse meget,

som er gift med en guldsmed,

som er skinsyge,

som er grådige,

som er umoralske,

som er ufrugtbare (golde),

som er dovne,

som er feje,

som er pukkelryggede,.

som ikke er større end en dværg,

som er vanskabte,

som er simple,

som stinker,

om er syge, og endelig de kvinder,

om er gamle.

Der findes nogle teser om dette emne, og de er sålydende:
»Begæret, der udspringer af naturen og som dels øges ved de ædle kunster, dels befries for enhver fare ved visdom, antager faste og bestemte former. En intelligent mand, der stoler på sin egen dygtighed, omhyggeligt noterer sig kvindernes tanker og ideer og fjerner årsagerne til at de viger tilbage for mænd, har almindeligvis succes hos dem.«

side 24

KAPITEL II

der fortæller om, hvordan man indleder bekendtskab med en kvinde og om hvad man skal gøre for at erobre hende.

Ældre forfattere er af den mening, at unge piger ikke så let forføres ved hjælp af kvindelige budbringere som ved mandens personlige indsats, men at andre mænds koner derimod lettere vindes ved kvindelige budbringeres hjælp end ved mandens indsats alene. Men Vatsyayana hævder, at når som helst det er muligt, bør manden altid handle personlig, og kun når dette er upraktisk eller umuligt, bør man tage sin tilflugt til kvindelige budbringere. Hvad angår den påstand, at kvinder, som optræder dristigt og taler frit fra leveren kan erobres af manden alene, og at kvinder, som ikke opfører sig på denne måde kun kan vindes ved hjælp af kvindelige budbringere, så er det bare overtro.
Hvis nu en mand personligt skal optræde, bør han frem for alt gøre bekendtskab med den kvinde, han er forelsket i, på følgende måde:
1) Han bør arrangere, at han ses af kvinden, enten ved en naturlig eller særlig lejlighed. En »naturlig« lejlighed vil sige, at en af dem begiver sig til den andens hjem, men en særlig lejlighed er det, hvis de mødes enten i en vens, en slægtnings, en præsts eller en læges hus, og ligeles ved bryllupper, højtideligheder, ofringer, fester, begravelser og haveselskaber.
2) Hver gang de to mødes, bør manden sørge for at se på hende på en sådan måde, at hans sindstilstand bliver åbenbar for hende; han bør stryge sit overskæg, knipse med fingrene, lade sine smykker klirre, bide sig i læben og i det hele taget gøre allehånde tegn og gerninger af samme karakter. Når hun ser på ham, bør han tale med sine venner om hende og andre kvinder og bør vise hende hvor frisindet han er, og hvor stor en ynder af nydelser. Hvis han sidder ved siden af en veninde, bør han gabe og vride sig, rynke brynene og tale ganske langsomt, som var han træt, og høre ligegyligt på hende. En dobbeltbundet samtale bør også føres med et barn eller et andet menneske, tilsyneladende med adresse til en tredje erson, men i virkeligheden til den kvinde, han er forelsket i, og på denne måde bør han illustrere sin kærlighed ved at tale om en helt anden end genstanden for sin tilbøjelighed. Ligeledes bør han på jorden lave mærker med neglene eller med en stok, mærker, som ikke kan misforstås, og han bør omfavne og kysse et barn i hendes nærværelse, give det en blanding af betel-blade og nødder med tungen og kærtegnende klemme dets kinder. Alle disse ting bør gøres på rette tid og sted.
3) Manden bør kæle for barnet, som hun har på skødet, og give det noget at lege med, men også tage dette fra det igen. Man kan også føre en samtale med hende om barnet, og på denne måde bør man gradvis blive nærmere bekendt med hende, og ligeledes bør manden være hendes slægtninge til behag. Senere bør deres bekendtskab være hans påskud til oftere at besøge hendes hjem, og ved sådanne lejligheder bør han tale om emnet kærlighed, når hun ikke er i stuen, men vel inden for hørevidde. Alt som han bliver mere intim med hende bør han overlade hende opsynet med et eller andet lager eller med en sum penge, og han bør da få udleveret lidt ad gangen af dette lager eller beløb. Derefter bør han forsøge at gøre hende bekendt med sin egen kone og få dem til at føre fortrolige samtaler og sidde sammen på ensomme steder. For at kunne træffe hende ofte, bør han arrangere det sådan, at de to familier benytter den samme guldsmed, den samme kurvemager, den samme farver og det samme vaskeri. Og han bør også åbenlyst aflægge hende lange besøg under påskud af at have forretninger sammen med hende, og den ene forretning bør følges af en anden, således at forbindelsen mellem dem stadig bevares. Hver gang hun ønsker sig noget eller trænger til penge eller gerne vil opnå færdighed i en af de ædle kunster, bør han forsøge at få hende til at forstå, at han er villig og i stand til at gøre alt, hvad hun ønsker, vil give hende penge eller undervise hende i de ædle kunster, da alt dette står i hans magt. Samtidig bør han ofte i andres nærværelse føre lange samtaler med hende, og de bør tale om andre menneskers gøren og laden og undersøge forskellige ting som juveler, kostbare ædelstene og så videre. Ved sådanne lejligheder bør han vise hende forskellige ting, hvis værdi hun intet kender til, men hvis hun begynder at diskutere disse ting eller deres værdi, bør han ikke sige hende imod, men pointere, at han er enig med hende på alle punkter.
Således slutter beskrivelsen af, hvordan man indleder bekendtskabet med en kvinde, og hvordan man forsøgerat erobre hende.
Når en mand forsøger at forføre en kvinde, bør han ikke samtidig. forsøge at erobre en anden. Men efter at han har haft held med den første og nydt hende i et stykke tid, kan han bevare hendes hengivenhed ved at give hende gaver, og derefter begynde at gøre kur til en anden kvinde. Hvis en mand ser en kvindes ægtemand begive sig til et sted i nærheden af sit hjem, bør han ikke søge kvindens leje, selvom hun vil være let at forføre. Desuden bør en klog mand ikke tænke på at forføre en kvinde, som er ængstelig, bange, upålidelig, stærkt bevogtet eller under en svigerfaders eller svigermoders opsyn.

side 25

KAPITEL III

som beskæftiger sig med kvindesindets labyrint.

Når en mand forsøger at erobre en kvinde, bør han udforske hendes sindstilstand og handle som i det følgende beskrevet.
Hvis hun lytter til ham, men i øvrigt ikke viser noget tegn på at nære nogen tilbøjelighedfor ham, bør han forsøge at vinde hende ved hjælp af en mellem-mand. Hvis hun møder ham en gang og atter møder ham, denne gang smukkere klædt end første gang, eller kommer til ham på et ensomt sted, kan han være sikker på, at hun vil kunne nydes uden at han behøver at bruge magt af nogen art. Men en kvinde, der lader en grund af det menneskelige sinds mange kroge, kan selv en sådan kvinde erobres ved altid at bevare et nært bekendtskab med hende.
Hvis en kvinde undgår en mand, der viser hende opmærksomhed, og dette er på grund af ærbødighed for ham og stolthed hos sig selv, en kvinde, som ikke vil mødes med ham, kan hun kun med store mand gøre kur til sig uden at give efter for ham, selv ikke efter lang tids forløb, bør anses for at være ringe som elskovspartner, og på vanskeligheder erobres, enten ved stadig at stå på en fortrolig fod med hende eller ved en ualmindelig dygtig mellemmand.
Hvis en mand gør kur til en kvinde, og hun skænder hårdt på ham af den grund, bør man straks opgive hende.
Hvis en kvinde bebrejder en mand hans kurmageri, men samtidig viser ham hengivenhed, bør man gøre kur til hende på alle tænkelige måder.
En kvinde, som møder en mand på ensomme steder og finde sig i, at han berører hendes fod med sin, men som på grund af ubeslutsomhed foregiver ikke at lægge mærke til det, bør erobres ved tålmodighed og ved stadige anstrengelser som følger: Hvis hun tilfældigvis lægger sig til at sove i hans nærhed bør han lægge sin venstre arm om hende, og når hun vågner, bør han se, om hun viger tilbage fra ham med oprigtighed eller bare lader, som om hun gør det. Og hvad der gøres med armen kan også gøres med foden. Hvis manden får dette gjort med held, bør han omfavne hende tættere endnu, og hvis hun ikke vil finde sig i omfavnelsen og rejser sig, men er over for ham på samme måde den næste dag, bør han anse det for sandsynligt, at hun ikke er uvillig til at falde ham til føje. Men hvis hun ikke kommer igen, bør manden forsøge at vinde hende ved hjælp af en mellemmand; og hvis hun efter at have været væk i nogen tid, atter dukker op og optræder, som hun plejede, bør manden også anse det for sandsynligt, at hun ikke vil vægre sig mod at dele leje med ham.
Når en kvinde giver en mand lejlighed dertil og tydelig viser sin kærlighed til ham, bør han straks forsøge at nyde hende. Og de tegn, der tilkendegiver en kvindes kærlighed er de følgende:

Hun kalder på en mand uden først at være tiltalt af ham.

Hun viser sig for ham på hemmelige steder.

Hun taler skælvende og åndeløst med ham.

Hendes hænder og hendes fødder er våde af sved, og hendes ansigt rødmer af glæde.

Hun vasker hans krop og trykker hans hoved ind til sig.

Når hun vasker ham, bruger hun kun sin ene hånd, mens hun med den anden berører og kærtegner forskellige dele af hans krop.

Hun lader begge sine hænder hvile urørlige på hans krop, som om hun pludselig er blevet overrasket af et eller andet eller er blevet overvældet af træthed.

Somme tider bøjer hun hovedet helt ned til hans lår, og hvis hun bliver bedt om at vaske og massere dem, gør hun det gerne.

Hun lægger sin hånd på hans krop, og selvom manden skulle trykke den ind til sig i lang tid, trækker hun den ikke til sig.

Og endelig - når hun har modstået alle hans anstrengelser for at erobre hende, vender hun tilbage den næste dag og masserer hans krop som sædvanlig.

vis en kvinde hverken opmuntrer en mand og heller ikke undgår ham, men skjuler sig et eller andet sted, må man søge kontakt med hende ved hjælp af det kvindelige tyende, som er hende nærmest. Hvis hun, selv når manden kalder på hende, optræder på samme måde, da bør man forsøge at vinde hende ved en dygtig mellem-mand. Men hvis hun stadig ikke har noget at sige manden, da bør han alvorlig overveje sagen, før han yderligere forsøger at vinde hende.
Således slutter beskrivelsen af kvindesindets labyrint.

side 26

KAPITEL IV

der fortæller om formidlerens virksomhed.

Hvis en kvinde har tilkendegivet sin kærlighed eller sit kødelige begær enten ved tegn eller ved den måde, hun bevæger sin krop, men senere kun ses sjældent eller slet ikke, eller hvis man møder en kvinde for første gang, bør manden få fat i en dygtig kvindelig formidler til at nærme sig hende.
Efter at formidleren har skaffet sig kvindens fortrolighed ved at optræde på den for en sådan lejlighed bedst egnede måde, bør hun forsøge at få kvinden til at hade eller foragte sin egen mand ved at føre lange samtaler med hende, ved at fortælle hende om trylledrikke, som kan skaffe en børn, ved at tale med hende om andre mennesker, ved eventyr af forskellig slags, ved historier om andre mænds koner og ved at rose hendes skønhed, klogskab, gavmildhed og gode karakter og ved at sige til hende: »Det er i sandhed en skam, at du, som er så storartet en kvinde på alle måder, ejes af en ægtemand af den art. Skønne frue, han er sandelig ikke værdig til at tjene dig.« Den snedige kvindelige formidler bør desuden tale om hendes mands ringe lidenskabelighed, hans skinsyge, hans frækhed, hans utaknemmelighed, hans væmmelse ved fornøjelser, hans kedsommelighed, hans onde lune og alle de andre fejl, han måtte have, og som hun er så vel vidende om. Hun bør især hæfte sig ved den fejl eller svaghed, som hustruen synes at lade sig påvirke mest af. Hvis hustruen er en gazelle-kvinde og manden en hare-mand, vil der ikke kunne siges noget i den retning, men for det tilfælde, at han er haremand, og hun hoppe- eller elefant-kvinde, bør denne fejl pointeres kraftigt og ofte.
Gonikaputra er af den opfattelse, at når det er kvindens første elskovseventyr, eller hvis hun kun i største hemmelighed har vist sin tilbøjelighed, da bør manden finde og sende til hende en formidler, som hun allerede kender, og som hun har fuld fortrolighed til.
I Men for at vende tilbage til sagen: Formidleren bør fortælle kvinden om mandens ærbødighed og kærlighed, og alt som de bliver mere fortrolige med hinanden, bør hun forklare kvinden det, der bør opnås, og dette forklarer hun på følgende måde: "Hør mig oh smukke veninde. Denne mand, som er af god familie, og som har set dig, er ved at blive vanvittig for din skyld. Den stakkels unge mand, som har et så ømt hjerte, har aldrig oplevet sådanne lidelser før, og det er højst sandsynligt, at han vil bukke under for denne stærke sjælens smerte og lide døden«. Hvis kvinden lytter til dette med opmærksomhed, bør formidleren den følgende dag atter samtale med hende om dette emne, og hun bør fortælle beretningerne om Ahalya, Avimaraka og Sakuntala,(1) og andre lignende, som passer til forholdene. Hun bør også for kvinden beskrive mandens styrke, hans talenter, hans kyndighed i de fire-og-tres nydelsens kunster, som fortalt af Babhravya, hans kønne udseende samt hans forhold til en eller anden berømt kvindelig personlighed, uden hensyn til om dette er i overensstemmelsemed sandheden eller ej.

(1). Heltinde i dramaet Sakuntal af Kalidasa.

Herudover bør formidleren omhyggeligt holde øje med kvindens opførsel; thi er denne gunstigt stemt for sagen, vil den fremtræde som følgende: Hun vil da tiltale formidleren som en kær veninde og spørge: "Hvor har du dog været? Hvad har du dog lavet? Hvor har du dog spist? Hvor har du dog sovet? Med hvem har du dog været sammen?" Desuden vil kvinden møde formidleren på ensomme steder, fortælle hende historier der, gabe tankefuldt, sukke dybt, give hende gaver, huske hende ved festlige lejligheder, sige farvel til hende med ønsket om snarest at se hende igen og endelig spørgende: "Åh, du veltalende kvinde, hvorfor foreslår du mig alle de grimme ting." Desuden vil hun udbrede sig om det syndige i et forhold til manden, vil derimod ikke fortælle hende om tidligere besøg, hun har haft af manden, eller om samtaler, hun har haft med ham, men hun vil gerne udspørges om disse, og til sidst vil hun le ad mandens tilnærmelser, men hun vil ikke på nogen måde dadle ham for dem.
Således slutter beskrivelsen af kvindens optræden over for formidleren. Når kvinden nu viser sin kærlighed på den ovenfor beskrevne måde, bør formidleren forsøge at styrke denne kærlighed ved at bringe hende elskovspanter fra manden. Men hvis kvinden ikke personlig kender manden, bør formidleren få hende til at give efter ved at berømme og prise hans gode egenskaber og ved at fortælle historier om hans store kærlighed til hende. Her mener imidlertid Auddalaka, at når en mand eller kvinde ikke kender hinanden personlig og ikke har vist hinanden tegn på kærlighed, er det unyttigt at engagere en formidler.
På den anden side bekræfter Babhravya's tilhængere, at selvom de ikke kender hinanden personligt, men over for hinanden har givet udtryk for hengivenhed, så er der grund til at engagere en formidler. Gonik, putra fastslår, at en formidler kan bruges, forudsat de kender hinanden, selvom de ikke har udvekslet tegn på elskovslyster. Derimod hævder Vatsyayana, at selvom de ikke kender hinanden personligt og måske heller ikke har udvekslet kærlighedstegn, kan de dog begge have glæde af at sætte deres lid til en formidler.
Nu bør formidleren vise kvinden de gaver, som manden har sendt genstanden for sin kærlighed, og kvinden bør da gøre gengæld og selv lade formidleren bringe manden gaver fra hende. Når de således har modtaget gaver fra hinanden, bør formidleren arrangere et møde mellem dem.
Babhravya's tilhængere siger, at dette møde bør finde sted samtidig med, at man går til et af templerne eller marked, haveselskab, teater, bryllup, ofring, fest og begravelse eller lignende.
Gonikaputra er imidlertid af den mening, at disse møder hellere bør finde sted i veninders, lægers, astrologers og asketers hjem. Men Vatsyayana fastslår, at kun et sådant sted er velegnet, hvor man let kan komme både ud og ind, og hvor der er truffet arrangementer til at forhindre uventede episoder, og hvor en mand, som en gang er gået derind, også kan forlade huset igen uden at risikere et ubehageligt møde.
Formidlere eller kvindelige budbringere er af følgende forskellige slags:

En formidler, der påtager sig alene at gennemføre hele foretagendet.

En formidler, der kun udfører en begrænset del af opgaven.

En formidler, der kun bringer breve.

En formidler, der optræder på egne vegne,

En uskyldig ung kvindes formidler,

En gift kvinde, der optræder som formidler.

En stum formidler.

En formidler, der handler, som vinden blæser.

En kvinde, der har lagt mærke til en gensidig sympati mellem mand og en kvinde, bringer dem sammen og ordner dette i kraft af sin personlige intelligens, kaldes en formidler, som påtager sig alene at gennemføre hele foretagendet. Denne form for formidler anvendes hovedsagelig, når manden og kvinden allerede kender hinanden godt og har talt sammen, og i sådanne tilfælde bliver hun brugt som bud ikke blot af manden (som formidlerne altid ,anvendes af) men også af kvinden. -- Den ovennævnte betegnelse benyttes også for en sådan formidler, som mener, at manden og kvinden passer til hinanden, og derfor forsøger at bringe dem sammen, selvom de ikke i forvejen kender hinanden.
2) En formidler, som er klar over, at størstedelen af arbejdet allerede er gjort, og som fuldfører dette, kaldes en formidler, der kun udfører en begrænset del af opgaven.
3) En formidler, der blot bringer breve fra en mand til en kvinde, som elsker hinanden, men som ikke har lejlighed til ofte at mødes, kaldes en formidler, der kun bringer breve.
4) En kvinde, som selv går til en mand og fortæller ham, at hun har haft samleje med ham i en drøm, og som giver udtryk for sin vrede over, at hans kone skælder ud på ham, fordi han kommer til at nævne kvindens navn i stedet for sin kones, og som forærer ham noget, der bærer mærker af hendes tænder el1er negle, og som med. deler ham, at hun ved, han tidligere har begæret hende, og som privat spørger ham, om han ikke synes, hun er smukkere end hans kone, en sådan kvinde kaldes en formidler, der optræder på egne vegne. En sådan kvinde bør man møde og tale med hemmeligt og uforstyrret.
Ovennævnte betegnelser passer også til en kvinde, som har aftalt med en anden kvinde at optræde som hendes formidler, men som i stedet for erobrer manden til sig selv og således ødelægger det for den anden kvinde. Det samme gælder for en mand, der optræder som formidler for en anden mand, og som uden at kende den pågældende kvinde i forvejen, vinder hende for sig selv og derved ødelægger det for den anden mand.
5) En kvinde, som har vundet en uskyldig ung hustrus fortrolighed, og som har lært hendes hemmeligheder at kende uden at trænge ind på hende, og fundet ud af, hvordan hendes mand behandler hende, hvis en sådan kvinde lærer hustruen kunsten at sikre sig ægtemandens gunst og pynter hende til elskov og instruerer hende om, hvornår og hvordan hun skal være vred eller lade, som om hun er det og som derefter selv laver bide- og neglemærker på hustruens krop, får denne til at sende bud efter sin mand og viser ham disse mærker og således hidser ham til samleje, en sådan kvinde kaldes en uskyldig ung hustrus formidler. I sådanne tilfælde bør manden sende besked til sin kone gennem den samme kvinde.
6) Når en mand får sin kone til at søge venskab hos en anden kvinde, som han nærer elskovlyster til, og får hende til at besøge denne kvinde og tale med hende om ægtemandens klogskab og evner, da kaldes hustruen en gift kvinde, der optræder som formidler. I dette tilfælde bør kvindens følelser over for manden også oplyses gennem hustruen.
7)Hvis en mand sender en ung pige eller et kvindeligt tyende til en anden kvinde under et eller andet påskud og anbringer et brev blomsterbuketten til hende eller i et smykkeskrin, eller sætte bide- eller neglemærker i et eller andet, da kaldes den unge pige eller det kvindelige tyende for en stum formidler. I sådanne tilfælde bør man forvente et svar fra kvinden gennem samme person og på samme måde.
8) En person, der bringer en besked til en kvinde, og denne besked enten har en dobbelt betydning eller hentyder til noget forgangent eller er uforståeligt for andre mennesker, kaldes en formidler, der handler, som vinden blæser.
Således ender beskrivelsen af de forskellige former for formidlere.

side 27

KAPITEL V

der beskriver højtstående personers elskov til andre mænds hustruer.

Konger og deres ministre har ingen adgang til andres boliger, og desuden holder folkemasserne konstant øje med og efterligner deres levevis,ligesom det foregår i dyreverdenen, hvor dyrene, når de ser solen stå op, selv står op; og når solen går ned, selv lægger sig til at sove. Højtstående borgere bør derfor ikke foretage sig noget ukorrekt offentligt, da deres stilling forbyder noget sådant, og det kunne medføre ubehageligheder. Hvis de mener, det er nødvendigt at udføre en sådan handling, bør de gøre brug af de rette midler, således som det beskrives i de følgende afsnit.
Den øverste i landsbyen, kongens ansatte embedsmand og den mand, der skal opkræve korn, kan få de kvindelige landsbyboere, de vil, bare ved at spørge dem. Derfor kaldes denne klasse kvinder for ukyske.
Samlejer mellem de ovenfor nævnte mænd og denne klasse kvinder finder sted ved utallige lejligheder, såsom ved gratis arbejdsydeIser, flytninger, rengøringer, markarbejde og så videre og så videre. På samme måde kan opsynsmanden ved kvægfoldene have samleje med de kvinder, der arbejder der; og embedsmænd, der har opsynet med enker, uforsørgede kvinder og kvinder, som har forladt deres mænd, har kønslig omgang med disse kvinder. De intelligente opnår tilfredsstillelse for deres lyster blot ved at gå ture i landsbyen ved nattetid, og mange landsbyboere har samleje med deres sønners hustruer, da de er så meget alene med dem. Endelig har markedsopsynsmændene megen kønslig omgang med de kvindelige landsbyboere, når disse køber og sælger i markedstiden.
Under den ottende månes fester, hvilket er halvmånen i Nargashurha, såvel som månefesten i måneden Kartika og forårsfesten i Chaitra-måneden aflægger kvinderne i byerne almindeligvis besøg hos kvinderne i det kongelige. palads' harem. Disse besøgende går til de forskellige kvindeværelser og tilbringer natten i samtale og med forskellige og fornøjelser, hvorefter de forlader paladset om morgenen. Ved sådanne lejligheder bør en af kongens tjenerinder (som i forvejen kender den kvinde, kongen begærer) været til stede Og henvende sig til denne kvinde, når hun ønsker at gå hjem, og overtale hende til at gå med rundt og se paladsets seværdigheder. Når hun derefter er alene med den besøgende kvinde, bør hun fortælle hende om kongens kærlighed til hende og bør beskrive den store lykke, der ville overgå hende, hvis hun dyrkede elskovskunsten med kongen, og samtidig bør hun afgive et højtideligt løfte om hemmeligheden. Hvis kvinden ikke ønsker at modtage tilbudet, bør hun forsone hende med smukke gaver, der svarer til kongens høje stilling, og efter at have ledsaget hende et stykke på vej bør hun byde hende farvel med den mest udsøgte høflighed og hengivenhed.
2) Eller efter at have gjort kvindens ægtemands bekendtskab, bør kongens hustruer få hende til at aflægge dem besøg i haremet, og når derpå kongens tjenerinde er blevet hidkaldt, bør denne optræde som før beskrevet.
3) Eller en af kongens hustruer bør stifte bekendtskabmed den kvinde, kongen begærer, og efter at have sendt kongens tjenerinde til hende bør hun indbyde hende til at bese paladset. Når kvinden derefter besøger haremet og bliver fortrolig med den pågældende af kongens hustruer, bør den før omtalte kongelige tjenerinde komme til stede og iøvrigt optræde som før beskrevet.
4) Eller kongens hustru bør indbyde den kvinde, kongen begærer, til paladset, for at hun kan se, hvor dygtig i alskens kunster kongens hustru er, og efter at hun er kommet ind i haremet, bør den før omtalte tjenerinde handle som beskrevet ovenfor.
5) Eller en kvindelig tigger, som har sammensvoret sig med kongens hustru, bør sige til den kvinde, som kongen begærer, og hvis mand måske har mistet sin formue eller måske nærer frygt for kongen: »Denne kongens hustru har indflydelse på ham, og desuden er hun et godt menneske, hvorfor vi i denne sag må opsøge hende. Jeg skal arrangere dit besøg i haremet, og hun vil da fjerne enhver grund til frygt for kongen.« Hvis kvinden tager imod tilbudet, bør den kvindelige tigger en to-tre gange tage hende med til haremet, og her bør kongens hustru give hende løfte om beskyttelse. Når kvinden derpå henrykt over den modtagelse, hun har fået, og den beskyttelse, man har lovet hende, atter går på besøg i haremet, da bør den førnævnte tjenerinde komme til stede og optræde som før beskrevet.
6) Det, der er blevet beskrevet om en hustru til en mand, som har grund til at nære frygt for kongen, gælder også hustruer til sådanne personer, som søger tjeneste hos kongen, eller som er undertrykt af kongens ministre, eller som er fattige eller som ikke er tilfredse med deres stilling, eller som er ivrige efter at komme i gunst hos kongen eller som gerne vil opnå berømmelse hos folket, eller som undertrykkes af deres kastes medlemmer eller som ønsker at skade deres kaste-medlemmer, eller som er kongens spioner eller som har et eller andet mål, de vil nå.
7) Og hvis endelig den kvinde, som kongen begærer, lever sammen med en mand, hun ikke er gift med, da bør kongen foranledige hende arresteret, og efter at have gjort hende til slave på grund af hendes forbrydelse bør han anbringe hende i sit harem. Eller kongen bør få sin udsending til at geråde i stridsmål med ægtemanden til den kvinde, han begærer, og kan derpå fængsle hende som værende gift med en fjende af kronen og på denne måde få hende anbragt i haremet.
De ovenfor nævnte metoder til at sikre sig andre mænds hustruer udøves hovedsagelig i kongernes paladser. Men en konge bør aldrig begive sig ind i et andet menneskes bolig, thi Abhira(l), kongen over Kotta'erne blev slået ihjel af en massør, da han var i en anden mands hus, og på samme måde blev Jayasana, kongen over Kashi'erne dræbt af chefen for sit eget rytteri.
Men i visse lande er der skikke, som letter det for kongen at dyrke elskov med andre mænds hustruer. I Andra'ernes land(2) møder således folkets nygifte unge kvinder i kongens harem på deres ægteskabs tiende dag. De medbringer gaver og skal tjene kongen, efter at han har delt leje med dem. I Vatsagulma'ernes land(3) kommer de øverste ministres hustruer til kongen om natten og tjener ham. I Vaidarbba'ernes land(4) tilbringer indbyggernes smukke hustruer en måned i kongens harem for at vise deres hengivenhed for monarken. I Aparataka'ernes land(5) skænker folket deres smukkeste hustruer til ministrene og kongerne. Og i Saurashtra'ernes land(6) møder kvinderne både fra by og land op i haremet for enten enkeltvis eller sammen at skaffe kongen de højeste nydelser.

(1)Det nøjagtige tidspunkt for disse kongers regeringstid kendes ikke. Det antages at have været omkring Kristi fødsel.
(2) Tailangam, som ligger syd for Rajamundry.
(3) Antages at være egnen syd for Malwa.
(4) Nu kendt under navnet Berar. Hovedstaden hed Kundinpura, som er den samme by som vor tids Oomravati.
(5) Også kaldet Aparantaka, det nordlige og sydlige Concan.
(6) Den moderne provins Katteawar. Hovedstaden hed Girinaguda, der svarer til vor tids Junagurh.
Der findes to teser om dette emne, nemlig:
»De foreskrevne metoder anvendes ganske vist af kongerne i de forskellige lande, men en monark, som har sit folks velfærd på sinde bør ikke på nogen måde udøve disse metoder.«
»En konge, som har overvundet menneskehedens seks fjender,(1) kan blive jordens herre.«
(1) Disse er kødeligt begær, vrede, ondskab, uvidenhed, hovmod og misundelse.

side 28

KAPITEL VI

fortæller om kvinderne i det kongelige harem, og om hvordan man skal passe på sin egen hustru.

Kvinderne i det kongelige harem kan ikke træffe nogen mand, fordi de bliver strengt bevogtet, og ligeledes kan de ikke få deres. kødelige lyster tilfredsstillet, fordi der kun er een ægtemand om så mange koner. Af denne grund skaffer de sig nydelser på de forskellige måder, som nu skal beskrives.
Efter at have klædt deres ammers døtre eller deres veninder eller deres kvindelige tyende ud som mænd når de deres mål ved hjælp af kæppe, rødder og frugter, der har form som lingam, eller de lægger sig ned på en mandsstatue, hvor lingam ses i erigeret form. Nogle konger, som er hensynsfulde, tager visse elskovsdrikke, som gør dem i stand til at nyde mange hustruer hver nat, alene med det formål at tilfredsstille kvindernes kødelige lyster, skønt kongerne måske selv ikke er særlig lidenskabelige. Andre nyder kun de hustruer, som de særlig synes om, mens atter andre nyder hustruerne efter tur.
Men ved deres kvindelige tyendes hjælp skaffer haremskvinderne. ofte mænd op i deres gemakker ved at lade dem være forklædt som kvinder. Deres kvindelige tyende og deres ammers døtre, som kender deres hemmeligheder, bør anstrenge sig for at få mænd til at komme til haremet på denne måde ved at fortælle dem om den lykke, de vil opleve, og ved at beskrive, hvor let det er at komme ind og ud af haremet, skildvagternes manglende agtpågivenhed og skødesløsheden hos de øvrige vogtere af haremets kvinder. Men disse kvinder bør aldrig overtale en mand til at komme til haremet ved at fortælle ham urigtige ting, thi det vil sandsynligvis føre til hans udslettelse.
Hvad manden selv angår, så gør han bedst i ikke at trænge ind i det kongelige harem, selvom det let skulle kunne lade sig gøre, fordi han vil kunne udsættes for de frygteligste farer der. Hvis han imidlertid alligevel ønsker at komme ind i haremet, bør han først sikre sig, hvorvidt der findes en let måde at komme ud derfra igen, hvorvidt der findes en have rundt om det, hvorvidt det har særlige aflukker, der hører til det, hvorvidt skildvagterne er agtpågivende eller ej, hvorvidt kongen er bortrejst eller ej, og når han derpå tilkaldes af haremskvinderne, bør han omhyggeligt notere sig lokaliterne og kun gå derind ad den vej, de 'har udpeget for ham. Hvis det kan lade sig gøre for ham, bør han holde sig i nærheden af haremet hver dag og under det ene eller andet påskud gøre sig gode venner med skildvagterne og desuden vise sig tjenstvillig overfor haremets kvindelige tyende, som er blevet gjort bekendt med hans ønsker, og overfor hvem han bør give udtryk for sin sorg over ikke at være i stand til at få forbindelse med genstanden for sine følelser. Endelig bør han lade hele arbejdet med formidleren ordne af den kvinde, som har adgang til haremet, og han bør være forsigtig og på forhånd kende kongens egne folk.
Hvis en formidler ikke har adgang til haremet, da bør manden stille sig et eller andet sted, hvor den kvinde, som han elsker, og som han begærer, kan ses.
Hvis der på dette sted befinder sig kongelige skildvagter, bør han forklæde sig som kvindeligt tyende hos den kvinde, som kommer til det pågældende sted eller går forbi det. Når hun ser på ham, bør han give sine følelser til kende ved ydre tegn og bevægelser og bør vise hende billeder, ting med dobbelt betydning, blomsterkranse og ringe. Hvis han er sikker på, at hun kommer til et særligt sted, bør han skjule sig der og på det aftalte tidspunkt gå ind i haremet sammen med hende som en af skildvagterne. Han kan også komme ud og ind skjult i en klapseng eller i sengetøj eller som usynlig ved hjælp af sådanne midler, hvortil recepten her følger:
Hjertet af en ichneumun, en tumbi-frugt og en slanges øjne bør brændes,uden at røgen slipper bort. Derefter bør asken stødes til pulver og blandes med lige dele vand. Ved at lægge denne blanding på øjnene kan en mand vandre usynlig omkring.
I Andre midler til at opnå usynlighed findes foreskrevet af Duyana brahminer og jogashira'er.
Manden kan desuden komme ind i haremet under den ottende månesfest i måneden Nargashirha og under andre månefestligheder, hvor det kvindelige tyende i haremet er travlt optaget eller forvirrede.
Følgende regler forefindes om dette emne:
Unge mænd kan komme ind og ud af haremet, når ting bliver bragt ind i og ud af paladset, eller når der arrangeres drikkegilder eller når det kvindelige tyende har travlt eller når nogen af de kongelige hustruer skal flytte eller når de begiver sig ud i lysthaverne eller til markeder, eller når de vender tilbage til paladset fra haverne eller markedet, eller endelig, hvis kongen er borte på en langvarig pilgrimsrejse. Kvinderne i det kongelige harem kender hinandens hemmeligheder, og da de har et fælles mål at nå, hjælper de hinanden. En ung mand, som deler leje med dem alle, og som er til disposition for dem alle, kan fortsætte hermed, så længe det bliver holdt hemmeligt.
I Aparataka'ernes land er de kongelige hustruer ikke særlig godt bevogtet, og følgelig kommer mange unge mænd ind i haremet Ved hjælp af de kvinder, som har adgang til paladset. Kongen af Ahira's hustruer når deres mål ved hjælp af de skildvagter i haremet, som går under navnet Kshtriya'erne. De kongelige hustruer i Vatsagulma'ernes land sørger for, at de rigtige unge mænd kommer ind i paladset sammen med deres kvindelige budbringere. I Vaidarbbha'ernes land kan de kongelige hustruers sønner komme ind i haremet, når det passer dem, og her deler de leje med alle kvinderne, undtagen naturligvis deres mødre. I Stri-rajya nydes kongens hustruer af sin kastes medlemmer og af sine slægtninge. I Ganda nydes de kongelige hustruer af brahminer, venner, tjenere og slaver, i I Samdhava af tjenere, plejebørn og andre personer. I Haimavata bestikker de lystne borgere haremets skildvagter. Endelig gemmer haremskvinderne hos kongen af Prachyas een ung mand for hver haremsafdeling på ni eller ti kvinder.
Således handler altså andres hustruer.
Af disse grunde bør en mand vide, hvordan han skal passe på sin egen kone. De ældre forfattere hævder, at en konge burde udvælge sådanne mænd til skildvagter i sit harem, hvis upåvirkelighed overfor kødelige lyster er gennemprøvet. Men selv sådanne mænd kan af griskhed eller frygt hjælpe med til, at andre personer får adgang til haremet, og derfor siger Gonikaputra, at kongerne skulle udvælge sådanne vogtere, der ikke blot er upåvirkelige overfor kødelige lyster, men som desuden hverken kender til frygt eller griskhed.
Babhravya's tilhængere mener, at en mand bør få sin hustru til at søge omgang med en ung kvinde, der kan fortælle ham om andre menneskers hemmeligheder, og således skaffe ham at vide, om hans kone er ham tro. Men Vatsyayana hævder, at da skurkagtige personer næsten altid har succes hos kvinder, bør en mand ikke hidføre, at hans unge hustru bliver ødelagt ved, at han lader hende søge falske kvinders selskab.

Her følger forskellige grunde til, at en kvindes troskab forspildes:

Hvis hun altid går til selskaber.

Manglende tilbageholdenhed.

Ægtemandens dårlige vaner.

Manglende forsigtighed i omgangen med mænd.

Hendes ægtemands stadige og langvarige fraværelse.

Bopæl i et fremmed land.

Hendes ægtemands ødelæggelse af hendes kærlighed og følelser.

Omgang med løsagtige kvinder.

Hendes ægtemands jalousi.

Der findes forskellige teser om dette emne:
"En klog mand, der af Shastra lærer sig måder til at erobre andre menneskers koner, vil aldrig lade sig narre med hensyn til sine egne koner. Men ingen bør gøre brug af disse forførelsesmetoder, dels fordi de ikke altid lykkes, dels fordi de ofte resulterer i fortabelse af Dharma og Artha."

side 29

6. DEL

Om hetærerne

KAPITEL I

der fortæller om årsagerne til, at en hetære søger sin tilflugt hos mænd, om måden, hvorpå hun knytter den mand, hun begærer til sig, og om hvilken slags mænd det er ønskværdigt at lære at kende.

Ved at have omgang med mænd opnår hetærerne seksuel tilfredsstillelse, samtidig med at de sikrer deres underhold. Hvis en hetære indleder et forhold til en mand af kærlighed, er handlingen ganske naturlig; men hvis hun søger ham for at få penge af ham, vil hun virke kunstig og tvunget. Men selv i det sidstnævnte tilfælde bør hun optræde, som om hendes kærlighed var ægte, fordi mænd viser de kvinder fortrolighed, som tilsyneladende elsker dem. Hvis hun fortæller manden om sin kærlighed, bør hun undlade at vise nogen som helst form for griskhed, og for sin egen fremtids skyld bør hun afholde sig fra at skaffe sig penge af ham ved ulovlige metoder.
En hetære, som er smukt påklædt og som bærer sine smykker, bør sidde eller stå i døren til sit hus og uden at blotte sig alt for meget bør hun se ud på vejen, således at hun ses af forbipasserende, idet hun jo er en genstand, der udstilles til salg. Hun bør indlede venskab med sådanne personer, der kan hjælpe hende med at adskille mænd fra andre kvinder og knytte dem til hende selv, således at hun kan opnå rigdom, beskytte sig imod at blive forulempet og hjælpe sådanne mænd, med hvilke hun har det ene eller det andet forhold.

Sådanne personer er:

Byens vægtere eller politiet.

Domstolenes embedsmænd.

Astrologer.

Mægtige mænd eller mænd med indflydelse.

Lærde mænd.

Lærere i de fire-og-tres skønne kunster.

Piharmarda'er.

Vita'er.

Vidushaka'er.

Blomstersælgere.

Parfumehandlere.

Spiritussælgere.

Massører.

Barberer.

Tiggere.

samt andre lignende personer, der findes egnede til, at man kan nå sit specielle mål.
Følgende slags mænd kan man omgås alene med det formål at få penge af dem:

Formuende mænd.

Unge mænd.

Mænd, som er uafhængige.

Mænd, som sidder i højere embedsstillinger.

Mænd, som har skaffet sig deres levebrød uden vanskelighed.

Mænd, som besidder ubegrænsede indtægtskilder.

Mænd, der anser sig selv for smukke.

Mænd, der roser sig selv.

En mand, som er eunuk, men som gerne vil anses for mand.

En mand, som hader sine ligemænd.

En mand, som af naturen er frisindet.

En mand, som har indflydelse hos kongen eller hans ministre.

En mand, som altid har heldet med sig.

En mand, som er stolt af sin rigdom.

En mand, som er ulydig overfor dem, der er ældre end han selv.

En mand, hvis kaste holder øje med ham.

En mand, der er eneste søn af en rig fader.

En asket, som lider af indre begær.

En tapper mand.

En livlæge.

Tidligere bekendtskaber.

På den anden side bør sådanne mænd, som besidder de bedste egenskaber, søges for kærlighedens skyld. Det drejer sig om følgende:
Mænd af høj byrd, stor lærdom, udstrakt verdenskundskab og evne til at gøre det rette til rette tid, digtere, gode eventyrfortællere, veltalende, energiske mænd, mænd, der er kyndige i forskellige kunster, fremsynede, storsindede, udholdende, hengivne mænd, ligevægtige, liberale mænd, mænd, der elsker deres forældre og som holder af selskabelighed, dygtige til at fuldende vers, påbegyndt af andre, og til forskellige andre former for sport, sunde, kraftige, stærke, ædru og elskovskyndige mænd, selskabelige, venlige og charmerende mænd, formuende, uafhængige mænd samt mænd, der ikke kender til misundelse eller mistænksomhed.
Sådanne er mandens bedste egenskaber.
Men også kvinden bør besidde følgende karakteregenskaber:
Run bør være smuk og venlig og besidde lykkebringende legemsmærker. Hun bør foretrække de gode egenskaber hos folk, men også holde af rigdom. Hun bør fryde sig over seksuelle nydelser, der stammer fra ægte kærlighed, men bør være bestemt, og hun bør ligeledes være af samme klasse som manden med hensyn til seksuelle kunster.
Her følger de bedste egenskaber hos kvinder:
At besidde intelligens, et godt humør og gode manerer; at optræde reelt og at være taknemlig; at tænke på fremtiden, før man foretager sig noget; at være handlekraftig, konsekvent og være klar over, hvornår de rette ting skal udføres på rette sted; altid at tale uden ondskab, støjende latter, ondskabsfuldhed, vrede, misundelse, dumhed og at have kendskab til Kama Sutra samt at være kyndig i dyrkelsen af alle kunster i forbindelse hermed.
Kvinders fejl bliver altid åbenbare ved fraværelse af de ovenfor I nævnte gode egenskaber.
Den følgende slags mænd bør hetærer ikke søge samvær med:

Svindsottige mænd.

Sygelige mænd.

Mænd med orme i munden.

Mænd, hvis ånde stinker råddent.

Mænd, som elsker deres hustru.

Mænd, som taler hårdt.

Mistænksomme mænd.

Gerrige og ubarmhjertige mænd.

Tyvagtige mænd.

Indbildske mænd.

Mænd, der kan lide trolddom.

Mænd, som er ligeglad med ærbødighed eller uærbødighed.

Mænd, som kan overtales til alt ved hjælp af penge - selv af sine fjender.

Mænd, som er overgenerte.

Ældre forfattere er af den mening, at årsagerne til, at hetærer søger samleje med mænd, kan være følgende: Kærlighed, frygt, penge, nydelsestrang, gengældelse af fjendskab, nysgerrighed, sorg, stadig omgang, Dharma, berømmelse, medlidenhed, trangen til at få en ven, skam, mandens lighed med en eller anden, hun elsker, jagt efter lykke, forsøg på at slippe af med en anden, den kendsgerning, at hun er af samme klasse som manden rent seksuelt, at hun bor samme sted som manden, stadighed og fattigdom. Men Vatsyayana fastslår, at trang til rigdom, lykke og kærlighed er de eneste grunde til hetærens omgang med mænd. .
En hetære bør ikke ofre penge til fordel for kærlighed, thi penge er det vigtigste at holde sig til. Men i tilfælde af frygt og lignende bør hun tage hensyn til styrke og andre egenskaber. Desuden bør hun ikke, selvom en hvilken som helst mand indbyder hende til at dele leje med sig, straks indvilge heri, thi mænd er tilbøjelige til at foragte dem, de let erobrer. Ved sådanne lejligheder bør hun først rådspørge massørerne, sangerne, spøgefuglene, som måtte være i hendes tjeneste, eller i mangel af disse Pithamarda'erne eller hendes fortrolige og andre for at finde ud af, hvordan mandens følelser og indstilling er. Ved hjælp af disse personer bør hun finde ud af, om manden er ren eller uren, forstiller sig eller det modsatte, er i stand til at føle hengivenhed eller er ligeglad, frisindet eller pedantisk; men hvis hun opdager, at han passer hende, bør hun få Vita'erne eller andre til at gøre manden opmærksom på hende.
Derefter bør Pithamarda'en bringe manden til hendes hus under påskud af at vise ham vagtel-, hane- og vædderkampe eller andre interessante forestillinger; eller han kan føre kvinden til mandens bolig. Hvis manden nu kommer til hendes hus, bør kvinden forære ham et eller andet, som kan vække hans nysgerrighed eller kærlighed som for eksempel en smuk gave, som hun fortæller er lavet specielt til ham. Hun bør også underholde ham i længere tid ved at fortælle ham historier og foretage sig sådanne ting, som han især vil fornøje sig over. Når han forlader hende, bør hun ofte sende en kvindelig hjælper til ham, en, som er dygtig til at føre en spøgende samtale, og ligeledes en lille gave. Sommetider bør hun ledsaget af Pithamarda'en selv opsøge ham under påskud af at ville diskutere et eller andet med ham.
Således slutter beskrivelsen af, hvordan man knytter den mand, man begærer, til sig.

side 30

KAPITEL II

fortæller om hetæren, der lever som en hustru.

Når en hetære lever sammen med sin elsker som en hustru, bør hun optræde som en kysk kvinde og gøre alt for at behage ham. Hendes pligt i denne retning er kort sagt, at hun bør give ham nydelse, men ikke bør knytte sig til ham, selvom hun opfører sig, som om hun virkelig var knyttet til ham med kærlighedens bånd.
Nedenfor følger en beskrivelse af, hvordan hendes opførsel bør være for at nå det ovennævnte formål. Hun bør have en moder, der er afhængig af hende, og denne moder bør virke meget streng og tilsyneladende kun have een interesse her i livet, nemlig penge. For det tilfælde, at der ingen moder er, kan en ældre og betroet amme spille samme rolle. Moderen eller ammen bør virke utilfredse med elskeren og med magt forsøge at fjerne kvinden fra ham. Kvinden selv bør altid vise påtaget vrede, sorg, frygt eller skamfuldhed af denne grund, men bør ikke på noget tidspunkt være ulydig mod moderen eller ammen.
Til manden bør hun sige, at hun overfor moderen eller ammen har sagt, at han er syg,og at hun såledeshar fået lov til at besøge I ham. Desuden bør hun gøre følgende ting for at vinde manden

Sende sit kvindelige tyende til ham for at hente de blomster, han har brugt dagen i forvejen, således at hun som et tegn på sin hengivenhed kan bruge dem, og hun bør også bede om den blanding af betel-nød og blade, som han ikke har spist;

give udtryk for sin forundring over hans kendskab til elskovskunsten og de ta1rige måder, han forstår at nyde denne elskov på;

lære af ham de fire-og-tres former for seksuelle nydelser, som Babhravya omtaler;

til stadighed dyrke de former for nydelser, som hun har lært af ham og som han holder af;

bevare hans hemmeligheder;

fortælle ham om sine egne lyster og hemmeligheder;

skjule sin vrede;

aldrig ignorere ham i sengen, hvis han vender ansigtet mod hende.

berøre de steder på hans krop, som han ønsker;

kysse og omfavne ham, mens han sover;

betragte ham med åbenbar ængstelse, hvis han sidder hensunken i tanker eller iøvrigt tænker på andet end hende selv;

hverken vise fuldkommen skamløshed eller overdreven generthed, hvis hun møder ham, eller han fra vejen ser hende stå på sit hus' terrasse;

hade hans fjender;

elske dem, han har kær;

vise glæde over det, han kan lide;

være i godt eller dårligt humøri overensstemmelse med, hvad han selv er;

give udtryk for nysgerrighed efter at se hans koner;

aldrig være vred ret længe ad gangen;

mistænke, at selv de mærker og sår, som hun selv har anbragt på hans krop, stammer fra en anden kvinde;

ikke give udtryk for sin kærlighed ved ord, men ved handlinger, hentydninger og tegn;

være tavs, mens han sover, er beruset eller syg;

være meget opmærksom, når han fortæller om sine gode gerninger og bagefter kunne citere til hans pris;

give ham vittige svar, hvis han er hende tilstrækkelighengiven;

lytte interesseret til alt, hvad han fortæller, undtagen hvis det er om hendes rivalinder;

give udtryk for mismod og sorg, hvis han sukker, gaber eller virker ugidelig;

sige ordene »Gid du må leve længe«, når han nyser;

foregive at være syg eller at ønske graviditet, når han er mismodig;

afholde sig fra at rose andres gode egenskaber og fra at dadle sådanne personer, der har de samme fejl som hendes egen mand;

altid være klædt i sådanne ting, som han eventuelt har foræret hende;

afholde sig fra at tage smykker på og fra at spise, når han har smerter, er syg, nedslået eller har været uheldig, og sørge og klage over det samme som han;

give udtryk for ønsket om at ledsage ham, hvis han vil rejse fra landet, eller hvis han kommer i unåde hos kongen;

udtrykke ønsket om ikke at ville leve, hvis han dør; fortælle ham, at hele hendes livs mål og ønske består i at blive forenet med ham;

iføre sig smykker hver dag;

ikke optræde for familiært overfor ham;

nævne hans navn og hans families navn i sine sange;

lægge hans hånd på sine lænder, bryster og pande og falde i søvn efter at have nydt hans berøringer;

udtrykke ønsket om at bære ham et barn;

få ham til at opgive religiøse pligter og faster ved at sige: "Lad mig ifalde straffen for denne synd";

holde fasterne og opfylde de religiøse pligter sammen med ham, når det er umuligt at få ham til at opgive dem;

anse sin egen rigdom og hans under eet;

afholde sig fra at overvære offentlige forsamlinger uden ham, men ledsage ham, når han ønsker at være til stede;

fryde sig over at bruge ting, han lige har brugt, og spise mad, han har levnet;

prise hansfamilie, hans forståelse, hans kunnen, hans lærdom, hans kaste, hans hus, hans fødeland, hans venner, hans gode egenskaber, hans alder og hans gode humør;

bede ham om at synge eller at gøre andre ting, hvis han kan det;

opsøge ham uden hensyn til frygt, kulde, hede eller regn;

med hensyn til den næste tilværelse sige ham, at han også, der bør være hendes elsker;

indrette sin smag, sit humør og sine handlinger efter, hvad der passer ham;

afholde sig fra hekseri;

til stadighed skændes med sin moder eller ammen om ham, og når hun med magt fjernes fra ham, udtrykke ønske om at dø ved gift, sulte ihjel, gennembore sig med en daggert eller hænge sig;

og endelig forsikre manden om sin stadighed og sin kærlighed ved hjælp af sine budbringere og selv modtage penge, men afholde sig fra ethvert skænderi med moderen eller ammen om økonomiske sager.

Når manden begiver sig ud på en rejse, bør hun få ham til at sværge på, at han hurtigt vil vende hjem, og under hans fraværelse bør hun opgive alle bønner og tilbedelse af guddommen og bør ikke bære andre smykker end sådanne, der bringer held. Når manden vender hjem, bør hun tilbede guden Kama og også ofre til andre guddomme.
En mand anses for at være en kvinde ægte hengiven,

når hans kærlighed ikke rettes mod andre end hende;

når han har samme mål for øje som sin elskede;

når han ikke nærer den mindste mistænksomhed overfor hende;

når han ikke interesserer sig for pengespørgsmål med hensyn til hende.

Således forholder det sig, når en hetære lever sammen med en mand som var hun hans hustru.

side 31

KAPITEL III

handler om, hvordan man skaffer sig penge, om de første tegn på, at en elsker er ved at blive træt af en, og om hvordan man skal blive af med ham.

Man får penge ud af sin elsker på to måder:
Ved naturlige og lovlige midler og ved uærlige midler. Ældre forfattere har den opfattelse, at når en hetære kan få ligeså mange penge ud af sin elsker, som hun ønsker, bør hun ikke gøre brug af uærlige midler. Men Vatsyayana fastslår, at selvom hun måske kan få nogle penge ud af ham ved naturlige midler, vil han give hende dobbelt så meget, når hun gør brug af uærlige midler, og derfor bør hun benytte sig heraf for at trække så mange penge ud af ham som muligt.
De uærlige midler, man kan anvende for at få penge ud af elskeren, er de følgende:

Få penge af ham ved forskellige lejligheder med det formål at købe forskellige ting såsom smykker, mad, drikke, blomster, parfumer og tøj, og enten slet ikke købe disse ting eller få flere penge, end de koster.

Prise hans store intelligens for ham.

Foregive at være nødt til at give gaver ved festlige lejligheder, der har forbindelse med religionen, træer, haver, templer eller lignende.

Foregive, at ens smykker, da man var på vej til elskerens hjem, er blevet stjålet enten af kongens soldater eller af røvere.

Hævde at noget af ens ejendom er blevet ødelagtved ildebrand, ved at en væg er styrtet sammen eller ved tjenestefolkenes skødesløshed.

Foregive at have tabt sin elskers og sine egne smykker.

Arrangere, at han gennem andre mennesker hører om de udgifter, der er forbundet med hendes besøg hos ham.

Påstand om gæld, man har pådraget sig for elskerens skyld.

Diskutere med sin moder på grund af en udgift, der skyldes elskeren,og som moderen ikke ville anerkende.

Ikke at gå til selskaber og fester i sine venners hjem, fordi hun ingen gaver har at give dem, samtidig med at hun i forvejen har fortalt elskeren, hvilke smukke og kostbare gaver hun selv har modtaget af de selv samme venner.

Ikke at udføre visse vigtige ritualer under påskud af ikke at have penge til at gøre det for.

Engagere kunstnere til at udføre noget for elskeren.

Holde selskab for læger og ministre med det formål at opnå et eller andet.

Hjælpe venner og velgørere både ved festlige lejligheder og når de gedder i ulykke.

Udføre de huslige ritualer.

At måtte betale udgifterne ved en venindes søns bryllupsceremoni.

At måtte tilfredsstille forskellige ønsker under sit svangerskab.

Foregive at være syg og bede elskeren om penge til behandlingerne.

Hjælpe en ven økonomisk.

Sælge nogen af sine smykker for at kunne give sin elsker en gave.

Foregive at sælge nogle af sine smykker, møbler eller køkkensager til en handlende, som i forvejen er blevet instrueret om forholdet.

At måtte købe køkkensager, der er dyrere end andre folks, således at man let kan skelne dem fra andres.

Minde om sin elskers tidligere gunstbevisrtinger og sørge for, at de ofte omtales af hendes venner og beundrere.

Fortælle elskeren om, hvilke smukke gaver de andre hetærer får.

I de andre hetærers og sin elskers nærværelse at beskrive sine egne mange og smukke gaver og lade som om de er talrigere Og smukkere end de andres, selvom dette ikke stemmer.

Åbent at imødegå moderen, når denne forsøger at overtale hende til atter at komme sammen med tidligere bekendtskaber, fordi disse var flottere end den nuværende elsker.

Endelig at påpege elskerens rivalers store gavmildhed.

Således slutter beskrivelsen af, hvordan man skaffer sig penge. En kvinde bør altid af sin elskers vekslende humør, optræden og ansigtsfarve vide, hvordan hans sindstilstand, hans følelser og hans indstilling er overfor hende.
En elsker, hvis kærlighed er i aftagende, viser følgende former for optræden:

Han giver enten kvinden mindre, end hun ønsker, eller noget andet end det, hun har bedt om.

Han holder hende hen med løfter.

Han foregiver at foretage sig een ting, men gør noget helt andet.

Han tilfredsstiller ikke hendes seksuelle krav.

Han glemmer sine løfter eller gør noget andet, end han har lovet.

Han taler med sine tjenestefolk på en hemmelighedsfuld måde.

Han sover i et andet hus under foregivende af at måtte gøre noget for en ven.

Endelig fører han private samtaler med tyendet hos en kvinde, som han før har haft et forhold til.

Hvis nu en hetære mener, at hendes elskers indstilling overfor hende har ændret sig, bør hun sætte sig i besiddelse af alt det bedste, han ejer, før han bliver klar over, hvad hun er ude på, og skal tillade en foregiven kreditor at fjerne genstandene under påskud af, at de skal dække en opdigtet gæld. Hvis elskeren er rig og iøvrigt altid har behandlet hende godt, bør hun altid optræde ærbødigt overfor ham; men hvis han er fattig og ubetydelig, bør hun gøre sig fri af ham på en måde, som om hun aldrig har haft noget at gøre med ham.
De midler, der står tilrådighed for at skaffe sig af med en elsker, er følgende:

Kalde elskerens vaner og fejl for ubehagelige og ækle, samtidig med, at man vrænger mund og stamper med foden i gulvet.

Give sig til at diskutere emner, som han ikke kender noget til.

Vise foragt for hans lærdom og kunnen, som var den af ringe kvalitet.

Gøre nar af ham.

Søge samvær med mænd, der er ham overlegne i visdom og lærdom.

Være hensynsløs overfor ham ved enhver lejlighed.

Håne sådanne mænd, som har de samme fejl som elskeren.

Give udtryk for utilfredshed med de midler og måder, han benytter i deres seksuelle samvær.

Nægte at kysse ham.

Nægte ham tilladelse til at berøre hendes jaghana.

Vise mishag med de mærker, han laver med negle og tænder.

Ikke trykke sig ind til ham, når han omfavner hende.

Ligge »død« med benene under samlejet.

Udtrykke ønske om samleje, når han er meget træt.

Spotte hans hengivenhed.

Ikke gengælde hans omfavnelser.

Vende sig bort fra ham, når han vil omfavne hende.

Foregive at være søvnig.

Gå meget på visitter eller i selskaber, når hun kan mærke, at han om dagen har lyst til at nyde hendes krop.

Misforstå alt, hvad han siger.

Aldrig le ad hans vittigheder.

Kaste sigende blikke til sit tyende, når han fortæller et eller andet.

Afbryde ham, mens han fortæller en historie og selv begynde at fortælle noget.

Ustandselig tale om hans fejl og erklære dem for uhelbredelige.

Henkaste hånende bemærkninger om ham til sit tyende.

Undgå at se på ham, når han kommer på besøg.

Bede ham om ting, som han ikke kan give hende.

Og endelig sætte ham på porten.

Der findes to teser om dette emne, nemlig:
»En hetæres pligt består i at skaffe sig forbindelser med passende mænd og efter omhyggelige betragtninger at knytte sig til den, som er den mest velegnede; ved at sikre sig rigdom fra den mand, som hun er knyttet til og derefter at sætte ham på porten, når hun har taget alt fra ham«.
"En hetære, der på denne måde lever en ægtehustrus liv, har ikke besvær med for mange elskere og vinder sig alligevel store rigdomme"

side 32

KAPITEL IV

som fortæller om genforening med en tidligere elsker. Når en hetære opgiver sin elsker efter at have ødet hele hans formue, kan hun overveje en eventuel genforening med en tidligere elsker.

Men hun bør kun vende tilbage til ham, hvis han har skaffet sig en ny formue eller stadig er velhavende, og kun såfremt han stadig er hende hengiven. Og hvis manden på det tidspunkt lever sammen med en anden kvinde, bør hun overveje nøje, før hun handler.
En sådan tidligere elsker kan kun befinde sig i een af de seks følgende nævnte stillinger:

Han kan have forladt hende af egen fri vilje og eventuelt også forladt en ny kvinde siden da.

Han kan være smidt på porten af begge kvinder.

Han kan have forladt den ene kvinde af egen fri vilje og være smidt på porten af den anden.

Han kan have forladt den ene kvinde af egen fri vilje og nu leve sammen med en anden.

Han kan være smidt på porten af den ene kvinde og have forladt den anden af egen fri vilje.

Han kan være smidt på porten af den ene kvinde og nu leve med en anden.

Vedr. 1) Hvis manden har forladt begge kvinder af egen fri vilje, bør man ikke opsøge ham på grund af hans sandsynlige indstilling og ligegyldighed overfor begge kvinder.
Vedr. 2) Hvad angår den mand, som er blevet smidt på porten af begge kvinder, bør man søge ham igen, hvis han er blevet opgivet af den sidste, fordi kvinden kunne få flere penge ud af en anden mand, thi hvis han nu atter forenes med den første kvinde, vil han give hende flere penge af forfængelighed og for at hovere over den anden kvinde. Men hvis han er blevet smidt ud af kvinden på grund af sin fattigdom eller nærighed, da bør man ikke atter søge ham.
Vedr. 3) I det tilfælde, hvor manden har forladt den ene kvinde af egen fri vilje og derefter blevet smidt ud af den anden, da skal man søge ham, såfremt han er villig dertil og til at give hende en del penge på forhånd.
Vedr. 4) I det tilfælde, hvor manden har forladt den ene kvinde af egen fri vilje, men lever med en anden kvinde, bør den første (hvis hun ønsker at genoptage forbindelsen med ham) først og fremmest undersøge, om han forlod hende i håb om at finde en særlig fremragende egenskab hos den anden kvinde, og om han, da han fandt ud af, at denne ikke besad en sådan egenskab, var villig til at vende tilbage til sin tidligere elskerinde og til på forhånd at give hende en del penge på grund af sin opførsel mod hende og den hengivenhed, han stadig nærer for hende.
Eller hvorvidt han efter at have opdaget mange fejl hos den anden kvinde pludselig fik øjnene op for mange fremragende egenskaber hos hende selv og ville være rede til at give hende en del penge for disse egenskaber.
Eller endelig at tage i betragtning, hvorvidt han var en svag mand eller en mand, der holdt af at dyrke mange kvinder eller som holdt af en fattig kvinde, eller han var en, der aldrig gjorde noget for den kvinde, han levede sammen med. Efter omhyggeligt at have overvejet alle disse muligheder bør hun træffe sin beslutning i overensstemmelse med de eksisterende forhold.
Vedr. 5) Hvad angår den mand, som måske er blevet smidt på porten af den ene kvinde og har forladt den anden af egen fri vilje, da bør den førstnævnte kvinde (i sit ønske om at genforenes med ham) først undersøge, hvorvidt han endnu holder af hende og som følge heraf er rede til at bruge mange penge på hende; eller hvorvidt han i sin store beundring for hendes strålende egenskab slet ikke havde kunnet føle nydelser hos nogen anden kvinde; eller hvorvidt han, fordi han var blevet smidt ud af hende, før han helt havde fået tilfredsstillet sine seksuelle lyster, nærede ønske om at vende tilbage til hende for at hævne sig over den tort, der var overgået ham; eller hvorvidt han ønskede at vække hendes tillid, men derefter vilie tage den formue fra hende, som hun tidligere havde taget fra ham, og dernæst ødelæggehende; eller endelig, hvorvidt han først ønskede at adskille hende fra hendes nuværende elsker, men derefter selv forlade hende. Hvis hun efter at have overvejet alle disse ting er af den mening, at hans hensigter er ærlige og velmente, kan hun genforenes med ham. Men hvis han kun har onde hensigter, bør hun for enhver pris undgå ham.
Vedr. 6) I det tilfælde, hvor det drejer sig om manden, der er blevet smidt ud af een kvinde og nu lever med en anden, bør hetæren, hvis manden kommer med forslag om at vende tilbage til den første, overveje det nøje, før hun handler, og selvom den anden kvinde er optaget af at holde på manden, bør hun forsøge på sin side (selvom hun bør arbejde i baggrunden) at vinde ham tilbage, såfremt een af de følgende grunde er til stede:

At han uretfærdigt blev kastet på porten.

At hvis man blot een gang kom i samtale med ham, ville han forlade den anden kvinde.

At ens nuværende elskers selvbevidsthed ville få et alvorligt knæk ved hjælp af den anden.

At han er blevet rig, har fået en højere stilling eller står højt i kongens gunst.

At han ikke lever sammen med sin kone.

At han ikke bor sammen med sin fader eller broder.

At han nu er blevet uafhængig.

At man ved at gøre sig gode venner med ham bliver i stand til at at få fat i en meget rig mand, som ens nuværende elsker forhindrer een i at træffe.

At da han ikke respekteres af sin egen kone, vil man nu være i stand til at skille dem ad.

At denne mands ven elsker en af ens rivalinder, der til gengæld hader en stærkt, og man således vil blive i stand til at skille vennen fra hans elskerinde.

At man endelig vil være i stand til at skade ham ved at tage ham til nåde, hvilket vil vise, hvor udspekuleret man er.

Således slutter beskrivelsen af, hvordan en genforening med en tidligere elsker kan finde sted.
Hvis en kvinde skal vælge mellem to elskere, af hvilke hun tidligere har levet sammen med den ene, mens den anden er hende fremmed, hævder Acharya'erne, at den førstnævnte vil være at foretrække, fordi man allerede kender hans indstilling og karakter, således at man let kan behage og tilfredsstille ham; men Vatsyayana mener, at en tidligere elsker, som allerede har brugt en stor del af sin formue, ikke er villig eller i stand til at give mange penge ud igen og derfor ikke er så ønskværdig som en fremmed. Visse undtagelser kan dog forekomme fra hovedreglen på grund af mænds forskellige indstilling og karakter.

side 33

KAPITEL V

der beskriver forskellige former for økonomisk gevinst.

Når en hetære er i stand til at indtjene mange penge hver dag på grund af mange kunder, bør hun ikke holde sig til en enkelt elsker; under sådanne omstændigheder bør hun fastsætte et honorar for een nat efter at have taget stedet, årstiden og folks stilling i betragtning samt efter at have taget hensyn til sine egne gode egenskaber og smukke udseende og efter at have sammenlignet sine honorarer med de andre hetærers. Hun kan give sine elskere, venner og bekendtskaber meddelelseom disse honorarers størrelse. Hvis hun imidlertid kan sikre sig en betydelig gevinst hos en enkelt elsker, kan hun holde sig til ham alene og leve sammen med ham som en ægtehustru.
Nu er de vise af den mening, at når en hetære har mulighed for lige stor gevinst fra to elskere på samme tid, så bør hun foretrække den, som er villig til at give hende de ting, hun har lyst til. Men Vatsyayana hævder, at man bør foretrække den, der giver een guld, fordi dette ikke kan tages tilbage som andre ting, det kan let modtages, og det er ligeledes egnet til at skaffe alt, hvad man ønsker sig. Af sådanne ting som guld, sølv, kobber, jern, gryder, møbler, senge, klædninger, duftende salver, olie, korn, kvæg og lignende ting er det førstnævnte, guldet, at foretrække for alt det andet.
Når der er to elskere, af hvilke den ene blot nærer stor hengivenhed for hetæren, mens den anden simpelthen er uhyre gavmild, siger de vise, at man skal foretrække den gavmilde elsker, men Vatsyayana mener derimod, at den elsker, som virkelig holder af hetæren, bør foretrækkes, fordi man kan gøre ham gavmild, mens en mand, som kun er gavmild, ikke kan tvinges til at elske. Men hvis der blandt dem, der nærer ægte kærlighed til hende, er een, som er fattig, og een, som er rig, da bør man foretrække den rige.
Hvis det drejer sig om to elskere, hvoraf den ene er gavmild, mens den anden er rede til at udføre en hvilken som helst tjeneste for hetæren, er der nogle vise, der siger, at den, som er rede til at udføre tjenester, bør foretrækkes, men Vatsyayana er af den mening, at en mand, som gør nogen en tjeneste, tror, at han har nået sit mål, når han bare har handlet een gang, mens en gavmild mand er ligeglad med, hvad han tidligere har givet. Men selv her bør valget afgøres ud fra betragtninger om, hvad der i fremtiden vil være det bedste for hende.
Hvis den ene elsker er taknemlig og den anden fordomsfri, siger nogle vise, at den fordomsfri bør foretrækkes, men Vatsyayana har den opfattelse, at den gavmilde bør vælges, fordi fordomsfrie mænd som regel er stolte, oprigtige og sjældent tager hensyn til andre. Selv om hetæren i lang tid har stået på en særdeles god fod med disse fordomsfrie mænd, så forlader de hende dog omgående, hvis de opdager en eller anden fejl hos hende, eller en anden kvinde lyver om hende, og de er ligeglade med, om hun tidligere har gjort dem tjenester. Den taknemmelige mand derimod afbryder ikke forbindelsen, fordi han tænker på de anstrengelser, hun har gjort sig for at behage ham. I dette tilfælde bør man imidlertid også tage hensyn til, hvad der eventuelt kan ske i fremtiden.
Hvis et sådant tilfælde opstår, at man anmodes om at gøre en ven en tjeneste, på samme tid som man har en mulighed for at sikre sig nogle penge, hævder de vise, at man bør foretrække muligheden for at sikre sig penge. Men Vatsyayana mener, at penge kan man skaffe sig den ene dag såvel som den anden dag, mens man måske for altid kan miste en ven, hvis man ikke straks efterkommer dennes anmodningom støtte.
Ved en sådan lejlighed kan dog hetæren pacifere vennen ved at foregive at være optaget af arbejde og sige ham, at hans anmodning vil blive efterkommet næste dag, således at man på denne måde sikrer sig til begge sider.
Når chancen for at skaffe sig penge, og chancen for at undgå en eller anden katastrofe kolliderer, er de vise af den mening, at man skal foretrække muligheden for at skaffe sig penge, men Vatsyayana hævder, at penge kun har en begrænset betydning, mens en katastrofe, som man undgår, måske aldrig vil kunne true igen.
Man bør imidlertid her lade sig lede af katastrofens mulige større eller mindre omfang.

Hvis en hetære ønsker at holde en bestemt mand borte fra en eller anden kvinde;

eller ønsker at få ham væk fra en eller anden kvinde, som han nærer hengivenhed for;

eller vil forholde en anden kvinde de økonomiske fordele, som hun har opnået hos den pågældende mand;

eller ønsker at blive attrået af alle mænd ved at indlede et forhold til den pågældende mand;

eller hvis hun har brug for hans hjælp til at forhindre et eller andet ubehageligt;

eller hvis hun er ham virkelig hengiven og elsker ham;

eller ønsker at skade nogen andre ved hans hjælp;

eller tager hensyn til en eller anden tjeneste, han tidligere har vist hende;

eller har lyst til et forhold til ham alene af kødeligt begær;

hvis nogen af disse grunde er tilstede, bør hun kun indvilge i at modtage en mindre sum penge fra ham for venskabs skyld.

Hvis en hetære ønsker at opgive en bestemt mand til fordel for en anden;

eller hvis hun har skellig grund til at tro, at hendes elsker snart vil forlade hende og vende tilbage til sine koner;

eller hvis hun har ødet en masse af hans penge bort, og hans formynder eller arbejdsgiver eller fader har i sinde at få ham væk fra hende;

eller hvis hendes elsker er ved at miste sin stilling;

eller hvis han har en vankelmodig karakter;

hvis nogen af disse forhold er ti] stede, bør hun forsøge at få så mange penge ud af ham som muligt.

Hvis derimod hetæren mener, at hendes elsker står lige overfor at skulle modtage kostbare gaver;

eller er ved at opnå en høj stilling hos kongen;

eller står overfor at skulle arve en stor formue;

eller at hans skib er ved at komme i havn, ladet med kostbart gods;

eller han er ejer af store lagre korn og andre værdifulde varer;

eller at alt, hvad man ville gøre for ham, aldrig ville være gjort forgæves;

eller han altid er til at stole på;

hvis sådanne forhold er til stede, da bør hun tænke på sin fremtid og leve sammen med manden som hans hustru.

side 34

KAPITEL VI

beretter om økonomisk gevinst og tab og hvad der er følgen af gevinst, tab og tvivl; fortæller desuden om de forskellige slags hetærer.

Mens man søger at skaffe sig økonomisk gevinst eller venter at opnå en sådan, sker det sommetider, at tab bliver det eneste resultat af anstrengelserne. Årsagerne til disse tab er:

Ringe intelligens.

Overdreven kærlighed.

Overdreven stolthed.

Overdreven selvbevidsthed.

Overdreven enfoldighed.

Overdreven tillidsfuldhed.

Overdreven vrede.

Skødesløshed.

Hensynsløshed.

Dårlig påvirkning.

Tilfældigheder.

Resultatet af disse tab er:

Udgifter til ingen nytte.

Ødelæggelse af chancerne for fremtidigt held.

Tab af indtægten, som er ved at blive en realitet.

Tab af det, man allerede har opnået.

Dårligt humør.

Irritation overfor alle andre mennesker.

Hovedpine.

Man taber håret og udsættes for lignende ubehageligheder.

Der findes tre former for gevinst: Rigdom, religiøs berømmelse og nydelse. Ligeledes er der tre former for tab: tab af rigdom, af religiøs berømmelse og af nydelse: Når man søger en gevinst og andre fordele følger med samtidig, kaldes det medfølgende gevinst. Når der er usikkerhed ved gevinsten, kaldes den tvivl, man nærer, for simpel tvivl. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en af de to ting vil ske eller ej, kaldes det todelt tvivl. Hvis to ting finder sted, mens man udfører een ting, kaldes det kombination af to resultater, og hvis adskillige ting resulterer af den samme handling, kaldes det kombination af adskillige resultater.
Vi skal her komme med eksempler på det ovenfor omtalte:
a) hvis en hetære, der lever sammen med en stor mand, og gennnem ham erhverver rigdomme og i tilgift stifter bekendtskab med andre mennesker og således får. en mulighed for fremtidig gevinst og ligeledes bliver attråværdig for alle, da kaldes det en gevinst ledsaget af en anden gevinst.
b) Hvis en hetære ved at leve sammen med en mand simpelthen får penge, kaldes det økonomisk gevinst, som ikke ledsages af anden gevinst.
c) Hvis en hetære modtager penge fra andre mennesker end sin elsker, er resultaterne følgende:
1) at hun mister chancen for en god fremtid med sin nuværende elsker;
2) sandsynlighed for at hun mister hengivenhed hos en mand, der føler sig stærkt knyttet til hende;
3) at hun udsættes for had af alle;
4) mulighed for at hun tvinges ind i et forhold til en lavtstående person, der kan ødelægge. hendes fremtid. Denne form for gevinst kaldes økonomisk gevinst ledsaget af tab.
d) Hvis en hetære for egen bekostning og uden nogen naturlig chance for gevinst har et forhold til en stor mand eller en nærig minister ( for eventuelt at forhindre et eller andet ubehageligt), eller fjerner en eller anden årsag til, at en stor gevinst trues med at gå i vasken, kaldes dette tab af gevinst ledsaget af en gevinst, som eventuelt bliver en realitet ud i fremtiden.
e) Hvis en hetære for egen regning giver sig hen til en mand, som er meget nærig, eller en mand, som er stolt af sit gode udseende, eller en utaknemlig mand, der er dygtig til at vinde andre for sig, uden at hun får noget ud af disse forbindelser, kaldes det et økonomisk tab, som ikke ledsages af nogen gevinst.
f) Hvis en hetære giver sig hen til nogen mand af denne ovenfor beskrevne art, der yderligere står højt i gunst hos kongen, men som desuden er grusom og mægtig, uden at der kommer et godt resultat ud af det i sidste ende og endda med chancen for at blive kastet på porten hvert øjeblik, kaldes dette tab et økonomisk tab, som ledsages af andre tab.
Således slutter beskrivelsen af økonomisk gevinst og tab og ledsagende gevinst og tab.
Dernæst kommer vi til tvivl, som ligeledes har tre former: tvivl om rigdom, moralsk tvivl og tvivl om nydelser.
Her følger eksemplerne:
a) Hvis en hetære ikke er sikker på, hvor meget en mand vil forære hende eller bruge på hende, kaldes det tvivl om rigdom.
b) Hvis en hetære nærer tvivl om, hvorvidt hun er i sin gode ret til at opgive en elsker, som hun ikke kan få penge fra, fordi hun har berøvet ham hele hans formue, kaldes denne tvivl moralsk tvivl.
c) Hvis en hetære er ude af stand til at få fat i en elsker efter sit eget hjerte og ikke er sikker på, om hun vil kunne få nogen nydelse af et forhold til en person, hvis familie ustandselig er om ham, eller til en lavtstående person, kaldes det tvivl om nydelser.
d) Hvis en hetære ikke er sikker på, hvorvidt en eller anden mægtig men slet person vil forårsage hende tab, fordi hun er ham for underdanig, kaldes det tvivl om økonomisk tab.
e) Hvis en hetære tvivler på, om hun gør sig skyldig i overtrædelse af et moralbud ved at opgive en mand, som er hende hengiven, men som hun ikke viser den mindste gunst, hvorved hun forårsager hans ulykke i denne som i næste verden, kaldes denne tvivl en tvivl om manglende moral.
f) Hvis en hetære ikke er sikker på, om hun vil forårsage en svækkelse i mandens hengivenhed ved at tale rent ud og åbenbare sin kærlighed, hvorved hun ikke får sin kødelige lyst tilfredsstillet, kaldes dette tvivl om eventuel nydelse.
Således slutter beskrivelsen af simpel tvivl.

Todelt tvivl.

a) Et samleje eller en forbindelse med en fremmed, hvis indstilling er ukendt, og som måske er blevet præsenteret af en elsker eller af en, som besad en eller anden myndighed, kan enten medføre gevinst eller tab og kaldes derfor en todelt tvivl om gevinst eller tab af økonomisk gevinst.
b) Hvis en hetære anmodes af en ven eller af medlidenhed drives til at have samleje med en lærd brahmin, en teologisk student, en offerpræst, en troende eller en asket, som er blevet forelsket i hende, og som følgelig må stå på dødens rand, da vil hun enten vinde eller miste moralsk hæder, og derfor kaldes dette en todelt tvivl om vinding eller tab af moralsk hæder.
c) Hvis en hetære alene stoler på, hvad andre mennesker siger om en mand og går til ham uden selv at sikre sig, om han besidder gode egenskaber eller ej, da vil hun enten opnå eller ikke opnå nydelse i forhold til, om han er god eller ond, og derfor kaldes dette en todelt tvivl om opnåelse eller ikke-opnåelse af nydelse.
Dette er beskrivelsen af todelt tvivl.
De forskellige slags hetærer er:

En skøge.

Et kvindeligt tyende.

En ukysk kvinde.

En danserinde.

En kunstnerinde.

En kvinde, der har forladt sin familie.

En kvinde, der alene lever på sin skønhed.

En ægte hetære.

Alle de ovennævnte hetærer kender forskellige slags mænd og bør overveje de måder, hvorpå de kan få penge fra dem, behage dem, skille sig af med dem og genforene sig med dem.
Således ender betragtningerne over hetærerne.
Der findes også her to teser om emnet, og de har følgende ordlyd:
»Mænd vil fornøje sig, mens kvinder vil have penge, og derfor bør denne del af Kama Sutra, som behandler måder og midler at samle rigdom på, studeres grundigt.«
»Der findes nogle kvinder, som higer efter kærlighed, og andre, som higer efter økonomiske fordele; hvad de førstnævnte angår, er elskovslæren behandlet i tidligere afsnit af dette værk, mens måden at sikre sig økonomiske fordele, således som den praktiseres af hetærerne, er beskrevet i dette afsnit.«

side 35

7.DEL

Om hvordan man skal gøre andre interesseret i sin person

KAPITEL I

der fortæller om at smykke sig, vinde andres kærlighed og om særlige kærlighedsmiksturer.

Hvis en person ikke har held til at nå sine lysters mål på nogen at de måder, som er beskrevet i det foregående, bør han søge tilflugt i andre måder til at tiltrække det modsatte køns opmærksomhed.
Et kønt udseende, gode egenskaber, ungdom og fordomsfrihed er de vigtigste og mest naturlige midler til, at en person virker tiltrækkende i andres øjne. Men når dette mangler, må såvel mand som kvinde gøre brug af kunstige midler, og nedenfor følger nogle forskrifter, der måske vil være til nytte.
a) En salve fremstillet af tabemamontana coronaria, costus speciosus eller arabicus og flacourtia cataphracta kan benyttes.
b) Hvis man fremstiller et fint stødt pulver af ovenstående planter og anbringer det i en olielampe, kan det sorte stof eller lampesoden, der opstår heraf, forskønne meget, hvis man smører det på øjenlågene.
c) Hvis man tager en knogle af en påfugl eller en hyæne, forgylder den og anbringer den i en lænke om håndledet, får det en mand til at virke tiltrækkende.
d) Ved at spise pulveret af nelumbrium speciosum, den blå lotus og mesna roxburghii med honning, kommer en mand til at virke tiltrækkende på andre.
Således er nogle af de midler, man kan benytte sig af for at gøre sig attråværdig i andres øjne.

Når et kvindeligt tyende når pubertetsalderen, bør hendes herre holde hende skjult, og når mænd derpå brænder af begær efter hende på grund af, at hun lever afsondret fra den ydre verden og er vanskelig at komme i forbindelse med, bør han give hende til en sådan person, der kan skænke hende rigdom og velstand.
På samme måde bør hetæren, hvis datter når pubertetsalderen, samle en masse unge mænd på samme alder, indstilling og kundskaber som datteren og meddele dem, at hun vil bortgifte datteren til den, som vil give hende nogle ganske bestemte gaver.
Når en datter af en hetære således skænkes en mand, bør ægteskabets bånd bevares ubrudt i et år, men derefter må hun foretage sig, hvad hun vil. Men selv efter at dette år er gået, og selvom hun har andre forhold, bør hun, hvis hun af og til bliver indbudt til sin mands hjem, lade ham have forrangen og tilbringe natten med ham.
Således er sædvanen med hensyn til midlertidige ægteskaber blandt hetærer.

a) Hvis en mand efter at have indgnedet sin lingam med en pulverblanding af hvidtjørnfrugten, lang peber og sort peber, har samleje med en kvinde, underlægger han hende sin vilje.
b) Indgnidning af en blanding af blade fra planten vatodbhranta, blomster, der er kastet på et lig, når det føres bort for at blive brændt samt et pulver af knuste påfugleknogler og knogler fra jiwanjiva- fuglen afstedkommer samme resultat.
c) Resterne af en glente, som er død en naturlig død, knust til pulver og blandet med honning har samme virkning.
d) Stykker af arris-roden blandes med olie fra mangofrugten og ligger i seks måneder anbragt i et hul boret i sisu-træets stamme og tages derefter ud, laves til salve og påsmøres lingam, ved dette opnår man ligeledes at underlægge sig kvindens vilje.
Midlerne til at øge den seksuelle styrke er følgende:
a) en mand opnår seksuel udholdenhed ved at drikke mælk, blandet med sukker, uchchata-plantens rod, pipar chaba og lakrids.
b) Mælk blandet med sukker og heri kogt en vædders eller geds testikler skaber også seksuel styrke.
c) I henhold til ældre forfattere vil en mand være i stand til uafbrudt at nyde utallige kvinder, hvis han pulveriserer frøene eller rødderne af trapa bispinosa, kasurika, jasmin og lakrids sammen med sukker og ghee og efter at have kogt alt dette over en sagte ild drikker den creme, det er blevet til.
d) Den samme virkning kan opnås, hvis manden blander ris med spurveæg og efter at have kogt dette i mælk tilsætter ghee og honning og drikker så meget, han orker.
Dette var nogle af de midler, der evner at øge mandens seksuelle kraft.

side 36

KAPITEL II

der handler om, hvordan man skal vække de kødelige lyster, om hvordan man skal gøre lingam større og endelig om forskellige eksperimenter og miksturer.

Hvis en mand er ude af stand til at tilfredsstille en hastini eller elefantkvinde, bør han tage tilflugt til forskellige midler for at ophidse hende. Til at begynde med bør han gnide hendes yoni med hånden eller fingrene og ikke begynde samlejet med hende, før hun bliver stærkt ophidset eller giver udtryk for stor nydelse. Dette er en af de måder, man kan benytte til at hidse en kvinde;
Eller han kan gøre brug af visse Apadravya'er eller ting, som bliver sat på eller lagt omkring lingam for at øge dens længde eller tykkelse, således at den passer til yoni'en. Efter Babhravya's mening bør disse Apadravya'er være fremstillet af guld, sølv, kobber, jern, elfenben, bøffelhorn, forskellige slags træ, tin eller bly og bør være bløde, kølige og velegnede til deres specielle formål. Vatsyayana hævder derimod, at de må være fremstillet af det materiale, som man nu selv synes bedst om.
Her følger de forskellige former for Apadravya'er:

»Ringen« (Valaya) bør være af samme størrelse som lingam, men dens yderflade fyldt med små knopper.

»Parret« (Sanghati) består af to »ringe«.

»Armbåndet« (Chudaka) består af tre eller flere ringe, sat sammen så de udgør hele lingams længde.

»Enkel-armbåndet« består af en metaltråd, som man har snoet om lingam i hele dennes længde.

»Kanchuka« eller »Jalaka« er et rør, som er åbent i begge ender, udvendigt nubret og med små knopper, af en størrelse, så det passer til en yoni, og bundet om livet.

Hvis man ikke kan få fat i et sådant rør, laver man et af træmarv eller af små bløde stykker træ, bundet sammen.
De ovenfor nævnte ting kan bruges i forbindelse med eller i stedet for lingam.
Folk i de sydlige provinser mener, at man ikke kan opnå virkelig seksuel nydelse uden at perforere lingam, og derfor gennemborer de den, ligesom man gennemborer øreflipperne på et barn til brug for ørenringe.
Når nu en ung mand perforerer sin lingam, bør han gøre det med et meget skarpt instrument, og bagefter stå i vand lige så længe, der kommer blod. Om natten bør han have samleje og endda gøre en voldsom indsats for derved at rense hullet. Derefter bør han blive ved med at vaske hullet med rensende midler og desuden udvide det ved at stikke små stykker træ og wrightia antidysenterica, således at det stadig bliver større, Man kan også vaske det med lakrids blandet med honning. Desuden bør man smøre det med små portioner olie.
I dette hul i mandens lingam kan han stikke Apadravyas af forskellig slags, som for eksempel »Den runde brik«, »træmorteren«, »blomsten«, »ringen«, »elefant-pigstaven«, "de otte kugler", »hårlokken«, »korsvejen« og andre ting, som passer i størrelse og til lejligheden. Alle disse Apadravya'er skal være ru på ydersiden.
Og derefter går vi over til beskrivelsen af, hvordan man kan gøre sin lingam større. '
Når en mand ønsker at gøre sin lingam større, bør han gnide den med visse insekters børster, og efter derpå i ti nætter at have gnedet den med forskellige olier, bør han igen gnide den med de førnævnte børster. Ved at fortsætte denne behandling vil der gradvis opstå en svulmen af lingam, og da skal han ligge på en seng og lade sin lingam hænge ned gennem et hul i sengen. Derefter bør han fjerne alle smerterne fra denne opsvulmen ved at give den kolde omslag. Denne svulmen, som kaldes »Suka«, og som oftest benyttes hos Dravida-provinsens indbyggere, varer for hele livet.
Hvis lingam indgnides. med følgende: physalis flexuosa planten, shavara-kandaka planten, jalasuka planten, æggeplantens frugter, smør fra en bøffelko, hasti-charma planten og saften fra vajra planten vil der opstå en svulmen, som varer en måned.
Ved at indgnide lingam med olie, kogt af de ovennævnte ting, vil der ske det samme, men denne svulmen varer da et halvt år.
Foruden det ovennævnte kan man også lære om andre midler fra erfarne og kyndige folk.

De forskellige eksperimenter og miksturer er af følgende art:
a) Hvis en mand blander pulver af mælkeplanten og kantakaplanten med ekskrementerne fra en abe og lanjalika-plantens pulveriserede rod, og kaster denne blanding på en kvinde, vil hun derefter ikke elske nogen anden.
b) Hvis en mand jævner saften af cassia fistula og eugenia jambolana frugterne ved at blande dem med pulveriseret soma-plante, vernonia anthelmintica, eclipta prostata og lohopa-jihirka, smører denne sammensætning på en kvindes yoni og derefter har samleje med hende, vil hans kærlighed til hende fuldstændig forsvinde.
c) Samme virkning opnås, hvis en mand har samleje med en kvinde, der har badet i kærnemælk fra en bøffelko, og der i dette bad er tilsat pulveriseret gopalika, banupadika og gul amaranth.
d) En salve fremstillet af nauclea cadamba blomster, svineblommer og eugenia jambolona og benyttet af en kvinde medfører, at hendes ægtemand får afsky for hende.
e) Kranse lavet af de ovennævnte blomster og båret af kvinden, hidfører det samme resultat.
f) En salve fremstillet af asteracantha longifolia (kokilaksha) blomster kan få en hastini eller elefantkvindes yoni til at trække sig sammen, og denne sammentrækning holder en nat.
g) En salve lavet af pulveriserede rødder af nelumbrium speciosurn og den blå lotus og pulver af planten physali flexuosa blandet med ghee og honning kan udvide en mrigi eller dådyrskvindes yoni.
h) En kvinde, der hører en mand spille på en rørfløjte dyppet i saften fra bahupadika planten, tabernamontana corronaria, costus speciosus eller arabicus, pinus deodora, euphorbia antiquorum, vajra og kantaka planten, bliver hans slave.

Således har jeg i få ord skrevet »Elskovskunsten« efter de gamle forfatteres tekst og i overensstemmelse med de forskellige nydelsesmåder, som nævnes af dem.«
»Den som er bekendt med denne videnskabs sande principper overholder Dharma, Artha og Kama såvel som det, han af egen erfaring har lært, og hvad andre har belært ham om, og handler ikke ligeud efter sine kødelige lysters diktat. Hvad angår de fejltagelser inden for elskovskunsten, som jeg har nævnt i dette værk, har jeg straks efter at have omtalt dem, omhyggeligt gennemgået og analyseret dem.«
»Dette værk har ikke det formål blot at blive benyttet som et middel til at tilfredsstille vore kødelige lyster. En person, der er bekendt med denne videnskabs principper, og som overholder sin Dharma, Artha og Kama samt tager hensyn til sit folks skikke, er sikker på at bevare herredømmet over sine sanser.«
»Kort sagt: En intelligent og forsigtig person, der hjælper sig gennem Dharma og Artha og ligeledes Kama, uden at blive en slave af sine lidenskaber, vil have heldet med sig i alt, hvad han måtte beskæftige sig med.«