Gud er ikke Død:


      Fortale:

      Dette er en Filosofisk afhandling om etik. Etik her forstået som den Filosofiske gren, der handler om grundlaget for alle former for moral. Etik som det fundament moralfilosofien har brug for til at udlede de moralske forskrifter fra, som bør lede vores tænkning, sindelag og handlinger.


      Formålet med en etik er at være det kompas, som kan vise os Vejen væk fra det Onde og i retning af det Gode.


      Det forudsætter at vi har nogle ideer om, hvad der er Godt og Ondt, og til det formål har vi brug for nogle Ord og Tanker. Disse er helt nødvendige grundantagelser, og de skal selvfølgelig have indhold og betydning. Sætningen Gud er ikke Død indeholder Ordene Gud og Død, men sætningen giver ingen mening uden at kende disse Ords indhold og betydning. Hvad er Gud, og hvad er ikke Død ?


      For at kunne besvare dette spørgsmål med sikkerhed, så vil der herefter blive gjort et forsøg på at danne et billede af Gud ved hjælp af Ord og Tanker.


      Den Gode Gud




      Det antages at:


      Gud er, at Gud er God, og at det Gode er Gud.


      Denne antagelse har den store fordel, at hvis man kender Gud, så ved man også, hvad der er Godt, og hvis man ved, hvad der er Godt, så kender man Gud.


      Det antages at:


      Den Gode Gud er Livet, Livet er den Gode Gud, og med Ordet Livet begynder Filosofiens erkendelse af, hvad Gud er.


      Det antages at:


      I Livet er Kærligheden til Sandheden.


      Dette er en helt nødvendig antagelse,
      uden den ingen filosofi,
      og det er da godt, at filosofien er, for et billede af Gud bør skabes af Kærlighed til Sandheden (Philo-Sophia).


      Kærligheden er Mand, og en Mand er en Treenighed:


      Far - Gom - Søn


      (en Treenighed er tre, der er enige)


      Sandheden er Kvinde, og en Kvinde er en Treenighed:


      Mor - Brud - Datter


      Livet er en fuldstændig hel og aldeles uspoleret udelt Tofoldig Treenighed, og en Trefoldig Bryllupsfest.


      Livet set fra forskellige synsvinkler:


      Mor - Brud - datter
      Far - Gom - søn


      Søn - Gom - Far
      Datter - Brud - Mor


      Mor - Far
      Brud - Gom
      Datter - Søn


      Far - Mor
      Gom - Brud
      Søn - Datter


      Cogito :





      Fars navn er Vilje
      Gommens navn er Følelse
      Sønnens Navn er Tanke




      Mor hedder Legeme
      Bruden hedder Sjæl
      Datter hedder Ånd


      Ergo :




      Legeme - Sjæl - Ånd
      Vilje - Følelse - Tanke


      Tanke - Følelse - Vilje
      Ånd - Sjæl - Legeme


      Legeme - Vilje
      Sjæl - Følelse
      Ånd - Tanke


      Tanke - Ånd
      Følelse - Sjæl
      Vilje - Legeme


      Sum:




      Kærligheden, Sandheden og Livet er Selvskabte:


      Livet er en Vilje i Legemet.


      Kærlighed er en Følelse i Sjælen.


      Sandheden er en Tanke i Ånden.


      Dermed:


      Livet skabes, når Far befrugter Mors Legeme Med Vilje.


      Kærligheden skabes, når Gommen Befrugter Brudens Sjæl med Følelse.


      Sandheden Skabes, Når Sønnen befrugter Datters Ånd med Tanke*.


      I begyndelsen var et Ord, og Ordet var Gud, og i Ordet Gud var Livet, og Ordet Livet fik sit indhold og betydning af Kærlighed til Sandheden.


      ...og det er såre godt...


      *det er ”platonisk kærlighed”, den rene tænkning.


      Det Onde




      Det antages at:


      Det Onde er ikke Godt, og derfor findes det Onde ikke, for den Gode Gud er der ikke noget Ondt i.


      Det Onde er ateisternes Gud, for den findes ikke.


      Den Gode Gud er ikke et Tvedelt Trekantsdrama,
      ej heller er den en Trefoldig Skilsmisse.


      Den Gode Gud er heller ikke:


      Datter uden Søn, Ånd uden Tanke, hun ville jo være ærbar, så det kaldes Ære.


      Søn uden Datter, Tanke uden Ånd, for det er fuldstændigt utænkeligt, så det kaldes Løgn.


      Brud uden Gom, Sjæl uden Følelse, det ville da være synd, så det kaldes Skam.


      Gom uden Brud, Følelse uden Sjæl, som et sværd uden en skede, det skaber Splid.


      Mor uden Far, Legeme uden Vilje, hun ville blive fuldstændig opløst, så det kaldes et Lig.


      Far uden Mor, Vilje uden et Legeme, han ville være fuldstændig tom, så det kaldes Død.


      Den Gode Gud er altså ikke:


      Ære - Skam - Lig
      Løgn - Splid - Død


      Død - Splid - Løgn
      Lig – Skam - Ære


      Lig - Død
      Skam - Splid
      Ære - Løgn


      Løgn - Ære
      Splid - Skam
      Død – Lig


      Det skal understreges at:


      Sandheden er ikke Løgn eller Ære.


      Kærligheden er ikke Splid eller Skam.


      Livet er ikke Død eller Lig.


      Afslutning:




      Filosofien har nu givet os et billede af den Gode Gud, et billede af hvad den Gode Gud er og ikke er. Dette billede kan bruges som en vejviser, det kan vise vejen væk fra det Onde og i retning af det Gode, som er den Gode Gud.


      En Filosof bør være et billede af den Gode Gud, og derfor have et Legeme udstyret med en Vilje, en Sjæl der Føler og en Ånd fuld af Tanker, for så er Livet fyldt med Kærlighed og Sandhed.


      Når en Filosof har ”uddrevet” alt det Onde:


      Ære - Skam - Lig
      Løgn - Splid - Død


      så er Filosofien frelst fra det Onde, så er den helbredt.


      Som den enkelte Filosof bør være et billede af Gud,
      så bør også samfundet bygges på et solidt etisk fundament.


      Ordet sekulær minder mere om Splid og Skilsmisse, end om det Trefoldigt Store Brag af en Bryllupsfest,
      som vejen væk fra det Onde og i retning af det Gode leder hen til.


      Dem der glæder sig over mangfoldigheden af ”sandheder” i det sekulære multireligiøse samfund, de må jo antage, at Gud er Død, og i så fald er deres ”sandheder” ikke andet end Løgn eller Ære.
      Det Onde er deres Far og Mor, og De er villige til at gøre, hvad deres Far og Mor lyster. Deres Far og Mor har været Død og Lig fra begyndelsen, og de kender ikke Sandheden, for der er ingen Sandhed i dem. Når de farer med Løgn, taler de ud fra dem selv, for Løgnere er de, ja, de er Far og Mor til Løgn.


      For når en Filosof antager, at Livet er Kærlighed til Sandheden, så beviser det, at Gud er ikke Død.


      Konklusion:




      Af Kærlighed til Sandheden antages følgende pr. definition at gælde:


      Gud er ikke Død.


      Gud er heller ikke Løgn, Splid, Lig, Skam eller Ære.


      Den Gode Gud er nemlig min Far og Mor.


      M.v.h


      Philo-Sophia



      Intelligent design
      1.mos, 1.kap.:
      v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.
      .
      .
      v31 Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.


      Byggesjusk
      1.mos, 2.kap.:
      v21 Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. v22 Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. v23 Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.«





      The Apocalypse of Adam:
      Listen to my words, my son Seth. When God had created me out of the earth, along with Eve, your mother, I went about with her in a glory which she had seen in the aeon from which we had come forth. She taught me a word of knowledge of the eternal God. And we resembled the great eternal angels, for we were higher than the god who had created us and the powers with him, whom we did not know.


      Then God, the ruler of the aeons and the powers, divided us in wrath. Then we became two aeons. And the glory in our heart(s) left us, me and your mother Eve, along with the first knowledge that breathed within us.






      Gospel of Philip:
      When Eve was still with Adam, death did not exist. When she was separated from him, death came into being. If he enters again and attains his former self, death will be no more.
      .
      .
      If the woman had not separated from the man, she should not die with the man. His separation became the beginning of death.
      .
      .
      "The Holy of the Holies" is the bridal chamber.