Jack Jensen




      Om min Asatro




      indledning


      Om min Asatro - del I


      Om min Asatro - del II


      Om min Asatro - del III


      Om min Asatro - del IV



      indledning




      Fader vor, du som er i himlen. Hellige vorde dit navn, til os komme dit rige. Ske din vilje på jorden, som den sker i himlen, og giv os i dag vores daglige brød. Forlad os vores skyld, som vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse. Dit er riget, magten og æren i al evighed. Amen.


      Engang var jeg medlem af den danske folkekirke. Som alle andre her i landet er jeg født til dette privilegium, indforskrevet til den kristne tro mens jeg endnu er for ung til at stille spørgsmål eller krav. Mens jeg endnu er for ung til måske i virkeligheden at tro. Og egentlig virker det jo helt urimeligt at kirken på den måde tvangsindlægger borgerne, til et tilhørsforhold til sin version af tro. Det ligner mest en bekendelse af kirkens egen indbyggede ansvarsløshed og en umyndiggørelse i forhold til den omgivende verden. Men måske man blandt kristendommens ledere har en fornemmelse af, at dette er den eneste måde for et stivnet tros-system at bevare sine proselytter på. Måske man frygter at uden denne automatik, ville der snart blive samme mangel på medlemmer at operere med i folkekirkens bureaukrati, som der er almindelig mangel på deltagere i kirkens ritualer. Under alle omstændigheder var den firkantede kristne dogmatik der gemte sig under den sløve folkekirkelige uengagerethed i forhold til resten af tilværelsen, ikke noget der umiddelbart tiltalte mig, ikke en virkeligheds-fortolkning jeg sådan kunne eller ville tro på. Eller være trofast mod. Og de gange hvor jeg kiggede mig om i min verden, efter noget mere end det helt umiddelbare og overfladiske, var kristendommen overhovedet ikke inde i billedet som en mulighed. Så da jeg fyldte atten, meldte jeg mig ud af folke-kirken. Ikke så meget fordi jeg egentlig var imod kirken og dens lære som sådan. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke rigtig interesseret mig nok for kristendommen som religion, ikke oplevet den som egentlig en levende tro, til at mene noget dybere, dengang var kirkegang stort set bare et socialt ritual der tilsyneladende ikke betød noget videre, ikke gjorde noget. Så vidt jeg kunne se. Kristendommen gjorde tilsyneladende ingen forskel, i det daglige liv for almindelige mennesker. Og kunne vel så også være ligegyldig. Ihvertilfælde synes det ikke værd at betale skat, til en kirke der ingen rolle spillede i mit liv. Det var så mange andre ting, man skulle bruge penge til dengang. Så jeg meldte mig ud, og indstillede mig på at være et rationelt menneske, som ikke havde brug for usikker tro, bange kristendom og den slags naiv overtro. Desuden var der flere ting i den kristne tros-bekendelse jeg af natur var ret kritisk over for; der er noget umyndiggørende i det der med ‘ske din vilje’ og en uværdig tryglen om overbærenhed i ordene ‘forlad os vores skyld’. Min egen frie vilje var og er hellig for mig, så jeg har svært ved at forlige mig med en gudsopfattelse der på nogen måde kan tænkes at lede en i fristelse, og som man må bede til befrier en fra det onde. Når man nu ikke kan eller gider selv. Det synes mig som mister man sin egen menneskelige ansvarlighed i dette. Og ikke bare er kristendommens grundlæggende modsætningsforhold mellem erkendelse og moral, det Paulus udtrykker ved ordene ‘det man vil det gør man ikke, men det man ikke vil det gør man’, mig fremmed, tankegangen er direkte kontrær og i modsætning til det jeg er og kan og tror. I det hele taget har jeg svært ved at forlige mig med den institutionaliseret agnostisistiske version af kristendom, der vel netop startede med Paulus’s indflydelse på old-kirken. Og som virker så langt fra Jesu budskab, som vi kender det fra f.eks. Thomas-evangeliet. Og fra de germanske rødder min runefortolkning udspringer af. Hvor man det ærefulde menneske vil og kan og gør sit bedste i alt, og hvor erkendelse og moral er to sider af samme sag, ja vel i virkeligheden ganske det samme.



      Om min Asatro - del I





      Men vi lever nok desværre også i dag i en virkelighed, hvor det efterhånden er almindeligt ikke at tro på noget udover det materielle. Og hvor man, mennesket, derfor naturligt kommer til en periode, hvor man tilstræber at se altet gennem rationelle og mekaniske briller. Forsøger at være fornuftige og forstå verden og dens hvordan og hvorfor, alene i et logisk perspektiv. Problemet er så bare, at i dette perspektiv er både verden meningsforladt og livet i virkeligheden formålsløst. Det hele er alligevel bare en kæmpestor ubesjælet mobile, hvor man som menneske blot er ‘det led i udviklingens lænke, som har fået den tvangstanke, at det kan tænke’. En eksistens hvor man, mennesket, i bedste fald kan nyde materiel overflod og et godt helbred. Hvis altså lige man tilfældigvis er så heldig at være blevet givet en arv af gode gener, er født i et materielt rigt land i et inspirerende miljø, og på baggrund af dette har truffet nogle heldige valg. Og ellers er der ikke andet at gøre ved det, end at håbe lykken vender i morgen eller næste uge. Så at mobilen bevæger sig mere gunstigt for mine ønsker og tilfredsstillelsen i mit personlige, individuelle, indifferente liv. Men i virkeligheden er det faktisk ret lige meget, det betyder ikke noget, andet end et mere eller mindre behageligt liv før en uundgåelig død og udslettelse, så forskellen er alligevel ens i længden. For der mangler nemlig noget i denne forsimplede livsforståelse. Meget. Der mangler mening og sammenhæng, fred, ære og lykke. Alt muligt der giver betydning i livet. Derfor giver man så måske op, giver slip på drømmen og gør gode miner til slet spil, driver med strømmen og tager passivt imod det livet afmåler til en. Eller man stritter imod, kæmper mod alting for at beherske og kontrollere det kaos livet alligevel altid ender med at være.


      Den tredje mulighed er at man lærer sig at surfe, så at sige, forholde sig respektfuldt til strøm og bølger og dog stadig styre sin egen kurs. At mennesket begynder at tro. På at det kan lade sig gøre. Man vælger at tro. På alt det der på trods af alt føles at give mening, tro på at det giver mening. Livet. Og som udgangspunkt er denne tro, noget spinkelt og meget personlig. En følelse inden i en selv. Det er hvad tro egentlig er. En personlig følelse af mening, noget som man kan tro på. Midt i almindeligheden. Dette noget man nu tror på, kan så måske forbinde en med noget der opleves som værende uden for troen og udover en selv, som værende en aktivt skabende og levende kraft i universet. En første årsag, en højere vilje, det guddommelige, et noget der samler og udvikler og som overordnet set transcenderer den uafvendelige og alt-omfattende død der er så dybt indskrevet i det fysiske. Tror jeg.
      Måske man nu begynder at sætte billeder og ord på sin tro, sætter den i system, og gennemtænker som bedst man formår, hvad denne tro betyder for en, for det man gør, betyder for den måde man lever sit liv på. Og derved har man skabt et trossystem. Hvilket stadig kan være noget strengt personligt. Men det behøver det ikke at være mere, for netop i kraft i kraft af at troen nu er udtrykt i billeder og ord, så kan man tale om den og dele den med andre mennesker. Lære af hinanden. Når så det sker at mennesker finder at der er overensstemmelse mellem deres indre trossystemer, taler og føler og finder ud af at de langt hen af vejen tror det samme, og man måske ligefrem formaliserer denne enighed, kan der opstå et trosfællesskab og et fælles trossystem. En religion.


      Hvorledes troen derefter skal og kan udtrykke sig, hvordan den skal udformes for at gøre forskel i dagligdagen, det er et personligt valg.


      Engang forsøgte jeg at slippe med at tro verden kun er mekanisk og rationel, og til at begribe ved hjælp af simple fysiske formler og standartiserede læresætninger. Forsøgte faktsik at gøre virkeligheden til det mindst mulige. Engang forstod jeg ikke helt, hvor højt vi har til loftet når vi løfter blikket og rejser hovedet. Men hen af vejen begyndte jeg at indse - at der er mere mellem himmel og jord, at ikke alt kan måles og vejes, og at mennesket også har brug for et perspektiv der afgørende transcenderer dyrets instinktive ‘æd eller bliv ædt’. Om ikke for andet, så for menneskets egen skyld. Fordi at den tilværelse der bliver en til del i dyrets forsimplede perspektiv, nødvendigvis bliver dyrisk og simpel, og i sidste instans umenneskelig. Så jeg gav mig til at lede efter alternativer. Til det troløse i den almindelighed jeg levede i, og til den stivnede tros-forestilling kristendommen tilbød. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle vende mig hen, i disse rodløse tider, så jeg forsøgte at være åben og fordomsfri, kom ret langt omkring og lærte en masse på vejen. En del af disse udflugter har vist sig her i bogen, som omveje og bifortællinger, der i bedste fald udfolder og beriger den kollage jeg er ved at samle. På samme måde som det vide udsyn over verdens ring, lærte mig så meget. Først og fremmest vel at respektere diversiteten og ikke mindst selve dette, at nogle mennesker har en ægte og personlig følt guds-oplevelse, også selv om den fandt andre former end jeg fulgte. Noget der ser ud til at være i dyb modsætning til de mange frelstes tomme stillen sig an.


      Jeg tror på alle, Aser og Vaner, og alt hvad opstod, af Ymers krop, at sjæl mig blev skænket, af sønner af Bor; Og liv sig rejser, af Ragnarok.
      Min skæbne skyldes, de spindende Norner; Selv på jeg styre, som skæbnen jeg tager, tage modgang, tåle modgang, som skæbne jeg møder, mit minde bliver sat.
      Gudernes ansigt, ingen kender, vi laver et billede, som ligner os selv; Vi ser det samme, men ser forskelligt; Ingen kan sige, hvis syn der er sandest.


      Personligt valgte jeg tidligt at kalde min personlige tros-udformning for Asatro, og som i alt for lang tid gik jeg rundt med denne tro låst væk inde i sjælen og mine egne indre overvejelser. I overbevisning om det kun var mig, der så livet i dette lys. Men senere, da nogle tilsyneladende inspirerede mennesker startede en påstået Asatro forening, da vågnede jeg endelig af drømmen og kastede mig helhjertet ind i projektet. I håbet om at disse folk oplevede troen bare nogenlunde parallelt med mig. Og det forekom mig fra begyndelsen så ganske naturligt at gå med i foreningen og i arbejdet for den gamle skiks kvaliteter. Engang var jeg medlem af den Asatro forening Forn Sidr.


      Men i dette ret tilfældige sammenrend af folk, som alle havde hver sine egne forestillinger om hvad Asatro var og betød, var der meget begrænset mulighed for at få tingene diskuteret ordentligt igennem og af den vej nå frem til en fælles konsensus og en dynamisk virkelighed. Det var der simpelthen ikke vilje og evner til. Tværtimod holdt vi vist hver især urimeligt stædigt fast i vores indre følte synspunkter, og forsvarede vore indstillinger med lige dele fjendtlighed og ignorantisk indifference. Og selv om min egen tro og forståelse da både blev modnet og hærdet af dette modspil, førte brydningerne for mig at se ikke rigtig til et tros-fællesskab i betydningen en tro man kunne være fælles om. Egentlig enighed kunne der ikke blive tale om, blandt andet fordi ingen kunne tillades at opstille definitioner og formuleringer der begrænser eller udelukker andre fortolkninger. Man kunne ikke vælge til, i angst for at vælge noget fra. Ligegyldig hvor polariseret og direkte modstridende disse fortolkninger så ellers var.
      Måske netop som en konsekvens af den manglende indre evne til at definere sig selv, blev for nogle i foreningen den ydre anerkendelse afgørende. Og i bestræbelserne på at få en officiel blå-stempling af et grundlæggende kristent kirke-ministerium og et mest ånds-forflygtigende samfund, blev en tros-bekendelse tilsvarende den kristne presset igennem med største hast. Således at det bagefter var umuligt for mig at se denne tros-bekendelse konstituerede en konsensus, eller i det mindste spiren til en fælles forståelse af den spirituelle tradition, dens funktion og nødvendighed. Retfærdigvis må det dog indrømmes at taktikken er lykkedes, så langt som at den eftertragtede ministerielle godkendelse af Forn Sidr er opnået i november 2003. Tillykke med det. Hvad godt dette så vil føre med sig, og hvor store omkostningerne vil blive, det må tiden vise.
      Men helt tilsvarende med den kristne tros-bekendelse er der ting jeg har svært ved at sluge ved denne nye hedenske; udover en tung og usmidig rytmik i sproget der er så uendelig langt fra de overleverede norrøne kilders stramme elegance, er der for mig problemer med at bekende sig til alt hvad opstod af Ymirs krop. For det må også betyde at man bekender sig til jætterne og alt hvad de står for af umenneskelighed og snu dyrisk betinget adfærd. At man dyrker og bekender sig til alt det, Aserne og deres allierede så aktivt bekæmper i alle fortællingerne. Bekender sig til modsætningen af det menneskelige væsen, af den beherskede kultiverethed, som man kan vælge til i sit liv. Og for mig er dette, som hvis de kristne inkluderede Satan selv i deres Guds-bekendelse og formelle trosgrundlag, fordi han for dem er virkelig og jo ligefrem nævnes i Biblen. En manglende forskel mellem det at erkende eksistensen af noget, og så at bekende sig til dette. Og hvad er der i øvrigt blevet af Audhumla i dette udspil til en fælles bekendelse, hun er for mig et vitalt symbol på den feminine frugtbarheds betydning. Og hvorfor er Bor, urfaderen, kun nævt som en bisætning i forbindelse med hans sønner. Som skulle have skænket mig en sjæl - hvad så lige dette i sin natur kristne begreb end betyder i denne sammenhæng. For var det ikke Bors-sønnerne som skabte menneskene Ask og Embla, af træer og af moder jords liv, og ikke af Ymirs døde krop. Bragte Odin dem ikke ånde, således at de kunne være levende og vokse og gro. Skænkede Høner dem ej åndfuldhed, så de kunne være kloge og vide at vælge hvad de skulle gøre med sig selv. Og gav Lodur kraft dem ikke blodets brændende varme sanselighed, så de fik lyst til at lege, le og gå på opdagelse i verden.
      Dette var hvad jeg tror vi fik skænket, betingelserne for at blive bevidste frie mennesker med ansvar for sig selv og sit virke i verden, og ikke nogen fiks og færdig sjæl. Eller nogen grund til troskab mod urjættens afkom, og den instinktive dyriskheds dominans. Og omend livet rejste sig efter Ragnarok, og ifølge myterne har gjort det ni gange i alt, tror jeg ikke at noget er givet eller garanteret. Ragnarok er ikke noget man passivt skal affinde sig med, det er en trussel mod livet og et sammenbrud af kulturen, der aktivt må bekæmpes og evigt søges forhindret.


      Desuden vil jeg stadig ikke acceptere en tros-bekendelse, der som et ekko af den kristne, benægter eller begrænser den frie vilje og den personlige ansvarlighed. For Ørlog er ikke tung skæbne, er ikke determiniseret og forud-bestemt, omend kursen så nok er afstukket af Nornernes tråd. Mennesket vælger selv, også om skæbnetråden skal være et ankertov til traditionen og den frie menneskelighed, eller skal være strikken der tøjrer trællen. Og forresten vender min tro sig mere i retning af medgang og det positive i alt, frem for at se modgang der må tages og tåles. Min tro tegner ikke et liv der er træls arbejde og en byrde at bære, jeg tragter ikke efter den kristne frelse og forløsning fra livet, og mit minde sætter jeg i hjerterne på de mennesker hvis liv jeg får positiv betydning i.
      Sidst, men ikke mindst, tror jeg ikke min guds-oplevelse udelukkende er en projiction af mig selv, noget jeg selv laver. Faktisk virker dette på mig som en fattig og forloren gud at bekende sig til, i forhold til de ophøjede over-personlige og transcendente styrende kræfter i verden jeg kender som Regin. Og selv om jeg ikke vil driste mig til at skulle sige hvis syn er sandest, betyder dette ikke at jeg ikke kan og skal forholde mig kritisk til andres tros-bekendelser og formuleringer. Kan være analyserende over for andres tro. Først og fremmest kan konsekvenserne af en tro, den måde religionen får folk til at opføre sig på, jo sige en masse om denne tros sandheds-værdi og ydre anvendelighed. For hvis troen ikke gør nogen forskel i dagligdagen, da er den værdiløs og ligegyldig, og hvis den fører til martyriets vanvid og umenneskelighed og får folk til at flyve jetfly ind i skyskrabere fyldt med tilfældige mennesker, da vil jeg stædigt tillade mig at undsige troen og gudsoplevelsen i den fortolkning. Og jeg vil holde dette for en sandhed som ethvert menneske må indse. At tros-betydning skal og kan udelukkende vurderes, ved systemets evne til at kvalificere individer til livet som komplette mennesker i hele den globale kontemporere komplekse virkelighed. Samt til at kunne leve med guds-oplevelsen og det spirituelle som et aktivt element i dagligdagen og livet, en kvalificering til at kunne leve livet fuldt og helt og konstruktivt.


      For mig som betingende mig på de gamle, før-kristlige rødder og opfatter mig selv som Asatro på min helt personlige måde, kaldes den fælles dyrkelse af det rituelle gudsforhold for at holde blót. Hvilket igen har vist sig at kunne være så mange forskellige ting, alt efter de mennesker og forståelser der er involveret. Personlig er jeg ikke typen som tropper op til blót i vikingekluns, og synes vel egentlig også et eller andet sted det kan virke en smule åndsvagt at stå og recitere gamle citater på oldnordisk. Det er lige så overlegent dumt som det at læse Biblen på latin for almindelige kirkegængere. Men til en eller anden kan komme på bedre, mere effektive, inciterende og kontemporære måder at holde blót på og få udtrykt at der sker noget specielt her, så lever jeg alligevel med det. Også fordi jeg faktisk føler, det egentlige problem er at der netop oftest ikke sker noget specielt, blótet er som tillært fra den kristne gudstjeneste, tit nok kun en ydre stillen sig an, i håbet om at dette alene vil betyde noget. Fremfor at være et ritual der udføres fordi det faktisk gør en forskel i verden, medvirker til at opretholde freden og æren og lykken for menneskene.
      At være asatro betyder for mig et tilvalg af en virkelighed og et liv i evig dynamik, et valg der fordrer at man kontinuerligt, og ikke mindst ved blótet, etablerer et centrum eller en konstans for det menneskelige liv og det hyre i ens verden - hvis altså man eksistentielt set vil være menneskelig og leve i ære. Noget der jo desværre slet ikke er nogen selvfølge mere. Og dette valgte centrum er selvfølgelig relativt og dermed kun subjektivt absolut, fordi verden som væsen og altings gestalt, Yggdrasil, jo er levende og evig i bevægelse. Hvorved det netop bliver så nødvendigt at mennesket hele tiden stræber efter at skubbe æren udaf, at man vokser sammen med verden. Og vokser, sammen med verden. Fordi ellers vil man drukne og slides ned og væk, blive presset i defensiven og overrendt af jætte-kræfterne før eller senere. Glemme de andre muligheder udover det dyriske og miste forbindelsen til hellig-kraften i verdens rigdom. Voks eller dø, det er livets uundgåelige første lov.


      Men trods alle meningsforskelle til andre selvudnævnte Asatro, ændrer det ikke ved at jeg alligevel føler jeg til slut kom hjem igen. Fandt min personlige grund under min eksistens. Om så også jeg ind imellem oplever at være her stort set alene. Men gennem visionen og et målrettet studium af det overleverede materiale, samt ikke mindst en hård sparring med andre erklærede hedninge, vandt jeg mig indsigt i en traditionelt funderet spiritualitet jeg kalder Asatro, og i de værdier der gemte sig i min egen kulturs dybeste rødder. Heri fandt jeg nu endelig min individuelle oplevelse af det guddommelige reflekteret. En version af guds-oplevelsen der var et direkte udtryk for alt det jeg selv tænkte og følte.
      Nok meget naturligt i øvrigt, da Asatro jo i dag er så flydende og ubestemt en størrelse at den jo netop i det meste er en personlig rekonstruktion. Der almindeligvis ikke indeholder dogmer man kan være uenig i eller føle sig begrænset af (selv om der selvfølgeligt også er folk med sådanne aspirationer i miljøet). Ja, en pæn del af de folk som lejlighedsvis tager en sjov hat på og drikker mjød af et kohorn, og derfor kalder sig Asatro, synes at opfatte dette som en fribillet til at opføre sig som dyr og argument for fuldstændig at hengive sig til egne umiddelbare lyster. Og interesserer sig så ikke videre for kultur-historiske referencer og religions-filosofiske overvejelser bag ved deres påståede tro. Blandt andet derfor er det man kalder Asatro både dynamisk og fleksibelt, men også usigelig skrøbelig og famlende som det nye oftest er. Fordi de påståede Asatro fællesskaber man finder i dag, alle er nye etableringer der endnu kæmper for at skabe en fælles teologi. Og selv om man mestendels ynder at henholde sig til en ‘oldgammel tradition’ er dette vel mest barnlige og ganske unødvendige forsøg på at pynte sig med lånte fjer. For nok skimtes der en lang historie bag det religiøse udtryk, men der er reelt set ikke overleveret noget religiøst system til os, hverken helt eller delvist. Så at Asatroen nødvendigvis må være en ny stikling på de gamle rødder, et ægte barn af vores tid og et produkt af den virkelighed vi lever i, såvel som af de mennesker vi formår at være. Og Asatroen har netop derved også mulighed for fuldt at være rettet mod eksistensen i vores tids virkelighed, og måske besvare nogle af de spørgsmål den religiøse undren stiller i netop dette nu.


      Men hvad er så egentlig Asatro for noget når det kommer til stykket, hvad betyder det at tro på Aserne sådan som jeg gør? Gør dette virkelig nogen forskel i dagliglivet for et moderne, rationelt menneske? Eller er det bare en festlig anledning til at brænde bål og drikke mjød? Til disse spørgsmål er der sikkert lige så mange svar, som der er individer rundt omkring som kalder sig Asatro. Sikkert endda godt og vel, siden meninger og opfattelser jo øjensynlig har det med at ændre sig fra situation til situation. Efter hvad der er let og bekvemt og brugbart. Og måske er det slet ikke meningen at man skal blive enige om et fælles svar, måske ligger en del af styrken og dynamikken i moderne Asatro i netop dette, at den som udgangspunkt er individuel og udspringer af en personlig oplevelse af det guddommelige. I bedste fald. Ikke desto mindre, ud fra drømmen om et reelt trosfællesskab og håbet om Asatroens og vores kulturelle rødders mulighed for at få bærende betydning socialt og kulturelt, må det kunne lade sig gøre at sætte nogle helt fundamentielle ting og sammenhænge på plads, at definere en fælles grund-læggende forståelses-ramme.


      Først må man gøre sig fuldstændigt klart at tro og religion ikke alene eller først og fremmest er rationelle størrelser bestemt af fornuften. At de nogle gange tilsyneladende er helt uden forbindelse til enhver fornuft, er en anden snak. Men gudsoplevelse og tros-forståelse har rod i ‘primær-processen’, i den oprindelige symbolske, drømmende før-rationelle måde at begribe på. Symbol-tænkningen og en mythisk forståelse. Myter er således artikuleringer af primær-processen, en i forhold til den normale mekaniske og selviske logik anderledes oprindelig forståelse, fortalt i et symbol-sprog der på nogle essentielle måder afspejler helt andre regler en dem vi kender fra den rationelle verden og den almindeligt herskende fornuft. Er forskellig fra den mundane virkelighed, der jo netop er bestemt ved en genstands- og jeg-bevidsthed og dennes evne til sprogtilegnelse og sproglig præcision, ikke mindst klassifisering og abstraktion. En virkelighed normalitet hvor behovs-tilfredsstillelse kan prioriteres, fortrængninger kan, vil og må finde sted, og hvor mennesket kan etablere en nuanceret og realistisk operativ opfattelse af omverdenen med mulighed for en mere eller mindre smidig tilpasning.


      Men bag dette billede af almindelighed står primærprocessens oprindelige mønstre, de strukturer der grundlægges allerede i fosterstadiet og er fundament for alt hvad vi er, kan og gør, og som først blev videnskabeligt beskrevet af Sigmund Freud i bogen ‘Drømme-tydning’ fra år 1900. Heri analyserer Freud hvorledes den ‘normale’ dagligdags måde at opleve ‘virkeligheden’ på ikke er enerådende. Ja, at denne perception rent faktisk er sekundær, en overbygning til en anden og langt mere grundlæggende og psykologisk oprindelig oplevelse af verden. Primær-processen. En måde at opfatte og tænke på vi kender fra når vi drømmer, og ikke mindre interessant i denne forbindelse, også spiller en rolle i den mytologiske tænkning.



      Om min Asatro - del II





      Her i det primæres drømmende inderste virkelighed, er forståelsen på den ene side almen-menneskelig og tidløs, hvilket forklarer den enorme kraft denne dimension har - men til gengæld aldrig entydig eller endelig, hvilket så er årsag til disse kræfter uhåndgribelighed. Drømmenes virkeligheden er følelses-orienteret og en oftest ustyrlig oplevelse, snarere end en forståelse eller et koncept eller hvad man i dag ser verden som. Heller skelnes der i drømme-dimesionen mellem fantasi og virkelighed, begge dele er et. Forskydninger af følelser foregår, fra en forestilling til en anden der ligner på en eller anden måde. Og i det hele taget er her en oplevelse af flygtighed, af at følelserne er ustabilt bundne. Repræsentation er almindeligt, det Freud kalder ‘pars pro toto’, at en del af en ting kan opfattes som er det hele tingen. Sammen-knytning sker, hvor lighed medfører identitets-sammenbinding og to ting der har noget tilfælles, kan opleves som var de det samme. Fortætninger forekommer, der tillader at et større antal ting der har noget tilfælles, kan repræsenteres og udtrykkes med det fælles. Modstilling kan ses, det der gør at en ting og dens modsætning kan udtrykkes på samme måde. Man mangler skelnen mellem selvet og omgivelserne, og der opleves mangel på benægtelser. Der er ingen tidsfornemmelse i almindelig forstand, den verden der tegnes er cyklisk evighed (i modsætning til vores lineært fremadskridende nu), og på den ene side set er alt evigt som stjernerne og underlagt en hellig højere orden, på den anden er alt i konstant cyklisk forandring gennem dagen, året, livet. Endvidere og ikke mindst gælder det her, at hele væsenet kan oversvømmes af så intense følelser, at al rationel dømmekraft udelukkes.


      I forlængelse ad denne forståelse kommer så diskussionen om hvad virkelighed faktisk er og hvordan en sådan bliver konstitueret. Og efterhånden kan vi vel her være nogenlunde enige om antagelsen af et post-videnskabeligt paradigme hvori virkelighed ikke bare ikke er noget der tilhører den ydre verden eller ‘tingene i sig selv’, det er faktisk en egenskab ved den måde vi opfatter på. Hvilket vi så kan gøre på forskellige måder.
      Således at når det i dag er alment anderkendt at der er ting vi ikke kan vide med sikkerhed, f.eks. det guddommeliges eksistens og natur, så er dette en sandhed med modifikationer. For nok er der ting vi ikke kan vide på den måde videnskaben og dagligverdenen vil og kan vide, der er ting vi ikke kan begribe gennem ‘sekundær-processen’, det er evident. Men dermed er bare ikke givet at vi ikke kan vide, overhovedet og på andre måder. Og mon ikke de fleste har oplevet at de kan drømme sig til indsigter de ikke kunne tænke sig til. Hvis ikke, så vil jeg stærkt anbefale at man arbejder med disse dimensioner af sig selv. Til en begyndelse.
      Det der imidlertid er centralt og uundgåeligt her, er muligheden for at rette opmærksomheden den anden vej, og se om der på samme måde som der er en tanke og begrebsform der kommer før vores fremherskende normaltilstand, også skulle kunne være en der kommer efter, en tertiær eller højere tænkning. Således at hvis man f.eks. knytter primær-processen til Kierkegårds æstetiske væren, og den daglige bevidsthed til etisk eksistens, så vil der også kunne anes en tredje tilstand forbundet med troen og det religiøse liv. Den religiøse tilstand, hvor virkeligheden bliver bestemt af den religiøse oplevelse og den mystiske indsigt, der netop er udover og transcenderende normalbevidstheden. Dette lader jeg stå til personlig overvejelse.


      I forhold til myterne som de er os overlevet må vi kunne se Nordens kosmologi begyndende med en dual eller polariserende virkeligheds-opfattelse. Med først Moder Jord og Fader Himmel. Med Sol som himlens jordmoder, nordens livs-giver. Fordi lys man ikke kan få nok af så langt nord på, så solen derfor blivende feminin. I modsætning til sydens sol, der tit nok kan være mere end rigelig og destruktiv, og opfattes som maskulin. Og med Måne som primære tidsmåler, skiftende tider for handling og følelse, for efter-tanke og forberedelse. Maskuliniteten, nattens, himlens og Alfaders øje der cyklisk lukker og åbner sig. En dualisme der lidt senere fremstillet mythisk i norrønt udtryk, med Is og Ild, eller Niflheim og Muspelheim.


      Der kan måske endda anes en tvedeling mere med rødder helt tilbage til helleristningerne og bronze-alderens myter, hvorved vi når frem til de 4 verdens-hjørner. Og de 4 mythiske elementer Ild, Jord, Luft, Vand som basale livs-kvaliteter, hvilke man i mytologien kan se udtrykt ved Hest, Slange, Fugl og Fisk. Det var disse fire dyr der var forbundet med solen som hjælpere i det store kredsløb; hesten trak solens skib over dagens himmel, slangen der ledte solskibet gennem natten, fuglen der hjalp solen opad fra nat til dag og fisken der forestod overgangen eller neddykningen fra dag til nat.
      Den nordiske grund-myte ses da at være grundlæggende en cykliske fortælling, om hvordan den primære dualisme føder kvalitativt nyt liv ind i Ginnungab. Kaos. Ordet kaos betyder det samme som Ginnungab, nemlig et gabende tomrum. Dernæst følger livets kamp for orden, bevidsthed, kultivering, for at leve. Og så naturligt død, og genfødsel. Genfødsel her ikke som en personlig reinkarnation, ikke en fastholdelse af en individuel selvopfattelse, men genfødsel af ånden, kraften, karakteren. Døden bliver altså i den norrøne kosmologi en integreret og ligefrem nødvendig del af cyklus, og står i modsætning til den fastfrysning af livet der sker når det gamle hindrer det nye i at komme til. Når det gamle bliver dæmoniseret. Og et tema i grund-mytens kamp, bliver da kampen mellem på den ene side det dæmoniske gamle og kaos-kræfternes gliden mellem rigid stivnen og planløs destruktiv dynamik, og på den anden side den nye spirende kosmiske orden.


      Denne 2- og 4-deling skæres så igen af en tre-funktionel struktur, grundlæggende indo-europæisk som formuleret af Georges Dumêzil - først den på samme tid mystiske (Odin) og regelstyrede (Tyr) administration af verden der oftes betegnes suveræniteten; sekundært kampen og udøvelsen af fysisk kraft og styrke, hovedsagelig, men ikke udelukkende, af krigerisk art (Thor); og sidst frugtbarheden, med mange sideordnede udløbere og genklange, måske med rødder tilbage til en endnu tidligere kulturel fortolkning, såsom rigdom (Njord), sundhed og lang levealder (Idun), frugtbarhed og ro (Frøj), vellyst (Freya), samt mere abstrakt ideen om folkeligheden og det store antal.


      Lidt mere konkret ses disse strukturer aftegnet i de norrøne myter. Hvor man først har verdens og livets skabelse, af is og ilds befrugtning af tomrummet. Dernæst livets folden sig ud og med det først Asernes første-funktions forbinden sig gennem kampen med Vanernes tredje-funktion, og videre over evig kamp mod Jætterne urgamle uordnede væsen. Sluttende (og dermed begyndende) med Ragnarok, hvor Asernes gamle orden får dom og nogenlunde villigt giver plads til en ny verden. Myterne bliver her fortolkende allegorier om det kulturelles evige kamp mod det dyriske, instinkt-drevne og ikke-bevidstgjorte betingede. Hvorved myterne opløftes til at være en kosmologi, og i videre forstand måske ligefrem en etik og en abstrakt livs-strategi. Et kontemporert religions-fundament, der kunne formuleres således:


      I begyndelsen var is og ild, og måske de også var en singularitet, for hvem kan egentlig vide hvad dette er. Måske var singulariteten ild og is, omkring et kæmpe gab af ingenting. End ikke tid og rum var der.


      Men is og ild rummer jo i sig en spænding, en grundlæggende polaritet, noget der eksploderede eller udfoldede sig. Til rum?tiden og begyndelsen til det univers vi kender. Et Big Bang. Altet blev skabt, født som energier der udfolder sig i forskellige tilstandsformer, i masse, rum og tid. Til en begyndelse. Som nu dette proto?univers køles ned, ild og is modererer hinanden, opstår en kvalitet der er central i vores forståelse af orden, nemlig fysik struktur. Partikler. Atomer.
      Først Brint og Helium, der samler sig til sole. I hvis indre ovn nye grundstoffer opstår, hele resten af den fysiske diversitet begyndes med stjerners død. Det er sandt som det siges, alt og alle er vi børn af stjernerne.
      Men vi mennesker er også mere end det, noget nyt og hidtil uset. Vi har del i en tredje kraft, der ikke er ild og ikke is. Men er vilje, hensigt, formål. Noget fysikken ikke kan kvanteficere, ja knapt forholde sig til. Men det er der. Unægteligt. For uden denne inderste kraft, ville alting dø og forfalde, bukke under for termodynamikkens anden lov, gå til i entropi. Resten af altet er kausalt, årsagsbestemt. Som dominobrikker der bare venter på at blive revet omkuld, så den til gengæld kan skubbe til den næste i rækken. I dette univers kan mennesket ikke være mere end biomekaniske marionetter for en altomfattende bestemthed.
      Men vi har del i noget som er mere end dette viljesløse, kraftopløsende. Noget som er helligt og ophøjet og evigt.


      Ud af tågerne af den første tid kommer liv og viljens inkarnering i stoffet. Ymir fødes, og lysten og viljen og trangen bliver del af verden. Og glemslen, det ikke mere at huske alt hvad man er og kommer fra, miste forbindelsen til hensigten, formålet, viljen til at samle og ordne og udvikle sig. Det instinktive væsen fødes, strides og dør, for det er alt det kan, og af dette skabes næste grad af kompleksitet. I det gab der hedder non?determinisme er født først alting, så livet selv. Samt dermed også døden og striden mellem lyset og mørket. Senere så trangen og tilfredsstillelsen, glæden og skuffelsen. Og en selvreflekterende bevidsthed der erkender at være den som føler dette, og endelig en fri vilje. Til at tage alt det der kommer, som man har tro og indsigt til. En ny måde at være til på, som sprænger rum?tiden. Måske. I rum?tidens alt hersker termo?dynamikkens love, og entropien lurer alle vegne. For rumtiden må alt dø og ende, enten i det store fade?out når alt ekspanderer stadig hurtigere i et mere og mere tomt univers. Eller i 'The big Crunch' når gravititeten trækker alting sammen til et enkelt transcendent punkt. En singularitet.
      Over for dette står nu den frie vilje, og mennesket kan ved dens oplysning vælge en anden historie, noget mere end disse døde scenarioer. Og i de faseovergange der sker i et levende kaos?system, fødes eller inkarneres et eller andet, en hellig kraft, stadig større grader af orden, stadig nye kvaliteter, stadig mere total kontrol med kaos. Et noget der afbalancerer det fysiskes iboende ubalance og endelighed. Dette er magterne, Regin, og dette er hvad de styrer. Vil. Gør.


      Først og sidst er for mennesket da at vælge at stille sig på gudernes side. At være Asatro, eller i det mindste at være tro mod selve dette at tro. Deraf følger en erkendelse af at dette valg må træffes af alle, og ikke alle altid vælger fremad. Mange lukker øjnene og vender ryggen til det eksistentielle ansvar, er angste, dumme, dovne eller vælger bare at lade stå til og stå af. Fra ansvaret. For at verden forebliver hyre, velkendt og sikker, gjort egnet til menneskeliv. Levende, voksende. Og ingen magt på jord kan tvinge folk flest til at løfte byrden, hvis ikke de selv vil og kan komme til denne eksistentielle asvarlighed af eget valg.


      Men måske vi kunne være lidt bedre til at gøre folk opmærksomme på dette fundamentielle valgs eksistens. På konsekvenserne, ved ikke at vælge til, ikke at vælge at være i æren. Så ikke man glemmer at skider man på det hele, kommer der naturligvis også til at lugte af lort omkring en. Er man ligeglad, bliver alt snart ligegyldigt. Menneskedyret lever i en grundlæggende ensom og fjendlig verden. Uden formål. Mening. Retning. Uden noget at tro på, uden det hellige.


      For i æren må også være respekt. Over for verden som en uendelig mangfoldig faceteret levende organisme, verdenstræet Yggdrasil. Der for længst er vokset over hovedet på gud og hver mand. Således at ingen nu længere kan tro at jeg alene vide, at jeg begriber det hele, eller at nogen kan styre alt og entydigt bestemme noget som rigtigt og andet som forkert. Godt og ondt. Ønsket og uønsket. Fordi der ikke er mig og resten af verden, ikke er os og de andre. Det hele er et levende hele, alting hænger sammen, og mangfoldighed er styrke og valgmuligheder. Modspil, modstand og udfordringer måske, men stadig muligheder. Og det er lykke når mulighederne gribes, når tingene lykkedes for en, og man trænger igennem forhænget og erobrer nyt land, nyt liv. For verden vokser og gror hvis den på nogen måde kan få lov, det er altings natur. Hvis ikke man selv og hver især lever op til dette, så er man allerede ved at stivne og dø. For dette er strådøden, det at opgive kampen for at leve og vælge. Bidrage. For at være i æren.
      Og som livet lærer en at være den man er, gøre det man kan, så finder man freden. Ved at være i balance med sig selv og sit eget liv, i harmoni med sin verden. I hellig ressonans med magterne. Hvilket ikke er det samme som der ikke stadig er modstand, kampe, valg og omkostninger. For roser har torne og uden for hegnet lurer jætterne, og det er derude slaget skal stå.
      Men man kender betingelserne for alt dette nu, ved hvordan man skal forholde sig til det, og har accepteret at det er der og også er en del af alting. Med samme ret til at være som alt andet. Alting har ret til at være hvad det er og udfolde de sider af altet det indeholder, og jorden og tilværelsen er forskelle og modsætninger og uenigheder og mangfoldighed på flere måder end vi kan vide. Hele kloden er mit odelsland, og alt på den skal vokse og gro. For jeg ville da vel forvalte arven ringe, om jeg tillod nogen at misbruge og forurene og ødelægge min jord, forvandle frugtbare enge til slagmarker, gøre legende børn til tæmmede borgere og livet mindre end det kunne være.


      Derfor møder man verden med smil og håb og tro. For at give lyset og glæden den første mulighed for at præge livet. Og selvfølgelig holder man paraderne rede også, men i lommen og ude af syne. Hævnen gemt væk inde i sig selv, som en sidste udvej kun, når ild må bekæmpes med ild. Fravalget og afvisningen holdt i kort snor, så man kan møde is med is når vintervejr fejer over verden. Og altid på trods er bidragende til at opretholde verden og den nye begyndelse der kontinuerligt skabes ved hver eneste troshandling, ved hvert et offer og alle blot. Altid værende spirituelle krigere og einherjer i magternes kamp mod opløsning, nedslidning og udvanding. Hvis altså vi tør vælge selv at ville være som guder, i det vi gør og er. Og måske med tiden nå til en helt ny singular orden. En hellig grad af kompleksitet, der vokser som et træ og breder sig i et grænseløst tomt og dødt univers. Og med hele vores slægts dualitet levende i sig, den hellige spænding af ild og is der så uværgelig må få det singulare til at sprænges og folde sig ud, så det kan befrugte nye tomrum med væren og hellig kraft. For alle skal vi dø, og kun i mindet kan vi leve udover tid og rum. Blive en begyndelse.


      I den forbindelse er det væsentligt at få fastslået, at for mig er Skabelsen ikke noget der foregik en gang for længe siden på en bestemt fikseret facon, såvel som Ragnarok ikke er noget der hverken er sket eller truer med at ske i en ikke nærmere bestemt fremtid. Fordi begge dele, både Skabelsen (hvad enten der så opleves en personlig skaber eller ej) og Ragnarok, er noget der foregår netop nu, altid.


      Derfor er det at mennesket må være aktiv i verden, være fælle med magterne som virker for en verden der er 'hyre' og velegnet for mennesker at leve i - en verden af orden eller logos. Det hellige der alene står sig mod kaos og jættekræfter ved det at alle magter, også de mennesker som vælger at vinde sig ære og lykke i denne kamp, gør sit for at opretholde og udbygge denne 'fred'. Der altså ikke og aldrig bliver en mangel på modstand eller en udslettelse af enhver opposition, kan ikke blive nogen 'Pax Romanum', men er for altid er en anstrengende usikker og foreløbig holden balance med jætterne og det uhyre. Og dommen ved Ragnarok (eller lidt mere præcist end dom; splittelsen af det ydre, således at processen og hele den indre sammenhæng kommer til syne og kan bedømmes) er altså noget der sker hele tiden, i hvert enkelt valg hvert menneske træffer. Enten lægger man til med sit liv, eller også trækker man fra (hvis du ikke er en del af løsningen, er du en del af problemet), og ved det vil mands (og kvindes) eftermæle og evighed blive bestemt.


      Således kan det da undrer mig, endnu mere end tendensen til at forbinde blótet og kulthandlingen med oldnordiske recitationer og mere eller mindre vellykkede fortolkninger af vikingetøj, at man regelmæssigt oplever folk stå og takke magterne, aserne, vanerne eller endog Loki, for at de velvilligt ‘har givet mig denne nye kæreste', eller for at de har 'skænket mig gode resultater til eksamen', 'har været så venlige ikke at bringe mig i ulykke i dette år' eller lignende dumme tomme floskler. Der forekommer mig allesammen bare at være fromme tilsløringer af en grundlæggende æreforladt ansvarsforflygtigelse og en mangel på erkendelse af denne kontinuerlige skabelse og dom. Og vel i virkeligheden en arv, fra den kristne/semitiske indflydelse. Desuden giver denne eksistentielle ansvarlighed som er menneskets grundvilkår, mig ret og pligt til at stå åbent ved at jeg sgu da ikke har nogen intention om at videreføre mine fjerne vikinge-forfædres religion. For jeg ønsker ikke at vende tilbage til hævnen som primær retsprincip, til den mulige 'udsættelse' af uønskede spædbørn eller til en global forståelse der tillader mig eller andre at betragte resten af verden som en recssource der kan udnyttes frit og se alt uden for sit eget lille semi-private 'Midgård' som et passende emne at udsætte for ran og vold og rå magt.
      Hvad jeg derimod gerne vil være med til - nej mere end det, må være del af, er en genskabelse og en genindføring af Asatroen som eksistentiel personlig valgt ansvarlighed ind i en moderne og yderst trængende virkelighed. En genfødsel, frem for bare en genopvækkelse af det døde. Således som myten og kulthandlingen i sit inderste jo er ment til at være, en aktiv skabelsesproces. For hvilken brug skulle jeg også have for direkte og ureflekteret at overtage en tro og en livsstrategi der retter sig mod at gøre mennesket egnet til at leve i en virkelighed bestemt af landbruget og husdyrholdet, kultiverer os til at være bønder i et proto-feudalt non-teknologisk system. Det er jo ikke længere den verden vi lever i, virkeligheden i dag er post-industriel, global og søgende på en ny facon igen det trans-rationelle som menings-begrundelse. Efter en lang tid med fødderne solidt plantet i den fysiske eksistens kvantificering. Det er det urbane kaos der her og nu skal kultiveres, fordi jeg og vi alle i dag lever i en verden der altovervejende er bestemt efter og orienteret mod, metropoliseringens individuelle initialisering af det menneskelige liv.
      Og kristendommen og vores folkekirke, ja institituinerne de står der jo, som både en proces vores kultur har gennemlevet, og som en dom over det liv den har afstedkommet. Selvom for mig ser det ud til at også kristendommen nu endelig nærmer sig sit eget Ragnarok - Harmageddon eller dommedag kaldes det vist i den sammenhæng. Som allerede antydet, ikke egentlig fordi mennesker ikke mere behøver og søger det spirituelle indhold i tilværelsen, men fordi kirken som institution har skåret rødderne over til sin egen eksistens. Ved at glemme de primære behov og metoderne til deres opfyldelser, der engang konstituerede dette vældige og vel også på mange måder beundrings-værdige bygningsværk. Hvilket jo da konkurrencemæssigt er godt for os 'alternativister', for i forhold til dette så behøver vi hedninge da vel heller ikke at være hverken stringente, målrettede eller effektive i dette med at afstedkomme en forskel i livet og hverdagen. Eller hvad?


      For er ikke ryet vigtigst og æren størst ved at gøre det man gør så godt som man kan, for arvingene af et Asatro værdisæt? Og hvis så, må ikke vore multi-fortolkelige nordiske myter stå der, som en gnist der tænder et brændende religiøst syn vi ikke mageligt kan ryste af os. Fordi de rummer et varsel om Ragnarok der venter hvergang orden svigter. Og en gudernes vægtskål for os mennesker at måle os med faktisk.
      Eller udspringer moderne Asatro måske alene af savn og blind søgen efter en sammenhæng der blev tabt et eller andet sted på vejen? Er det hele nostalgi bare, eller den intuitive tro på en begrundelse, en mening i altet og fornemmelse af sammenhæng med de rødder man udspringer af, både hedenske og kristne såvel som moderne mekanisk videnskabelige. En følelse af et på trods af alle fornuftige forbehold følt trygt tilhørsforhold til hele den natur, kultur og i bredest perspektiv menneskelighed, man hver især er barn af? Og bestemmer så dette at vi skal gøre de gamle antagelser nutidige eller nærværende, eller at man skal stikke tidens nye antagelser på de gamle rødder så de får podet tradition og erfaring ind i det nye liv? Eller måske er der slet ikke nogen forskel, måske er dette blot mellemregninger der ikke betyder noget? Det er jo den udvirkende forskel der er vital og det er alt sammen noget hver især hele tiden vælger for sig selv, skaber for sig selv, som individ og som folk.


      Tag nu som elternativ eksempel grækerne, disse evige referencepunkter for enhver dannelse og kultivering, de var jo heller ikke bare en fikseret og tidstranscendent størrelse, ikke noget fast og evigt at hænge sig selv op på. For også de gennemgik jo deres historie som et levende samfund og dynamiske mennesker, også de havde deres skabelse både mythisk og som samfund. Og også grækerne mødte deres dommedag, hvor Attikas gyldne verden gik under i broderstrid, småborgerlig grådighed og angst for tilværelsens uendelighed. Måske fordi de glemte at være på vagt, glemte at anstrenge sig i livet. Og de forandrede sig derfor, blev til Hellenismens overgivelse af sig selv og sit eget til mellem-østlig mystisisme og trang til forløsning fra denne verdens Maya, frigørelse fra det onde kød eller fra verdens jammerdal. Hvad end man nu selv foretrækker at kalde denne livsforflygtigende angst. Der så altså ikke kun er nogen semitisk arv til vores tid eller en kristen ny-opfindelse, den er egentlig en indre kultur-adoption og en overleveret rest fra grækernes Ragnarok. En moderne Asatro må i sandhed bære meget under sin kappe.
      Og måske er dette ikke god historie, det ved jeg ikke. Det er det for mig. Fordi det resonerer ind i mig, og hen af vejen vil og kan give mening. For mig og min Asatro. Tror jeg. På samme måde måske som skyer kan være så meget mere at se op på, end bare tilfældige vanddampe på baggrund af et tomt rum. Måske du engang ved lejlighed skulle genopleve den ældgamle børneleg med at ligge fladt på ryggen og kigge op i skyerne og finde frem til former og skikkelser og betydninger. Der ikke er der, hvis ikke man netop kan se dem således som børn kan. For selv som Asatro kan man jo godt være åben for at lære af andre, og Jesu ord om at man skal blive som et lille barn for at få adgang til gudsriget, de indeholder for mig en visdom der så langt overskrider hvad den kristne kirke-institution nogensinde har kunnet begribe eller rumme. Og personligt vil jeg i virkeligheden så langt hellere hylde Hvide-Krist's teologiske revolution og nytænkende gudsforståelse, end jeg vil give plads til den bevistløse hedenske liberalismes tro på Loki som en underholdende lurendrejer. Der i myterne dømmes selv om han er praktisk taget uskyldig, faktisk helt på samme måde som en stakkels computerhagger der ved et uanmindeligt grumt uheld kommer til at udløse tredje verdens-krig, vel også er uskyldig. For han mente jo ikke noget ondt med det, og alt hvad vi gør i dumhed og egoistisk ignoreren, det kan vi da ikke lastes for. Håber vi.


      Hellere vil jeg vende mig mod logos i en anden kulturs klædning, end acceptere jætterne og kaoskræfterne som bare endnu en ligegyldig og ligeværdig entitet man kan vælge at beundre og tilbede og underlægge sig som man nu selv lyster. Og tro det ikke gør forskel. For se dette er kun et rigtigt rosenrødt eventyr og ansvarsforflygtigende selvovergivelse for alle som formår at være indifferente og blindt infantile. Og således leve lykkeligt lige midt i Ragnarok, fordi det gør da praktisk taget ikke nogen forskel for dem. De har jo en gang for alle valgt at være blinde, døve og dumme. Og hver mand er jo sin egen gode, siger man i det hedenske miljø venligt og forekommende mod alt og alle. Hvilket faktisk heller ikke gør den mindste forskel, idet magterne alligevel ikke rigtig er pålidelige til at svare ret meget på henvendelserne om mundæn hjælp med dette og hint, og det derfor vel også kun er for menneskers fornøjelse og almindelige underholdning at disse ritualer måske gør forskel. For i det mindste er det da stemningsfuld, og således er enhver da også fri til at henvende sig som man vil, hvor man vil. Og troen bliver aldrig besværlig eller krævende at leve og være i, den behøver slet ikke være en anstrengelse på den facon.



      Om min Asatro - del III





      Men er dette den mest fornuftige ramme at formidle en hellig oplevelse i? Kan virkelig dette af mindre letfængelige sjæle, opleves som grund for og under en funktionel og fokuseret Asatro? En konstruktiv tro hvis levende essens ikke bare overlevede kristendommens inflasion, men som stadig formår at være dynamisk og aktiv og forskelsgørende i dette øjeblikkelige nu. Hvor både Skabelsen og Ragnarok foregår, hele tiden, og på samme tid.
      Eller afleder jeg nu bare overvejelserne om det spirituelles rolle og betydning, trækker jeg trodsigt mod et andet fixpunkt end den nødvendige og mulige konsensus? Måske, for faktisk finder jeg pluralitetens mening underordnet, kun den laveste fællesnævner kan opnå alles tilvalg. Og jeg kan ikke se at religion, som en formel socialisering af det personlige tros-begreb, kan være andet end post-tænkt og tilpasset sin egen oprindelses behov. Altså et produkt af de tanker man i fællesskabet gjorde og følelser man havde, på det tidspunkt konsensus blev formuleret, beregnet til at akreditere netop disse tanker og følelser. Og måske er det blot mig som er dum, når jeg naivt tror at troen og etikken og meningen med det hele altid starter inde i en selv, og med loyaliteten mod den personlige gudsoplevelse. Således at man kun med dette som grundlag, kan komme til at skabe en fælles forståelsesramme at forholde sig til verden ud fra. For alt dette står der jo ikke en tøjt om i nogle af de gamle myter, ikke sådan direkte. Medmindre da, man kigger bedre efter, på en anden måde - og således er det lidt som at kigge på skyer, ikke!
      Men gør man dette, kan man være heldig at få øje på det noget i livet og universet der virker for liv, for kompleksitet og evolution, står imod entropien og altings udtonen i grå intethed. En vilje der manifesterer sig på forskellige måder i gudsymbolikken. Og betinger, nej kræver, en bestemt form for ‘hyre’, vel nærmest at definere som en menneske-egnethed eller kultivering, der her ses udtrykt som specifikke typografier i runerne.


      Men evolutionen er under alle omstændigheder et korthus der regelmæssigt kollapser, hvorefter naturen og livet og magterne genbruger fragmenterne til nye kombinationer, ny kompleksitet. Og enhver kultivering eller oplæring i norrøn betydning, er derfor som udgangspunkt givet at være ufikseret og flydende, og vil altid relatere sig til det specielle individ og den konkrete situation der finder sin egen plads i det menneskeliges spektrum.
      Heri er Asatroen som jeg definerer den, efter min mening i modsætning til f.eks kristendommens agnostisistiske og absolutte dogmatik, der ikke giver megen rum for personlige fortolkninger eller indre transcendens. Men så selvfølgelig til gengæld kan forenkle altet næsten til letforståelig entydighed. Og for nogle må processen helt sikkert starte der, en lang march består af små skridt og måske må også indførslen i Runelore således skematiseres - for fordøjelighedens skyld. Omend jeg indrømmer fortvivlende at netop disse følgende korte ord, har været tungest for mig at trække ud af tidsløshedens uendelige muligheder - og ikke fordi det har været svært at tænke og føle synet af væren som lov og bundet absolut. Men netop fordi det falder så alt for let for jegets svagelige trang til enkel altomfattende entydighed, at myrde livets mangfoldighed og kompleksitet ved håndfast indsnævring.


      Men skal runernes lære, i trods mod uendelighedens tyngde, udtrykkes som imperativer, som konkrete vejledninger at følge og gøre således som de har vist sig for mig, så kunne futharken eventuelt se sådan ud:


      Frøjs Imperativer
      Fe Jeg vil leve, for næsten enhver pris og uanset omkostninger varetage det fysiske, således at selvmord og opgivenhed aldrig er en mulighed.
      Ur/Jeg er altid ansvarlig for mig selv, og ingen eller intet, selv ikke guderne eller skæbnen selv, kan umyndiggøre mig eller fjerne friheden og tyngden af det ansvarlige valg fra mine skuldre.
      Thurs Jeg må loyalt være del af og beskytte stedet hvor jeg har mine rødder, det jeg udspringer af og hører hjemme i, for det er min base og udgangspunkt, en operativ forlængelse af mig ud i verden.
      Asur Jeg må aldrig være så fuld af mig selv og min egen dagligdag, at jeg glemmer at få nye impulser og lytte til den store vished i universet. At mærke Regins vilje er min hellige visdom.
      Raid Jeg erkender at alt er foreløbigt og evigt på vej, og i denne rejse er dødens transformation ikke en sørgelig afslutning, men nødvendighedens store forandrer. Hvor et bliver alt.
      Kauna Jeg har ilden af den hellige kraft i mit indre. Må den brænde for noget, ikke at forandre sig til ildløs og kræft. At brænde for en sag, en vision eller et projekt i det konkrete nu.
      Gyfa Jeg er den betydning jeg formår at opretholde, er så meget værd som andre regner mig for og hvad jeg formår at gøre af forskel. At ville betale alt med samme mønt, trefold tilbage. Wynjo Jeg vil lege for altid og vedvarende lære af livet, og lade mig lede af mit indre barn, for i vindens utvungne kraft findes vejen frem.


      Thors Imperativer
      Hagal Vi vil kæmpe for vores fællesskab, for alt det vi tror på og føler for, trodse alt og gå i krig mod verden selv om det kræves for vores måde at være mennesker på.
      Naud Vi gør det nødvendige som bedst vi formår, gør hvad situationen kræver. Selv når vejen frem går gennem afsavn og nød og elendighed. Og vi lærer ved livets nød. Vokser.
      Isa Vi venter i stille tålmodighed, udholder stilstand og kulde og ensomhed, og gennem den tunge fordybelse finder vi frem til vinterens ende. En ny glans.
      Jara Vi høster med glæde alle frø vi selv har sået, og kræve eller forvente ikke mere end fortjent. For dette er ikke bare nok, men luksus og overflod. For fællesskabet.
      Yhwar Vi kan aldrig tillade os at stivne og blive fanger i vanens tunge lænkers æresløshed. Altid når almindeligheden lægger sig over os, vil vi rykke os fri, bryde ud, transcendere.
      Peorth Vi erkender at verden mestendels er kaos, og at Udgård og umenneskelighed lurer lige på den anden side af brud-linerne, til den orden vi skaber og skubber ud fra. Kausaliteten ender her.
      Ælgir Vi henter hver vores suverænitet i det indre, og denne styrke fritager os fra at skulle måle os med andre end os selv, fra at skulle konflikten og trodsen og evigt være i forsvars-position.
      Sol Vi vælger at møde verdens vanvid med varme og venlighed, at inspirationen kan gennemtrænge hele vores virkelighed, når vi lader den stråle i os selv. At se det guddommelige i solens lys.


      Odins Imperativer
      Tyr Man må da gå ud over sig selv. Være rede til at ofre, give en hånd, give af sit eget og af alt det man nødigst vil undvære. For æren og helheden, harmonien og den menneskelige fremtids skyld.
      Birkan Man må leve kærligheden, hvis den skal være der. Gøre rede til at slippe løs, give fri, lade ungerne flyve fra reden og tage hånd om deres eget liv, for ingen kan eller skal styre det hele.
      Ørwar
      Man tør være blot en lille del af noget der er uoverskueligt større end en selv, og ved synkroniciteten her findes betydning der overskrider det personlige. Mening udover individet.
      Man Man er mennesket, og må se det menneskelige ikke bare som en begyndelse eller kun en givet selvfølgelighed. Man som et mål, et ideal at stræbe efter og kæmpe for.


      Lagur
      Man er sejler på livets strømme, surfer på den blanke bevidste overflade, og under fødderne på sømanden ruller store strømme fra det usete dyb. Af selvets forbindelse til det evige alt.
      Ing
      Man har i sig et lille glimt af det store lys, og det guddommeliges magt starter i det enkelte menneske, som en følelse af trans-personlig evighed. Ingenhed. Være alt man kunne være.
      Dag
      Man er kom hertil, kun ved vedvarende at gribe den nye dag, øjeblikket hvor nuet springer ud som brændpunktet for det der var og skal komme. Evigt er alt hvad mindes. Leves. Drømmes.
      Othal
      Man må med sig selv varetage arven, stræbe for med livet at lægge til, øge og forbedre alt der er. Nære kæmpen man står på skulderen af, adle alt man har betydet. For slægten. Mennesket.


      I altet hersker altså som udgangspunkt kaos, spænding mellem is og ilds polariseringer fyldende et gabende tomrums ingenting. Og verden domineres fra begyndelsen af jætte-kræfter i mange former og forståelser - af dyriske reflekser, angst og betinget blindhed. Kultiveringen og det bevidste liv er evigt truet, og er noget man altid må kæmpe for. For ærens og ens egen menneskeligheds skyld. For det at være et helt menneske og helt menneskelig, er på ingen måde noget selvfølgeligt. Asatro er da for mig, det at være en spirituel kriger. Dagligt stridende for det kultiverede og menneskelige, sådan som det forsøges skitseret i Runelore. Arbejdende for en human kultivering og for en hellig orden, i den konkrete virkelighed man befinder sig i.
      Dette begynder måske med en grundlæggende erkendelse af at Aser, Vaner og Jætter alle ifølge myterne avler børn sammen, og altså ikke kan være fysisk forskellige arter. Ikke kan være noget fundamentielt forskelligt. De tilhører samme oprindelige race, forskellen må alene være kulturel og erkendelsesmæssig. Aser og Vaner repræsenterer divergerende kultiverede væsner, som bedst muligt og mestendels virker for en kultiveret virkelighed. Jætterne repræsenterer væsner som vedbliver at være instinktive menneske-dyr, personer som ikke kan eller vil træffe valget: At være menneskelig, og dermed eksistentielt ansvarlige! For var og gjorde de mere end det, da var de ikke længere jætter. Som man ser det udtrykt i de diser der optages i Asernes orden.
      Diser, vætter, fylgier og andre lignende størrelser repræsenterer forskellige selvstændige entiteter i den levende verden, gestalter som troen alle må forholde sig til og styre efter bedste evne, således at disse strukturer samvirker med og beriger altet.
      Loki er jætten som indlemmes i kulturen, som lærer at udnytte kultiveringen uden at han nogensinde selv bliver harmonisk del af den. Og som i sin trods og afmagt vedbliver at være et ukultiveret væsen, der må administreres og ultimativt holdes i snor. Fordi forsonlighed afslører sig ultimativt at være ikke holdbar eller konstruktiv over for ansvarsforflygtigelsen. Fordi Loki ved sit farlige mentale overskud og sin evne til grænseoverskridelser ikke bare har kapacitet til i øjeblikket at hjælpe aserne når de kommer i klemme, ofte en han selv har foranlediget. Men fordi han altså også har evne og indskydelse, til at overskride alle rammer for den orden eller kultivering som aser og vaner er komplementære udtryk for. Hos Loki ser vi udtrykt den stadig populære form for frihed, der vindes ved at trampe på andre og bryde alle bånd. En sociofugal forblændet egeninteresse der slynger al sammenhæng fra hinanden, og virker ultimativt nedbrydende på ethvert fællesskab der udsættes for den.


      Hvoraf følger at et fuldt menneskeligt samfund, i øjeblikket er og må være en eksklusiv kreds midt i verdens udgård. Alene for de som demonstrerer vilje og evner til at være menneskelige, og kan mobilisere kraft til at kæmpe for kultiveringen i deres verden. Mænd og kvinder som af tro og overskud har valgt at være fæller, og i dette deler skæbne såvel som styrke. Asatro betinger at kultivering er et personligt valg, ikke noget der kan tilføres udefra eller som kommer automatisk. Hvad du er og hvad du gør med den skæbne du er blevet tildelt af nornerne, det er først, sidst og altid dit eget ansvar. At fraskrive sig og flygte fra dette ansvar, er ikke bare at lade andre vælge på sine vegne, men også samtidig at fraskrive sig ret og ære som menneske - og ultimativt vælge at være træl, være uden tro og tillid, og i værste fald derved at blive fjende af det menneskelige. Og troen betinger at kultiveringen ikke er noget man skal søge, primært fordi en eller anden ydre magt tvinger en til det, eller fordi det kan bruges til at opnå nogle konkrete fordele. Men mere noget man er, også selv om det er svært og krævende, fordi man indser det ville være dumt, tomt og menings-forladt at være andet. Fordi man ikke rimeligvis kan og vil være andet og mindre end dette.
      Asatroen må så også betyde at man respekterer enhver tro, bevægelse eller institution der bevirker og bevarer menneskelig kultivering af verden generelt, uanset hvad så denne tro kaldes og hvilken skikkelse denne guds-oplevelse iføres. Samt at man i størst muligt omfang, konstant modarbejder alt der modvirker og nedbryder denne kultivering. Og at man nok respekterer andres ret til at vælge deres egen skæbne, endog deres ret til at være dyr og jætter hvis dette er hvad de ønsker. Men at man aldrig tillader dette valg at blive regel og lov for verden og for alle individer, selv ikke hvis et numerisk flertal af folk skulle ønske dette. Eller tillader indifference og dyrisk selviskhed at blive bestemmende principper, for ens egen omgang med sig selv og andre mennesker.
      Asatro er efter min udlægning også at man accepterer altings sammenhæng og sammenhørighed, som en grænseløs stor levende organisme med sin egen over-individuelle vilje, og selvstændige skæbne - det væsen vi i nordisk mytologi kalder Yggdrasil. At man engagerer sig i dette fælles-væsens væren og velvære, forsøger at bidrage positivt som bedst man kan. Lægge til og give arven videre, styrket og beriget ved den rigdom der indeholdes i hvert enkelt liv. Herunder at man stræber efter at beherske sig selv og sit altid sultne indre dyr. Der dog ikke her kan eller skal betragtes som noget givet negativt eller en fødsels-synd; men blot er rå animalsk energi der må målrettes og kultiveres til menneskelighed, til at møde livet med mod og humor, gavmildhed og forsonlighed, med stolthed og ære.


      Alt dette er som nævnt min version af det at være Asatro, og ikke dækkende for så mange andres. Slet ikke de folks, som i dag repræsenterer den organiserede (læs statsanderkendte) Asatro. Så nu er jeg ikke medlem af Forn Sidr eller andre lignende tros-institutioner længere, jeg meldte mig ud. Af institutionerne. Hvilket altså ikke er ensbetydende med at jeg ikke længere tror på noget, er Asatro, eller at jeg ikke aktivt deler denne tro med andre. Faktisk har fritstillingen gjort mig så meget mere opmærksom på det lille mirakel det er når mennesker formår at indgå i et gestalt fællesskab, når der i samspillet mellem individer opstår en synergi og man pludselig ophøjes som menneske ved det fælles.
      Kun ser dette ud til at være i skarp modsætning til eksisterende postulerede fællesskaber inden for det bredere Asatro miljø, f.eks Forn Sidr og andre lignende foreninger. Der desværre for mig alle ser ud til allerede at have udspillet deres betydning, og gået over til at være arbitrære samlinger af folk som ikke har andet til fælles end en pseudo-liberal ide om at alt er lige godt, enhver har lige ret og ingen skal tro de er noget, kan noget og ved noget, i det mindste ikke mere end mig og hvem-som-helst. Om så også dette jeg oftest er ganske uvidende og ignorantisk, og i det meste ser ud til at have sit såkaldte tros-grundlag fra post-funktionalistiske dogmer, angst for både liv og død og ideer stammende fra national-romantisk inspirerede børne-bøger og tegneserier.
      Hvorved sådanne sikkert oprindeligt velmenende sociale tiltag, oftest drukner i ligegyldig selv-promovering og en ‘tro’ der resulterer i at man går til ‘blót’ et par gange om året og måske står lidt sammen ved siden af hinanden rundt om et bål mens man forsøger at se meningen med det hele - inden man kommer til det egentlige, nemlig at spise og drikke sig selv til velsignet ro og almindelig indifference. En måde at være Asatro på, helt på linie med danskernes måde at tro på generelt, og hvilken uhyggeligt svarer til den måde de fleste danskere er kristne på. For guderne forbyde at ens tro skulle kræve noget af en, skulle komme til at betyde noget, gøre en forskel i livet og i verden.


      I opposition til denne infantile og impotente rollespils-kultur, står de ganske få individer jeg ser som ægte troende, eller i det mindste ægte søgende. Mennesker for hvem troen, fordi den er noget der kommer indefra, først må være en loyalitet til en personlig følelse og en individuel respekt for kulturens arv, en individuelt perspektiverende oplevelse af det guddommelige. Det fælles må komme bagefter.
      Samtidig kommer at en fælles trosbekendelse eller trosgrundlag udover en fælles type oplevelse, også vil kræver et fælles begrebs-apparat og en eller anden form for grundlæggende enighed om hvorledes man forholder sig til verden, til sig selv og hinanden. En social taktisk konsensus, der også er ensbetydende med at man må divergere, gøre forskel og vælge til eller fra, og sætte sig udover den kulturrelative ‘fritænken’ der ofte nok er bare en væren ‘fri-for-tænkning’ og en emotionel åndsforladt ansvarsforflygtigelse.
      En sådan kvalificerende enighed er tilsyneladende ikke let at opnå lige i øjeblikket, heller ikke spirituelt, og måske det altid har været besværligt og svært at finde lyset i fællesskab. Måske skal det være sådan. Eller måske er det bare en social arv i øjeblikket, eftervirkninger af en opvækst i et folk nu mest så fattige i ånden, at man helst indskrænker sig til kun at forholde sig til sit eget lille hjørne. Indskrænker sig, fordi man accepterer at en større forståelse af selv det nære, er uden for ens rækkevidde. På samme måde som bare forestillingen om en global bevidsthed er udover ens fantasi. Man accepterer at respekt, kontrol og ansvarlighed for ens eget liv, er totalt utopi. Både i nuet og i tiden der kommer. Fordi vi lever i en virkelighed bestemt af en menneskelig opgivenhed, der opdrager os selv og vores børn til at antage der ikke er nogen orden og sammenhæng bagved kaos, ikke nogen mening med noget at finde. Hvorfor vi så giver vore unge frirum og løbepas til at skeje ud, være ødelæggende for sig selv og selve verden, og udvikle sig til ligeglade apatikere og udbrændte sjæle berøvet selv de mest elementære drømme.
      Men ganske på trods, satte jeg mig allerede som barn for at løfte mig ud af denne opgivelse, gav mig selv til opgave at spinde en forståelse der kunne omspænde hele verden og forklare alt. Så man ikke hele tiden haltede bagefter begivenhederne, jagende en glemt indsigt i det der allerede var sket. En målsætning med hele den manglende beskedenhed der vel er så typisk for børn. Jeg ville og måtte skabe et redskab der kunne erobre alt det derude jeg endnu ikke kendte, men som jeg fra starten af følte savnet ved langt ind i min sjæl.
      Alt det tør jeg ikke påstå at have opnået, ikke endnu ihvertilfælde, men skitsen til en generel global forståelse begynder så små at tegne sig. En forståelse der omend foreløbig og ufuldstændig, er funktionel for mig. Men som også lejlighedsvis har vist sig at kunne have relevans for andre opdagelsesrejsende i det menneskelige.
      Derfor skriver jeg min helt egen tros-erklæring. Nogenlunde kort her på disse sider, mens på sin vis er denne bog og alt jeg skriver jo i sin helhed en lang version af samme. Et personligt tros-manifest jeg ikke forventer nødvendigvis vil synes mere rigtig eller fuldkommen for andre, end andres tros-bekendelser synes for mig. Men som jeg håber i en eller anden forstand vil provokere til at man gør sig klart med sig selv, hvad man selv kan og vil tro på. For jeg ved jo, at enighed kun kan komme ud af frie diskussioner, omkring de udspil mennesker kommer med til hinanden, og jeg erkender at hvis man stiller sig tilfreds med den eksisterende elendighed, så får man aldrig noget bedre.
      Så i håbet om at inspirere til at andre også ser ind i sig selv, overveje hvad man tror på inderst inde og føler efter hvilket slags menneske man vil stræbe efter at være, vil jeg så komme til at skitsere hvad jeg oprindeligt bekender mig til.


      Som et moderne resonerende væsen, må jeg tænke på det guddommelige eller Regin som et ikke-entydigt eller fuldt definerbart princip, en grænseløs og evig kraft man kun ser indirekte i altet. Og en vilje som er symbolsk inkarneret i de forskellige gudeskikkelser. Refleksioner af noget højeste eller inderste, Alfa og Omega, eller vel i denne sammenhæng Fe og Othal. Is og ild. Noget der måske i sit inderste er enhed og et, men som jeg må søge at gøre begribelig og tilnærmelig ved at projictere det op på forskellige udtryk og afbildninger. Som f.eks at sige at magternes feminine aspekt er kærlighed og skabende af en fysisk virkelighed, det mødrende ophav til livet i universet. Og at Regins maskuline aspekt, ‘den som forårsager og bevirker differentiering’, er årsagen til dynamikken i universet, den kraft som gør at noget overskrider sit oprindelige selv eller transcenderer den fysiske betingethed og den mekaniske årsags-sammenhæng.
      På sådanne måder bestræber min intellektualitet sig på at begribe Gud, at artikulere den kraft jeg føler gennemtrænge hele min verden.
      Som menneske, som et følende væsen i kød og blod, må jeg nærme mig det guddommelige derfra hvor jeg nu befinder mig. F.eks ved at forestille mig det som en menneskelig entitet, projictere mig selv mod Gud. Mest fordi jeg ikke formår andet - fordi jeg af den hellenistiske filosofi vores samfund bygger på, er opdraget til at tænke mig, ikke bare gud, men alverden, i menneskets lignelse. Så er jeg måske ikke skabt i Guds billede, eller viser gud sig i mit, og ser jeg således ikke ved selve det guddommens eget lys? Og har det da for øvrigt ikke altid været sådan for alle kultur-mennesker til alle tider, at hvert eneste gudsbillede historien har aftegnet, også portrætterer de troende som skabte det?
      Så for mig er Aserne mest mythiske refleksioner af det menneskelige i hele sin guddommelige glans og magt, og måske ikke egentlige guder i den inderste og højeste udefinerlige absolutte forstand, ikke Regin. Ikke mere end f.eks Jesus eller Buddha var det. Men de er alle personifikationer af den højeste hu, af den magt som skaber og driver verden, lige som ethvert oplyst transcenderet menneske er potentielt guddommelig. Hellige ophøjede ikonografier som udtrykker og afspejler gudsoplevelsen og gudstilnærmelsen i mennesket. På samme måde som alle andre antropomorfe religiøse skikkelser, alle andre billeder af gud i menneskets skikkelse, er gestalte reflektioner af det guddommelige. Initaliserende og inspirerende for individet at orientere sig efter. Aser og Vaner er kulturens selvbevidste konkretiseringer af arke-typiske principper, hvis evige kraft og vilje er bestemmende for kultiveringen som en hellig orden. I kontinuerlig kontrast til de kaotiske urkræfter jætterne står for, og så konkret begribelig at de netop bliver antropomorfe, menneskelige. Magiske væsner man må formå at forholde sig til rituelt og psykologisk, selv i en moderne rationel materialistisk virkelighed, hvis man skal være menneske. Forholde sig til på en eller anden rimelig funktionel facon, der så ikke nødvendigvis behøver at være nogen rekonstruktion eller efterligning af tidligere tiders guds-dyrkelse. Idet formålet med ritualet jo netop er en aktualisering af det mythiskes kulturelle orden her og nu, en måde at gøre det hellige anskueligt og nærværende på for et menneske som lever i det 21 århundrede.
      Først når ritualet kan og gør dette, bliver det en ægte magisk handling, der forstærker og fornyer den hellige orden i den verden vi nu rent faktisk lever i.



      Om min Asatro - del IV





      Jeg er klar over at en sådan afsværgelse af den bastante gudsopfattelse vi er blevet opdraget til af de semitiske teologier, vil virke voldsomt provokerende for nogle. Men måske man passende her kan citere Saxo som en kølig (kristen) kontrast, til fortravlet deificering af alt mellem himmel og jord og den hastige guds-dyrkelse og dogmatisering af aserne der anstrenger sig for at konkurrere med kristendommen i entydighed. Og ofte virker som undskyldning for personlig ansvars-forflygtigelse og umyndiggørende fatalisme.


      I Saxos indledning til ‘Gesta Danorum’ skriver han således: “For at jeg ikke skal anses for letsindigt at fremføre påstande, der strider mod almindelig opfattelse eller er overdrivelser af sandheden, er det umagen værd at vide der i gamle dage fandtes tre forskellige slags troldmænd, som hver med sine former for tryllekunster udvirkede uhørte mirakler. De første var en slags vanskabte mænd, som i oldtiden kaldtes giganter, og som overgik menneskelige størrelsesforhold ved deres kroppes vældige dimensioner. Den anden slags havde som de første erhvervet sig kundskaber inden for naturvidenskab og mestrede spådomskunst. De var de foregående lige så underlegne med hensyn til legemsform, som de var dem overlegne ved deres åndsevner. Begge slags var i stand til gennem fuldstændigt synsbedrag at give sig selv og andre alle mulige forskellige udseender og med falske former at skjule deres sande ydre. Den tredje slags mennesker udsprang af de to førnævnte folks samliv med hinanden, men de levede ikke op til deres forfædres egenskaber hverken med hensyn til legemes-størrelse eller med udøvelse af kunster. Men af dem, som de havde narret med deres trolddomskunster, blev de anset for at være guddommelige.”
      Og på trods af en inderlig forståelse for denne lakoniske forklaring på det guddommelige panteon i den norrøne tradition, vælger jeg altså alligevel at kalde mig Asatro. Og før man som trofast mere traditionel hedning bliver alt for rystet over denne åbenlyse afsværgelse af den norrøne genius, må vi påtænke at Saxo som kristen naturligvis har fået denne ide, ikke bare fra myternes beretninger om ægteskaber og andre mere løse forhold som både aser og vaner har med jætterne, men nok i langt højere grad fra første Mosebogs historie om hvorledes gudssønnerne avlede børn, kæmperne, med menneskedøtrene. Hvormed Saxo altså antageligt blot benytter den norrøne mytologi som scene til overvejelser omkring sin egen kristne tro.
      Hvilken konkret og fysisk eksistens Odin og hans slægt engang har haft og har, er også for mig ret sekundært. Fordi Aserne alligevel ikke er Gud i sig selv, ikke den oprindelig singularitet der var før tid og rum eller den inderste skabende årsag. Ved at de ikke er oprindelige skabere af universet, eller efter skabelsen er de styrende kræfter selv, Regin, i verden. For selvom Aserne skaber er de selv skabte, og trods alt deres magt er de underlagt en ‘verdensskæbne’ der er uden for deres kontrol. Også når de mere eller mindre selv forårsager den, f.eks. ved de hellige løftebrud der medfører Asernes og deres konkrete ordens Ragnarok, dommedag. Og i øvrigt er der i myterne referencer til, at Aserne samledes på deres hellige steder, der vel næppe var bare mindelunde for dem selv. Nej, Aser og Vaner repræsenterer på andromorf vis kraften i den kultivering der er tilvalgt og tilkæmpet, og en hellig orden i kontinuerlig kontrast til de kaotiske urkræfter jætterne står for. Menneskelige projictioner ind i det guddommelige ubegrænsede og usigelige. Og som sådan bliver de netop til hjælp og værn, som magtfulde billeder af det menneskeliges mest værdifulde aspekter. Som vejvisere og gud-dommelige eksempler på mulige og ønskelige transcendente entiteter. Frem for at stå som værende umyndiggørende overjordisk fjerne administratorer og evige undskyldninger for ansvars-forflygtigelsen på alle planer. På den led får de betydning i mit liv, min tro og en plads i min tros-bekendelse, der trods en stadig foreløbighed, hermed tilbyder alle. At afprøve for sig selv og at vurdere på samme kritiske facon jeg altid selv søger at anvende, over for både andres og egne formuleringer.


      Ved Frøj, at øge freden,
      vælge kærligheden at dyrke,
      værne om asken Yggdrasil.


      Ved Thor, at styrke æren,
      bestandig jætterne at bekæmpe,
      i verden, og i mig selv.


      Ved Odin, at ville lykken,
      viet hemmelighederne at kende,
      Regin, i selvet at finde.



      Men at øge freden, styrke æren og ville lykken, hvad er nu det for romantisk dagdrømmeri. Noget flydende svævende noget, uden de kvantificerbare absolutter vi alle sammen foretrækker at forsimple og gøre vores tilværelse entydig og let overskuelig med. Det kan da ikke være noget konkret, med politiske perspektiver eller praktiske applikationer. Eller kan det?


      For mig er det som æren medfører, så absolut håndgribelige. Fordi ære er ikke bare stolt at stikke snuden op mod vinden og se flamboyant ud trods modstand og modgang. Æren er at manifestere sin integritet som den man nu er, altid og i alt hvad man foretager sig. Og siden der er forskel på folk og fæ, samt uendelige variationer folk imellem, er og kan dette ikke være det samme for alle og enhver. Således at når jeg spørgende hentyder til at vi er frie mennesker, så mener jeg læseren måske, gruppen af søgende individer, forhåbentlig stadig er frie og lige mennesker med overskud til at strække engagement, vilje og loyalitet udover rækkevidden af vore egne små kartoffelbede. Vi som har en ære der rækker, til at forholde os til hele den verden vi lever i og med.
      Men sådan er det jo ikke generelt, og det er for mig at se naiv sødsuppe-moralitet at tillade sig at tro dette. De flestes ære rækker til at tage vare på sig selv og sit eget, og ikke mere end det. Eller mindre end det. De fleste gør deres bedste inden for de snævre rammer af deres individuelle eksistens og de skitzoide rammer tusind års kristendom og hellenistisk indoktrinering har fastlagt. Og det er vel også godt nok således. For ikke alle indianerne kan, vil, skal være høvdinge, og folk flest lever helst og bedst livet inden for den nære horisont.
      Nogle få, har så ikke engang dette mål af ære, nogle få vil eller kan ikke frivilligt tage ansvar for sig selv og sine egne handlingers konsekvenser, og må derfor administreres i større eller mindre grad, hvis de skal kunne fungere konstruktivt inden for fællesskabets rammer. Til de selv vælger sig en ære der er større end trællens.


      Dermed fik jeg sat æren op i modspil til pøbelvældet i det almindeligt udifferentierede demokrati, og det må da vist siges at være en politisk konsekvens - og sikkert ikke noget vi alle sådan uden videre bliver enige om. Men denne ansvarlighed for sine egne valg i en eksistentialistisk forstand, må også indebærer krav om en række justeringer af den måde vi indretter samfundet på bl.a. i politisk forstand, og de forventniner vi har til fællesskabet:
      Fuld offentlighed i administrationen - hvordan kan man være ansvarlig hvis ikke man får indsigt i hvad der rent faktisk sker.
      Liberalisering af alle lovkomplekser der unødvendigt, i forhold til den fælles sikkerhed, begrænser individers ret til at leve livet som de selv vil - for hvem kan sige hvilken diversitet der er god og givende.
      Fjernelse af alle andre former for formynderisk tvang, der ikke er livsnødvendige for fællesskabets velbefindende, uden på et rent kosmetisk plan - slut med tvangs-behandlinger af tilfældige mere eler mindre uskadelige afvigere, slut med i almindelighed at tvangs-anbringe af børn uden deres eget samtykke, samt slut med en hver form for censurering af andres meninger, adfærd eller livsvalg. Vi lader folk tegne hvad de vil, sige hvad de kan, og gøre hvad de må. Og dette gælder både individuelt og natinalt (eller stats-retsligt), således at hvis folk i Iran vil af med Sadam, så må det fanéme være deres eget valg, deres eget initiativ og deres egen ære der driver værket. Ikke USA’s behov for at manifestere sig selv som global politimagt.


      Freden i norrøn forstand er joendnu engang, ikke noget passivt, ikke en mangel på modstand. Og hvor anmasende og irriterende og fredsforstyrrende det så kan føles at blive ringet om af emsige avis-sælgere eller blive vækket søndag formiddag af indre-missionærer med blødende hjerter, så er dette altså ikke et brud på freden i inderste forstand. Det er bare modspil, modstand og dette at forskelle brydes og forholder sig til hinanden. Som de nu bedst kan. Og umenneskelig ensretning og tvungen simplificering af alt, det er jo selve den teologisk-politiske tilstand vi stræber efter at revolutionere, er det ikke? En Asatro fred er ikke en fred som den romerske ‘Pax’ vi er tilvænnet i dag, hvor engang Rom og nu USA som det nye emperium knuser enhver opposition, udligner og jævner alle forskelle og variationer. Tvært imod. For os er fred traditionelt en viril fornemmelse af at være i nogenlunde kontrol, at besidde den kraft og indsigt der kræves for at kunne styre og præge sin egen tilværelse. Fred er at være i harmoni med sin verdens hele spektrum, herunder også at forholde sig forsonligt til modstand og fjendtlige kræfter, at kende og beherske betingelserne man lever på og under.
      Hvis nogen direkte angriber eller stiller sig i vejen for denne kontrol, om noget truer freden, da er det nødvendigt at reagere, det er da rigtig, for æren er altså en levende energi, noget der må og skal plejes og opretholdes. Hvilket altså bare ikke gør det rimeligt konsekvent at gribe til skjold og sværd og fare i hovedet på alle de udenforstående ignoranter, som ikke ved bedre end at træde en over tæerne. Hvor forløsende det så ellers kunne være. Fredsforstyrrelse i inderste forstand, kræver mere end almindelig stupid anmasendehed, det betinger vel nærmest en bevidst respektløshed. At tjørne stikker og man ikke bryder sig om at blive stukket, er jo ikke argument for at udrydde alle tjørnebuske fra verden - men en opfordring til at være en smule forsigtig når man er i nærheden af dem. Og freden og friheden til at vælge sin egen vej, til at få lov til at være hvad man er, den må gælde for Loki såvel som for Thor står der skrevet et sted. Hvilket som vi jo nu ved, ikke er ensbetydende med at Loki får lov til at slippe ustraffet fra sine umenneskeligheder - blot at hele dette forløb med anslag, reaktion og hævn er hvad han selv vælger for sig og som sit bidrag den verden han deltager i.
      Og ærens genoprettelse har ikke noget med opnåelse af retfærdighed at gøre. Ikke i en semittisk forstand. Her kan som nævn tidligere ikke være noget med øje for øje, eller en værdsættelse af abstrakte retsprincipper. Om nogen ved deres valg har slået skår i æren, da er det et åbent sår i sjælen, en rift der ikke vil lukkes af sig selv. Gennem dette sår vil man langsomt forbløde, og kan ikke mere være helt harmonisk eller integreret som individ. Æren er svækket og freden er tabt. Og om ikke man snarest udligner dette, da er man netop overgivet til at være æreløs. Hvorved der må etableres en fundamentielt umenneskelig situation, en væren uden lykke og et halvliv æren ikke dækker. Man bliver da gjort til nidding og umenneske, og er ikke længere i stand til at være helt menneskelig eller til at være deltager i den menneskelige verden. Den verden hvor mennesker har mulighed for opnåelse af lykken, som stående i modsætning til Udgård, til det uhyrliges verden hvor mennesket er fremmed og fredløst. Og altså ikke her lykken i nutidens overfladiske og tilfældige forstand, med dens underklang af blindt held. Men lykke som det oprindelige at være i en tilstand af harmoni med sig selv, sit liv og den verden man lever i. Lykke i at være ‘sæl’, at være og ville sig selv og at være glad og veltilpasset med det man nu er og gør, at eje evnen til at forholde sig frugtbart til elementerne i sin egen tilværelse. At være i balance med altet, og at have det intuitive klarsyn der kommer af en dyb og levende erkendelse af hele ens fulde virkelighed. Også udover ens individuelle selv. Og som følge heraf, at have vinden i ryggen, at kunne sikre sig så god en høst som man fortjener og fange sin fremgang i livet. At tingene vil lykkes som man har magt til, for sig og sine, at livet vil lykkes.


      På disse tre klipper, på lykken, freden og æren vælger jeg at bygge min tro, og tilstræber at byde velkommen til alle som søger det samme, og jeg vil med glæde kalde den fælle og ven som deler denne forståelse med mig. For selv om disse basale værdier i sig selv vel ikke er konkrete og entydige nok til at konstituerer et trosfællesskab, for ikke at tale om en politisk forandring, vil en genoptagelse af lykken, freden og æren som konkrete værdier være en værdig begyndelse. Der så forhåbentlig vil medføre ny fælles erkendelse af gammel visdom. Som at man ikke kan tvinge lykken, men må have respekt for de muligheder verden skænker os. At freden ikke kan eksistere på en slagmark, hvor mennesket er i modsætning til sine omgivelser og krigen truer alle. At æren udspringer af integritet som menneske, af at man handler med mod, smil og generøsitet, handler ærefuldt. Og måske vi af denne vej endnu vil finde frem til en fælles tro på det menneskelige, på menneskets muligheder og på menneskehedens fremtid.